Brevkasse: Min kone råber for meget

Skriv til Brevkassen – alle spørgsmål får to svar, og vi giver ikke op, før vi har prøvet
Skriv til Brevkassen – alle spørgsmål får to svar, og vi giver ikke op, før vi har prøvet

Mia Mottelson

Moderne Tider
17. oktober 2020

De seneste år har jeg udviklet let nedsat hørelse. Det eneste sted, det for alvor er generende, er hjemme, fordi min kone har en vane med at tale til mig ud i rummet, uagtet hvor i vores store lejlighed vi hver især befinder os. Lange anledningsløse udredninger om hendes arbejde, hendes søster, vores børn, indkøbslister, hvorfor De Radikale er idioter osv.

Svarer jeg ikke, hæver hun bare stemmen – det betyder, at hun i stigende grad fanger min opmærksomhed med, hvad jeg oplever som et pludseligt råberi.

Jeg har prøvet at forklare hende, at det er ubehageligt at blive tiltalt på den måde, og at hun er nødt til sikre sig, at jeg kan høre hende, når hun vil mig noget. Den er hun med på, men kun i fem minutter, så starter det forfra.

Har I en god idé? Det er i stigende grad konfliktfyldt.

— Ingeniør, København

Svar I:

Som jeg forstår dig, så er problemet jo ikke, at du ikke kan høre din kone. Problemet er, at du ikke gider høre på din kone. Det ene kan fikses med et høreapparat. Det andet kræver nok en parterapeut eller – i yderste konsekvens – en god skilsmisseadvokat.

Men nu har du så valgt en tredje vej og skrevet til Brevkassen.

Tillad mig i den anledning at slå et slag for en ellers udskældt kommunikationsform: chatbeskeden. Jeg går ud fra, at du som alle andre moderne mennesker altid har din telefon på dig, og din hørelse i betragtning har du den sikkert også på vibration. Bed din kone om at sende dig en besked, hvis hun vil have din opmærksomhed. Der kan bare stå: »Skat, lyt lige.«

Så kommer hun nok også til at sortere i, hvad der egentlig er vigtigt at fortælle dig om.

Hvis du synes, det bliver for irriterende i længden, så køb dog det høreapparat. Jeg skal hilse fra min bedstemor og sige, at man altid kan skrue ned for det, hvis man bliver træt af ævl.

— Mikka Tecza

Svar II:

Som ingeniør kan du anskue problemet ud fra Newtons 2. lov: Den resulterende kraft er summen af alle kræfter, der virker på legemet. Din hustru kan frit accelerere til det, du opfatter som råberi, fordi du ikke leverer det modtryk, der skal til, for at hun fastholder et normalt stemmeleje.

Hun reagerer med andre ord på, at du er fraværende.

Som menneske har du muligvis fundet en tryghed i din nedsatte hørelse: Du kan zone ud, næsten som om din hustru på magisk vis er blevet udstyret med en muteknap, når du måske ikke gider høre på, hvad hun snakker om.

Men det duer bare ikke. Lyt til hende. Forhold dig til, hvad hun siger, og hvorfor De Radikale er idioter. Tal med hende. Og smid dine egne tanker og ideer ind i puljen i stedet for at gå og putte med dem for dig selv i ly af din nedsatte hørelse.

— Bo Elkjær

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

Ja, har i?

Ete Forchhammer

Blot som supplement fra en hørehæmmet: lydstyrken er er langt mindre problem end artikulationen!

Høreapparater kan meget, men ikke alt. Derfor har jeg stadig brug for at fortælle at jeg hører dårligt, og så er reaktionen næsten altid: jeg skal nok tale højere. Hvortil jeg må svare at det ikke er nødvendigt, men tydeligere, tak, og i hvert fald ikke hurtigere.
Mumlere og hurtigsnakkere er gift for hørelsen!

Erik Fuglsang, Palle Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Thomas Jensen, erik pedersen, Trond Meiring og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar

Min kone snakker med sig selv, og da jeg ikke kan høre hvad hun siger, ved jeg ikke om hun taler til mig, eller bare hyggesnakker med dig selv. Det er jo uhøfligt ikke at reagere når nogen taler til dig, så det gør jeg som regel - til ingen verdens nytte. Det gør det jo ikke nemmere at elske hende... ;-)

Foregiv at være komplet døv og bed hende pænt om at håndskribe hvad hun vil.