Cornel West: Valget står mellem en neofascistisk gangster og en nyliberalistisk katastrofe

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Første gang jeg så Cornel West, virkede han lykkelig. Den legendariske amerikanske aktivist og socialist, filosof  og professor ved Harvard University stod i det sorte jakkesæt med tyndt slips og stram vest og guldmanchetter, som han altid bærer, og med det vilde hår, han hævder, at han aldrig klipper, og råbte:

»Bernie, Bernie, Bernie.«

Han løftede begge armene rytmisk som en dirigent foran et orkester og gentog opråbet til de græsrødder og frivillige i Bernie Sanders-kampagnen, som stod omkring ham:

»Bernie, Bernie, Bernie.«

Gennem generationer har den nu 67-årige Cornel West været en intellektuel inspiration og et aktivistisk ikon for dem, som tror på. at et langt mere solidarisk og retfærdigt USA er muligt.

Ligesom Martin Luther King i 1960’erne mente, at man må konfrontere kapitalisme, imperialisme og racisme på samme tid, hvis man vil gøre de undertrykte fri i USA, har Cornel West insisteret på, at den venstreorienterede kamp på samme tid må gøre op med undertrykkelsen af de sorte, den ødelæggende markedskultur og den amerikanske militærmaskine.

Og han har været lige så offensivt kritisk over for de pæne demokraters nyliberalisme som de hårde republikaneres kapitalisme:

»Den smertefulde sandhed er,« skriver West i et nyt forord til sit hovedværk Race Matters, at »Obama var det amerikanske imperiums strålende sorte smilende ansigt, mens Trump er det amerikanske imperiums intetanende hvide brutale ansigt«. Obama kan ikke anklages for at have produceret Trump, pointerer West, men hans »Wall Street-venlige« nyliberalisme var med til at skabe betingelser for Trumps populistiske sejr.

West har således længe været i opposition til begge de bærende politiske partier i USA. Men da Bernie Sanders stillede op, engagerede han sig i kampen for den demokratiske socialist.

Det var en kold aften i februar i en idrætshal i Manchester, New Hampshire, da jeg så Cornel West juble med Sanders-tilhængerne. Sanders havde vundet det andet primærvalg i demokraternes kamp om at blive partiets præsidentkandidat.

Den aften var kommentatorer og iagttagere enige om, at Sanders nu var favorit. Det utænkelige, at en selverklæret socialist skulle blive præsidentkandidat i USA, var pludselig blevet et sandsynligt scenario:

»Åh, jeg elsker min broder Bernie,« siger Cornel West, da jeg minder ham om den aften i februar, hvor jeg selv var til stede som udsendt reporter for Information.

West sidder i sit hjem i USA og taler til mig over Zoom, han rokker frem og tilbage og griner og slår sine hænder imod hinanden. Efter sejren i New Hampshire vandt Sanders igen i Nevada:

»Vi holdt en fest den aften i Nevada. Du skulle have set hans smil, vi krammede hinanden. Vi tænkte, at vi var på vej mod Det Hvide Hus, og vi kunne skabe en moralsk vækkelse i landet, som ville sætte arbejderklassen og de fattige i centrum. Det var et vidunderligt øjeblik … og så boom!«.

West læner sig frem over igen og klapper i hænderne.

Bernie taber

– Når du ser tilbage her over et halvt år senere, hvad er så forklaringen på, at Bernie Sanders tabte og ikke blev demokraternes præsidentkandidat?

»Det er et afgørende spørgsmål,« siger West og løfter to fingre på sin højre hånd:

»Der er to faktorer i mit svar. Den ene er, at der på ingen tid blev skabt en nyliberalistisk samling i Det Demokratiske Parti. Det blev i høj grad sat i værk af The Clintons og The Obamas, som fik de andre kandidater til at droppe ud og samle sig bag Biden i en kampagne, der handlede om ’alt andet end Bernie’. Partiets ledelse ville ikke tillade, at en demokratisk socialist, som havde et stort reformprogram og ville angribe Wall Street og skære i Pentagon, skulle blive partiets præsidentkandidat«.

Det kan lyde som en konspirationsteori, men blandt andre The New York Times har afdækket, hvordan Obama ringede til Sanders’ rivaler og overtalte dem til at trække sig og støtte Biden.

»Den anden faktor gør mere ondt på mig,« siger West og ryster på hovedet:

»Historisk set har de sorte været den mest progressive vælgergruppe, som har støttet de mest progressive kandidater. Men for første gang førte en sort nyliberalistisk leder an i kampen mod den mest progressive kandidat, Bernie Sanders. Det var arven fra Obama.«

West slår ud med armene i skuffelse over, at de sorte vælgere fulgte Obamas anbefalinger, bare fordi han også er sort. Han kalder det en »overfladisk symbolsk identifikation«.

»Der er ikke noget galt med, at en sort præsident symbolsk anklager det hvide herredømme i USA. Men hvis det kun er symbolsk og uden politisk substans, så ender man med at hænge ud med Wall Street. Du ender med at hænge ud med en forhenværende præsident, som kastede 563 droner mod dyrebare menneskeliv i Afghanistan og Pakistan og Somalia og Yemen.«

»Det er totalt uden moralsk og åndelig kvalitet at støtte en mand, bare fordi han er sort.«

Cornel West er selv blevet kritiseret, fordi han konsekvent har angrebet Obama for at være Wall Streets ven og for at slå uskyldige ihjel med droner:

»Jeg blev kaldt en forræder, folk sagde, at jeg var uamerikansk, og at jeg havde noget personligt imod Obama. Men nej!« siger West og løfter begge arme med åbne hænder foran sig:

»Vi skal holde arven fra Martin Luther King i live. Selv om faraoen er sort, skal du stadig være kritisk over for faraoen. Uanset hvilken farve faraoen har, skal du sige: Slip mit folk fri! Det er et moralsk anliggende.«

– I står foran et skæbnesvalg med to præsidentkandidater, som du ikke bryder dig om. Hvordan forholder du dig til det?

»Nu har vi valget mellem Trump, som er neofascistisk gangster, og Joe Biden, som er en nyliberalistisk katastrofe. Og vi bliver nødt til at støtte Biden, fordi vi skal være med i den antifascistiske koalition. Vi skal stoppe USA’s march mod fascisme. Jeg vil ikke lyve, jeg vil ikke sige, at jeg synes, Biden er vidunderlig, men jeg vil stemme på ham. Han er det første skridt i kampen for at stoppe fascismen i USA, ingen tvivl om det.«

– Når man ser USA fra Europa, bliver man i tvivl om, hvorvidt vi virkelig er vidne til en stormagts kollaps. Den forfærdelige hjælpeløshed i forhold til COVID-19, den enorme sociale usikkerhed i verdens rigeste land, uligheden og den groteske politiske situation. USA har historisk set været i stand til at udnytte kriser til at skabe fundamentale transformationer og fremskridt. Kan det også ske nu?

»Man skal huske på, at ligesom i ethvert andet imperium har du det bedste og det værste på samme tid. Men lige nu overværer vi, hvordan USA ligesom andre imperier forfalder, fordi vi bruger alt for mange penge på militær. 53 cents af hver skattedollar går til forsvaret. Vi har massiv korruption blandt eliterne, ikke kun de politiske eliter. USA høster lige nu det værste af det, vi har sået over lang tid.«

»Men det bedste i USA er der stadig. Du kan se det på gaderne, det kommer i alle farver. Det bedste i USA er antislaveribevægelsen, kvindefrigørelsen, arbejderbevægelserne, klimabevægelserne. Det definerende træk ved et imperium i forfald er, at det ikke er i stand til at lade det bedste, det har i sig, komme op til overfladen. Det fortrænger det bedste til udkanten og knuser det, når det er på vej frem. Det er klart, at vores sjæle er i sorg, men vi har også vores tilbøjeligheder til at blive løftet.«

– Tror du på, at det amerikanske imperium er i stand til lade det bedste skubbe landet fremad igen?

»Der er ingen, som kan kontrollere historien. Vi ved ikke, hvordan fremtiden bliver. Der er altid et mystisk element, et uforudsigeligt element. Fremtiden er i sagens natur åben og ufærdig – selv i en tid som nu med en klimakatastrofe, som bliver mere og mere intens for hver dag, der går. Du har den økonomiske katastrofe med den vanvittige ulighed, den politiske katastrofe og den åndelige katastrofe, som er, at vi ikke er i stand til at skabe et offentligt liv, hvor folk føler, at vi skal klare alt det her sammen.«

Et kristent blues- og jazzmenneske

Cornel West slår igen en latter op. Han er optaget af politik og engageret i aktivisme, men han har også altid været besat af jazz, blues, litteratur, filosofi og religion. Han veksler ubesværet mellem imperiets kollaps og besyngelser af Anton Tjekhov, som han mener, er et geni, og musikere, som har været hans forbilleder og ledsaget hele hans  liv:

»Der er også i USA en særlig vitalitet, en vibrerende populærkultur, som løfter os og giver os modet tilbage. Det kan være James Brown eller Aretha Franklin eller Louis Armstrong.«

West kalder sig selv for »et kristent bluesmenneske i det mentale liv og et kristent jazzmenneske i ideernes verden«.

– Mange er blevet deprimerede, resignerede eller desperate under Donald Trump. Men når jeg lytter til din podcast og læser dine ting, slår det mig altid, at du har en glæde ved verden og et humør, som ingen ødelæggelser kan slå ud. Hvor kommer det fra?

»Det, du skal tænke på, er, at jeg kommer fra et storslået folk, som er blevet kronisk hadet gennem 400 år og alligevel har skabt kærlighedskrigere som Martin Luther King og Ray Charles. Vi er blevet tyranniseret og terroriseret, men når vi har været bedst, har vi også altid skabt folk, som kunne helbrede og hele, selv om de var sårede. Det har vi gjort i musik og i politik, i kirkerne og moskeerne og synagogerne.«

West bevæger overkroppen frem og tilbage, som danser han foran skærmen derhjemme, mens han taler:

»Malcolm X siger: ’Jeg er for sandheden, uanset hvem der siger den. Jeg er for retfærdigheden, uanset hvem der er imod den, og jeg er først og fremmest et menneske og en sort mand’. Han er muslim, og jeg er kristen, men vi kommer fra den samme ånd og den samme jord. Jeg er bluesmand, jeg er jazzmenneske, uanset hvilken katastrofe der rammer mig. Jeg vil altid have et smil, jeg vil altid have min stil, som B.B. King siger.«

»Så jeg er bare en lille bølge i et stort hav. Men det er et hav fuld af tårer, som du ved, fra slaveriet, fra lynchningerne, fra alle de ondskabsfulde angreb, som vi bliver udsat for hver dag i vores liv.«

– Du skriver i din selvbiografi, at Jesus Kristus altid har været i centrum – som moralsk vejleder og som motivator. Hvad er det for en indstilling og en indsigt, du har med fra Jesus?

»Det er for mig en måde at holde det faktum ud, at vi lever i en kold og hård verden. Så du skal leve i verden, men du skal ikke lade dig opsluge af verden. Du skal have en linse, som du ser verden igennem. Jeg er kristen, og jeg ser verden gennem korset. Hvad vil det sige at se verden gennem korset? Det er synet af romerriget, som ville henrette Jesus – som ville udrydde kærlighed, udrydde medlidenhed, udrydde empatien og udrydde alt det, som fik os til at overskride vores egoisme og stammedyrkelse. Det er det, som den palæstinensiske jøde Jesus handler om. Han ville elske jøderne, araberne, mexicanerne, de transseksuelle, de brune, de hvide. Elske alle alligevel. Når du ser verden gennem korset, vil du blive hånet, afvist og misforstået. Og du skal elske dem alligevel.«

– Er det den indstilling, som midt i et amerikansk samfund, hvor højreorienterede ikke vil lytte på venstreorienterede, og venstreorienterede ikke vil lytte på højreorienterede, får dig til at blive ved med at mødes i samtale  med alle dem, som kunne være dine politiske fjender?

»Det er en militarisering af det offentlige liv, at man vil boykotte (cancel på engelsk, red.) dem, man er uenige med.«

Joseph Prezioso

Cornel West vrænger, mens han taler, som om han parodierer en dialog:

»Åååh, hvis nogen er uenig med dig, vil du boykotte dem, skære dem væk, opføre dig, som om de ikke eksisterer, fordi du regerer?«

Nu råber han ind i skærmen. Cornel West har været i samtale med værter fra Fox News, som er forhadte blandt de liberale, han har optrådt med konservative, der regnes for venstrefløjens fjender, og han kalder folk, han er dybt uenige med, for sine venner, søstre og brødre:

»Nej, nej! Vi skal have en jazzfølsomhed, du skal løfte alle stemmer. Alle har en stemme, alle har ret til at tage fejl. Jeg er totalt libertarianer, hvad det her angår. Konservative har ret til at tage fejl, de skal ikke boykottes og udskammes. Du skal engagere dig i samtale med dem. Du kan organisere bevægelser imod dem. Men hele forestillingen om, at du har magt til at boykotte folk – som om de regerende klasser ikke ville cancel alle progressive på et minut, hvis alting handlede om magt. Det var sådan, de henrettede Sokrates i Athen. Hvis vi selv får den indstilling, at vi kan dominere folk, skubbe dem ud, fordi vi vil kontrollere samtalen, så er vi virkelig på den. Det er en meget grim mentalitet.«

Rødder og ruter

Cornel West har i hele sit værk været præget af Martin Luther King, som var modstander af begreber som black power, fordi han ikke ville adskille sorte og hvide, og som ville forene alle mennesker i et universelt fællesskab. West har selv advaret mod det, han kalder for sort nationalisme og afrocentrisme, som er tendensen til at dyrke en fælles afrikansk oprindelse, der skulle gøre de sorte til et særligt fællesskab. Men West er også inspireret af Malcolm X, der ville føre kamp for de sorte imod de hvide.

– Det er både i kampen mod racisme i USA og i kampen mod kolonialisme et fundamentalt spørgsmål, om man skal gøre sig fri af sin egen oprindelige identitet og insistere på det universelle menneske – det var Frantz Fanons position. Eller om man som Aimé Césaire skal bygge en særlig identitet for sin egen gruppe – han kaldte det for »négritude« som en slags modsætning til de hvide. Hvor står du i den diskussion?

»Jeg synes, begge parter har en pointe. Der var en stor digter, som talte om sammenspillet mellem rødder og ruter. Du skal vende tilbage til det bedste i dine rødder. Det svarer til at vende hjem til det bedste hos din mor og far, det bedste i dit lokalsamfund, det bedste af det, der har skabt dig, fordi du er det, du er. Hver og én af os er enestående og individuel, og der er ingen andre som dig. Hvis du fornægter det, ender du med at blive et pseudouniverselt menneske.«

West kigger op som for at vise mig, at det ikke er en personlig kritik, men et hypotetisk »du«:

»Ingen er uden rødder. Men du må ikke lade dig blive kvalt af dine rødder. Du skal have ruter, så du bliver en universelt orienteret person med rødder i din særlige historie. Du må ikke blive tribalist, du må ikke spærre dig selv inde i snævre grupper. Du skal have en fornemmelse af verden, ja, selv af kosmos – ja, også af væsner som hunde og katte, men det skal vi ikke nærmere ind på her,« siger West med endnu et hurtigt grin:

»For mig er det vigtigste at lære noget af både Fanon og Césaire. Begge har blinde vinkler, vi har alle blinde vinkler. Det er derfor, man skal være fleksibel som jazzen. Du skal søge dømmekraften, visdommens magt og visionerne.«

West henviser til Shakespeare og digteren Shelley, han citerer igen Anton Tjekhov og minder om, at Søren Kierkegaard, som ikke var progressiv, alligevel havde en progressiv analyse af det kristne borgerskab:

»Det er altid en velsignelse for mig at komme i kontakt med Danmark,« siger West.

»Søren Kierkegaard har gjort mig til en rigere og stærkere person, den danske tænker har været med til at gøre mig fri, så jeg kan blive en stærkere i min søgen efter en sandhed og kamp for retfærdighed.«

Cornel West griner igen og rokker frem og tilbage med kroppen.

Det går op for mig, at jeg tog fejl den første gang, jeg så ham. Jeg troede, han var i enestående godt humør den aften i Manchester, fordi Bernie Sanders var ved at vinde. At det var en unik begivenhed i hans liv.

Men midt i den amerikanske katastrofe har han gang på gang under vores samtale udstrålet samme glæde over mindet om et stykke musik, en tanke, han kan folde ud igen, eller et godt citat, han kan give videre.

»Stil og smil …« siger han til sidst:

»Man skal blive ved med at bevæge sig, man skal blive ved med at kæmpe. Det radikale demokrati, som vi tror på, betyder, at alle magthavere skal drages til ansvar – uanset deres farve eller køn eller seksuelle orientering. Vi er optaget af værdigheden for dem, som Sly Stone kalder hverdagsmennesker.«

Cornel West ser lykkelig ud og samler begge hænder i en afskedshilsen over hovedet:

»Husk på Duke Ellington: It don’t mean a thing if it ain’t got that swing.«

Artiklen er en redigeret udgave af videosamtalen, som du kan se eller gense i fuld længde her.

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.