Feature
Læsetid: 10 min.

Nagorno-Karabakh er lidt ligesom Narnia – det findes ikke rigtig

I bjergene mellem Aserbajdsjan og Armenien ligger republikken Artsakh, også kendt som Nagorno-Karabakh, der udmærker sig ved hverken at være anerkendt eller for alvor at eksistere – og samtidig stå i centrum for en international konflikt. Verden er fyldt med wannabe-lande
Det aserbajdsjanske militær har blandt andet gennemført raketangreb mod Nagorno-Karabakhs hovedstad, Stepanakert, hvor størstedelen af befolkningen er kristne armeniere. Her er en ældre kvinde fast besluttet på at beskytte sit hjem.

Det aserbajdsjanske militær har blandt andet gennemført raketangreb mod Nagorno-Karabakhs hovedstad, Stepanakert, hvor størstedelen af befolkningen er kristne armeniere. Her er en ældre kvinde fast besluttet på at beskytte sit hjem.

Celestino Arce/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
10. oktober 2020

De fleste af os er vokset op med verdenskort, hvor kabalen går op, og hver enkelt plet landjord hører til ét sted. Som i en perfekt malebog er de enkelte nationer farvet røde og blå, grønne og gule, og skarpt adskilt af fine sorte linjer. Alt synes bogført, og der er ikke plads til mere.

»Og det er alt sammen en del af et helt bevidst trick, som de har fundet på for at få dig til at tro, at verden er sådan,« siger Nick Middleton, der er geograf og ansat ved St. Anne’s College på Oxford Universitet.

Det kan lyde som en konspirationsteori – at vores verdenskort er et illusionsnummer – og det er det da også i en vis forstand. Men mestrene bag illusionen er ikke en hemmelig loge eller en flok fordækte finansfolk. Det er sådan set bare verdens etablerede og anerkendte stater, forklarer geografen.

Middleton har en vis indsigt i sagerne. Han har udgivet en bog om 50 af de mange lande, som ikke findes på de officielle kort – An Atlas of Countries that Don’t Exist, som bogen fra 2015 hedder. Den præsenterer en lille gruppe af de lande, som formelt ikke findes, men som temmelig trodsigt insisterer på det modsatte.

Når det er interessant at tale om nationer, der ikke eksisterer netop nu, skyldes det krigen i det lille kaukasiske bjergområde Nagorno-Karabakh, hvor Aserbajdsjan og Armenien er røget i totterne på hinanden. Nagorno-Karabakh ligger i Aserbajdsjan – i hvert fald på det officielle kort – men folk i området er mestendels armeniere og påstår, at de faktisk råder over et selvstændigt land.

Hvor mange lande findes der?

Men før vi dykker ned i det kaukasiske rabalder, så lad os lige blive lidt ved Nick Middleton og hans arbejde med de ikkeeksisterende stater.

Det begyndte engang ved juletid for år tilbage, hvor han læste bogen Løven, heksen og garderobeskabet højt for sin seksårige datter – den bog, hvor nogle unger finder en dør ind til en anden verden, Narnia, i bagvæggen på et stort skab.

»Jeg kunne godt lide ideen om, at der fandtes ukendte verdener lige uden for døren – eller inde i garderobeskabet,« forklarer han.

Så blev det nytår, og til en vejfest faldt Nick Middleton i snak med genboens bror, som viste sig at komme fra øen Isle of Man, der ligger lige midt imellem Skotland, Irland og England, men som ikke er en del af Storbritannien, og som har sit eget parlament, der holder til i en hvid bygning med tilnavnet Bryllupskagen. Dér gik det op for Nick Middleton, at der faktisk fandtes en række ukendte verdener lige ved siden af de velkendte.

»Og det forbløffede mig, hvor mange af disse steder, der rent faktisk er,« forklarer han.

I den politiske geografi opererer man med, at verden er udgjort af en række stater, men allerede her begynder det at blive bøvlet, for der er ikke én fast definition af, hvad et land eller en stat er. Det er oplagt at tage FN-landene og sige, at de 195 stykker er dem, der tæller. Men så er der Israel, som nok er medlem af FN, men som en masse andre FN-lande ikke anerkender. Og faktisk er der heller ikke 195 medlemslande, for Palæstina er – ligesom Vatikanstaten – kun med som observatør, og hvad er man så, spørger Nick Middleton.

Ved de Olympiske Lege er der 206 deltagerlande, forklarer han – men i fodboldens FIFA-regi er der 209 lande.

»Så hvor mange lande findes der egentlig?« siger han.

»Jeg ved det ikke.«

Det bliver altså hurtigt svært at sige med sikkerhed, hvad et rigtigt land er, og øvelsen bliver på ingen måde lettere, når man flytter fokus mod verdens wannabe-lande såsom Nagorno-Karabakh, der ikke findes på almindelige kort. At de etablerede stater ikke anerkender enklaver som Nagorno-Karabakh skyldes, at lande med hævdvundne territorier ikke er »interesserede i at give noget fra sig«, siger Middleton.

»Og de risikerer også at åbne Pandoras æske.«

Fakta

  • Det røde område mellem Armenien og Aserbajdsjan er Nagorno-Karabakh
  • Enklaven har en befolkning på omkring 150.000 mennesker, som overvejende er kristne armeniere
  • Det brune område på kortet tilhører i princippet også Aserbajdsjan, men er armensk kontrolleret
  • Nagorno-Karabakh har eget flag og egen møntfod og ligger i Aserbajdsjan, men er et de facto-selvstyre med armensk opbakning og ønsker at løsrive sig under navnet Republikken Artsakh
  • Fra 1991 til 1994 kæmpede Armenien og Aserbajdsjan om regionen. Omkring 20.000 døde, mens en million blev fordrevet

Fra frossen til varm konflikt

Netop de risici er klare i den aktuelle konflikt i Nagorno-Karabakh. Enklaven er på størrelse med Nordjylland og befinder sig i en bjergkæde klemt inde mellem Armenien og Aserbajdsjan. Områdets omtrent 150.000 indbyggere er primært kristne armeniere, og selv om området altså officielt ligger i Aserbajdsjan, fungerer det som et de facto-selvstyre, der støttes militært og politisk af Armenien.

Separatisterne valgte i 2017 at omdøbe området til Republikken Artsakh, og de har egen præsident, møntfod, en skinnende ny og spøgelsestom lufthavn – og deres eget flag, som ved første øjekast kan ligne det røde, blå og gule armenske flag.

Traditionelt har konflikten mellem separatisterne og Aserbajdsjan været beskrevet som »frossen«. Men i forrige uge udbrød der væbnede kampe i regionen, som indtil videre har kostet over 300 mennesker livet, deriblandt flere civile, ligesom et armensk kampfly er blevet skudt ned.

Krigen på kanten af Europa ligner både en borgerkrig og en krig mellem to nationer, hvor Tyrkiet har leveret markant politisk støtte til Aserbajdsjan. Det aserbajdsjanske militær har blandt andet gennemført raketangreb mod Nagorno-Karabakhs hovedstad, Stepanakert. Gaderne er støvede, bygninger er forvandlet til murbrokker, og biler brænder ud i byen. Men også aserbajdsjanske byer er blevet ramt af raketter, og man kan se tv-billeder af militæret, brandvæsenet og civile i færd med at slukke brande og grave i murbrokkerne.

Det er endnu uvist, hvad der præcis har udløst den aktuelle runde af konflikten. Men i foråret blev der afholdt et valg i Nagorno-Karabakh, hvilket blev betragtet som en stor provokation mod den aserbajdsjanske regering. Derfor mener flere iagttagere, at det kan være Aserbajdsjan, som har tændt op under konflikten denne gang. Målet er at vinde området tilbage, mens Armenien vil opretholde status quo i regionen. Fredag i denne uge kom det frem, at Ruslands Vladimir Putin havde inviteret repræsentanter fra både Aserbajdsjan og Armenien til samtaler i Moskva – og at udenrigsministrene fra begge lande skulle være på vej dertil. 

Løst oversat betyder Nagorno-Karabakh ’Den sorte bjerghave’. Artsakh er et ældgammelt armensk ord, som førhen har været brugt om regionen. Her ses resultatet af et raketangreb på hovedbyen Stepanakert.

Løst oversat betyder Nagorno-Karabakh ’Den sorte bjerghave’. Artsakh er et ældgammelt armensk ord, som førhen har været brugt om regionen. Her ses resultatet af et raketangreb på hovedbyen Stepanakert.

Aris Messinis

FN-status er kronen på værket

Til trods for at Nagorno-Karabakh har stræbt efter selvstændighed i over 30 år, har man endnu ikke formelt opnået den status. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at få status som et rigtigt land?

Ifølge statskundskabsprofessor Jørgen Møller fra Aarhus Universitet, som har forsket i statsdannelse, skal der grundlæggende tre ting til:

  • For det første skal separatister udråbe selvstændighed.
  • For det andet skal de formå at håndhæve den.
  • Og for det tredje skal det internationale samfund anerkende selvstyret.

»Men det er klart, at der er en række udfordringer. For det første er enklaven jo afhængig af ekstern armensk støtte for at kunne håndhæve sin selvstændighed, givet at Aserbajdsjan ikke anerkender den. For det andet er det i denne situation meget svært at få international anerkendelse,« skriver Jørgen Møller i en mail til Information.

For aspirerende stater er det afgørende at blive blåstemplet af en lang række lande, og medlemskab af FN vil ifølge professoren være »kronen på værket«.

Men det internationale samfund anerkender kun meget nødigt nye stater. Årsagen er den simple, at hver gang man anerkender et lands krav på et område, underkender man et andet lands krav på det samme – i dette tilfælde Aserbajdsjans krav på Nagorno-Karabakh. Giver man først efter et sted, åbner man hurtigt nye flanker.

En kollektiv fortælling

Man kan også anskue problematikken lidt mere filosofisk, sådan som professor emeritus i filosofi Ole Thyssen har gjort det i bogen Statslegender fra 2014. Thyssen tager afsæt i tænkere som Hegel og Aristoteles og de krav, de stiller til en stat.

Først og fremmest må en stat have en befolkning. Den skal også have et territorium. Og så skal den have suverænitet over sit territorium, som skal regeres i overensstemmelse med en lov. Hegel beskrev i sin tid loven som statens vilje, og hvis ikke staten har monopol på lovgivning og politi, vil den i sidste ende opløses i borgerkrig.

Foruden en lov må staten også have et navn, en indre orden og en ydre sikkerhed, da »en stat er en stat i forhold til andre stater«. Derudover er der også nogle lidt blødere værdier på spil: Staten skal have en form for fælles bevidsthed og fantasi, så et samfund kan tænke og handle som en helhed, lyder det i Thyssens bog.

Bruger man kravene som en slags tjekliste, ligner Nagorno-Karabakh et godt stykke hen ad vejen en stat. Indbyggerne har for eksempel en kollektiv historiefortælling. Den går på, at området nærmest altid har været armensk; man fremhæver områdets gamle kirker og klostre, og på det nye arkæologiske museum udstiller man gamle armenske artefakter.

Nogle sovjetbureaukrater kvajede sig imidlertid for knap 100 år siden, da de ragede Kaukasus ud af gløderne fra det faldne russiske imperium og indlemmede lande som Georgien, Aserbajdsjan og Armenien i den kommunistiske sammenslutning, lyder fortællingen. For af praktiske årsager – det var besværligt med en armensk enklave i Aserbajdsjan – valgte man at gøre Nagorno-Karabakh til en del af Aserbajdsjan.

Fra aserbajdsjanernes side peger man på områdets lange islamiske historie som bevis på, at det retteligt hører til i deres fold. Men set fra den etnisk armenske befolknings synspunkt er de altså ofre for en historisk uretfærdighed, som man gjorde oprør mod allerede i 1988, hvor den regionale sovjet i Karabakh officielt anmodede om at blive en del af Armenien. Det fik de ikke lov til, og da Sovjetunionen gik under, udbrød krigen, som på sin vis stadig ikke er slut.

Fra 1991 til 1994 kæmpede Armenien og Aserbajdsjan om området, 20.000 døde, en million blev fordrevet, og konflikten endte med at efterlade et stykke land, som formelt tilhører Aserbajdsjan, men reelt styres af etniske armenere.

Alt det kan man læse i den lille bog Beyond Frozen Conflict, som kaukasusforskeren Thomas de Waal udgav tidligere i år. Her gennemgår han sammen med kollegaen Nikolaus von Twickel en række langvarige konflikter, som har udspillet sig omkring de wannabe-stater, som Sovjetunionens fald førte med sig. De omfatter Transnistrien i Moldova, Abkhasien i Georgien og Sydossetien sammesteds – og altså Nagorno-Karabakh, som forfatterne kalder den mest uløselige af alle konflikterne.

De ikkeanerkendtes klub

Og det bringer os tilbage til geografen Nick Middleton og hans ikkeeksisterende lande. For det måske vigtigste kendetegn ved en ikkestat er, at den ikke er anerkendt. Og hvor de andre gamle sovjetfragmenter har Rusland i ryggen, så anerkender ikke engang storebroren Armenien officielt, at Nagorno-Karabakh skulle være et rigtigt land. En armensk anerkendelse betragtes sandsynligvis som for sprængfarlig en gestus, der for alvor kunne få konflikten til at eskalere.

Den manglende anerkendelse er en skæbne, som områderne i det gamle Sovjetunionen deler med en række tidligere kolonier kloden over.

Som konsekvens af det faktum, at man trods eget territorium, egne pas, egen valuta, egen historie og egne ledere først er en stat, når andre godtager det, er der opstået sammenslutninger, hvor ikkeanerkendte stater anerkender hinanden.

Som Nick Middleton siger, er logikken, at »hvis ingen andre gør det, så må vi gøre det selv«.

Blandt de mindre sammenslutninger kan nævnes Community for Democracy and Rights of Nations, der består af fire wannabe-stater fra det gamle Sovjet.

De var alle med, da Nagorno-Karabakh sidste år holdt en stor fodboldturnering med andre ikkeeksisterende lande som Sydossetien og Abkhasien. Et mesterskab forbeholdt lande, der ikke er med i FIFA, og som Sydossetien i øvrigt vandt.

Af lidt større sammenslutninger findes også Unrepresented Nations and Peoples Organization (UNPO) og Unrepresented United Nations (UUN). Og det kan jo være let at more sig over, når man sidder i et veletableret og internationalt anerkendt kongerige. Men, minder Nick Middleton om, det er faktisk blodig alvor for mennesker, som lever i disse områder.

Og selv om det er næsten umuligt, så sker det fra tid til anden, at et nyt land bliver optaget i de anerkendtes rækker – Østtimor, Montenegro og Sydsudan er blevet optaget i FN i dette århundrede.

Så hvad skal der egentlig til for at komme over på den anden side til de anerkendtes land?

»Det vigtigste«, siger Middleton, »er, at du bliver ved med at opføre dig som en stat. Det er helt afgørende. Hvis du træder forkert, så vil det blive brugt imod dig.«

Desuden er det godt at være demokratisk – »det er på mode, det hjælper« – og endelig skal man fedte løs for de magtfulde, anerkendte stater og sørge for at få mere end én magtfuld stat i ryggen.

– Er der nogen form for fairness til stede, som man kan sætte sin lid til?

»Nej,« svarer Nick Middleton.

»Det er som med alt andet: Vi er alle lige, bortset fra at nogle er mere lige end andre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her