Interview
Læsetid: 6 min.

Hun graver gamle familiehemmeligheder frem af glemslen. Vold i familien er en af de ældste

Følelsernes historie er over et tiår vokset frem som selvstændigt forskningsfelt, og Karen Vallgårda er en af pionererne herhjemme. Hendes forskning viser, at familievold var mindre tabubelagt for 100 år siden: Den blev ganske enkelt accepteret som et faktum
Traditionelt har følelser ikke været noget, historikere har beskæftiget sig synderligt meget med. Men følelseshistorie, som Karen Vallgårda har været med til at introducere i Danmark, forsøger at forstå historien gennem datidens følelser – og datidens følelser igennem en historisk kontekst.

Traditionelt har følelser ikke været noget, historikere har beskæftiget sig synderligt meget med. Men følelseshistorie, som Karen Vallgårda har været med til at introducere i Danmark, forsøger at forstå historien gennem datidens følelser – og datidens følelser igennem en historisk kontekst.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
10. oktober 2020

Det var et tilfælde, at det kom til at handle om vold. Egentlig var historiker Karen Vallgårda og hendes forskergruppe i gang med et projekt om familiehemmeligheder, der var startet i 2017. Karen Vallgårdas delprojekt skulle handle om adoption.

Under en kildegennemgang af blandt andet gamle adoptionspapirer og anmodninger om skilsmisse opdagede hun et tydeligt mønster: Mange af ansøgningerne handlede om brutalitet i ægteskabet.

Eksempelvis beskrev en kvinde i sin separationsansøgning fra 1895 i detaljer, hvordan hendes mand slog hende med en egestok, så hun ikke kunne bevæge armene i dagevis. At han lukkede hende ude om natten, og at han hev hende igennem huset i håret, mens parrets børn så på.

»Det berørte mig helt vildt meget at læse de her beskrivelser,« siger Karen Vallgårda.

»Jeg følte nærmest en etisk forpligtelse til at beskæftige mig med vold i familien, fordi det både tidligere, men også i dag i høj grad opfattes som noget, der hører privatlivet til – noget, vi som samfund ikke skal behandle som et kulturelt eller socialt problem.«

Hun fortæller, at de spørgsmål, man stiller som historiker, kan være med til at enten udviske eller synliggøre vigtige sider af fortidige menneskers liv – derfor følte hun sig også forpligtet over for de kvinder, hun læste om.

Nyt syn på følelser

Karen Vallgårda forsker på Københavns Universitet inden for feltet følelseshistorie, som over de seneste ti år har været på kraftig fremmarch. Der er blevet etableret forskningscentre for følelsernes historie rundt om i verden – blandt andet på Max Planck-instituttet i Berlin, Queen Mary University of London og University of Western Australia.

I Danmark var Karen Vallgårda blandt de første til at introducere feltet, som inddrager kollektive og individuelle følelser i forsøget på at forstå fortiden.

Traditionelt har følelser ikke været noget, historikere har beskæftiget sig synderligt meget med. I historieforskningen har følelser som sympati, foragt, aversion eller forelskelse oftest været noget, der gjorde en historisk kilde utroværdig eller i hvert fald farvet. For at finde frem til sandheden, har man ment, skulle man prøve at skrælle følelserne af.

Følelseshistorie forsøger derimod at forstå historien gennem datidens følelser – og datidens følelser igennem en historisk kontekst.

Alle kendte til volden

I sagen om den voldsramte kvinde fra 1895 blev politiet involveret for at undersøge, om hun havde gjort noget, der i samtidens øjne kunne retfærdiggøre, at hun blev udsat for vold af sin mand. Politiet interviewede parrets børn og bekendte, og derfor kan man læse i politirapporten, hvordan alle var klar over, hvad der foregik. Vold i hjemmet var ikke så tabubelagt i begyndelsen af 1900-tallet, som det er i dag. Og det vidner om en tendens i datidens kultur:

»Det virker, som om volden var noget, alle vidste fandt sted, og at man accepterede, at sådan var det bare – i det mindste i de fattigste arbejderklassemiljøer. I dag er vold meget illegitimt og skamfuldt – både at udøve og at blive udsat for,« siger Karen Vallgårda.

Med forbehold for, at der i begyndelsen af 1900-tallet ligesom i dag var forskelle på sociale normer i forskellige klasser, religiøse grupper og imellem land og by, mener Karen Vallgårda altså, at familievold var mindre skamfuldt, end det er i dag.

Det, mener hun, kan skyldes to forhold:

Det ene er, at familievold er blevet mere tabuiseret, i takt med at lovgivningen er blevet ændret. Først blev det ulovligt at slå sin kone og senere sine børn. Så sent som i 2013 blev den såkaldte konerabat afskaffet, så voldtægter inden for ægteskabet ikke længere straffes mildere.

Men det er ikke kun lovgivningen, der spiller ind. En anden grund kunne være, at de ting, vi i højere grad holder hemmelige i dag, handler om at miste kontrollen over sig selv eller at miste kontrollen over sin egen krop. Det gør sig gældende for både udøvere af og ofre for familievold. Andre eksempler kunne være forskellige former for afhængigheder som spilafhængighed og alkoholisme, som også er mere tabuiserede i dag end for 100 år siden, forklarer Karen Vallgårda.

Emilie Lærke Henriksen

Historien former følelseslivet

Karen Vallgårdas egen interesse for følelseshistorie opstod, da hun i sin ph.d.-afhandling undersøgte Dansk Kristen Mission i Sydindien i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet. Her bemærkede hun, at missionærerne skrev enormt meget om følelser som medlidenhed, kærlighed og foragt. Og hun afdækkede, at der blandt missionærerne havde været en særlig følelseskultur, hvor det forventedes, at man gav udtryk for sine følelser på helt bestemte måder.

»Det kom til at fylde en hel del i min afhandling, og samtidig gik det op for mig, at jeg langtfra var den eneste, der var begyndt at undersøge følelsernes historie. I løbet af 2010’erne begyndte der at skyde følelseshistoriske centre op på forskellige universiteter rundt omkring.«

Grundtankegangen i følelseshistorie er, at det sprog, vi har i en bestemt historisk kontekst, også påvirker, hvordan følelserne opleves.

»Sproget og kulturen er ikke bare et lag fernis oven på et indre, uforanderligt følelsesliv. Det er noget, der også former følelseslivet. Det er den ene side af følelseshistorie. Den anden er, at følelser – både kollektive og individuelle – har været en drivkraft i historiens udvikling,« siger Karen Vallgårda.

Hun bruger den aktuelle Black Lives Matter-bevægelse som eksempel: Her er det en følelse af kollektiv indignation og vrede over strukturel racisme, der bliver mobiliseret som bevægelse.

»Når de kollektive følelser bliver sat i gang, kan det ændre på en historisk udvikling. Det kan man også sige om hadet til jøder før og under Anden Verdenskrig.«

Men personlige følelser kan også skubbe til en historisk udvikling, forklarer Vallgårda. Særligt, hvis nogen med magt – for eksempel en statsleder – har nogle følelser, som vedkommende handler på.

Et detektivarbejde

Men hvorfor forske i hemmeligheder i familier?

Ifølge Karen Vallgårda fordi de kan gøre os klogere på, hvordan familiedynamikker former mennesker, og på relationen mellem familier og samfund. Og så kan viden om, hvad vi gennem tiden har set som nødvendigt at hemmeligholde, fortælle os noget om, hvordan sociale normer forandrer sig over tid.

»Gennem kontrast og paralleller til historien kan vi få øje på noget i vores eget familieliv og vores egen samtid,« siger Vallgårda.

En familiehemmelighed kan både forstås som ’elefanten i rummet’ – altså noget, som alle ved, men ingen taler om for eksempel af hensyn til dem, hemmeligheden drejer sig om. Og så kan det være hemmeligheder, der omhandler familielivet.

»Det er et detektivarbejde. Der vil være nogle ting, vi aldrig finder ud af: Hemmeligheder, folk har taget med sig i graven. Men der er det med familiehemmeligheder, at de oftest efterlader sig spor.«

Sådan nogle spor kan for eksempel dukke op i historier om bortadoption, hvor Mødrehjælpen har været involveret, fortæller Karen Vallgårda. Her kan det være, at moren har bedt om, at de undgår at sende hende breve med Mødrehjælpens stempel på – og så ved forskerne, at der er tale om hemmeligholdelse.

Det er én måde, hvorpå Vallgårda og hendes forskergruppe finder frem til hemmelighederne.

En anden er gennem mundtlige kilder, og de er ikke ligefrem svære at finde.

»Næsten alle har hemmeligheder i deres familie. Jeg kan knap nok nå at sige, hvad jeg forsker i, før nogen bringer en hemmelighed på banen eller foreslår, at jeg kan bruge deres familie som case,« siger Vallgårda og griner.

Separationssagen fra 1895 endte med, at kvinden fik bevilget separation efter en otte måneder lang proces. Men andre sager med beskrivelser af familievold ender indimellem med, at der står i arkivalierne, at ansøgeren har henstillet sagen.

Så ved man, at hun er gået tilbage til sin voldelige mand, fortæller Karen Vallgårda.

»Man får bare lyst til at sige til kvinderne: ’Lad nu være med at gå tilbage til den fuser’, selv om det er 100 år siden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steinar A. Klock

Dette finner jeg meget interessant, men jeg tror at hvis Karen Vallgårda skal lykkes med sin misjon, må hun klargjøre og definere, forskjellen på betydningen og bruken av ordet "følelser", "følelser" den gang og "følelser" nå.
Slik jeg forstår det her, så handlet "følelser" den gang om mer konkrete følelser, om man kan si det slik; følelser til å ta og føle på. Smerte, sorg, savn, svik og så videre. "Følelser" nå, stort sett frontet av kvinner (menn føler ikke) av det mer abstrakte slaget, har jeg inntrykk av handler mest om paranormale fenomener i åndelig format, eller hypersensitivitet for (påstått av noen få, helsefarlig) strålingsbelastning fra el- eller mobilnettet, og "følte" allergier - for gud hjelpe meg alt mellom himmel og jord. (De "føler" at de er allergiske, selv om legeundersøkelsen tilbakeviser det!)
Hvilke slags "følelser" Karen Vallgårda , er det du egentlig snakker om? Takknemlig for svar.
Beste hilsen Steinar