Donald Trump har skabt en borgerkrig om opfattelsen af virkeligheden i USA

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

De fire år med Donald Trump som præsident har været en rejse ind i mørkets hjerte i USA. Han har ikke ført væbnet kamp derhjemme eller startet krige ude i verden, men kampen er den bedste metafor til at beskrive hans måde at regere på.

Historisk har det amerikanske demokrati altid været blodigt og brutalt, og adskillige gange har det været tæt på at underminere det løfte om frihed, som er dets fundament. Som Thomas Jefferson, der som ung mand var en af The Founding Fathers (USA’s grundlæggere, red.), og som ældre herre blev amerikansk præsident, skrev:

»Frihedens træ skal fra tid til anden genopfriskes med blodet fra patrioter og tyranner. Det er dets naturlige gødning.«

Trump har været grænseoverskridende på en anden måde. Han har taget sit mandat som folkevalgt til et ekstrem, der har udfordret selve folkestyret:

»Det vi kan lære af tiden med Trump, er, hvordan demokratiet i bestemte henseender kan udvikle sig til noget udemokratisk,« forklarer den franske samfundsforsker, forfatter og professor ved Collège de France, Pierre Rosanvallon.

Han sidder på sit kontor i udkanten af latinerkvarteret i Paris og taler gennem sin skærm over Zoom:

»Når man ser, hvad Trump har gjort, og hvordan han rent faktisk har klaret sig igennem, står det meget klart, hvad demokrati er, hvad det ikke er – og hvorfor det ikke er det.«

Trump har ifølge Rosanvallon gennemført et chokerende opgør med den fælles virkelighed i USA:

»Det er en forudsætning for et demokrati, at man anerkender, at man lever i den samme nation,« forklarer han:

»At være en nation betyder, at man har en fælles forståelse af verden. Hvis man har en fælles anerkendelse af virkeligheden, kan man omfordele mellem hinanden, opkræve skatter og regere sammen. Men Trumps billede af USA er på mange måder en vision om en borgerkrig mellem venner og fjender. Det er en krig mellem de fattige hvide på den ene side og afroamerikanerne og andre minoriteter på den anden side.«

Rosanvallon læner sig fremad mod skærmen og præciserer:

»Der er for Trump to billeder af virkeligheden, hvor din fjendes virkelighed bliver til den falske virkelighed, og hvor krigen handler om, at du forsvarer din egen ’virkelige’ virkelighed. Her kan man ikke længere forhandle eller samtale, men kun slås. Det gør selve ideen om, at man ikke bare bygger et demokratisk regime, men også et demokratisk samfund, meget skrøbelig.«

Frihedens eksperiment

Det amerikanske demokrati har altid været det, de selv kalder et »eksperiment i frihed«.

De lysende idealer fra forfatningen, som appellerer til det højeste og bedste i borgerne, og som har gjort USA til den skinnende by på bakken, resten af verden ser op til og drømmer om, er den ene side af det politiske system.

Den anden side er, at det amerikanske demokrati er bygget på underkastelsen af den oprindelige befolkning, slaveri og den politiske udstødelse af alle de mennesker i landet, som ikke har haft basale politiske og juridiske rettigheder og ikke har været anerkendt som statsborgere.

Dette eksperiment i frihed har under Donald Trump udviklet sig til en politisk kampzone, som gør, at mange i verden ikke længere ser den skinnende by på bakken, men taler om USA som et fejlslagent demokrati.

Alligevel er Trump en slags politisk avantgarde. Han har gjort den populisme, mange ellers anså for en protestform i rige lande og en regeringsplatform forbeholdt fattige lande, til den regerende position i verdens økonomisk, kulturelt og militært stærkeste nation.

Det tvinger os ifølge Rosanvallon til at overveje, hvad det, vi kalder populisme, dækker over. Ikke bare, hvad det er udtryk for eller symptom på, men hvordan populismen er et positivt politisk projekt.

Og Rosanvallon, som har været en definerende intellektuel på den franske venstrefløj i et halvt århundrede, og som har skrevet adskillige storværker om demokratiets historie og problematikker, valgte at skrive en bog, som er en undersøgelse af og redegørelse for populismens betingelser, kendetegn og programmer: Populismens århundrede. 

»Populismen handler om demokratisk affortryllelse,« siger Rosanvallon fra Paris:

»Populismen er knyttet til det faktum, at vi ikke har skabt ordentlig social retfærdighed i vores lande. Vores demokratier fungerer ikke særlig godt, vores repræsentative systemer er ikke repræsentative nok. Kapaciteten i vores samfund til at skabe en fælles samtale er ikke særlig god. Og alt dette betyder naturligvis, at ved siden af kritikken af populismen står nødvendigheden af at redefinere demokrati og de institutioner, som skal skabe social retfærdighed.«

— Meget af det, som du fremhæver, og som Trump og andre såkaldte populister angriber, er jo også noget, intellektuelle som dig selv i mange år har kritiseret. Hvorfor kunne de intellektuelle ikke mobilisere engagementet og vreden mod det affortryllede demokrati?

»Der er noget meget stærkere i populismen. Den er ikke bare en analyse af den politiske situation. Den er også en reaktion mod en masse følelser. Og meget ofte er intellektuelle ikke i stand til at putte stærke følelser ind i deres sprog og analyser. Selvfølgelig har man brug for tekniske undersøgelser af den økonomiske eller den sociale situation. Men på samme tid bliver du også nødt til at åbne nogle vinduer for at skabe veje til handling og for at gentænke fremtiden. Og alt for mange intellektuelle er bare kritiske intellektuelle, som ikke kommer med noget positivt. De intellektuelle er på en måde også ramt af affortryllelse.«

Det øjeblikkelige flertal

Rosanvallon har selv lavet tænketanke, udgivet aktivistiske pamfletter, udpeget konkrete demokratiske handlemuligheder, oprettet det, han kalder De Usynliges Parlament og været med til at starte forlaget La République des Idées:

»Intellektuelle er her også for at skabe fri tænkning, som selvfølgelig skal være kritisk, men den skal også være positiv,« siger Rosanvallon:

»Det er det, jeg selv prøver at gøre.«

— Du fremhæver, at de repræsentative institutioner i vores demokratier ikke fungerer tilstrækkeligt repræsentativt. Der er en konstant kritik af distancen mellem den politiske klasse og almindelige mennesker. At de lever i hver deres virkelighed. Hvordan skaber de populistiske ledere nærhed?

»Der er meget store forskelle på Chavez i Venezuela, Orbán i Ungarn og Trump i USA. Men de forskellige populister har det til fælles, at der er en umiddelbar nærhed knyttet til billedet af lederen. Det er en styrke. Når du har en repræsentativ forsamling, er den stor, sammensat og uoverskuelig. Men når lederen er en fysisk person, som du kan se hver aften på dit tv, er der en sanselig forbindelse mellem folket og lederen. Det er et paradoks, at den enkelte persons magt giver en større fornemmelse af nærhed – og det er selvfølgelig også faren ved at have billedet af en leder og et folk uden forskelle.«

Donald Trump har som præsident angrebet domstolenes autoritet, pressens legitimitet og alle de andre institutioner, som stillede sig i vejen for hans realisering af det, han betragter som det sande folks vilje.

»Det eneste, de fleste populister anerkender, er det øjeblikkelige flertal. Det er et totaliseret flertalsdemokrati. Alle de institutioner, som ikke er flertalsvalgte, bliver betragtet som udemokratiske. Og det er rigtigt, at de fleste af de institutioner, som forsvarer vores friheder, ikke er valgt af et flertal i befolkningen. Men vi bliver nødt til at forklare, hvorfor de institutioner, som forsvarer civile rettigheder ikke bare er liberale institutioner, men også er en del af demokratiet. De repræsenterer folket med andre midler, for folket er ikke kun repræsenteret gennem valg.«

Demokrati er mere end flertalsstyre

Rosanvallon fremhæver i sin bog forskellen på »nutidens flertal« og »fremtidens flertal« for at vise, at »folket« kan være flere forskellige ting. Hvis Obama eksempelvis med henvisning til det flertal, som havde valgt ham, havde gjort op med de institutioner, som beskyttede mindretallets rettigheder, ville Trump ikke kunne være blevet valgt. Og så ville det amerikanske folkestyre være blevet til et flertalstyranni:

»Demokratiet er for alle og enhver,« pointerer Rosanvallon:

»Det tilhører ikke bare flertallet. Alle og enhver har ret til at blive beskyttet af forfatningen med rettigheder. Og alle borgeres ret til at udtrykke sig er også den enkelte borgers ret til at udtrykke sig. Demokratiet tilhører i en vis forstand ingen, for du har brug for institutioner, som er uafhængige. Ikke uafhængige i betydningen, at de er udemokratiske, men i den betydning, at ingen særlige partier og ingen specifikke interesser kan overtage og kontrollere dem.«

Hvis man anerkender, at regeringsmagten vælges af et flertal i befolkningen, og at det er borgernes ret at stille regeringen til regnskab og forkaste regeringen ved et senere valg, står det ifølge Rosanvallon klart, at de liberale institutioner sikrer muligheden for at danne flertal i fremtiden:

»Uafhængige institutioner er altså redskaber for fællesskabets vilje. Og hvis man bare tager dette lille eksempel, kan man vise, hvorfor populisternes opfattelse af demokrati er stærkt forenklet og forkortet. Vi bliver nødt til at være mere ambitiøse end bare at definere demokrati som flertallets magt.«

Pierre Rosanvallon har, siden han sammen med den senere franske premierminister Michel Rocard i 1970’erne udviklede et bud på en selvorganiserende og demokratisk venstrefløj, der gik under navnet »Det andet venstre«, været optaget af at udvide vores forståelse af demokrati: at vise, at det er en kultur, vi former i fællesskab, at det er en praksis, som kan udbredes til forskellige magtrelationer, og at demokrati tilbyder mange former for engagement og deltagelse. I den periode, hvor de fleste intellektuelle er blevet affortryllede, har Rosanvallon arbejdet på at genfortrylle demokratiet ved at åbne nye forståelser af, hvordan vi kan være med til at bestemme.

»Demokrati er på samme tid folkets stemme og folkets øje,« slår Rosanvallon fast:

»Folkets stemme er ikke bare, når du stemmer ved valg, eller når du demonstrerer på gaderne. Vi skal blive ved med at opfinde måder, som folk kan give sig til kende på, udtrykke sig og udfolde sig på. Det er en af de store opgaver for demokratiet i dag.«

Folkets stemme er borgernes aktive medskabelse af institutioner, regler og love, deltagelse i valg og udfoldelse af protester. Det kan være medbestemmelse på arbejdspladsen gennem fælles ejerskab, det kan være nye måder at fortælle historier om alle de lidelser og problemer på, som ellers er usynlige. Det kan være eksperimenter med borgerforsamlinger, som kan komme med lovforslag eller ideer, der kan sendes til folkeafstemning.

— Folkets stemme er jo en velkendt metafor for deltagelse. Men hvad betyder folkets øje?

»Det var filosoffen Jeremy Bentham, som sagde, at demokrati ikke kun handler om stemmer, men også om øjne. Man kan ikke tale hele tiden, men man kan altid have åbne øjne. Demokratiets stemme er ikke permanent, men det er demokratiets øje.«

Under Den franske Revolution i 1789 var øjet et centralt symbol. Det signalerede, at borgerne holdt øje med magthaverne. Før i tiden var det ifølge Rosanvallon også almindeligt, at aviserne havde et øje på forsiden, fordi de var »folkets øje over for magthaverne«, som han siger.

Øjet er den del af demokratiet, som går ud på, at borgerne stille den politiske magt til regnskab ved at overvåge den. De kræver indsigt og klager over lukkethed, de vil have begrundelser og forklaringer fra dem, der bestemmer, og forventer, at misbrug af magten vil blive afsløret og sanktioneret.

Regeringernes magtkoncentration

Rosanvallon har i studier af de vestlige politiske systemer redegjort for, hvordan den politiske magt i de sidste 50 år er flyttet fra parlamenterne til regeringerne, fra den lovgivende magt til den udøvende.

Det er et problem for demokratierne, fordi der er mere legitimitet i parlamenterne, hvor medlemmerne rekrutteres gennem valg, end der er i centraladministrationen, hvor embedsfolk, som ikke er folkevalgte, producerer politik. Når magten flytter fra de folkevalgte til teknokraterne, bliver det nemmere for borgerne at gøre sig gældende som øjne, der overvåger magten, end som stemme, der præger politikudviklingen.

Populisternes insisterende kritik af den politiske elite, bureaukratiet og den »dybe stat«, kan således også ses som en konsekvens af denne magtforskydning. De råber fra parlamenterne over mod centraladministrationen.

— Når politikudvikling er flyttet fra parlamentet til regeringen, er spørgsmålet, hvordan man demokratiserer den udøvende magt?

»Netop. Det drejer sig om at gøre regeringerne påvirkelige, modtagelige over for borgerne og offentligheden. Det drejer sig om at gøre regeringsførelse åben og forståelig,« forklarer Rosanvallon.

Der vil altid i embedsværket være en tilbøjelighed til at lukke sig om sig selv. Til at sige så lidt som muligt offentligt, fordi åbenhed gør dem sårbare over for kritik og skandaler. Men det er ifølge Rosanvallon en strategi, som skaber mistanke og folkelig modstand mod regeringsførelsen. Og som kan ende med at inspirere til populistisk modstand og underminere bureaukratiets legitimitet:

»Demokrati er et regime, som er forpligtet til at tale permanent til borgerne. Det skal forklare, hvad det gør, og drage omsorg for, at folk har tillid til magthaverne. Demokrati er ikke bare en procedure, det er en slags konstant interaktion.«

Rosanvallon henviser til den store franske sociolog Émile Durkheim, som brugte et udtryk, han med et smil fra kontoret i Paris siger, at han er imponeret over:

»Demokrati handler ikke kun om valg, sagde Durkheim, det handler også om at opfinde en ’konstant kommunikation’ mellem den udøvende magt og samfundet og folket. Hvis vi skal forstå alt det, vi har været igennem ambitiøst, skal vi tænke demokrati grundlæggende som interaktion mellem magten og samfundet.«

»Vi skal genopbygge demokratiet ud fra de to biologiske funktioner, stemmen og øjet,« siger Rosanvallon og løfter hænderne op omkring sit hoved på kontoret i Paris.

Dette store fælles og fortløbende arbejde forudsætter dog, at man lever i den samme virkelighed. At man i det mindste kan høre og se hinandens virkeligheder, lave kompromiser og forhandlinger for at nå frem til fælles forståelse. Det, Donald Trump gennem sine radikale fire år som amerikansk præsident har gjort op med.

— Du har systematisk undersøgt og beskrevet de moderne demokratiers historier. Hvad har overrasket dig mest ved de fire år med Donald Trump?

»Det helt ekstraordinære for mig er, at han har modstået evidensen fra virkeligheden. Han har modstået alting. Det er sandsynligt, at han ikke vinder, men det er stadig ikke umuligt, at han vinder. Den store overraskelse for mig er, at han er forblevet populær blandt sine støtter og vælgere. Hvorfor?« spørger Rosanvallon frem for sig og venter ikke på, at jeg skal svare:

»På grund af hans tilhængere? Trumps tilhængere har overtaget hans forestilling om, at man ikke kan diskutere med de andre. At de er under en slags belejring. Det er for mig at se, det vi har lært af Trump, at selv en politiker, der er så speciel som han, kan udtrykke en del af det amerikanske samfund. Han er ikke stærk nok til at blive en af de store historiske ledere, men han er helt uden fortilfælde, og det kan stadig ikke udelukkes, at han bliver genvalgt.«

Det er med andre ord slet ikke sikkert, at Trumps rejse til mørkets hjerte i det amerikanske demokrati er overstået.

Dette er en redigeret version af samtalen på Zoom med Pierre Rosanvallon. Se eller gense hele videosamtalen her. 

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.