Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Kan en gudsfornægter være gudmor?

Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på læserspørgsmål. Her er en kvinde i tvivl om, hvorvidt hendes ugudelighed står i vejen for, at hun kan være gudmor
Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på læserspørgsmål. Her er en kvinde i tvivl om, hvorvidt hendes ugudelighed står i vejen for, at hun kan være gudmor

Mia Mottelson

17. oktober 2020

En af mine veninder har bedt mig være gudmor til hendes lille datter, som skal døbes om et par måneder.

Jeg er ikke medlem af Folkekirken, men er heller ikke nødvendigt for at være gudmor, det er nok at være døbt. Og den del har mine forældre sørget for i sin tid.

Men jeg synes, det er svært at forpligte sig til, at ’jeg vil opdrage barnet i den kristne tro’, når jeg ikke selv er medlem af klubben. Omvendt er hun en af mine bedste veninder, og jeg tror, hun opfatter det mere som en slags besegling af vores venskab og mit forhold til hendes barn end som en trossag.

Skal jeg sige ja eller takke nej?

— Den ugudelige

Svar I:

Personligt har jeg aldrig haft en religiøs samtale med min gudmor eller -far. Men det er ikke mit indtryk, at de tror på den gud, som har lagt navn til deres titel.

For mig at se er gudforældre et ekstra sikkerhedsnet af ubetinget kærlighed, hvis et barn – Gud forbyde det – skulle blive forældreløst. Og så er det, som du selv skriver, en virkelig fin tillidserklæring til en ven eller et familiemedlem.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Steen K Petersen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Gert Romme, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Nej selvfølgelig skal du da ikke love noget, som du ikke har tænkt dig at leve op til - nemlig at indføre barnet i den kristne tro.
Indgå hellere en anden, seriøs aftale med moderen om, hvilken rolle du skal spille for barnet fremover.

Else Marie Arevad, Ninna Maria Slott Andersen, Carsten Hansen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Man kan være ordets hører eller dets gører, først og fremmest.
Man behøver ikke at være erklæret kristen for at gøre som om.
Hellere det, end snak og viften med en tro til pynt i et knaphul.
Eksemplets magt.
Mon ikke veninden er kommet med indbydelsen fordi hun gerne vil gi’ sit barn et forbillede hun selv sætter pris på og tror, det vil vil være godt for barnet at ha’? Ikke så lidt af en tillidserklæring!

Annette Knudsen, Maj-Britt Kent Hansen, Eva Schwanenflügel og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Det er altid problematisk at tage religion bogstaveligt. Eller noget som helst.

Da jeg blev gift, var jeg ikke kristen. Dog heller ikke anti. Men jeg syntes og synes, at kirken var noget mere højtidelig end rådhuset. Smukkere. Mere historisk. Mount Everest er højere end Himmelbjerget.

Du behøver ikke opdrage gudbarnet i den kristne tro, bare rolig. Du behøver ikke at tro på Gud, blot fordi du krydser af ved lige præcis det på skemaet.

Du har fx krydset af på SÅ mange ting, du ikke engang har læst, når du har en computer med internetforbindelse. Har du et problem med det?

Maj-Britt Kent Hansen

Men hvad stiller gudmor, gudfar eller huefar så op, når det viser jeg, at gudbarnet under opvæksten hos sine forældre er blevet ugudelig og ikke vil konfirmeres?

I min optik er det faktisk et ganske underligt spørgsmål.

I min dagligdag omgives jeg af flere religioner, først og fremmest den katolske, derefter den muslimske og så den ortodokse. Desuden har vi borgere der, især omkring den katolske tro, dyrker den på forskellige måde - alt efter hvilke etnicitet de mener, de i tidernes morgen stammede fra.

I øvrigt er jeg både imod religionsdyrkelse og rugemødre.
- Men omkring religion syntes jeg, man skal dyrke den, man syntes om, hvis man ellers syntes, det er en berigelse uden at skade andre.
- Og omkring rugemødre syntes jeg ikke, at børn ligefrem er en menneskeret, som man har krav på. Man kan faktisk. - som tidligere, klare sig uden børn. Og nu til dags skal børnene jo ikke forsørge den ældre generation.

Carsten Hansen

Blev jeg spurgt om jeg ville være fader så ville jeg da takke nej.
Man skal ikke stille op og lyve andre mennesker lige ind i ansigtet.
Find dog en gudmor der tror lidt på guder.
Jeg deltager i barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelser i kirken ; Når man bliver inviteret så kommer man da. Men så heller ikke mere end det.

Herdis Weins og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Ninna Maria Slott Andersen

Selvfølgelig skal du da ikke være gudmor så. Selvfølgelig skal du ikke stå og lyve over for alle i en kirke.

Ninna Maria Slott Andersen

@ Anders Sørensen "If You don't stand for Something, You'll fall for Anything."
"Den gyldne regel : Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem."

Else Marie Arevad

Som gudmor skal du sige ja til den kristne trosbekendelse og svare på dåbsbarnets vegne, om du forsager Djævelen, om du tror på Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden. Jeg synes faktisk, det er forkert af din veninde, som må kende dig godt, at bede dig om at være gudmor, når du ikke er troende,

Ete Forchhammer

Mai-Britt Kent Hansen. Som døbt men ikke konfirmeret kan jeg fortælle dels at konfirmationen kan fravælges af flere grunde og efter forskellige slags overvejelser, dels at omgivelsernes reaktioner kan række fra accept og forståelse til skuffelse og hovedrysten, fra opfindsomhed mht. anledning til at gi’ "konfirmationsgaven" alligevel, til at beholde gaven selv/returnere den til butikken den var købt i.

Hvad med at fortælle hende at du ikke vil hjælpe hende med religion men at du gerne fortæller barnet om tandfeen, påskeharen og julemanden? De guder der rent faktisk er relevante for børn.

Maj-Britt Kent Hansen

Ete Forchammer - tak for svar på mit måske lidt polemiske spørgsmål. Polemisk, fordi jeg aldrig har set situationen med det ugudelige gudbarn behandlet.

Husker, at jeg selv pludselig ikke ville konfirmeres. Nok en del af mit ungdomsoprør. Min far foreslog så borgerlig konfirmation. Dette foregik dengang i 1967 på rådhuset, men så skiftede jeg mening og blev alligevel konfirmeret i kirken. Måske kunne jeg heller ikke være andet bekendt, da kogekonen og gæsterne for længst var indforskrevet.

Inden det kom så langt var jeg dog blevet gudmor (endnu ukonfirmeret, men gik til præst) som trettenårig til min kusine, som så siden ikke ville konfirmeres.

Siden kom der flere gudbørn til. Nogle af disse blev heller ikke konfirmeret.

Mht. gudmor-rollen opfatter jeg den som en udpræget sympati-tilkendegivelse over for gudmoren fra barnets forældre. Og uden det store forpligtende indhold, men nok med visse forventninger af traditionel karakter.