Historien Genfortalt
Læsetid: 11 min.

Vejen til samtykkelov: »Der har været enormt mange myter og enormt meget vrede«

Folketinget har flere gange siden 2016 afvist at indføre en samtykkelov, men nu får vi alligevel en, så hvad har egentlig ændret sig på ganske få år? Vi opruller her historien om, hvordan samtykke gik fra at være noget, der blev latterliggjort, til virkelig at kunne mobilisere et land
Demonstration i København i februar 2019 for en samtykkelov. Kun en måned efter, på kvindernes kampdag 8. marts, brød den daværende konservative justitsminister Søren Pape den borgerlige modstand ved at erklære sig som tilhænger af samtykke.

Demonstration i København i februar 2019 for en samtykkelov. Kun en måned efter, på kvindernes kampdag 8. marts, brød den daværende konservative justitsminister Søren Pape den borgerlige modstand ved at erklære sig som tilhænger af samtykke.

Rasmus Flindt Pedersen

Moderne Tider
12. september 2020

Det var en smilende slipseklædt justitsminister, der den 1. september bød velkommen til pressemøde i Justitsministeriets grønne gård. Flankeret af retsordførerne fra regeringens støttepartier meddelte Nick Hækkerup pressen, som sendte live og i breaking, at de fremmødte partier havde indgået en aftale om en ændring af voldtægtsbestemmelsen, så loven fremover bliver baseret på samtykke.

»Grundlæggende er det voldtægt, hvis man ikke er enig om det. Det er et kæmpe skridt for ligestilling og ligeværd,« sagde han.

Som lovgivningen er i dag, er der fokus på, om den tiltalte har anvendt vold, tvang eller trusler, eller om den forurettede har været ude af stand til at modsætte sig. Men fremover ændrer man nu lovens fokus til et spørgsmål om, hvorvidt der har været samtykke fra alle parter.

»Vi skriver dansk retshistorie i dag,« udtalte De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, til pressen, og SF’s Karina Lorentzen kaldte aftalen »en milepæl«.

Selv de borgerlige partier, som ikke var indkaldt til forhandlingerne, bakkede op, og både Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative, som alle tidligere har været modstandere af samtykke, ser i dag en ændring af voldtægtsbestemmelsen som den rigtige vej at gå.

Men hvordan nåede vi dertil, hvor et næsten samlet Folketing på tværs af partifarver og ideologier bakker op om en radikal forandring af voldtægtsloven?

»Vejen dertil har været hård og bumpet,« siger Helle Jacobsen fra Amnesty International.

Og Anders Hede, som er forskningschef i Trygfonden, siger, at samtykkedebatten viser, hvordan der på ganske få år er sket et markant holdningsskift i forhold til, hvad befolkningen oplever som krænkende og uacceptabelt.

Vi skal nemlig ikke længere end et par år tilbage, før modstanden mod samtykke var stor. Både blandt politikerne på Christiansborg, som gjorde grin med kontrakter, der skulle underskrives, inden man hoppede i kanen, men også i befolkningen, hvor under en tredjedel støttede ideen om en samtykkelov.

Så hvordan gik det til, at samtykke på ganske få år gik fra at være noget, man latterliggjorde til virkelig at kunne mobilisere et land? Vi opruller her historien om vejen til samtykket.

15 demonstranter

Har man fulgt samtykkedebatten nøje, er man måske stødt på Zen Donens navn. Hun er 47 år, jurist, voldtægtsoffer, mor til datter, der har været udsat for voldtægt, bestyrelsesmedlem i organisationen Everyday Sexism Project Danmark og samtykkeaktivist.

For nylig stod Everyday Sexism Project Danmark den 14. august bag en stor demonstration på Nytorv, hvor tusindvis af borgere iført mundbind trodsede coronaen og med opbakning fra organisationer som Black Lives Matter, HK Privat og flere ungdomspolitiske organisationer demonstrerede for at vise regeringen, at de ikke ville vente længere på en samtykkelov.

»Der var vildt mange mennesker. Det var en slags kulmination på en fantastisk godt koordineret indsats fra organisationer, politiske partier og voldtægtsofre, som skulder ved skulder har kæmpet og i flere år insisteret på forandring,« siger Zen Donen.

Men sådan var det bestemt ikke, første gang hun arrangerede en demonstration for en ny og bedre voldtægtslov.

I 2014 blev tre unge mænd fra handelsgymnasiet Niels Brock tiltalt ved Københavns Byret i en sag om gruppevoldtægt af en 16-årig pige. Episoden udspillede sig til en privat fest i en luksuslejlighed, som tilhørte en af de tiltaltes forældre, som var bortrejst på ferie.

Ifølge anklageskriftet udnyttede de tre venner på 17, 17 og 20 år, at den 16-årige var så fuld, at hun ikke var i stand til at modsætte sig samleje og oralsex. Vidner forklarede, at pigen flere gange i løbet af aftenen faldt om af druk. Tiltalte og en række andre vidner mente derimod, at pigen bare spillede fuld, og at hun i øvrigt var meget liderlig og pågående den aften. Sagen kom derfor til at handle om, hvorvidt pigen var med på den, eller om der var tale om en gruppevoldtægt.

Byretten frifandt alle tre tiltalte og lagde til grund, at det ikke kunne bevises, at pigen på gerningstidspunktet var så fuld, at hun ikke kunne modsætte sig de tre venner.

»Hendes forklaring var så detaljeret, at hun ikke kan have været så fuld, som anklageskriftet påstår«, sagde dommeren.

Sagen rystede 47-årige Zen Donen, som tog initiativ til en aktion foran Niels Brock, hvor hun på papskilte skrev ordene: »RIP retsbeskyttelse for kvinder«.

»Vi var kun 15, der dukkede op, så det vil være løgn at påstå, at ændring af voldtægtsparagraffen var en folkesag på det tidspunkt,« griner hun og tilføjer, at samtykke først var et ord, der kom på alles læber flere år senere.

Kontrakter og fuldmagter

At sætte en præcis dato på, hvornår samtykkedebatten i Danmark startede, er svært – hvis ikke umuligt, men for mange aktivister og kvindesagsforkæmpere begyndte debatten at tage form i 2016.

Her begyndte danske kvinder på sociale medier og i den etablerede presse – blandt andet i Information – at dele deres personlige historier om overgreb og de efterfølgende møder med politi og retsvæsen. Og det stod pludselig klart for mange, at voldtægtsofres retsstilling er enormt dårlig, fordi voldtægtssager nærmest pr. definition er svære at føre i retten, da der stort set aldrig er andre til stede end de to, der har været en del af akten.

Også den såkaldte ’Herfølge-sag’ var i 2016 med til at sætte ofrenes retssikkerhed på dagsordenen. Her blev tre unge mænd i foråret først frifundet og senere dømt ved landsretten for voldtægt af en 17-årig pige, som var fuld, manglede insulin og ude af stand til at sige fra.

Sagen var medvirkende til, at Enhedslisten i december 2016 fremsatte et forslag om at revidere voldtægtsloven, så den fremover baserede sig på samtykke, men forslaget blev i 2017 forkastet med stemmerne 60 mod 47.

Flertallet, som bestod af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og De Konservative lænede sig op af Justitsministeriets vejledende ekspertpanel Straffelovrådets betænkning på området fra 2012, hvor man fandt, at der ikke var nogen grund til at ændre loven.

Og daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sagde fra talerstolen, at det vil være »en glidebane«, hvis vi kommer derud, hvor man skal »sende sine unge mennesker i byen med en seddel, som de skal krydse af, hvis de går med nogen hjem«.

»Hvor ender vi så henne?« spurgte han akkompagneret af småfnisen og tøhø fra salen.

Tanken om, at venstrefløjen ville kriminalisere almindelige menneskers sexliv blev en udbredt misforståelse, som folk ofte lavede sjov med. På sociale medier flød det med kontrakter og fuldmagter, sexpartnere kunne underskrive, så de sort på hvidt havde deres samtykke til at penetrere.

»Jeg følte virkelig, at vores forslag blev latterliggjort,« siger Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.

»Og ved at reducere samtykke til et helt forfejlet spørgsmål om NemID og kontrakter, følte jeg, at modstanderne af samtykke dermed også latterliggjorde og ymyndiggjorde voldtægtsofre, og den del var slet ikke til at holde ud.«

Myter og vrede

Allerede året senere i 2018 fremsatte Enhedslisten endnu en gang forslaget om samtykke. I mellemtiden var #MeToo-bevægelsen startet og eskaleret, og der var nu et globalt fokus på sexisme, magtmisbrug og seksuelle overgreb, men forslaget blev igen forkastet.

Fordi politikerne ikke ønskede at ændre loven – modsat hvad de tilbage i 2013 havde forpligtet sig til med Danmarks tilslutning til Istanbulkonventionen – gjorde flere organisationer samtykke til en absolut topprioritet.

En af de organisationer, som har skubbet mest på, er Amnesty International, som i 2018 satte et stort og internationalt maskineri i gang for at skabe maksimalt politisk pres og opmærksomhed.

Amnesty var sammen med organisationer som Dansk Kvindesamfund og Danner med til at stable store, landsdækkende demonstrationer på benene, de udarbejdede analyser, rapporter, indhentede erfaringer fra lande, som allerede havde indført samtykke, arrangerede konferencer, lancerede kampagner og holdt møder med eksperter og beslutningstagere.

Helle Jacobsen, som siden 2017 har været Amnestys programleder på køn, kvinder og LGBTI-rettigheder, er overrasket over, hvor stor modstanden mod samtykke har været i Danmark.

»Der har været enormt mange myter og enormt meget vrede,« siger hun og peger på polemiske diskussioner af, hvordan man giver et samtykke og den store frygt for, at samtykke kriminaliserer menneskers naturlige sexliv.

Men modstanden er også kommet fra det juridiske system, hvor både forsvarsadvokater, professorer og Dommerforeningen har udtrykt bekymring for, at man risikerer at forskubbe bevisbyrden i en grad, så det bryder med retsprincippet om, at man i Danmark er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Men trods modstanden skete der pludselig noget stort.

Pape til kampdag

I oktober 2018 bad daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) Straffelovrådet at se på, hvordan man kunne skærpe lovgivningen for voldtægt, så ofrene fik en større retssikkerhed og flere blev dømt.

Protesterne havde båret frugt, og ministeren erkendte, at alt for få overgreb blev anmeldt, og at straffriheden på voldtægtsområdet var for stor.

På den ene side var det en sejr for samtykkeaktivisterne. På den anden side frygtede de, at justitsministeren parkerede diskussionen hos Straffelovrådet, så han – måske helt ind til næste valg – kunne slippe for at bruge mere tid på samtykkedebatten.

Men så gjorde han noget helt uventet.

På kvindernes internationale kampdag, den 8. marts 2019, stillede han sig op på scenen i Store Vega og sagde, at han var blevet klogere, at de mange voldtægtsofres vidnesbyrd havde sat sig dybt i ham, og at de grufulde historier havde fået ham til at ændre holdning. Nu var De Konservative klar til at indføre en ny voldtægtsbestemmelse baseret på frivillighed.

»Og jeg håber, at vi kan få de øvrige partier med om bord,« sagde han til stor jubel. Blandt andre fra Amnestys Helle Jacobsen, som var til stede i salen.

»For mig var det et absolut tipping point i samtykkedebatten,« siger hun.

»For med ét brød ministeren ideen om, at samtykke kun var et venstrefløjsanliggende, og ved åbent at erkende, at han havde ændret holdning, følte jeg, at han også gav andre mulighed for at kunne skifte mening,« siger hun.

En velorkestreret kampagne

Endnu et gennembrud kom, da Danmark i sommeren 2019 fik en ny socialdemokratisk regering, som i sit forståelsespapir forpligtede sig på at indføre en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse.

Aktivister, voldtægtsofre og organisationer, der havde kæmpet for samtykket, kunne ikke få armene ned. Netop derfor var skuffelsen ekstra stor, da der et år senere stadig intet var sket.

»Selv om vejen hertil havde været hård, var jeg virkelig overrasket over, hvor hurtigt det alligevel var lykkedes at ændre folks holdning til samtykke. Vi oplevede, at sagen fik enormt meget folkelig medvind, nu manglede vi bare at få politikerne med det sidste stykke i mål,« siger Helle Jacobsen.

Og noget tyder på, at hun har ret.

I december 2017 ønskede kun 28 procent af danskerne ifølge en megafonmåling for TV 2 at indføre en samtykkelov, men i 2019 var tallet steget til 51 procent.

At det på så kort tid er lykkedes at flytte en befolknings holdning er ifølge Anders Hede, som er forskningschef i Trygfonden, et godt eksempel på, hvordan en stærk, velorkestreret kampagne kan mobilisere et land.

»For det er virkelig bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt den danske befolkning har ændret opfattelse af, hvad et seksuelt overgreb er, og hvad man egentlig vil acceptere,« siger han.

Som forskningschef i Trygfonden er Anders Hede med til at udgive den årlige Tryghedsmålingen, som undersøger holdningen i samfundet til kriminalitet og utryghedsskabende adfærd.

I den seneste måling har man undersøgt befolkningens holdning til samtykke, og også her svarer 50 procent, at man skal kunne dømmes for voldtægt, hvis man indleder et samleje, som partneren på ingen måde har accepteret. 35 procent svarer, at man kun skal kunne dømmes, hvis man har brugt vold, og 14 procent ved ikke.

»Jeg tror dog ikke, det er, fordi de 14 procent er ligeglade. Jeg tror, de svarer, som de gør, fordi de synes, spørgsmålet er svært og fyldt med nuancer,« siger Anders Hede.

»Min generelle opfattelse er nemlig, at samtykke virkelig er et emne, som optager folk. Det får folk til at reflektere over, om de selv har overskredet nogens grænse, og mange har samtidig børn, hvis seksuelle adfærd, de bekymrer sig om,« siger han.

Befolkningens holdning til, hvad der er acceptabelt, ændrer sig hele tiden, siger Anders Hede og illustrerer det enorme køns- og seksualpolitiske skred, der har fundet sted med et eksempel:

Siden 1969 har man præsenteret danskerne for en fiktiv historie, der lyder sådan her:

En kvinde og en mand mødes på en restaurant. Manden inviterer kvinden med hjem. Han siger, at han venter nogle gæster til en fest. I lejligheden sætter de sig på sofaen og kysser og krammer hinanden. Da manden prøver at trække kvindens trusser af, afviser hun ham. Han giver hende nogle lussinger og gennemfører samlejet.

Herefter spurgte man: Kan dette betegnes som voldtægt?

I 1969 svarede kun 13 procent ja. I 1978 spurgte man igen, og nu svarede 53 procent, at der var tale om en voldtægt. Da undersøgelsen blev gentaget i 2013, definerede hele 95 procent episoden som en voldtægt.

Hækkerups tænkepause

I starten af 2020 kom Straffelovrådet med sin betænkning. Rådet anbefalede en lovændring, men flertallet foreslog en frivillighedsbaseret lov frem for en samtykkebaseret, sådan som regeringen havde skrevet ind i sit regeringsgrundlag. Justitsminister Nick Hækkerup bad om »en tænkepause«, og så kom foråret og coronaen.

En af dem, der utålmodigt ventede på, at den socialdemokratiske regering fik snøvlet sig sammen og indført samtykke, var samtykkeaktivisten Kirstine Holst, som i en meget omdiskuteret TV 2-dokumentar fortalte om det overgreb, hun følte sig udsat for. Hun tog til Christiansborg den 9. juni, og samme dag sluttede Zen Donen og Everyday Sexism Project Danmark sig til hende.

»Vi var en flok, der fik nok, så vi holdt samtykkevagt og stod hver dag ude foran Christiansborg med skilte med tallene for, hvor mange ofre justitsministeren svigtede ved hver dag at lade os vente på den nye lov,« siger Zen Donen.

I 17 dage stod voldtægtsofre og aktivister vagt, og særligt én dag gjorde indtryk. Nick Hækkerup kom gående op ad trappen lige forbi dem.

»Er din tænkepause ikke snart slut,« råbte en ungdomspolitiker, som stod samtykkevagt.

»Der går nok et par år,« svarede justitsministeren.

»Men nu har vi altså ventet i fire år,« fortsatte samtykkevagten.

»Så kan I jo nok vente et par år mere,« lød det tørt fra ministeren, inden han forsvandt op ad trappen.

Episoden, som er gengivet i en artikel i Femina, er bekræftet af Nick Hækkerup, som dog senere undskyldte med, at han »havde hovedet et andet sted«.

For kort tid efter stod han i dejligt sensommervejr i Justitsministeriets gård og fremlagde aftalen mellem regeringen og støttepartierne.

Zen Donen jublede. »Tænk, at vi nåede hertil,« siger hun og vurderer, at indførelsen af samtykke er på lige linje med den fri abort, stemmeretten og retten til ligeløn.

»Der er stadig nogle, som siger, at samtykkeloven bare er en symbollov, og til dem vil jeg som jurist sige: Ja, al lovgivning er et symbol på, hvad vi som samfund mener er rigtigt og forkert. Og jeg er sikker på, at samtykkeloven kommer til at få kolossal betydning,« siger Zen Donen.

»Både for ofrene, som nu ved, at det ikke var i orden det, de blev udsat for. Men også for resten af samfundet, som forhåbentlig nu får den kulturændring, der er så hårdt er brug for.«

Justitsministeren fremsætter selve lovforslaget til oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til Information for at bringe så mange detaljerede voldtægtshistorier for en del år siden.
Det var med til at åbne manges øjne.

Estermarie Mandelquist, Fam. Tejsner, Eva Schwanenflügel og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at loven er et udtryk for et ideosynkratisk forhold.
Lovgivningen giver allerede mulighed for at dømme vold mod andre.
Tidligere har retsprincippet været, at man færst er deømt, når skyld er bevist, nu er det omvendt. Man er skyldig indtil uskyld er bevist. Nu kan lovgivningen anvendes til personlige straf pga. had.

Jeg ved ikke rigtig om man kan sige at samtykkeloven "virkelig har kunnet mobilisere et land". Det virker mere som om den er blevet indført i skyggen af Corona.