Essay
Læsetid: 29 min.

Amerika kan stå på tærsklen til en ny progressiv æra

Det amerikanske sammenbrud er så fuldkomment, at feltet ligger helt åbent. Hvis muligheden bliver grebet, kan kriserne i 2020 blive katalysatorer for en reformperiode, der bringer USA’s demokrati tilbage fra afgrunden, skriver den amerikanske forfatter George Packer i dette essay
Da quarterbacken Colin Kaepernick (t.h.) og hans medspiller Eric Reid knælede i 2016 under nationalsangen i protest mod racisme, var det en sensation. I dag er protesten del af en bredere bevægelse mod social uretfærdighed.

Da quarterbacken Colin Kaepernick (t.h.) og hans medspiller Eric Reid knælede i 2016 under nationalsangen i protest mod racisme, var det en sensation. I dag er protesten del af en bredere bevægelse mod social uretfærdighed.

Mike McCarn

Moderne Tider
31. oktober 2020

»I historien ser vi undertiden, hvad man kunne kalde ’plastiske øjeblikke’,« skrev filosoffen Gershom Scholem engang. »Det er afgørende øjeblikke, hvor det bliver muligt at handle. Hvis man reagerer her, får det konsekvenser.« I sådanne øjeblikke kan forstenede sociale ordener pludselig blive formbare, en langvarig stilstand kan brydes, alt bliver sat i spil, og mennesker fatter igen håb.

De plastiske øjeblikke er sjældne. Den offentlige opinion, den politiske magt, og begivenhedernes spil – som regel en krise – skal indbyrdes indgå i en perfekt konstellation. De forudsætter endvidere social mobilisering og politisk lederskab. Plastiske øjeblikke er unikke chancer. De kommer, og de går. De kan opstå og gå ubemærkede hen eller blive forspildt. Uden handling sker der intet.

Oplever vi lige nu et ’plastisk øjeblik’? Sådan føles det.

Går vi bag om de evindelige kulturkriges sørgelige vredesritualer, kan de fleste amerikanere enes om de fundamentale problemer, vi står over for som nation. Et stort flertal mener, at staten skal sikre en form for universel sygesikring, og at den bør gøre mere for at modgå global opvarmning. Et stort flertal mener, at de rige bør betale mere i skat, at raceulighed er et kritisk problem, at amerikanske arbejdere bør have ret til at organisere sig fagligt, at indvandrere er til gavn for den amerikanske livsform, og at forbundsstaten er alvorligt korruptionsplaget.

Disse stærke flertal har været der i årevis. Det nye er kravet om politisk handling.

En mislykket ideologi

Hvad ligger der bag stemningsskiftet? Næsten fire år med en korrupt, fordomsfuld og inkompetent præsident, som har svigtet sit løfte om at skabe bedre kår for almindelige amerikanere. Læg hertil en ny og indflydelsesrig generation af millennials, som er vokset op med fejlslagne krige, svækkede institutioner og forringede økonomiske udsigter, hvilket på én gang har gjort dem mere kyniske og mere utopiske end deres forældre.

Kollektive dårligdomme, som har fået lov at florere i årtier, indtil de blev så indgroede, at vi anså dem for uundgåelige: fra grel indkomstulighed til uduelig regeringsførelse, fra konstante politiovergreb til smadret social sammenhængskraft og en offentlig samtale så forgiftet, at vi nærmer os et nationalt kognitivt forfald.

Og så – i 2020 – har vi set en række kriser, der synes at være kommet ud af intet som en pludselig byge af skæbneslag, men udspringer af de nævnte dårligdomme og nu har synliggjort det amerikanske samfunds skyggesider for hele verden.

Året 2020 begyndte med en rigsretssag, der endte med en frifindelse, til trods for at præsidenten var åbenlyst skyldig i anklagerne. Så kom pandemien, der bragte os hospitaler i kaos, spøgelsesbyer, løgne og konspirationsteorier fra Det Hvide Hus, massedød, massearbejdsløshed, politidrab, landsomspændende protester, mere sygdom, mere død, mere økonomisk fortvivlelse og endeløse forstyrrelser af hverdagslivet.

Foran os ligger nu det valg, hvis udfald afgør alt.

2020 er blevet sammenlignet med 1968 – et år med fortættet drama, der afsluttede en reformepoke og indledte en konservativ modreaktion, som skulle vare i årtier. I 1968 var det centrale fænomen den gamle samfundsordens generelle kollaps. I 2020 er det snarere fraværet af solidaritet.

For selv om et flertal af amerikanerne er enige om væsentlige spørgsmål, findes der stadig ikke en udbredt oplevelse af, at vi alle er i samme båd. USA er berømt for sin stærke individualisme og har i det sidste halve århundrede set friheder ekspandere på næsten alle felter – personlig, social, finansiel og teknologisk frihed.

Men pandemien har med en næsten videnskabelig sikkerhed påvist, at individualismen har sine grænser. Alle er sårbare. Den enkelte borgers sundhed afhænger af alle de andre borgeres sundhed. Ingen kan vide sig sikker, medmindre vi alle tager påtager os et medansvar for de andres velfærd. Ingen enkeltperson, intet lokalsamfund, ingen stat kan modstå pandemien uden en kompetent og aktiv national regering.

George Packer

Historien om coronavirus i dette land blev også historien om en række øjeblikke, hvor denne forståelse er brudt sammen – hvor politikere har afvist ekspertråd, guvernører har genåbnet stater for tidligt, og folkemængder har ’befriet sig selv’ ved at droppe mundbind ved politiske massemøder og selskabelige sammenkomster.

Grafen, der viser udviklingsforløbet for nye smittetilfælde i USA – gradvis faldende i det sene forår og siden stigende kraftigt hen over sommeren – kan læses som en illustration af ineffektiv ledelse og af en mislykket ideologi. Skam er ikke en følelse, som falder amerikanere let, men synet af en national coronaviruskurve, der steg støt over Indiens og Brasiliens kurver, mens kurverne faldt i de fleste rige lande, har fremkaldt en bølge af selvlede i USA – og medlidenhed og foragt i udlandet.

Vadested

De brutale statistikker, der optæller de arbejdsløse, sultne, fordrevne, syge og døde, har tvunget os ud i en gentænkning af vores politiske og sociale orden. Tallene er en provokation, der dagligt minder os om behovet for forandringer – radikale forandringer. »Jeg tror, ​​vi står i et historisk vadested – i et af de øjeblikke, der opstår hvert 50. år eller deromkring,« siger Michael Bennet, en senator fra Colorado. »Vi har muligheden for at skabe grundlaget for årtiers progressive indsatser, der vil kunne øge livskvaliteten for titusindvis af amerikanere.« Kriserne i 2020 kan blive katalysatorer for en national transformation.

Det er langtfra sikkert, at denne mulighed vil blive grebet, måske ikke engang sandsynligt. Valget kan ende i vild forvirring og kaos eller med en ny forbløffende triumf for Donald Trump og hans parti. Og skulle Joe Biden vinde uden at få flertallet i Senatet på sin side, vil republikanerne kunne bremse hans politik mere effektivt, end det republikanske mindretal formåede i første halvdel af præsident Barack Obamas første periode.

Selv hvis demokraterne skulle få held til at sætte sig solidt på magten i både Det Hvide Hus og Kongressen, vil de møde voldsom modstand fra et oppositionsparti og en konservativ infrastruktur, der higer efter at genvinde den tabte magt.

Coronapandemien har både blotlagt manglerne i et system, som Trumps håndtering har fået til at bryde sammen, og med næsten videnskablig præcision påvist nødvendigheden at etablere et nyt fællesskab.

Coronapandemien har både blotlagt manglerne i et system, som Trumps håndtering har fået til at bryde sammen, og med næsten videnskablig præcision påvist nødvendigheden at etablere et nyt fællesskab.

John Moore
Pres fra organiserede kapitalinteresser i finans- og teknologiverden vil kunne underminere demokraternes reformiver. Venstrefløjens forkærlighed for splittelse vil kunne bryde partiet op i stridende fraktioner.

Og på et dybere niveau kan vores institutioner vise sig så dysfunktionelle og fossilerede, at de ikke længere kan bruges som redskaber for vidtrækkende reformer. Offentligheden vil da kunne rammes af et tilbagefald til kynisme og mistillid, der vil virke desto mere lammende i de skuffede forventningers lys.

På længere sigt er det nødvendigt, at Amerika igen får et normalt og sundt republikansk parti. Men skal der finde reel national fornyelse sted, må republikanerne i første omgang lide et knusende nederlag ved valget den 3. november. En demokratisk regering og kongres må herefter hurtigt vedtage vidtgående lovgivning om økonomiske hjælpepakker, jobskabelse, social beskyttelse og valgrettigheder.

Men en ny epoke indfinder sig ikke bare, som når et pendul svinger efter fysikkens love. Det vil kræve mere end en sejr for ​​en kandidat, for et parti eller endda for en gennemgribende ny dagsorden. Hindringerne er større end politikken alene, men det er mulighederne også.

Vores amerikanske sammenbrud er så fuldkomment, at feltet ligger helt åbent. Fortvivlelsen har givet os mulighed for igen at stille de filosofiske spørgsmål om, hvilket slags land vi gerne vil være. De alt for velkendte fortællinger er brugt op, og de slidte fraser bliver siddende i vores mund. For at forandringerne skal blive permanente, og vores nationale skam kan blive forvandlet til stolthed, har vi brug for en radikal dagsorden, der støtter sig til en patriotisk ånd. Vi må genoplive den eneste ting, der til alle tider har holdt sammen på dette vidtstrakte, mangfoldige land: troen på demokratiet.

En ny social kontrakt

Primærvalgene i begyndelsen af året skabte et indtryk af bitter uenighed blandt de demokratiske kandidater. Mange timers tv-debattid gik op i diskussioner om fordele ved ’medicare for alle’ versus ’medicare for alle, der ønsker det’, om forskellene mellem at behandle papirløse indvandrere humant og afkriminalisering af at krydse grænsen til Mexico, eller de intrikate aspekter af Bidens holdning til 1970’ernes skolebusordninger.

I dag virker primærvalgkampens skænderier som irrelevante skolastiske øvelser. En bemærkelsesværdig effekt af dette års kriser har været at bane vej for en bred demokratisk støtte til den mest ambitiøse indenrigspolitiske dagsorden siden præsident Johnsons Great Society i 1964-65 med Biden som dens usandsynlige fanebærer.

Coronavirus kom til USA midt i marts, netop som Biden var ved at udmanøvrere sine rivaler under den demokratiske nomineringsvalgkamp. Midt i april var 30.000 amerikanere døde og 22 millioner sendt ud i arbejdsløshed. En gruppe politiske rådgivere begyndte at føre diskussioner med nomineringsfavoritten over telefon- og videokonferencer om de strategier, han ville bruge mod de to katastrofer. Rådgiverne gav sig herefter til at jagte nye ideer blandt folk uden for Biden-kampagnen – i fagforeninger, på universiteter, i tænketanke og i små virksomheder.

I begyndelsen af ​​maj skrev Neera Tanden, forkvinde for tænketanken Center for American Progress, et essay med titlen En ny social kontrakt for det 21. århundrede. Hun sendte et udkast til Biden-kampagnen, som tog imod det med stor velvilje. Inspirationen kom direkte fra hendes oplevelse af ​​pandemien: »Vores reaktion på denne virus (…) er kun så stærk som vores svageste led. Pandemien har skabt et stærkere skæbnefællesskab end nogen økonomisk krise eller naturkatastrofe.«

Tanden slog til lyd for en ny slags aftale mellem borgere, virksomheder og staten, der skulle muliggøre en effektiv indsats mod de sårbarheder, som COVID-19 havde blotlagt. En ’ny social kontrakt’ skulle sikre bedre beskyttelse til de enkelte borgere i form af universelle ydelser – betalt forældre- og sygeorlov, betalte sygedage, sygesikring med mulighed for at blive omfattet af Medicare. Det ville kræve et større socialt ansvar fra virksomheder, hvilket igen ville forpligte dem til at revidere deres prioriteringer og tage lige så store hensyn til arbejdstageres og lokalsamfunds interesser som til aktionærernes (som kun bærer en økonomisk risiko, indtil den næste finanskrise eller pandemi nødvendiggør, at de bliver reddet af skatteyderfinaniserede hjælpepakker).

Og det ville kræve enorme offentlige udgifter at bekæmpe massearbejdsløsheden ved at skabe millioner af nye arbejdspladser inden for produktion, pleje, uddannelse og ren energi. Tanden præsenterede selv sine politiske ideer som en opdateret udgave af New Deal, den oprindelige sociale kontrakt, der væsentligt styrkede statens rolle ved at flytte byrden ved ​​økonomisk risiko fra individet til kollektivet.

Ideerne i Tandens essay er ikke nye. De fleste har cirkuleret i årevis i politiske arbejdspapirer, der er udgivet af venstreliberale tænketanke og i dødfødte lovforslag fra demokrater i kongressen. Deres filosofiske grundlag strækker sig mindst et århundrede tilbage. Politiske forandringer realiseres ikke ved, at blændende originale indsigter viser sig i lynglimt på himlen.

Til trods for præsident Franklin D. Roosevelts åbenhed over for eksperimenter bragte New Deal hovedsageligt frø i blomst, der var plantet af populister og progressive i de foregående fire årtier. Ligesom Reagan-revolutionen realiserede konservative ideer, der opstod i perioden efter Anden Verdenskrig.

I lyset af den institutionelle inerti kræver politik, at man spiller på den meget lange bane – noget, den moderne amerikanske højrefløj har forstået bedre end venstrefløjen. Milton Friedman, den intellektuelle chefideolog bag reaganismen, skrev engang:

»Kun en krise, reel eller oplevet, kan frembringe reelle forandringer. Når en sådan krise opstår, vil der blive handlet ud fra de ideer, der er til rådighed. Vores grundlæggende opgave er derfor efter min mening at udvikle alternativer til de eksisterende politikker og at holde dem i live og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige.«

Mens Bidens kampagne stadig arbejdede på at formulere sin indenrigspolitik, blev George Floyd dræbt af en politimand i Minneapolis, og det amerikanske samfund eksploderede i protester mod racemæssig uretfærdighed.

»Biden noterede sig alt dette og sagde: ’Min reaktion på disse udfordringer vil kunne blive definerende for min embedstid som præsident’,« fortæller den højtstående Biden-rådgiver Jake Sullivan mig. »Jeg ønsker mig et svar, der lever op til dette øjeblik, og som er en sand afspejling af, hvem jeg har været i kampagnen og gennem min karriere.«

I primærvalget præsenterede Biden sig oprindeligt som kandidaten fra Obama-årene. Men det historiske ur går aldrig baglæns, og status quo ante kan ikke matche desperationens nu. For at reagere på pandemien og protesterne måtte Biden derfor ændre linje.

Roosevelts New Deal byggede ikke på nye ideer, men på tanker udviklet i mange år forinden. Det understreger behovet for, at den demokratiske lejr skærper sin udvikling af tanker og ideer.

Roosevelts New Deal byggede ikke på nye ideer, men på tanker udviklet i mange år forinden. Det understreger behovet for, at den demokratiske lejr skærper sin udvikling af tanker og ideer.

Everett Collection/Shutterstoc
I sommerens løb, da virussmitten bredte sig, recessionen voksede sig dybere, og gaderne blev fyldt af vrede folkemængder, holdt Biden en række taler, hvor han definerede kernen i sin økonomiske plan under overskriften Build Back Better.

I årtier har politiske ledere ledt efter et programmatisk varemærke, der kunne være lige så prægnant som New Deal eller The Great Society – men hvem husker i dag Bill Clintons New Covenant, George W. Bushs Ownership Society eller Barack Obamas New Foundation?

De gik hurtigt i glemmebogen, fordi de aldrig blev omsat til forandrende lovgivningsarbejde. Slagord kan kun bide sig fast, hvis de knyttes til programmer, der forandrer landet. Der vil aldrig kunne være en ’bidenisme’, for Biden selv har ikke nogen ideologi, ikke nogen politik, der tydeligt er hans helt egen. Men hans politiske platform fortjener et mere mindeværdigt navn.

Ved at citere et digt fra Depressionstiden af ​​Langston Hughes og samtidig spille på den siddende præsidents slagord kunne Biden kalde sin dagsorden for Make America Again. Disse ord skal ikke – som Trumps Make America Great Again – føre os tilbage til en tabt guldalder, der aldrig har eksisteret. De henviser i stedet til en idé, der kontinuerligt må fornyes: »America never was America to me, / And yet I swear this oath – / America will be!«

Store ambitioner

Ambitionerne og omfanget af Bidens dagsorden er imponerende. I centrum står et stort jobprogram. En Biden-regering vil investere 2.000 milliarder dollar i infrastruktur og ren energi. Han foreslår at skabe tre millioner job inden for grundskoleuddannelse, børnepasning og ældrepleje, der normalt betragtes som ’bløde’ og forsømmes af præsidentkandidater, imens han hæver deres løn og status.

»Denne økonomiske krise har ramt kvinder hårdest,« siger Sullivan. »Disse plejejob er primært job, der udføres af kvinder – og uforholdsmæssigt af farvede kvinder og indvandrerkvinder – men de aflønnes ikke med nogen rimelig sats, og mulighederne for at gøre videre karriere er ikke til stede. Det er et stort, ambitiøst og dristigt forslag – ikke som en eftertanke, men i sit grundlag.«

Biden foreslår også en ny industripolitik – en massiv og målrettet investering for at omstrukturere produktionen efter nationale mål og en vej, som ingen andre præsidenter har villet gå siden 1940’erne. Hans dagsorden vil også give arbejdstagerne større selvbestemmelse med betalt familie- og sygeorlov, betalte sygedage, en offentlig mulighed for sygesikring og en lettere vej til at organisere sig i fagforeninger.

Han vil mere end fordoble den føderale mindsteløn til 15 dollar i timen – et bittert stridspunkt mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders i 2016, som nu er helt ukontroversielt blandt demokraterne. Bekendelser til frihandel er derimod svære at finde på dagsordenen. Trods Bidens historiske baggrund som centrist vil hans økonomiske program sætte en stopper for årtiers demokratisk tradition for at føre de små justeringers politik.

Amerikanerne er i almindelighed mere venstreorienterede i økonomiske spørgsmål end i sociale og kulturelle. Når det gælder de sidstnævnte, har Biden holdt sig til højre for sit partis aktivister: Han vil reformere og afmilitarisere politiet, men ikke fjerne dets bevillinger; fjerne statuer af sydstatsgeneraler fra offentlige pladser, men lade præsidentmonumenter være; regulere fracking, men ikke forbyde det; hverken tilslutte sig eller afvise ideen om kompensationer til efterkommere af slaver. Aktuelt har nødvendigheden af at mobilisere en samlet front mod Trump udvisket partiets brudflader. Demokraterne står forenede bag forslag, der vil gå længere for at reducere ulighed og genskabe den sociale kontrakt, end nogen tidligere regering har forsøgt i mands minde.

Black Lives Matter opererer ikke der, hvor beslutningerne træffes, men i gaderne. Men bevægelsen har trukket en skarp, klar forbindelseslinje fra historiske forbrydelser til de nutidige uligheder. Bevægelsen har dramatisk ændret den måde, amerikanere tænker, taler og handler på, men ikke de betingelser, de lever under.

Black Lives Matter opererer ikke der, hvor beslutningerne træffes, men i gaderne. Men bevægelsen har trukket en skarp, klar forbindelseslinje fra historiske forbrydelser til de nutidige uligheder. Bevægelsen har dramatisk ændret den måde, amerikanere tænker, taler og handler på, men ikke de betingelser, de lever under.

Da hold bestående af Biden- og Sanders-rådgivere og deres allierede sammen havde udmejslet en politisk platform på 110 sider, erklærede Sanders: »Hvis de kompromiser, som er opnået, kan blive til virkelighed, tror jeg, det vil gøre Biden til vores mest progressive præsident siden FDR.«

Biden selv har draget samme parallel: »Jeg tror, vi er nået til et punkt, et reelt vendepunkt i amerikansk historie. Og jeg synes ikke, det er urimeligt at sammenligne situationen med den, Roosevelt stod over for,« sagde han i juli: »Jeg tror, vi har en mulighed for at gennemføre en reel systemisk forandring … Der sker noget her. Det gør der virkelig. Den amerikanske befolkning siger: ’Whoa, come on. Vi er nødt til at gøre noget’.«

Dette er ikke en visionær leders opildnende sprog eller en ideologs doktrinære retorik. Det er prosaisk snak fra en karrierepolitiker, der er kløgtig nok til at indse, at han måske kan udrette noget stort. »Jeg tror, at han er nået frem til den erkendelse, at han kan blive en præsident, som virkelig gør en forskel,« siger Sherrod Brown, en demokratisk senator fra Ohio, til mig.

Biden har ingen klar ideologisk kulør. Han har altid befundet sig bedst i midten af sit parti. Da partiet rykkede til venstre, rykkede Biden med. Barack Obama stillede op som en visionær, men regerede som en teknokrat – en forandring, der i sidste ende desillusionerede yngre og mere progressive amerikanere. Biden kan foretage den samme rejse i omvendt retning.

Hver dag i Bidens Hvide Hus vil være en kamp mellem hans tilbøjelighed til at række ud efter velkendte tiltag og imperativet om at tænke og handle på ny.

Hvis republikanerne mister flertallet i Senatet, vil de genopdage deres forlagte principper som budgethøge og blokere Bidens dagsorden ved hjælp af den såkaldte filibuster-metode (en politisk manøvre, hvor lovforslag eksempelvis obstrueres ved lange taler, og som i praksis betyder, at lovgivning kun kan gennemføres med et stort flertal på 60 af 100 stemmer i Senatet, red.). Derefter vil demokraterne blive nødt til at pakke en hel del af deres politik ind i en såkaldt reconciliation-lov, der gør det muligt at vedtage budgetrelateret lovgivning med simple flertal.

Eller måske vil Senatets demokrater stemme for at afskaffe filibusteren. Mange af dem ser ud til at være åbne over for at gøre op med den. »Vi er nødt til at fjerne filibusteren,« fortalte Brown mig. »Jeg ved ikke, om ideen nyder enstemmig opbakning, men jeg har ikke talt med nogen, der siger: ’Det vil jeg ikke gøre.’«

Michael Bennet har brugt et årti i Senatet på at iagttage, hvordan »verdens fremmeste diskuterende forsamling« stort set intet har udrettet. Flertalslederen, Mitch McConnell, »har grundlæggende ødelagt Senatet – han har forvandlet det til ikke at være andet end et beskæftigelseskontor,« siger Bennet. »Hvis folk bliver ved med at gøre det umuligt for flertallet at sætte sin vilje igennem, kan en filibuster-reform blive nødt til at komme på bordet.« Selv Biden, normalt en forhærdet institutionsbevarer, har antydet, at en filibusterreform muligvis kan blive nødvendig.

Bennet, en centrum-venstre-demokrat fra en rød-blå stat, forestiller sig »en mere progressiv dagsorden end nogen moderne præsident tidligere har forfulgt«. Han tror også, den vil blive »meget populær i den amerikanske befolkning«.

Han mener, at Kongressen bør »opbygge politisk momentum« ved at gennemføre de væsentlige nye lovskridt i højt tempo og så tidligt som muligt i Bidens periode, så hvert nyt gennembrud vil gøre det næste mere – ikke mindre – tænkeligt:

Det handler om at beslutte sig for betalt forældre- og sygeorlov, om at fordoble den føderale mindsteløn, tilbagerulle Trumps skattelettelser for de rige og virksomhederne, give middelklassen en skattelettelse, drage ordensmagten til ansvar for politibrutalitet, forhøje lærerlønningene, finansiere en universel børnehaveklasseordning og bevæge sig mod universel sygesikring gennem et offentligt tilbud.

I starten af ​​forrige kongressamling introducerede Repræsentanternes Hus ’H.R. 1’, et lovforslag, der ville have styrket demokratiet – blandt andet ved at sørge for, at vælgere kan registrere sig på selve valgdagen og ved at stramme de etiske regler for medlemmer af Kongressen.

Forslaget døde i Senatet, før det kunne nå at blive afvist af et Trump-veto. Både Bennet og Tanden håber, at den næste kongressamling straks vil tage det op igen, hvilket vil signalere en forpligtelse på politisk reform. Ifølge Tanden vil H.R. 1 i kraft af de nye vælgerrettigheder begynde at løsne republikanernes udemokratiske greb om magten – som bygger på en strategi om at gøre det stadig sværere for borgere at stemme, især fattige, sorte og latinoer – inden partiet får tid til at samle sig og omstille sig til et modangreb.

Den næste reformæra

Der er tre store epoker med reformer i USA i det 20. århundrede. Det historiske øjeblik, vi nu står i, rummer elementer fra hver af dem. En ny reformperiode vil være nødt til at opsamle de bedste værdier fra alle tre.

Den Progressive Æra i begyndelsen af århundredet var ideologisk den mindst markante af dem. Uden nogen åbenlys leder, fraktion eller definerende mærkesag løb progressivismens strømme gennem begge de store partier, absorberede ideer fra populister og socialister og trængte ud i alle regioner af landet i form af lokale, decentrale reformbølger.

Progressivismen var mere en impuls end et program, en moralsk vækkelse blandt især middelklasseamerikanere, der oplevede, at landet var ved at drive væk fra sine demokratiske fortøjninger. Den største bekymring gik på de store selskabers monopolmagt, på korruptionen på alle regeringsniveauer, og »byernes skam«, som den undersøgende journalist Lincoln Steffens udtrykte det – storbykonger, slumkvarterer og sweatshops. Det moderne livs nye forhold – industrialisering, teknologiske forandringer og masseindvandring – opildnede dem til at handle, men man kan næppe kalde dem for revolutionære. Deres vigtigste svar på sociale dårligdomme var at skabe bedre borgere.

»Vi har frigjort os fra selve rødderne i vores væsen,« skrev Walter Lippmann i 1914 i sit progressive manifest Drift and Mastery. »Der er ikke et menneskeligt forhold, hvad enten det er mellem forælder og barn, mand og kone, arbejdstager og arbejdsgiver, der ikke er under opbrud i den flydende nye situation.«

Lippmann foreslog at bringe det moderne livs destabiliserende nye friheder under målrettet rationel styring fra videnskabelige eksperter, virksomhedsledere og fremsynede beslutningstagere. Men i hans bemærkelsesværdige undersøgelse af den amerikanske tilværelse nævnes de sorte amerikanere stort set ikke. De fleste progressive, selv journalisterne, var blinde over for racemæssig uretfærdighed, og nogle – Woodrow Wilson var den mest prominente – var direkte racister og tilhængere af eugenik. Snarere end at bygge på resultaterne af Rekonstruktionsæraen (1863-77) – den tidligere, men mislykkede reformtid efter borgerkrigen – satte progressivisterne sig for at revitalisere de hvide amerikaneres demokrati.

New Deal, der blev drevet frem af den største økonomiske krise i amerikansk historie, forvandlede mange progressive ideer til nationale realiteter, herunder arbejdsløshedsforsikring, mindsteløn og kollektiv forhandlingsret. Arbejderbevægelsen og det kommunistiske parti skabte alliancer på tværs af racemæssige grupper, men Roosevelts nationale programmer blev vedtaget af en kongres, der lod Jim Crow-lovene bestå og samtidig begrænsede beskyttelsen for sorte og andre rettighedsløse amerikanere – husarbejdere, landarbejdere, daglejere. Frem til i dag, i denne vores seneste udgave af Depressionen, er amerikanske arbejdstagere blevet ved med at falde gennem disse huller i sikkerhedsnettet.

Borgerrettighedsbevægelsen fra begyndelsen til midten af 1960’erne medførte et udbrud af kreativitet i Lyndon B. Johnsons regering. Johnson var et produkt af Senatet, en institutionernes mand på godt og ondt og en mislykket præsidentkandidat, hvis karriere tilsyneladende var nået til vejs ende i vicepræsidentembedets skærsild.

Da han efterfulgte John F. Kennedy – en anden præsident af ’visionær teknokrat’-støbningen – mødte Johnson kun foragt fra den liberale østkystelite, der så ham som en primitiv texaner med store ører, en simpel partisoldat og snæversynet type. Men han overtog Kennedys strandede dagsorden om borgerrettigheder og fattigdomsbekæmpelse og gennemførte den i form af det mest vidtrækkende sæt af love og tiltag for social retfærdighed, som Amerika havde set siden 1930’erne. Johnson havde to fordele frem for Kennedy: uovertruffen viden om Kongressen og en kriseatmosfære med mobilisering i gaderne. Han kunne også drage fordel af et klart vælgermandat i 1964. Parallellerne til Biden er ikke svære at se.

Ligesom New Deal nationaliserede lokale progressive ideer, forsøgte the Great Society at fuldbyrde løfterne fra New Deal for alle amerikanere. Men projektet om at opbygge en amerikansk velfærdsstat gik hurtigt i opløsning i storbyuroligheder, de store republikanske gevinster ved midtvejsvalget i 1966 og katastrofen i Vietnam. Koalitionen for reformer – borgerrettighedsgrupper, fagforeninger, fredsdemonstranter, akademiske eksperter, liberale politikere – brød sammen, da landet eksploderede, og venstrefløjen blev splittet i stadigt mere radikale fragmenter.

Ligesom Den Progressive Æra er vores tidsalder præget af en monopolistisk selskabsmagt, som har skabt enorme uligheder og truer selve demokratiet. Ligesom i 1930’erne er vores årti begyndt med massearbejdsløshed og slående synliggørelser af amerikanske arbejderes sårbarhed. Ligesom i 1960’erne er vores ’plastiske øjeblik’ animeret af en dynamisk ung generation, der er optændt af retfærdig harme over de vedvarende raceuretfærdigheder.

De fleste amerikanske reformbevægelser rummer også et anstrøg af puritanisme – en iver efter personlig selvkorrektion, der er så kraftig, at den nogle gange kan fortrænge bestræbelserne på at skabe konkrete forandringer i de materielle forhold.

I de senere par år har vi set jævnlige udbrud af ny moralsk vækkelse, for eksempel i de flimrende utopier i Occupy Wall Street. Trumps valgsejr har fremskyndet og intensiveret denne vækkelse: kvindemarchen efter hans præsidentindsættelse, fremkomsten af anti-Trump-’modstandsgrupper’, stort set sammensat af middelklasseborgere og midaldrende kvinder, der var nytilkommere til aktivismen; #MeToo-bevægelsen m.fl.

I de senere par år har vi set jævnlige udbrud af ny moralsk vækkelse, for eksempel i de flimrende utopier i Occupy Wall Street. Trumps valgsejr har fremskyndet og intensiveret denne vækkelse: kvindemarchen efter hans præsidentindsættelse, fremkomsten af anti-Trump-’modstandsgrupper’, stort set sammensat af middelklasseborgere og midaldrende kvinder, der var nytilkommere til aktivismen; #MeToo-bevægelsen m.fl.

Lucas Jackson
Disse bevægelser begynder med protester fra forarmede bønder, fra strejkende arbejdere, fra rettighedsløse sorte sydstatsborgere – og de stiger op igennem middelklassen, som tager sagen til sig med det, som historikeren Richard Hofstadter – med henvisning til de progressive – kaldte en »såre rigid moralsk renselse«.

En personlig følelse af skyld frembringer en kvasi-religiøs ildhu, som retter sig mod offergruppers sociale og politiske lidelser og mod længsel efter forløsning i solidaritet med de underprivilegerede og undertrykte. Progressive korsfarere vovede sig ind i slumkvarterer for at eksponere de usle levevilkår i indvandrernes tilværelse; i 1930’erne ophøjede borgerlige kommunister og fellow travellers proletariatet til et revolutionært subjekt og prisgav deres egen intellektuelle uafhængighed til partiets jernvilje; i 1960’erne deltog hvide universitetsstuderende i kampen for sort frihed i syd og besluttede derefter også at stille krav om deres egen befrielse ved at overtage campusser og læseplaner.

Vækkelser

I de senere par år har vi set jævnlige udbrud af ny moralsk vækkelse: de flimrende utopier i Occupy Wall Street i 2011, i de første Black Lives Matter-protester i den sidste del af Obamas embedstid; Sanders’ kampagner, der gav politisk luft til de unges antikapitalistiske forurettelser.

Trumps valgsejr har fremskyndet og intensiveret denne vækkelse: kvindemarchen efter hans præsidentindsættelse, fremkomsten af anti-Trump-’modstandsgrupper’, stort set sammensat af middelklasseborgere og midaldrende kvinder, der var nytilkommere til aktivismen; #MeToo-bevægelsen, et fænomen med fokus på private interaktioner snarere end offentlig politik; demonstrationer på vegne af indvandrere i lufthavne og langs den sydlige grænse; en genoptagelse af spørgsmålet om racemæssig retfærdighed som den overordnede store sag, der har udløst landsomspændende protester.

Den nye progressivisme er i gaderne, i klasselokalerne, på sociale medier – alle andre steder end lige dér, hvor der er magt til at løse problemerne. Den har trukket en skarp, klar forbindelseslinje fra historiske forbrydelser til de nutidige uligheder. Den har dramatisk ændret den måde, amerikanere tænker, taler og handler på, men ikke de betingelser, de lever under.

Den har intet centralt tema eller dagsorden, ingen karismatisk leder, der giver den en retning eller sammenhæng. Den afspejler de udbrud af mistillid, der definerer vores kultur: Noget er grundlæggende forkert; vores samfund er uretfærdigt; vores institutioner er korrupte.

Protesterne er dødskramperne i et kapitalistisk imperium, der står for fald, eller de er fødselsveerne for verdens første ægte multietniske demokrati – eller noget helt tredje.

»Alle de andre epoker havde ét stort tema,« siger historikeren Michael Kazin, der har skrevet adskillige bøger om den amerikanske venstrefløj. »Men jeg er ikke sikker på, hvad det store tema er lige nu. Jeg vil gerne tro, det er en kombination af monopolbekæmpelse og det at hjælpe arbejdende mennesker til at få et bedre liv.«

Et årti er gået med sociale mobiliseringer uden håndgribelige succeser. Hver nye fase opbygger et yderligere pres for radikale ændringer. Hvis Trump den 3. november sendes ud i en pensionisttilværelse præget af klynk på de sociale medier og ydmygende retssager, vil dette pres ikke aftage. Under en Biden-regering vil gaderne sandsynligvis fortsat kunne koge, måske mere tumultuarisk end nogensinde, da forstærkede forhåbninger har det med at føre til skærpede krav og større skuffelser.

De fleste unge amerikanere har ikke oplevet nogen fungerende former for politik ud over protestaktioner. Kazin, en veteran fra 60’erne, der iagttog, hvordan Det Nye Venstre endte med at fremkalde sin egen undergang med sit illusionsmageri, siger: »Jeg frygter, venstrefløjen vil forvente for meget. Eller at den for hurtigt vil begynde at optræde fordømmende over for en Biden-regering. Den slags kan altid ske.«

Når partiet rykker i en progressiv retning, vil Biden få sværere ved at modstå presset fra dets venstrefløj, end Obama havde. Men i modsætning til Sanders eller Hillary Clinton er han ikke en polariserende skikkelse, og selve vagheden i hans synspunkter kan muligvis betyde, at politiske stormvinde kan blæse omkring ham, uden at det bringer hans reformbygning til fald.

Filosoffen Richard Rorty skelnede i sin bog Achieving Our Country mellem to udgaver af den amerikanske venstrefløj: den reformistiske og den kulturelle. Den første forfølger målet om retfærdighed gennem de eksisterende demokratiske institutioner, mens den anden søger at virkeliggøre det gennem en bevidsthedsrevolution. Den reformistiske venstrefløj vil gøre politiet mere ansvarligt, hvorimod den kulturelle venstrefløj vil konfrontere Amerika med dets racistiske essens.

Da Rorty skrev sin bog i 1990’erne, var den kulturelle venstrefløj begrænset til universitetsverdenen. I dag afspejler dens ideer det fremherskende verdensbillede hos veluddannede middelklasseprogressive, især dem under 40 år. Dets særegne ordforråd – hvid skrøbelighed, intersektionalitet, afkolonisering, BIPOC (Black, Indigenous, and People of Color, red.) skaber forvirring blandt de uindviede og fremkalder modstand fra de skeptiske.

Den kulturelle venstrefløj dominerer medier, kunst og filantropi såvel som den akademiske verden. Den påvirker grundskoleklasser og bestyrelseslokaler og begynder nu også at gøre sig gældende i den nationale politik. Dens radikale kritik af de amerikanske institutioner er blomstret op i en epoke, hvor reformer er gået i stå, og det nuværende regeringsparti har favnet en betændt hvid identitetspolitik. Samtidig er forskellen mellem Rortys to venstrefløje ved at visne væk – medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez er en figur, som kombinerer aspekter af begge fløje.

Men under en demokratisk regeringsførelse vil venstrefløjen blive nødt til at bevæge sig fra kritik til koalitionsopbygning. Den ville blive strakt ud mellem sine egne impulser mod institutionelle reformer og kulturel transformation.

Præsident Biden ville med det samme skulle håndtere en overvældende sundheds- og beskæftigelseskrise. Skulle venstrefløjen presse ham hårdt i splittende kulturelle spørgsmål såsom afkriminalisering af ulovlige grænsekrydsninger, afskaffelse af standardiserede uddannelsestests og fratagelse af politibevillinger, vil det svække hans muligheder for at gennemføre en politisk og økonomisk transformation af et omfang som New Deals.

Maurice Mitchell, direktør for det venstreorienterede Working Families Party, har rødder i fagforeningsverdenen og Black Lives Matter. Hans parti anbefalede at stemme på Elizabeth Warren ved primærvalgene. Han forestiller sig en bred, multiracial koalition af progressive, enten inden for eller uden for Det Demokratiske Parti.

»Det er vores opgave hver dag at irritere demokraterne og gøre dem allerhelvedes frustrerede,« siger han. »Men lige nu er vi splittede. Vi er nødt til at udfordre sekterismen og kynismen, som er to af vores største fjender. Vi er nødt til at have de samme ambitioner som Stephen Miller og Steve Bannon, der som nichestemmer fra det højreradikale vildnis kom hele vejen til Det Hvide Hus. Endelig har vi brug for en multiracial solidaritet, der kan udfordre hvidhedens solidaritet: det store flertal af farvede mennesker, de almindelige venstreorienterede og 15 procent af de hvide arbejdere. Derefter vil vi kunne knække Det Republikanske Partis magt.«

Mitchell tilføjer: »Jeg tror ikke på, at Joe Biden er en kammerat. Men jeg tror, at han er tilpasningsdygtig, og at han kan udvikle sig ved at tage bestik af den politiske tidsånd. Enhver regering vil i 2021 blive nødt til at finde ud af, hvordan titusindvis af amerikanere hurtigt kan få et arbejde. Lægger vi det ideologiske til side, kalder det på, at statsmagten skal spille en langt mere aktiv rolle i folks liv; det kalder på, at regeringen udretter store, strukturelle ting.«

Efter årtiers frugtesløs dans på stedet har venstrefløjen fået en ny vane med at overvurdere sin egen styrke (som det fremgår af dens chok over Sanders’ nederlag i foråret) og en gammel vane med at presse potentielle tilhængere væk ved at præsentere populære begreber i fremmedgørende termer.

»Der har længe været en sekterisk trang på venstrefløjen til at fokusere på marginal retorik og krav i stedet for at opbygge et arbejderklasseprogram, der kunne fænge folkeligt og bredt,« siger Bhaskar Sunkara, redaktør for det socialistiske onlinemagasin Jacobin.

Hans strategi adskiller sig fra Mitchells ved at lægge meget mere vægt på klasse.

»Politik skal på et eller andet niveau handle om at fortælle folk, at de er velkomne. Hvide mænd udgør en tredjedel af vælgerne. Vi kan ikke lade antiracisme være en vag og uklar ting. Den må være forbundet med materiel genoprejsning.«

Hermed mener han politikker som universel sygesikring, offentligt betalt børnepasning og en Green New Deal, der vil gavne alle arbejdende mennesker, men især samfundets dårligst stillede. Den nye woke-kapitalisme stiller han sig derimod skeptisk over for.

»Vi vil ikke tage virksomhedserklæringer til fordel for mangfoldighed og antiracisme for gode varer, hvis det er selviscenesættelse, der skal bruges som en knippel imod arbejdere af alle racer. At være del af en arbejderbevægelse indebærer også, at man må forsvare arbejdstagerrettigheder for racister og de snæversynede. Men vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi kan engagere dem og øge deres grad af klassebevidsthed.«

Bidens dagsorden er et arbejderklasseprogram uden en arbejderklassekoalition. Hvide uden en collegeuddannelse forbliver Trumps base. Mange progressive betragter dem med rædsel og foragt som et hav af uforbederlige racister. På trods af hvor desperat livet er blevet i år for arbejderklasse-amerikanere af enhver baggrund, er det svært at forestille sig en koalition på tværs af racemæssige grupper. Det ville kræve en erkendelse af fælles interesser, et niveau af tillid og en fælles tro på den amerikanske idé, der ikke eksisterer i dag. Men det er også svært at forestille sig en æra med varige reformer uden noget, der ligner en sådan koalition. Den vil kun blive til, hvis amerikanerne begynder at få den opfattelse, at deres regering arbejder på deres vegne for at skabe bedre livsvilkår, give dem en stemme og sætte dem fri til at blive herrer over deres egen skæbne.

En modgift

Vi kan aldrig igen være så uskyldige, som De Progressive var med hensyn til Amerikas fortid – eller dets fremtid. I 1914 opfordrede Walter Lippmann til »beherskelse« af de nye kræfter og friheder, som den moderne verden åbnede op for. Vi er plaget af noget andet – en følelse af opløsning og tilbagegang. Radikale lovgivningsreformer er en nødvendig betingelse for et nationalt opsving. Hvilke demokratiske drømme drømmer den fagligt uorganiserede lagerassistent fra Amazon, der trods sin feber må knokle videre med obligatorisk overarbejde og overlade sine fjernskolede børn i sin ældre mors pleje? »Man kan ikke forvente borgerdyder fra en undertrykt klasse,« skrev Lippmann.

I dag omfatter de undertrykte også en del tilhængere af Trump. Hvis præsidenten ikke opnår genvalg, vil de blive forbitret over hans nederlag og sandsynligvis ikke kunne bringes væk fra deres synspunkter med argumenter. En hård kerne blandt dem kan finde på at forvandle MAGA’s karneval til væbnet vold.

Oplevelsen af en kompetent og aktivt intervenerende regering, der bringer muligheder og retfærdighed til de amerikanere, der blev ladt i stikken af globaliseringen, ville fungere som en indsprøjtning af modgift i landets blodomløb. Kroppen vil fortsætte sine krampetrækninger, men giftintensiteten vil blive reduceret nok til at muliggøre en helbredelsesperiode. Ingen ville opgive deres mest elskede, mest irrationelle overbevisninger, men den nationale febertemperatur ville falde en smule. Vi vil få en chance for at reparere den sociale kontrakt i stedet for at rive den i stadigt mindre stykker.

Men en ambitiøs lovgivningsdagsorden vil ikke være nok, for problemet strækker sig langt ud over Washington og dybere ind i republikken. Alt synes at have rottet sig sammen imod vores rolle som amerikanske medborgere – de store penge, de ligegyldige embedsmænd, de komplicerede valgregler, det gensidige had, den gensidige uvidenhed, selv forfatningen. Der er ingen modtræk ud over at genoptræne de muskler, der er sygnet hen. Ikke kun ved at stemme, men ved at forestille os, hvilken slags land vi kan bo i sammen. Vi bliver nødt til at opføre os som borgere igen.

Sidste år brugte en kommission oprettet af American Academy of Arts and Sciences flere måneder på at tale med en række grupper rundt om i landet. Utilfredsheden med det amerikanske demokratis forfatning var næsten universel, men det samme var en længsel efter at knytte an til en samlende amerikansk identitet.

I juni udsendte kommissionen en rapport kaldet Our Common Purpose, der fremsatte 31 forslag, flere af dem ganske vidtgående. De inkluderer politiske reformer, der vil gøre institutionerne mere repræsentative: en udvidelse af Repræsentanternes Hus; et opgør med gerrymandering (omtegning af valgdistrikter med henblik på at gavne chancerne for ens eget parti, red.) ved at lade uafhængige grupper af borgere afgrænse valgdistrikterne; udnævnelser af højesteretsdommere for højst 18-årige perioder med én ny dommernominering i hver kongresperiode.

Ideer som disse, hvoraf nogle er helt nye, mens andre har været ved hånden i årtier, dukker pludselig op til overfladen i et skelsættende år. De er tegn på et plastisk øjeblik.

Jeg begyndte at skrive dette essay i en tilstand af mismod. Den stemning er blevet så velkendt, ja, næsten tryg, at jeg blev led ved mig selv og mit land. Men da jeg ikke kan opgive nogen af delene – selvmord er for definitivt, og en eksiltilværelse er ikke længere en mulighed – har jeg forsøgt at tænke over både fremtiden og fortiden.

Og her er den konklusion, jeg er kommet til at tro på:

Vi har stadig en chance – med Lincolns ord: et »sidste bedste håb« – for at bringe vores demokrati tilbage fra de døde. Det vil blive ligesom en kompleks medicinsk redningsoperation, der kræver nøjagtig de rigtige indgreb, i nøjagtig den rette rækkefølge og i det rette tempo: amputation, transfusion, flerfoldige organtransplantationer, stabilisering, restitution. Hvert enkelt trin vil blive meget vanskeligt, og vi har ikke råd til at tage fejl eller at udskyde det til et senere tidspunkt.

Alligevel har jeg nu skrevet mig frem til en sindstilstand, som jeg genkender som håb. Vi har formet Amerika før. Vores demokrati giver os stadig muligheden for det. Det hele er i vores hænder.

Teksten er en forkortet version af et essay bragt i The Atlantic
© The Atlantic og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En progressiv æra med Biden vil få vinger?

Desværre er de eneste vinger nok at finde i Bidens Tena........

Eva Schwanenflügel

Så så, Jan, easy peasy does it ;-)
Der er jo en quind bag etter...

Torben Siersbæk

Jan Jensen: Så hellere 4 år mere med svindleren og Falkensten?

Torben Siersbæk

.... Fallenten....

Jeppe Bundgaard

DNC og Biden gjorde alt, hvad de kunne for at tvinge Bernie Sanders ud, og underminere de progressive dagsordener han og hans vælgere stod for.
En progressiv æra stor nok ikke lige for døren med Biden og Harris på billetten.

Martin Rønnow Klarlund og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Af samme grund kan jeg ikke lae være med at tænke på sangen med Bloodhound Gang: " The roof is on fire ", https://www.youtube.com/watch?v=ChmUC0OysoU

Umiddelbart mener jeg at broderparten af mennesker udenfor USA bør håbe på en demokrat i det ovale værelse.
At det så ikke ikke bliver helt godt, men knap så skidt, må vi leve med.

Hvis Biden bringer USA tilbage til klimasamarbejde så er det et skridt i den rigtige retning. Et lille skridt frem er bedre end de mange skridt tilbage som Trump står for.

Selvom det er vigtigt at få USA tilbage i klimatilslutningen så kan Kina godt bekymre de som er orienteret hvis/når Biden er valgt. Derudover skal det nogen gange blive rigtig slemt før det bliver godt, så, selvom 4år mere med reality klovnen ikke er nogen rar tanke var det måske det der skulle til før nok amerikanere fatter at et par ting skal ændres.

Hold nu op. Skaden er sket. Det amerikanske samfund er splittet. Som om Harris kommer til at gøre nogen forskel. Næste omgang om 4 år bliver lige så slem. Kongressen bliver lynhurtigt rød hvis det hvide hus bliver blåt. Imens sidder fancy bear klar til at spamme sociale medier med racekonflikter i guds tidligere land.

Ifølge en republikansk jurist, der udtaler sig på CNN, har Trump med det der foreligger, ikke en chance for at anfægte resultaterne via domstolene. Omtællinger er dog en mulighed.
I årtier har denne mand været en del af en komite der overvåger valg for uregelmæssigheder og svindel.
Trump er på vej til at blive en "One-turn-President" ; Valgt fra som en komisk parentes, men som opfattede sig selv som den største nogensinde.