Analyse
Læsetid: 4 min.

Bæredygtighed kan ikke afblæse kampen om forskningen

Vi bør skærpe vores kritiske sans, når nogen foreslår store ændringer af forskningsverdenen i bæredygtighedens navn. Men vi må samtidig huske, at moderne videnskab altid har været indlejret i hårde kampe om den rette fordeling af knappe forskningsmidler
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen ønsker strammere politisk styring med de offentlige grønne forskningsmidler.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen ønsker strammere politisk styring med de offentlige grønne forskningsmidler.

Mads Claus Rasmussen

Moderne Tider
17. oktober 2020

Vi har fået en ny forskningspolitisk ledestjerne i Danmark. Det står klart oven på uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensens udtalelser til Information i den forgangne måned. »Ja, vi vil insistere på i højere grad at pege forskningen i en bestemt retning. Det gør vi for at sikre, at forskningen er med til at løse den grønne omstilling,« lød det blandt andet fra ministeren.

Med denne og lignende udtalelser fik Halsboe-Jørgensen vist, at hun ser forskningens værdi i dens umiddelbare nytte: Forskningen skal løse den grønne omstilling – den skal sørge for, at regeringen kan nå sine klimamål for 2030.

I den forstand adskiller hun sig ikke grundlæggende fra venstremanden Helge Sander, der i sin tid som videnskabsminister slog til lyd for, at det skulle gøres lettere at komme »fra forskning til faktura«. Selv om Sander og Halsboe-Jørgensen ganske vist har forskellige ønsker, opfatter de begge forskningen som et instrument, der skal tjene til at nå et bestemt mål. Den ene ville have flere penge i kassen, den anden vil løse tidens klimaudfordringer.

Kravet om, at forskningen skal vise sin konkrete nytte, er ingenlunde nyt. Det har været fremsat, lige siden de moderne akademier tog form, og det har ofte været brugt i forbindelse med kampe om den rette fordeling af forskningsmidlerne.

Til gengæld er det nyt, at det er den bæredygtige, grønne omstilling, der trækkes frem som det ultimative argument for at detailstyre videnskaben. Hvor Sander trak på en købmandslogik om, at forskningen ikke kun kan modtage, men også selv må kunne kaste penge af sig, er det vores fremtidige ve og vel, der er på spil hos Halsboe-Jørgensen. For hvis forskningen »for alvor skal bidrage til de store samfundsudfordringer, vi står over for, er vi også nødt til politisk at have modet til at sætte en retning for den,« sagde hun til denne avis.

Regeringen lægger derfor op til at øremærke store summer til grøn forskning og til at reducere bevillingerne til Danmarks Frie Forskningsfond, som uddeler offentlige forskningsmidler uden at stille krav om, hvad der specifikt skal forskes i.

Et stærkt moralsk kort

Hos vores tyske nabo har diskussionen om at gelejde forskningen i en grøn retning også indfundet sig. I 2014 gik den daværende præsident for Deutsche Forschungsgemeinschaft (DFG), Peter Strohschneider, ind i debatten. DFG uddeler hvert år tyske forskningsmidler for over 24 milliarder kroner, og Strohschneiders artikel har derfor været diskuteret vidt og bredt.

Strohschneider indleder sin tekst med at spørge, om man kan være imod bæredygtighed. Kan man virkelig ved sine fulde fem gå ind for at lade samfundet og økonomien ødelægge det naturlige livsgrundlag for den menneskelige civilisation på kloden? Strohschneider bruger spørgsmålet til at vise, hvor virksom henvisningen til bæredygtighed og grøn omstilling er i vores samtid.

Bæredygtighed er ikke bare et plusord, vi kan vælge at krydre vores politiske mærkesager med, men fungerer også som en ultimativ moralsk begrundelse for at mene eller handle, som vi gør: Når vi siger, at vi bør reformere vores samfund og den måde, vi lever på, henviser vi til behovet for bæredygtighed, og vi forstår, at alternativet er kaos og ødelæggelse.

Strohschneiders pointe er, at ligesom man ikke kan argumentere imod retfærdighed, kan man heller ikke argumentere imod bæredygtighed – og det udstyrer i sidste ende den, der henviser til bæredygtighed, med en betydelig magt over den fælles samtale. Derfor må vi skærpe vores kritiske sans, når nogen foreslår store ændringer af forskningsverdenen i bæredygtighedens navn, mener han.

Videnskab og fordelingskamp

Strohschneider medgiver, at forskning spiller en uomgængelig rolle i løsningen af klimaudfordringen. Men han advarer på samme tid mod den udprægede solutionisme, der præger debatten om grøn forskning, nemlig at forskningen – som hos Halsboe-Jørgensen – primært tænkes som et instrument for konkret problemløsning. For dermed risikerer vi ifølge ham at overse en række væsentlige forhold ved videnskaben.

Først og fremmest handler videnskab ikke kun om at ændre og reparere verden, men også om at forstå den og tilmed generere nye problemer. For det andet opstår mange teknologiske landvindinger ikke ved, at forskere leder efter noget bestemt, men snarere som uforudsete biprodukter af deres nysgerrighed. Og for det tredje findes der udfordringer, som ganske vist kan analyseres og behandles af videnskaben, men som ikke kan løses af den. Spørgsmål om, hvem der bør bære omkostningerne for den grønne omstilling, kan højst lade sig informere af videnskaben, ikke besvares af den.

Strohschneiders analyse er rammende og interessant, men hans kritik beror også på en polemisk præmis om, at al forskning påbydes at bidrage konkret til den grønne udvikling. Dette er hverken tilfældet i hans eget land eller herhjemme, hvor regeringen med Ane Halsboe-Jørgensen i spidsen blot vil reducere – og ikke afskaffe – midlerne til den frie forskning. Det kan man så beklage alt efter temperament, men man bør samtidig huske på, at moderne videnskab altid har været indlejret i en benhård kamp om den rigtige fordeling af knappe ressourcer.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her