Proud Boys har kuppet Fred Perrys ikoniske polotrøje og gjort den til et symbol på had

For nylig udspillede der sig en vild scene i Delta Park i det nordlige Portland, Oregon. Intet mindre end tre demonstrationer fandt sted samtidig. Den ene arrangeret af Black Lives Matter, som råbte slagord om, at nu måtte det være slut med racisme og politivold. Den anden stod antifascister fra Antifa bag, og den tredje bestod af godt 1.000 mænd, der stort set alle bar identiske Fred Perry-polotrøjer i sort med gule striber og desuden var udstyret med både rifler, baseballbat, skudsikre veste og Make America Great Again-kasketter.

Gruppen, der kalder sig Proud Boys, og af FBI er karakteriseret som en højreekstremistisk bevægelse, talte velvilligt med de tilstedeværende nyhedsreportere og fortalte, at de var mødt op for at støtte præsidenten og for at bekæmpe »indenrigsterroristerne« fra Antifa, som de var klar til at ty til vold over for, hvis det kom dertil.

Ganske kort efter udsendte den britiske modegigant Fred Perry en pressemeddelelse. Heri skrev direktionen, at tøjfirmaet med øjeblikkelig virkning stoppede det amerikanske salg af netop den populære sort-gule polo med det karakteristiske laurbærkranslogo.

»Fred Perry hverken støtter eller har noget at gøre med Proud Boys,« står der i pressemeddelelsen.

Og »det er utroligt frustrerende, at denne gruppe har overtaget vores trøje«, fortsætter den.

Det er nemlig langtfra første gang, Proud Boys dukker op til en demonstration iført den karakteristiske Fred Perry-polo. Gavin McInnes, der stiftede bevægelsen i 2016 og tidligere var med til at grundlægge ungdomsmediet VICE, har i talrige blogposts opfordret sine følgere til at købe netop denne polo – altid i sort og gul – da det ifølge McInnes er den rette rustning at bekæmpe multikulturalismen i.

Siden har Proud Boys-medlemmer ofte trådt frem i ens Fred Perry-trøjer, og når de er endt i slåskamp i byer som Seattle, Washington, D.C. og Portland, har tøjmærket fået uønsket opmærksomhed, så brandet nu forbindes med en gruppe på Nordamerikas yderste højrefløj. En gruppe, der kun har fået større opmærksomhed efter Donald Trumps tvetydige melding til organisationen under den første præsidentvalgdebat.

»Stand back and stand by,« sagde præsidenten.

Men hvorfor har Proud Boys-medlemmerne kastet deres kærlighed på Fred Perry? Og hvad kan et tøjmærke i grunden stille op i sådan en situation?

Det ser vi nærmere på om lidt, men først en kort introduktion til, hvem Proud Boys egentlig er.

Ja til slagsmål, nej til onani

Den højreekstreme gruppe, som blev stiftet lige før valget af Trump i 2016, optager kun mænd, og dens medlemmer mener, at vestlig kultur og hvide mænd er under angreb. Angrebet kommer fra multikulturalismen, feminister og kræfter på den yderste venstrefløj.

Da Trump blev valgt, voksede interessen for Proud Boys, og inden udgangen af 2017 havde gruppen ifølge The Southern Poverty Law Center, som overvåger ekstremistiske grupperinger i USA, mere end 20.000 følgere på sociale medier. Stifteren McInnes har beskrevet Proud Boys som et broderskab af »vestlige chauvinister«, der elsker Amerika og hader politisk korrekthed.

Gruppen er meget insisterende, når det gælder retten til at bære våben, og medlemmerne er ofte involveret i slagsmål, selv om Proud Boys – i hvert fald udadtil – tager afstand fra »meningsløs vold« og hellere taler om »selvtægt« og »retten til at forsvare sig«.

De er ifølge eget udsagn ikke racister og har en del latinomedlemmer, som er klar til at beskytte USA mod socialistiske strømninger. Man kan altså godt være farvet og medlem af gruppen, men man skal støtte tanken om, at Vesten er bedre end andre civilisationer og gå ind for lukkede grænser og indvandringsstop.

Det anslås, at der kun er omkring et par hundrede aktive Proud Boys-medlemmer, som til gengæld er temmelig dedikerede. Gruppen har eksempelvis en politik om, at medlemmerne ikke må onanere: Sex er noget, der skal foregå med kvinder, for på den måde får man de unge fyre op af sofaen og mændene til at værne om ægteskabet, lyder rationalet.

Ekstremisternes gidsel

Umiddelbart er der ideologisk langt mellem Proud Boys og Fred Perry – det britiske tøjmærke, som i 1952 blev lanceret af en australsk forretningsmand sammen med den engelske tennisspiller af samme navn, der voksede op som arbejderklassedreng og siden vandt fire Wimbledon-titler og trodsede en hel verden af tennissnobber.

Men ifølge modeeksperten Chris Pedersen, som også er redaktør på Børsen, har Fred Perry-mærket et oprørsk dna, som siden firmaets grundlæggelse har tiltalt grupperinger på den yderste højrefløj.

Tilbage i 1950’erne brandede mærket sig på, at arbejderknægten Perrys rebelske præstation var vævet ind i hvert et stykke tøj. Og i samme periode gjorde en ny skikkelse – teenageren – for alvor sit indtog i de vestlige forbrugersamfund.

»Fred Perrys poloer blev købt af de unge, og pludselig var britisk ungdomskultur, generationsopgør og politisk oprør vævet tæt sammen med mærket Fred Perry,« siger Chris Pedersen.

»Det interessante med mode er jo, at tøjbrands ikke selv ejer deres tøj. Det ejes af forbrugerne, og hvis en bestemt gruppe tager tøjet til sig og bruger det som uniform eller fællesskabsmarkør, så kan man som modehus ikke stille alverden op.«

Og det var præcis det, der skete med Fred Perry. De klassiske polotrøjer havde ikke været længe på markedet, før en ny ungdomskultur dukkede op: de såkaldte mods, som med deres kortklippede hår og nydelig, poleret stil var i opposition til både hippierne, forældregenerationen og alt det etablerede.

Ud af mods-strømningen voksede en anden subkultur, skinheadkulturen, hvis medlemmer barberede håret af og snørede Doctor Martens-støvlerne stramt til. De mest yderliggående elementer kom til at tegne bevægelsen, og i dag er det nærmest umuligt ikke at tænke på nynazisme og racisme, når man hører ordet. Skinheads tog ikke bare Fred Perry-poloen til sig – også tøjmærker som Burberry og Lonsdale blev »taget som gidsel af højreekstremister«, fortæller Chris Pedersen.

Fred Perry har flere gange måttet lægge afstand til højreekstreme grupper, og tøjmærket har i pressede tider, hvor ingen andre ville associeres med brandet, betalt stjerner som Amy Winehouse og Andy Murray store summer for at gå i deres poloer og dermed vise, at Fred Perry er for alle.

Værst så det ud for mærket i 2013, hvor den 18-årige franske venstrefløjsaktivist Clément Méric sammen med sine venner kiggede på tøj ved et Fred Perry-udsalg i Paris, da en gruppe skinheads dukkede op. De to grupperinger begyndte at råbe ad hinanden, og det førte til en slåskamp, hvor Méric blev slået ned og ramte jorden så uheldigt, at han fik en fatal hjerneblødning.

Modens farlige grænser

Når Proud Boys i USA ifører sig Fred Perry-poloen og gør den til deres uniform, er det derfor ingen tilfældighed, siger Chris Pedersen.

»De kender poloens ikonografi, og ved at tage den til sig indskriver de sig i en helt særlig højreekstremistisk fortælling. Når de tager Fred Perry-poloen på, er de udmærket klar over, hvilken europæisk historie de refererer til,« siger han.

Læser man kommentarsporene på Amazon, som er et af de steder, hvor poloen sælges, pibler det frem med mere eller mindre subtile hentydninger til den højreekstreme symbolik.

»Denne trøje er til alle mine stolte drenge derude,« skriver en bruger.

Selv kunne Chris Pedersen ikke finde på at iføre sig Fred Perrys klassiske polo. Han har engang kortvarigt forsøgt sig med skinheadlooket, og det var ikke fedt, fortæller han.

»Jeg havde en kort periode, hvor jeg syntes, det var cool at gå med Doctor Martens med røde snørebånd, Levi’s 501 godt trukket op i taljen og hvid skjorte. Og så er jeg i forvejen skaldet,« siger han.

»En nat i byen kiggede to mænd på mig og vurderede, at jeg var en rod, der var ude på ballade. De begyndte at provokere, sang sange, der skulle opildne mig til slåskamp, og det var dér, det gik op for mig, at det var mit tøj, der skabte den dårlige stemning.«

Chris Pedersen opdagede, at »der er nogle tøjmæssige grænser, jeg kan lege med, men hvis jeg går over dem, så ligner jeg en højreekstremist«, fortæller han. 

»Og lige den aften følte jeg, at jeg lige så godt kunne have løftet højre arm, haft sideskilning og sort moustache. Siden har jeg ikke haft lyst til at dyrke det look.«

En bevidst strategi

Som modemand ved Chris Pedersen altså alt om, hvad denne type beklædning kan signalere. Andre ville derimod sagtens kunne iføre sig en Fred Perry-polo uden at ane, hvilke konnotationer der kan følge med tøjvalget.

Og det er netop derfor, tøjet er attraktivt for ekstremister, mener Cynthia Miller-Idris, som er sociologiprofessor på American University i Washington. Hun har skrevet bogen The Extreme Gone Mainstream, hvori hun skriver, at det yderste højre i løbet af de senere år stort set har bevæget sig væk fra militærstøvler og skaldede isser til fordel for tøj, der også indgår i den normale mode.

»Transformationen i stil og æstetik er del af en bevidst, topstyret taktik, som har til formål at få den yderste højrefløj til at fremstå mere almindelig i et forsøg på at få offentligheden til at være mere åben over for deres tanker,« skriver sociologiprofessoren i en kommentar i The Guardian.

»Dette skifte forstyrrer offentlighedens forestilling om, hvordan en ekstremist ser ud, og gør det sværere at genkende det yderste højres holdninger som ekstreme.«

Proud Boys camouflerer altså deres radikale synspunkter ved at iføre sig tøj, som naboens søn også kunne tage på, og forsøger dermed at nå ud til segmenter, der ikke ville være lydhøre over for gammeldags højreradikale grupper.

Tøjfirmaernes kontroltab

Nu har Fred Perry så reageret på Proud Boys’ overtagelse af den sort-gule polo ved at stoppe alt salg af trøjen i USA. Og ifølge Chris Pedersen kunne tøjmærket ikke rigtig gøre andet. Tiden, hvor modebrands kunne løbe fra deres ansvar, er nemlig forbi, siger han.

»De sociale medier har igen og igen mobiliseret store folkelige protester, og det har i høj grad medført, at forbrugerne har magten. De kan boykotte og lægge store virksomheder ned, hvis de opfører sig uansvarligt,« siger han.

»Og den forskydning i magtbalancen betyder, at virksomheder som Fred Perry ikke længere bare kan nøjes med at sige, at ’vi har ikke noget med højreekstremister at gøre’. De er nødt til også at tage ansvar for, hvordan deres tøj anvendes og opfattes, og det er dét, jeg ser dem forsøge at gøre nu.«

Måske finder Proud Boys andre måder at få fat i trøjen på. Måske skifter de bare til en anden farve. Under alle omstændigheder er det tydeligt, at Fred Perry ikke længere har kontrol over deres eget brand. Som Slate-skribenten Christina Cauterucci skriver i en klumme, kan man ikke tvinge nationalister og xenofober til at holde op med at købe Fred Perrys tøj.

Men måske er der alligevel en udvej, foreslår Cauterucci: Fred Perry kunne donere en del af sit overskud til en gruppe, der står i skarp opposition til Proud Boys.

»Hvilken Proud Boy vil trække i en Fred Perry-polo, hvis den signalerede, at tøjfirmaet støttede – lad os sige – Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer?«