Feature
Læsetid: 7 min.

Ekkoet fra 2010

Det elektriske dobbeltopgør mellem Inter Milan og FC Barcelona for ti år siden var med til at forme to af de vigtigste trænerskikkelser i moderne fodbold – José Mourinho og Pep Guardiola – og satte dermed spor, der kan aflæses i Premier League i dag
Inters mandsopdækning af Barcelonas Lionel Messi, der her prøver at svæve sig fri af Inters Cristian Chivu under den legendariske semifinale, var så effektiv, at italiensk sportspresse eferfølgende skrev, at argentineren var blevet sat i bur.

Inters mandsopdækning af Barcelonas Lionel Messi, der her prøver at svæve sig fri af Inters Cristian Chivu under den legendariske semifinale, var så effektiv, at italiensk sportspresse eferfølgende skrev, at argentineren var blevet sat i bur.

Filippo Monteforte

Moderne Tider
17. oktober 2020

Den 28. april 2010 dannede Camp Nou ramme om returopgøret i en af de vigtigste taktiske dueller i dette århundrede, da Barcelona tog imod Inter Milan i semifinalen i Champions League.

Kampen endte 1-0 til catalanerne, hvilket de ikke kunne bruge til noget som helst, eftersom de havde tabt det første opgør med 1-3 i Milano. Men det er ikke så meget resultatet, der er det vigtige i denne sammenhæng, som det varige mærke, styrkeprøven mellem de to mandskaber satte på dets hovedaktører – og på fodboldhistorien.

For Barcelonas træner, Pep Guardiola, var det en duel, der brændte de sidste rester af idolbetagelse bort fra hans øjne og gav ham det fodboldmæssige klarsyn, der i de følgende år gjorde ham i stand til at skabe det måske bedste Barcelona-mandskab nogensinde.

For Lionel Messi var det kampen, der gav ham de forudsætninger, som han siden benyttede til at blive en af spillets giganter.

Og for den triumferende træner for italienerne, José Mourinho, blev opgøret den endegyldige bekræftelse på den defensive gameplan, som han den dag i dag anvender i sit forsøg på at løfte Tottenham Hotspurs tilbage i Premier Leagues top.

Og derudover var det et opgør mellem de to fodboldfilosofiske indstillinger, der har kæmpet om overherredømmet, lige siden hollænderne opfandt totaalvoetbal i starten af halvfjerdserne, og som helt konkret kan udkrystalliseres i spørgsmålet: Hvad er vigtigst: At kontrollere bolden eller rummet omkring den?

Alt det vidste hovedpersonerne på grønsværen naturligvis ikke, da den belgiske dommer Frank De Bleeckere fløjtede af efter fire minutters tillægstid.

Men når man ser, hvordan José Mourinho efter slutfløjtet løb rundt i triumf på Camp Nous velplejede græs med den ene finger pegende mod himlen, mens Barcelonas målmand, Victor Valdés, desperat forsøgte at fange ham, så får man en mistanke om, at den portugisiske mestertræner alligevel – med salig Per Høyer Hansens ord – kunne høre historiens vingesus baske over arenaen.

Ekkoet runger stadig

Ekkoet af det vingesus er som bekendt blevet ved med at blafre i fodboldhistorien. Og det skyldes ikke mindst den taktik, som den portugisiske træner tog i anvendelse for at ekspedere de catalanske favoritter ud af turneringen.

Mourinho erkendte på forhånd, at boldekvilibristerne fra Blaugrana ville være hans egne tropper overlegne i boldomgangen, så han lagde en plan, der allerede fra det første opgør hjemme på San Siro i Milano skulle give det blå-sorte mandskab overtaget ved at kontrollere rummet omkring boldholderen.

Og til det formål anvendte han det, som man kan kalde for das Leitmotiv i hele portugiserens karriere, nemlig den defensivt orienterede tre-mandsmidtbane, der også er kendt som en trivote.

Mourinho betragter trivoten som mere eller mindre hans opfindelse – som hans bidrag til fodboldens taktiske udvikling, om man vil – og han har brugt den i stort set alle de klubber, hvor han har været. I Chelsea bestod den mestendels af Makélélé, Lampard og Thiago (med Essien som en senere tilføjelse), i Real Madrid var den fortrinsvis bygget op omkring Xabi Alonso, Khedira og Lassana Diarra. Og hos Manchester United var det ofte Matic, Herrera og Fellaini, der fungerede i rollen som det solide tremands-bolværk, der beskyttede forsvarskæden og opsugede presset fra modstanderne.

Formålet har alle steder været at give Mourinho det, han stræber efter allermest, nemlig kontrol med begivenhederne.

Den portugisiske mestertræner er dybt skeptisk over for fodboldtænkere som Johan Cruyff og Pep Guardiola og deres påstande om, at du må kontrollere bolden for at kontrollere kampen. For Mourinho stiller det sig lige omvendt. At have bolden er at påtage sig en risiko for at begå fejl. Overherredømmet i kampene tilhører dem, der styrer rummet uden om boldholderen. Rollen som den reaktive modstander, der lokker modstanderne frem på banen og derefter straffer dem med lynhurtige kontrahug, er langt mere attraktiv.

Eller som han selv engang har udtalt det:

»Boldbesiddelse er for image og PR.«

Og på San Siro tilbage i 2010 bestod Inters midtbane – trivoten – af Christian Chivu, Thiago Motta og Esteban Cambiasso. Som en ubrydelig flanke parkerede de sig selv langt tilbage på egen banehalvdel, hvorfra de koncentrerede sig om at bryde Barcelonas opspil og presse det ud på kanterne, hvor muligheden for bolderobring og kontrastød var større.

Og på ingen punkter var effekten af deres arbejde mere tydeligt end i den måde, det lykkedes dem at kvæle Messis indflydelse på opgøret.

Messi sat i bur

Selv om den lille argentiner på det tidspunkt endnu ikke havde vundet sin første pris som verdens bedste fodboldspiller (den kom først året efter,) så ankom han til Milano som Barcelonas måske mest frygtede angrebsvåben qua sine dribleevner og lynhurtige ryk fra fløjen. Og Mourinho opgav på forhånd at markere argentineren ud af opgøret; det var alligevel dømt til at mislykkes, eftersom Messi uvægerligt ville snyde sin oppasser med sit antrit og sine fænomenale førsteberøringer.

I stedet koncentrerede Inter-spillerne sig om at lægge en jernring omkring Messi og dermed fratage ham muligheden for at indgå i kombinationsspil med sine holdkammerater.

Det lykkedes i en grad, så den italienske presse bagefter med fryd beskrev, hvordan Mourinho havde fanget Messi i una gabbia (et bur, red.).

Og Mourinho har selv efterfølgende forklaret, hvordan han konstruerede ’buret’ omkring Messi:

»Vi prøvede ikke på at mandsopdække ham, men Zanetti, Motta, Cambiasso – alle var ansvarlige for at lukke det område, som Messi bevægede sig ind i. Hvis han gik til venstre, skulle Motta følge med, og Seneijder skulle lade sig falde ned. Hele vores defensiv opererede ud fra et positionelt princip.«

Og taktikken lykkedes. Messi blev nærmest udgrænset fra opgøret, Inter vandt – og hvad der er mere vigtigt: Mourinho fik varmetestet de principper, han siden hen har brugt i alle sine trænerjob, hvilket senest blev illustreret i Tottenhams 6-1 ydmygelse af Manchester United lige før efterårsferien.

Her stillede Spurs op med en trivote på midtbanen bestående af Sissoko, Højbjerg og Ndombele – og taktikken var også Mourinho classic: kontraangreb.

Som han engang selv sagde det: »Hvis du ikke spiller modangreb, er det, fordi du er dum.«

Ibrahimovic-problematikken

Som nævnt var det dog ikke kun Mourinho, der drog vigtig læring ud af kampene. Også for Guardiola var dobbeltopgøret mod Inter en formativ oplevelse.

Barcelonas træner var på det tidspunkt ikke den serievindende skikkelse, vi kender i dag. Tilbage i 2010 havde han kun haft cheftrænerjobbet i et lille års tid, og han havde stadig ikke erhvervet sig den nødvendige brutalitet.

Det blev illustreret i hans håndtering af det, man kan kalde ’Ibrahimovic-problematikken’.

Sommeren forinden havde Barcelonas ledelse hentet den karismatiske frontløber Zlatan Ibrahimovic til truppen, og nu rendte svenskeren rundt på træningsbanen og udgjorde et 1,95 cm højt problem for den skaldede cheftræner.

Sagen var nemlig, at Zlatan på ingen måde passede ind i det pasningsspil, Guardiola ønskede at implementere. Svenskeren var for tung og immobil – og desuden løb han og Messi hele tiden i vejen for hinanden.

Af samme grund legede Guardiola i optakten til opgøret på Camp Nou konstant med tanken om at sætte klubbens på det tidspunkt dyreste indkøb på bænken – et forhold, som Zlatan selv var særdeles bevidst om.

I sin selvbiografi fortæller svenskeren, hvordan Guardiola op til kampen borede i muligheden for, om Zlatan havde en lille skade – nærmest for at finde en undskyldning til at holde ham ude af opgøret.

»Er du klar fra første fløjt? Er du helt i orden? Er du sikker på, at du er helt i orden?« erindrer Zlatan sin træners spørgen.

Da det kom til stykket, svigtede modet imidlertid den catalanske træner. Han anbragte Zlatan i startopstillingen, og først et stykke ind i anden halvleg flåede han den høje svensker ud og rykkede Messi ind på midten.

Da var det for sent at vende opgøret, men Guardiola drog en lektie, som han senere har taget med sig til både Bayern München og Manchester City: Ingen enkeltaktør må føre til, at man går på kompromis med sine spillemæssige visioner. Spillestilen går altid forud for individualisterne.

Eller som han selv ræsonnerer i bogen Pep Confidential: »Jeg satte en stjerne højere end min egen taktik; jeg tænkte på den halve milliard kroner, han havde kostet os, i stedet for at stole på mine egne ideer.«

Den fejl har spanieren ikke begået siden, hvilket kan aflæses i hver eneste Manchester City-kamp i Premier League den dag i dag. Hos de lyseblå fra Manchester er alle aktører i bund og grund blot glorificerede holdspillere, der loyalt underordner sig managerens vision.

Messi blev frisat

Og for Messi – hvis vi skal slutte med ham – blev kampen mod Inter opgøret, hvor han endelig blev rykket væk fra den bundne plads på fløjen og ind i rollen som den frie skikkelse, der kun var bundet af sit eget instinkt.

Det var som bekendt en rolle, han i de kommende år skulle bruge til at definere sig selv som en af spillets største.

Men den aften i Barcelona tilhørte scenen Mourinho. Med Inters kun 67 pasninger mod modstandernes 555 havde de slået det smukkest spillende hold ud af Champions League.

Puritanere over hele kontinentet var i tårer. Men Mourinho var – ja, Mourinho. Efter kampen holdt han taksigelse i det lille kapel på Barcelonas stadion. Og da han kort efter rykkede til Real Madrid og skulle udsmykke sit kontor, valgte han et stort billede af sig selv i fuldt firspring hen over Camp Nous græstæppe med fingeren pegende mod himlen.

Portugiseren havde leveret en triumf, han aldrig skulle glemme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her