I 1965 marcherede Dianne Harris i Selma, Alabama, for retten til at stemme. Hun kæmper stadig

Hun vidste godt, at det kunne gå galt den søndag. I sin korte tid som demonstrant havde Dianne Harris allerede to gange oplevet, at hun og de andre i marcherne blev anholdt af politiet, og hun havde set dem tæve unge mænd med stokke og havde selv fået stød med en kvægstav. Vold var altid en risiko.

Året var 1965, det var den 7. marts, og gennem hele februar havde store dele af den sorte befolkning i Selma, Alabama, marcheret og demonstreret med det simple krav, at også de fik mulighed for at stemme til valgene på samme vilkår som de hvide.

Formelt var rettighederne ens, men i det raceopdelte Syden var virkeligheden en anden. Sorte udgjorde cirka halvdelen af byens befolkning, og omtrent 15.000 sorte indbyggere var gamle nok til at stemme, men da tallene var blevet gjort op nogle år forinden, var kun 156 registreret som vælgere. Forklaringen på det lave tal var simpel: diskrimination.

Det var det, de havde demonstreret mod, det var det, de havde sunget mod, sendt bønner op mod.

Efter at politiet dræbte en ung demonstrant i en naboby, besluttede bevægelsens ledere, at de denne søndag skulle drage ud på en lang march fra Selma til Alabamas hovedstad Montgomery 80 kilometer mod vest for at samle en stor demonstration foran statens parlamentsbygning. Det var i hvert fald den officielle plan, men ledelsen vidste også, at den var så godt som umulig at gennemføre.

Det lå i luften, at det kunne blive voldeligt, og Dianne Harris havde da også fået et klart svar, da hun spurgte sin mor, om hun og lillebroren måtte deltage i marchen. Selv var hun 15 år gammel, broren var 13, og svaret var et kæmpestort nej.

Dianne Harris kigger op over brillestellet. »Men jeg var ulydig,« siger hun.

Håret er blevet gråt siden dengang. Hun er 70 år i dag, og sidder på cafeen The Coffee Shoppe midt på Selmas hovedgade, Broad Street, og spiser en sandwich med grilled cheese, mens hun fortæller historien om den afgørende march, som moren havde forbudt hende at deltage i.

Dianne Harris og hendes lillebror sørgede for at placere sig bagest i optoget, og herfra kunne de se, hvordan den forreste del marcherede ud langs Broad Street og krydsede Alabamafloden over Edmund Pettus Bridge, der er opkaldt efter en gammel sydstatsgeneral og leder af Ku Klux Klan i Alabama.

Hvad der skete ovre på den anden side af broen, kunne Harris ikke se nede fra bagtroppen. Det fik hun rig mulighed for senere, ja faktisk fik hele verden det at se, men dengang hørte hun bare tumulten. Så mærkede hun tåregassen, der rev i øjnene og i svælget, og så kom the possemen, sheriffens korps af villige voldsmænd ridende gennem flokken af demonstranter, mens de pryglede løs på dem højt fra hestenes ryg.

Dianne Harris og lillebroren satte i løb og prøvede at hive en ældre kvinde med i spurten. Efter et stykke tid måtte kvinden give op, og da Dianne Harris kiggede sig over skulderen, så hun en rytter, der tævede løs på den gamle med sin politistav. Manden så op, sporede sin hest og satte efter Dianne Harris og broren, der hurtigt drejede af mod højre og sprintede mod kirken Brown Chapel, op ad trappen og ind bag de tunge døre. Rytteren forfulgte dem hele vejen til kirkens trappe.

Den søndag gik over i historien under navnet Bloody Sunday. De scener, Dianne Harris ikke havde kunnet se på den anden side af broen, fik de amerikanske tv-seere direkte ind i deres stuer om aftenen.

To kolonner af demonstranter – ledet af to unge mænd – marcherede over broen og lige ned i armene på sherif Jim Clark, manden der ofte bar en nål med teksten Never for at vise, hvornår raceadskillelsen efter hans mening skulle ophæves.

Han og de statslige myndigheder havde sørget for en velkomstkomité bestående af horder af politifolk og possemen med knipler og gas, og uden for megen forhandling gik de i flæsket på de fredelige og ubevæbnede demonstranter.

Men politiet var ikke de eneste, der var til stede på den anden side af broen. Ude på sidelinjen stod fotografer, journalister og tv-hold og dokumenterede begivenhederne. Tv-kanalen ABC valgte ligefrem at afbryde aftenens film i primetime – en film om nazisternes forbrydelser og medløbernes moralske ansvar ­– for at vise billederne af de flimrende politistave, den drivende gas, de løbende heste og de flygtende sorte.

Scenerne skabte forargelse, skandale ligefrem: Et fredeligt og rimeligt krav om at få lov til at stemme blev mødt med brutal vold. Det var billeder, som USA’s politiske ledere havde meget svært ved at ignorere. Men alt det vidste Dianne Harris og hendes bror ikke, da de kom hjem den aften. De vidste bare, at de stod til en kæmpe skideballe.

Den nye kamp om stemmerne

Historien om borgerrettighedsbevægelsen er vokset ind i den amerikanske historiekanon.

Demonstrationerne fik vidtrækkende betydning, og de sorte amerikaneres muligheder for at stemme er blevet væsentligt forbedret, siden Dianne Harris var 15 år. At kampen i hendes tidlige ungdom er blevet en vigtig del af nationens historie, er dog ikke den eneste årsag til, at det er værd at beskæftige sig med i dag. For kampen er ikke slut endnu.

Her 55 år senere er valgrettigheder stadig stærkt politiserede i USA: Stemmeretten er konstant under pres for dele af befolkningen, og det er fortsat i overvejende grad sorte og andre minoriteter, som gennem en række mere eller mindre subtile trick fratages muligheden for at stemme. Det kan være udslagsgivende for vigtige afgørelser – for eksempel om, hvem der bliver USA’s næste præsident.

Det amerikanske valgsystem er som bekendt bygget sådan op, at præsidentkandidaterne skal vinde de enkelte stater, og selv om resultaterne her kan være meget tætte, løber vinderen med alle valgmændene – og derfor kan selv små marginaler få meget stor betydning.

Tag for eksempel Florida, en stor og indimellem afgørende stat, som Donald Trump vandt med blot cirka 100.000 stemmer foran Hillary Clinton i 2016. Dengang kunne folk, der havde været idømt en fængselsstraf ikke stemme. Men siden har statens borgere stemt for en ændring, så folk der har udstået straffen, kan få stemmeretten tilbage, og dermed er der kommet 1,4 millioner potentielle nye vælgere i staten. Det kunne måske ligne en udvidelse af demokratiet, men det var samtidig en potentiel republikansk hovedpine. Sorte mænd er overrepræsenterede blandt de nye stemmeberettigede, og de traditionelle stemmemønstre tilsiger, at en stor del af dem vil stemme demokratisk, hvilket kan tippe staten over til demokraterne.

Republikanske politikere har derfor forsøgt at stikke en kæmp i hjulet på de nye rettigheder, og for en måned siden vandt de en stor sejr, da en appelret afgjorde, at de tidligere straffede først kunne stemme, efter de havde betalt al gæld fra retssag og fængsel – og vupti, så var stemmeretten tilbagerullet for en stor dels vedkommende. Afgørelsen blev stemt igennem af fem dommere, mens én stemte imod. Fem af de seks var blevet indsat af Donald Trump.

Eksemplet er blot et blandt flere nylige indskrænkelser af valgretten, som vidner om en række fejl og mangler i det amerikanske system, fortæller historieprofessoren Allan Lichtman fra American University i Washington. For to år siden udgav han bogen The Embattled Right to Vote, hvor han gennemgår valgrettens historie i USA og peger på en række svagheder.

»Og lige nu ser vi, hvordan Donald Trump forsøger at udnytte de fejl ved at gøre det sværere at stemme og sværere at tælle stemmerne,« fortsætter Lichtman og tager hul på en opremsning:

»Vi har set ham angribe brevstemmer, som er en afgørende mulighed for at stemme midt under en pandemi. Han har talt om at sende bevæbnede frivillige til valgstederne, han har indsat en af sine megadonorer som leder af postvæsnet for at forsinke posten, og han har anlagt retssager for at gøre det sværere at stemme og at få stemmerne optalt.«

— Det er særligt minoriteter og unge, der bliver forhindret i at stemme. Hvorfor er det sådan?

»Nu skal jeg fortælle, hvad der foregår. Det Republikanske Parti er afhængigt af stemmer fra ældre hvide fyre som mig, og du kan ikke skabe flere ældre hvide fyre – vi er den hastigst skrumpende andel af de stemmeberettigede. Du kan heller ikke få os til at blive 150 år gamle. Så den republikanske strategi er: Lad os begrænse stemmetallet fra den voksende base af minoriteter og unge, der støtter demokraterne. Det er hård politik,« siger han.

»Selv Donald Trump gav i et ærligt øjeblik udtryk for, at hvis vi havde høj valgdeltagelse i USA, ville der aldrig blive valgt nogle republikanere ind. Republikanerne ved godt, at de drager fordel af en lav valgdeltagelse.«

Professoren forklarer, at mange af nutidens forsøg på valgundertrykkelse hænger sammen med, at man er begyndt at tilbagerulle nogle af de reformer, der blev opnået gennem borgerrettighedskampen i Selma i 1965. Vi skal altså tilbage til Alabama.

Opskriften på forandring

Byen ser ikke ud af meget. Lave huse, brede veje, et vandtårn med påskriften ’Selma – a nice place to live’. Der er plads nok, for indbyggertallet er dalet med noget nær en tredjedel siden 1960’erne, hvor det toppede ved knap 30.000 indbyggere.

I marts i år, lige før coronapandemiens alvor gik op for de fleste, triller jeg rundt i byens gader i en stor sort Ford og ruller vinduerne ned for at fornemme duften af levende historie. Både industrien og landbruget har haft bedre dage, men til gengæld har byen fået en ny industri: borgerrettighedsturisme.

Museet dedikeret til kampen for valgretten ligger ved foden af Edmund Pettus Bridge, og turister summer ind og ud og over broen. Ved kirken Brown Chapel AME Church, som var bevægelsens mødested, står en buste af Martin Luther King, hele gaden er nu opkaldt efter ham, og her kører turistbusserne ind og parkerer.

Hvert år på den første søndag i marts går en stor procession af gamle borgerrettighedsaktivister og nationale dignitarer – i år var Joe Biden blandt dem – hen over Edmund Pettus Bridge for at mindes Bloody Sunday, hvor politiet tæskede demonstranterne så eftertrykkeligt, at det gav genlyd over hele landet.

Jeg kører ned ad hovedgaden Broad Street og parkerer ved den café, hvor Dianne Harris har bestemt, at vi skal mødes. På bagvæggen i The Coffee Shoppe er der en stor vinduesramme, hvor ruden er blevet blændet, og hvor ejeren har stillet nips og pynt. Dianne Harris, der er klædt i sort-hvide striber og har et mildt smil, peger på ruden. Da hun var barn hed stedet Thirsty Boy, og afroamerikanere som hun var forment adgang og kunne kun få lov at bestille gennem ruden bagved.

»Det var Jim Crow-tiden, hvor alle var adskilt, men ikke lige. For os sorte var alting af en ringere standard. Vi skulle gå ind gennem bagdørene, sidde bagest i bussen, sidde i et særligt venteværelse hos lægen. Ja, selv her, hvor vi sidder i dag …«

Dianne Harris var barn, da borgerrettighedsbevægelsen begyndte at tage fart. Da en sort kvinde ved navn Rosa Parks i nabobyen Montgomery nægtede at opgive sit sæde bussen, var Harris bare fem år gammel. Men hun husker, hvordan også busserne i Selma derefter kørte tomme rundt, da sorte i solidaritet med Rosa Parks boykottede busserne.

Gennem hele Dianne Harris’ opvækst var der forandring på vej. Da hun var syv år, blev der gennemført en national lov, som blandt andet skulle sikre lige stemmeret til alle. Da hun var 13, ledte Martin Luther King den store borgermarch til Washington og holdt sin I have a dream-tale, og da hun var 14, blev den skelsættende Civil Rights Act underskrevet af præsident Lyndon B. Johnson – alt sammen fremskridt, der skulle sikre lige rettigheder for sorte og gøre en ende på raceadskillelsen.

I dagligdagens Alabama slog forandringerne hverken voldsomt eller hurtigt igennem, og sådan var det i en række af de gamle sydstater. Nok var det ikke tilladt at diskriminere, men den gamle hvide verden sad stadig på magten og opretholdt status quo. De velkendte trick, der skulle fratage de sorte muligheden for at stemme, var stadig i brug. De blev intimideret eller måske fyret fra deres job, hvis de forsøgte at registrere sig, og på myndighedskontorerne blev de afvist for de mindste fejltrin – eller sat til at gennemføre en umulig test.

»Selv folk med en ph.d. ville dumpe,« siger Dianne Harris. Kampen for lige stemmeret blev således borgerrettighedsbevægelsens næste store kamp, og her var Dianne Harris selv blevet gammel nok til at deltage.

At netop hendes by Selma blev centrum for kampen om stemmeretten var på ingen måde tilfældigt. Det kan man læse i bogen Protest at Selma af David J Garrow:

Borgerrettighedsbevægelsen anført af Martin Luther King havde gennem årene gjort sig visse erfaringer med at protestere. Protesterne skulle være ikkevoldelige, for ellers røg den folkelige sympati. Men ikkevoldelige protester var ikke nok i sig selv, havde de konstateret i byen Albany, hvor opmærksomheden efter nogen tid løb ud i sandet.

I byen Birmingham var de fredelige demonstrationer blevet mødt med brutal vold fra myndighedernes side, og det havde skabt anderledes stor opmærksomhed. Men i Birmingham havde man ikke haft ét klart defineret mål som kunne kommunikeres ud til medierne og den brede befolkning, snarere en fem-seks stykker, og det svækkede effekten.

Gennem de erfaringer havde borgerrettighedsbevægelsen brygget en opskrift sammen på, hvordan man kunne få opmærksomhed og opnå forandringer gennem protester: Fredelige demonstrationer skulle stille et enkelt og klart krav, protesterne skulle mødes med vold fra politiets side, og det hele skulle dækkes af medierne.

I dette tilfælde var målet lige adgang til at stemme. Nu skulle man blot finde et sted, hvor en fredelig sort befolknings rettigheder blev knægtet, og hvor politiet var tilpas voldsparate til, at de med stor sandsynlighed ville gå over stregen. Og her var Selma perfekt med sine forsvindende få sorte stemmeberettigede og den iltre, racistiske sherif Jim Clark i spidsen for politistyrken.

Den blodige søndag

Sådan gik det til, at der fra begyndelsen af 1965 blev holdt massemøder i kirkerne om aftenen, og folk begyndte at marchere hen til byens rådhus. Jim Clark slog hårdt ned på protesterne, anholdt flokke af sorte og delte generøst ud af knippelslag og stød fra kvægstave.

Hun havde læst om det i avisen og set det i nyhederne, og elever fra en række andre skoler deltog i marcherne, men 15-årige Dianne Harris havde ikke selv deltaget i noget, lige indtil der en dag troppede en ung mand op ved den lutheranske skole, som hun og klassekammeraterne sad og spiste frokost udenfor. Det var en såkaldt captain fra borgerrettighedsbevægelsen, som var ude for at rekruttere. Derfor vidste de godt, hvad det drejede sig om, da han sagde:

»Jeg vil gerne invitere jer til at komme med mig ned til Brown Chapel Church.«

»Hvornår,« spurgte Dianne Harris.

»Lige nu.«

Og sådan forlod 16 lydige lutheranske teenagere deres skole, og på vej ned mod kirken lærte Dianne Harris – som mest var vant til tyske salmer fra skolen – sin første freedom song. Det var sangen »Ain’t Gonna Let Nobody Turn Me Around«.

Resten af ugen trænede de til at deltage i marcherne og blev oplært i ikkevoldelig protest. Lærte at dække hovedet, hvis de blev angrebet.

»Det var bedre at få brækket fingre eller hænder end at få kraniebrud,« som hun forklarer i dag. De lærte ikke at se politiet i øjnene og fokusere frem for sig, og de lærte at være stolte af deres afroamerikanske rødder og råbe slagord. Og så deltog de i marcherne og blev anholdt som tusinder af andre.

Dianne Harris’ mor støttede op om kampen, men af frygt for at blive fyret deltog hun selv kun i massemøderne sent om aftenen for ikke at blive genkendt. Her sang de sange, bad bønner, og ved flere lejligheder holdt Martin Luther King tale.

Og så oprandt Bloody Sunday på Edmund Pettus Bridge, billederne gik hele landet rundt, og præsident Johnson fordømte, hvad der var hændt. Senere på måneden erklærede han, at der skulle laves en ny lovgivning om stemmeretten. »We shall overcome,« sagde præsidenten med en hilsen til Martin Luther King og borgerrettighedsbevægelsen.

Senere gennemførte demonstranterne marchen til Montgomery. »How long? Not long?« spurgte Martin Luther King i sin tale for de 25.000 fremmødte. Men dét, der satte sig mest fast hos Dianne Harris, var, da han citerede sangen »Ain’t Gonna Let Nobody Turn Me Around«.

»Jeg føler mig stadig styrket af de ord,« siger hun i dag.

»Hvis nogen gør mig vred, siger jeg: ’Vil du høre min yndlingsvending?’«

Ud af protesterne kom politik, og ud af politikken kom et stykke lovgivning ved navn The Voting Rights Act, der langt om længe sikrede de sorte stemmeret.

»Da min mor skulle ned og registrere sig som vælger, skulle hun bare give sit navn, adresse og telefonnummer,« husker Dianne Harris,

Og så er vi fremme ved i dag. For netop dette stykke legendariske lovgivning står i centrum af de aktuelle forsøg på at begrænse valgdeltagelsen i USA.

Valgsvindlen, der ikke findes

At fremskridtet siden 60’erne har været stort, betvivler Allan Lichtman, historieprofessoren fra American University, ikke.

»Der har været enorm positiv forandring siden The Voting Rights Act blev stemt igennem efter Bloody Sunday i Selma«, siger han. »Men der er en række udfordringer. Og de udspringer nærmest alle af, at Højesteret i 2013 svækkede loven.«

Som en del af lovgivningen fra 1965 blev det besluttet, at enkelte stater og områder skulle underlægges en særlig kontrol – hvilket især ramte stater, der havde en historik med diskrimination. Hvis de ønskede at ændre på deres valglove, skulle det først godkendes hos Justitsministeriet. Men i 2013 annullerede en splittet højesteret med stemmerne fem mod fire netop den bestemmelse. Daværende præsident Barack Obama erklærede sig »dybt skuffet«.

Inden for 24 timer efter afgørelsen gennemførte Alabama en lov, der krævede foto-id, når vælgere skule registreres. Kravet om foto-id er blevet udbredt i mange stater, og gæt hvem der er i ringest grad er udstyret med den slags? De sorte og de unge.

Med afgørelsen blev det ifølge Allan Lichtman lettere for delstaterne at hæmme valgdeltagelsen på alverdens måder – for eksempel ved krav om foto-id, restriktioner på kampagner, der skal få folk registreret som vælgere, og restriktioner på, hvornår man kan optælle brevstemmer.

»Det er nogle af begrænsningerne. Og oven i det kommer lukningen af valgsteder.«

I Georgia er antallet af valgsteder for eksempel blevet beskåret med 10 procent siden afgørelsen i 2013, selv om antallet af registrerede vælgere er vokset med to millioner, viser en undersøgelse foretaget af ProPublica. 

– Argumentet for at lave strammere regler er jo ofte, at man vil forhindre valgsvindel. Hvor meget vægt er der bag det?

»Nul – der er ingen vægt bag det. Alle undersøgelser har vist, at der ikke er udbredt eller systematisk valgsvindel. Det findes, men der er forsvindende lidt. Og her medregner jeg også undersøgelser, som for eksempel den konservative Heritage Foundation og National Republican Lawyers Association har lavet. Sidstnævnte lukkede endda deres hjemmeside ned, fordi det var så pinligt lidt, de kunne finde,« siger han.

Det var også officielt valgsvindel, som var argumentet, da man i North Carolina forsøgte at indføre ganske strenge id-krav for nogle år siden. Men da en føderal domstol afviste det som forfatningsstridigt i 2017 noterede retten, at lovgivningen »var målrettet afroamerikanere med nærmest kirurgisk præcision«.

Ved præsidentvalget i år diskuterer man især brevstemmer og tidligt afgivne stemmer, og Donald Trump har gentagne gange hævdet, at det skulle åbne for udbredt fusk. Det store spørgsmål er, om debatten om valghandlingens legitimitet kan ende med at påvirke resultatet.

»Hvis det bliver tæt, så ja,« siger Lichtman. »Så kan det give Trump en grund til at betvivle valgresultatet. Det er en af årsagerne til, at Republikanerne har så travlt med at få Amy Coney Barrett valgt ind i Højesteret, for så mener de at have et solidt konservativt flertal, der vil se velvilligt på sagen, hvis Trump udfordrer valgresultatet.«

Interviewet er ved at være slut, Allan Lichtman har travlt. På grund af valget vil alle medier tale med ham, for valgrettigheder er blot ét af hans ekspertområder: Faktisk er han mest kendt for at have udviklet et analyseværktøj til at forudsige resultatet af USA’s præsidentvalg – og lige siden han først brugte det i 1984, har han haft ret hver gang. Dermed er han blandt de få, der forudså Donald Trumps sejr i 2016. Så jeg spørger ham selvfølgelig også om, hvordan valget ifølge hans forudsigelse vil ende.

»Donald Trump vil blive den første præsident, der taber et genvalg, siden George H.W. Bush tabte til Bill Clinton i 1992,« siger han.

Blodet koger

Det er mere end et halvt år siden, jeg besøgte Selma, Alabama og interviewede Dianne Harris. Meget er sket siden da: Coronapandemien har forandret verden, som vi kendte den, og diskussionen om racediskrimination er blusset op over hele USA med store demonstrationer til fordel for protestbevægelsen Black Lives Matter.

Den 70-årige kvinde har hele sit liv været aktivist og arbejdet frivilligt for at få folk til at stemme. Nu ringer jeg til hende for at høre, hvad status er i Alabama.

»Jeg er i fuld gang,« siger hun.

Der har netop været byrådsvalg i Selma, og Dianne Harris har kørt rundt med andre aktivister og råbt i megafon for at få folk ud at stemme. Nu står den på præsidentvalg, og hun er involveret i en kampagne, hvor hun ringer rundt for at få folk ud at stemme.

»Stemmeretten er noget nær hellig,« siger hun. »Selma satte tingene i gang og fik folk over hele USA registreret – vi var katalysatoren.«

Men hun har lagt mærke til, at der igen i dag bliver lagt forhindringer ud. I nabostaten Georgia er der lige nu seks timer lange køer for at få lov at afgive sin stemme på forhånd.

»Der bliver brugt alle mulige trick for at forhindre folk i rent faktisk at afgive deres stemme,« siger hun.

»Da det hele begyndte i 1965, vidste jeg ikke, at jeg ville blive så engageret. Men min mor kunne ikke få lov at stemme, det var derfor, jeg deltog i protesterne. Siden er jeg aldrig stoppet. Jeg har sørget for at få vælgere registreret på universiteterne og i gymnasierne, har sørget for transport til valgstederne og gjort det bedste, jeg kunne, for at anspore folk til at stemme,« siger hun.

»Og når folk siger ’min stemme tæller alligevel ikke’, så koger mit blod.«

Og så får de hele historien.