Analyse
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Hvad nu, hvis det er umuligt ikke at skamme sig over sin krop?

Alle kroppe er lige smukke og gode, og de bør alle sammen kunne blive set og anerkendt, uanset deres former, farver og så videre. Men behøver vi virkelig at elske vores kroppe?
Popsangeren Jada viser sin krop frem, selv om den ikke er tynd og poppet, og har hår under armene, hvis det er det, hun vil.

Popsangeren Jada viser sin krop frem, selv om den ikke er tynd og poppet, og har hår under armene, hvis det er det, hun vil.

Bo Källberg

Moderne Tider
10. oktober 2020

En lang række tiltag og bevægelser er i gang for tiden, som handler om at elske sin krop, som den er, også selv om den ikke lever op til de standarder, vi er blevet vant til fra reklamer, mode, porno og så videre. Den såkaldte ’kropspositivisme’ handler om, at kroppe, der ikke møder idealet, også skal have lov til at blive luftet, uden at deres ejere behøver at skamme sig.

Tænk for eksempel på popsangeren Jada, der viser sin krop frem, selv om den ikke er tynd og poppet, og hun har hår under armene, hvis det er det, hun vil. Eller tænk på Ultras prisbelønnede tv-program, Ultra smider tøjet, der på det seneste har fået en del omtale.

I programmet viser voksne mænd og kvinder deres nøgne kroppe frem for børn, som så spørger løs om anatomi og involveres i diskussioner om kroppen og kropsidealer. Børnene introduceres til en mangfoldighed af nøgne kroppe med bramfrihed og humor.

Blufærdighed

Alle disse tiltag er gode, sympatiske og prisværdige. De modgår en tendens, der over de senere år har resulteret i nye former for skam og utilpashed over vores kroppe. På strandene, i omklædningsrum og så videre ser man tendenser til mere tildækning, krav om flere skillevægge og så videre.

Intimsfæren er udvidet. Igen kan man give kulturens surreelle kropsidealer skylden: Ingen kan rigtig leve op til dem og til det, der postes på de sociale medier, formidles via realityprogrammer og så videre. Kropsidealerne er en slags superspejle, der kun kan gøre os andre til uformelige klumper, og derfor bliver løsningen at pakke sig ind.

Men nu skal kroppene altså ud igen, mener kropspositivisterne. Spørgsmålet er bare, om det egentlig løser problemet. På en måde er det et dejligt privilegie, hvis man er i stand til at elske sin krop, hvordan den end ser ud, men dette privilegie er allerede fanget i det, det forsøger at bekæmpe, for det at elske sin krop synes at betyde, at den skal vises frem og anerkendes af andre.

Man kunne også sige det sådan, at projektet stadig er afhængigt af spejlet eller »spejlstadiet«, som Lacan kalder det, hvor man finder sig selv i sit eget spejlbillede på betingelse af en autoritet, der nikker godkendende til billedet.

Had og skam

Alle kroppe er lige smukke og gode, og de bør alle sammen kunne blive set og anerkendt, uanset deres former, farver og så videre. Så vidt, så godt. Men behøver vi virkelig at elske vores kroppe? At elske kroppen svarer i en vis forstand til at elske spejlstadiet og dets forskruede logik.

Når jeg først er begyndt at acceptere, ja, måske endda elske, mine deller, er der måske noget med mine øreflipper. Og når først dét problem er løst, må jeg lære at elske min vigende hårgrænse.

Spejlets logik er et spil mellem helhed og fragmentering. Det samler sig, og det falder fra hinanden. Og til sidst ældes vi og dør.

Hvad nu, hvis der bliver ved med at være noget skamfuldt over kroppen, som selvforkælelse og positivitet ikke løser op for? Man kunne selvfølgelig sige, at så er man endnu ikke nået til det punkt, hvor man værdigt kan acceptere den, man nu engang er.

Men der er også en anden mulighed, nemlig at der er noget sandt eller uundgåeligt over det, at der altid er noget, der mangler eller ikke kan være i spejlet. Med spejlet følger netop en vrangside eller det ’uspejlelige’, fra det pinlige helt over i det ubehagelige ved bylder, udposninger, sygdom, råddenskab og lort.

Med andre ord er spejle på den ene side nødvendige for os for overhovedet at have en forestilling om en krop, der har en sammenhæng, men de kommer også med den pris, at kroppen samtidig bliver noget, der flyder ud og fragmenterer og ikke fungerer, som den skal.

Pop vs. horror

Så hvad betyder det? Måske skal vi gøre helt op med popmusikkens positive spejle, uanset om de får både tykke og tynde med, og acceptere, at det er umuligt ikke også at skamme sig over sin krop; at den rummer mere end det, der kan ses eller ’godkendes’ i et spejl.

Er det for eksempel ikke det, hele horrorgenren leger med? Horrorgenren, med dens underlige slimede, vanskabte og dæmoniske persongalleri, er på en måde en hyldest til de kroppe, der ikke kan rummes inden for spejlets rammer.

Spejlet er begærets og forfængelighedens domæne, den evige refleksive undersøgelse af kroppen. Men horror går mere direkte efter kroppen som et slags restprodukt; der hvor kroppen bare vandrer videre, hinsides forfængelighed.

Kropspositivisterne mener, at vi blot skal have flere deller, mere hår og nøgenhed på scenen, så det hele kan komme frem i sin naturlighed. Men hvad nu, hvis horror viser os, at kroppen selv indeholder en form for umulighed eller unaturlighed, og at det netop er det, vi alle er fælles om?

Der er noget grufuldt ved det at være ’udleveret’ til en krop, som ikke kan retoucheres væk, og som kræver kulturelle bearbejdninger, undersøgelser, samtaler osv. Ingen kropspositivisme uden også en ’kropsnegativisme’.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er en noget risikabel opgave I har påtaget jer denne gang: Jeg er min krop. Hverken mere eller mindre. Hvis jeg ikke kan lide min krop (for ikke ligefrem at sige elsker den) så må jeg være i konflikt med mig selv. De ting, jeg selv er herre over kan jeg naturligvis justere på. De ting, jeg ikke er herre over selv, gør jeg klogt i, at være decideret forelsket i. Ellers er jeg sandsynligvis på vej til selvmord - i bred forstand, som hvis jeg f.eks. (fortsætter med at) ryge(r), velvidende, at jeg dør af det og dermed ikke længere er eller har en krop.
Jeg er min krop og det er min krop, der producerer hvem jeg er i min egen selvforståelse og producerer det image som jeg forsøger at fremstille min krop som overfor andre lignende kroppe. Jeg er personligt kommet til den konklusion, at jeg i det hele taget gør klogt i, at elske min krop/mig selv (i øvrigt uanset om jeg har rivaler eller ej), også selvom jeg hele tiden må være ubønhørligt realistisk i forhold til selvsamme krop og dens ageren.

Jan Fritsbøger

ægte skønhed kommer indefra,
hvis man gerne vil elske sig selv er det bedste man kan gøre at optimere sit tankeunivers,
faktisk kan man nå så vidt at den fysiske fremtoning er aldeles ligegyldig,
og nu er det så heldigt at imens kroppen forfalder og mister sin ydre skønhed,
så vil den indre skønhed kunne bevares og endda optimeres, så man til sidst hviler i sig selv og bliver i stand til at elske sine medmennesker og dermed også elske sig selv,
men desværre fejler mange mennesker det projekt fordi de bekæmper enhver beskedenhed og ydmyghed i sig selv,
og i stedet opdyrker deres egoisme og grådighed og fokuserer på facade for at fremstå succesfuld.

Kroppen som markedsførende produkt gøres der ikke op med fra pop tribunen eller TV skærmen. Det er bare andre måder at fremme efterspørgsel, gennem at forvalte og transformere kroppen, til den købe sultne kunde.
Skal der gøres op med denne usunde kultur, må der også sættes ind mod den rå kapitalisme, der udgør dynamikken i systemet. I bund og grund kræver det et opgør med amerikanismen, som lige siden 2. verdenskrig har forvrænget og forgiftet europæisk kultur.
De tidligere socialistiske lande i Europa holdt stand imod amerikaniseringen. I DDR f.eks. havde man en krops- og nøgenkultur der udspillede sig på de mange nudiststrande. Her var alle kropsformer tilladte, naturligheden var befriet for markedskræfternes tyranni. Besøg DDR museet næste gang I kommer til Berlin, her er en gennemgang af nøgen kulturen i DDR.

Mads Greve Haaning, Søren Fosberg, søren ploug, Hanne Utoft, Susanne Kaspersen, Pietro Cini, Estermarie Mandelquist og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Josephine Kaldan

Kvinden på fotoet er smuk. Tøjet er mindre smukt.

Lise Lotte Rahbek

Kroppen er jo ikke kun dens form.
Kroppen er også funktion - og den er fantastisk.
Kroppen kan alle mulige fantastiske ting, og vi går rundt og mugger over, at kroppen ikke buler ind og ud der, hvor vi godt kunne tænke os. Buhu, hvor er vi nogle forkælede, ignorante idioter!

jeg går for tiden med brandsår efter noget brandvarm fedtstof og kan følge med i, hvordan huden læges.Min krop har det godt, når jeg har været udenfor og bevæge den.Kroppen optager næring og udskiller det overflødige. Den kan skaffe sig af med varme, når vi har anstrengt den. Kroppen kan sanse, bevæge lemmerne uafhængig afhinanden,, den kan bruges til at bringes os derhen, hvor psyken gerne vil være.
Men vi/hjernen brokker os.
Buhu.

Nyd den, kroppen, så længe vi har den. :-)

Pia Larsen, Jens Flø, søren ploug, Birgit Kraft, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Katrine Damm og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Vi behøver hverken kropspositivistisk terapi eller socialistisk utopi for at løse dette problem. Ingen af delene magter overhovedet den opgave.
Alt hvad vi behjøver er, at genfinde den uskyldstilstand, vi alle besad som børn - før selvbevidstheden og forfængeligheden infandt sig. Det er fra det øjeblik, det går galt i ethvert menneskes liv.

Dette er faktisk muligt - men det er en spirituel opgave - ikke en politisk
Og det starter med at erkende, at vi netop ikke er vores krop - men har en krop - og at den skønhed ved en krop, vi opfatter gennem vore sanser, er 90% formet af de åndelige kvaliteter hos den, der bebor den

/O

Dorte Nielsen, Sander Specht, Birgit Kraft, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Søren Fosberg

Syndefaldet, overgangen fra ren hengivelse til opdagelse af selvbevidstheden, gentages i hvert eneste barn. Kropspositivisterne fabler om evig hengivelse, men selvbevidsthed er hvad der skiller menneskene fra dyrene (og dog, kan dyr ikke have selvbevidsthed?).

Det kan man ikke gøre noget ved. Det er en del af at være menneske. Men den kommercielle udnyttelse af kroppen og kropsidealerne kan vi gøre noget ved. Kapitalismens hæmningsløse udnyttelse af selvbevidstheden til at skabe behov ved at opstille umulige idealer til kroppen kan vi gøre noget ved. Et mål for opdragelse af børn er at beskytte dem mod reklamernes forsøg på at sygeligøre deres kroppe.

Steinar A. Klock

Mange mennesker velger, med sin fulle rett, å ikke ytre seg offentlig. Men de gjør det likevel, på den måten de, og ingen andre heller, kan unngå; ved sin blotte tlstedeværelse, ved det "kroppen" uttrykker, ved klesvalg, personlig hygiene, sminke og mye annet! Denne "tause kommunikasjonen" sier ofte mer enn de fleste tenker over til daglig, fordi den blir en "levende" konfrontasjon mot de idealene de fleste av oss bærer på. Disse idealene, som vi både har til felles, samtidig som de er strengt personlige, er bygget på blant annet "smak og behag" og på fordommer.
Jeg har ikke problem med å innrømme at der er noen "kropper" jeg, utifra personlige referanser og erfaringer, finner direkte usmakelige - men det er ikke noe jeg snakker høyt om og adresserer til den det måtte gjelde, eller til noen andre for den saks skyld! Jeg holder det for meg selv og tenker samtidig at det burde alle gjøre. Ikke for å "tie det ihjel", men for å flytte fokus; prøve å rette oppmerksomheten mot "det indre mennesket" og de kvaliteter som kan ligge der. Denne oppfordringen går begge veier, både til "kropps-negativistene" og "kropps-positivistene" - flytt forkus, slutt med blotting og fremhev heller de indre kvalitetene i mennesket.
Beste hilsen Steinar