QAnon er pænt gak. Men USA har en lang historie med gakkede konspirationsteorier

Denne artikel blev bragt første gang op til præsidentvalget i 2020. I anledning af stormen på Kongressen i januar, hvor tilhængere af QAnon deltog, bringer vi den igen.

Når først man begynder at kigge, ser man dem overalt: vilde påstande om verdens virkelige tilstand. At 5G-nettet er et våben, at coronavirus er et fupnummer, at Obama ikke er født i USA, at terrorangrebet 11. september var et inside job, at finansmanden George Soros vil smadre verden, at John F. Kennedy blev myrdet af efterretningstjenesten. Internettet og sociale medier synes at være en bundløs brønd af konspirationsteorier, og Guds eget land, USA, er hjemsted for temmelig mange af dem.

Faktisk er det mere normalt for amerikanere at tro på konspirationsteorier end ikke at gøre det, viste en større undersøgelse tilbage i 2014, hvor deltagerne blev spurgt til otte forskellige teorier. De handlede om alt fra Irakkrigen, 11. september, Obamas fødselsattest, finanskrisen og George Soros til mere eksotiske tematikker såsom teorien om, at nogen sprøjter luftrummet til med kemikalier – de såkaldte chemtrails – eller at der fuskes med elsparepærernes levetid. Mere end 55 procent af de adspurgte krydsede af ved mindst én af teorierne. 27 procent troede på to, mens 12 procent troede på tre af dem – og der var jo bare tale om et lille udvalg fra den store konspirationsbuffet.

Siden undersøgelsen blev udgivet i forskningsantologien Conspiracy Theories and the People Who Believe Them fra 2018, er flere kommet til, og coronakrisen har skubbet godt på: En tredjedel af amerikanerne mener ifølge The New York Times, at den kinesiske regering har skabt coronavirus som et våben, ligesom en tredjedel mener, at landets sundhedsmyndigheder har overdrevet coronatruslen for at skade præsident Trump.

Til kamp mod pædo-satanisterne

Lige for tiden er det dog en anden friskbagt teori, der især løber med medieopmærksomheden, nemlig den såkaldte QAnon-teori, der ganske kort fortalt går ud på, at verden styres af et netværk af pædofile, babybloddrikkende elitepersoner, der dækker over hinanden.

Her er både Clinton-familien, hollywoodkendisser og den dybe stat involveret, og siden sin fødsel i udkanten af internettet 2017 er QAnon blevet lidt af en paraplybevægelse, der kan forklare snart sagt al ondskab. Noget, som gør teorien lidt speciel i forhold til andre fantasier om hemmelige selskaber og magtfulde loger, er imidlertid, at den har sin egen heltefigur: Donald Trump.

Teorien lyder, at præsidenten – outsideren, der fik magten – planlægger en kæmpe aktion, der skal trække tæppet væk under sammensværgelsen og den dybe stat. Men han har brug for hjælp fra modige amerikanere, der vil dedikere sig til sagen, og derfor har en anonym person, der kalder sig Q, en højt placeret agent, påtaget sig opgaven med at være bindeleddet til folket. I praksis fungerer det ved, at den anonyme Q deler kryptiske beskeder, som følgerne skal fortolke og krydsreferere med virkelige begivenheder for at uddrage en eller anden form for mening.

Lidt ligesom dommedagskristne læser Johannes Åbenbaring og leder efter tegn på, at enden er nær, læser følgerne Q’s beskeder og forbereder sig på The Great Awakening, hvor det hele vil blive afsløret.

Det lyder alt sammen tilpas gakgak til at blive hurtigt afskrevet og ignoreret. Men det er ikke helt den vej, pendulet svinger. FBI har vurderet bevægelsen som en potentiel trussel, men samtidig står en QAnon-tilhænger ved navn Marjorie Taylor Greene til at blive valgt ind i Kongressen for Republikanerne.

Desuden har Donald Trump  re-tweetet budskaber fra QAnon-tilhængere og nægtet at tage afstand fra bevægelsen – senest i en debatudsendelse på kanalen NBC natten til fredag dansk tid, hvor han afviste at kende til bevægelsen. Efter at have fået forklaret dens ideer om en satanisk og pædofil dyb stat sagde han blot: »Det jeg hører om dem er, at de er meget imod pædofili, og det er jeg enig i.« 

Over sommeren er opmærksomheden taget til, og amerikanske NBC News har afsløret interne facebookdokumenter, der viste, at millioner af mennesker fulgte grupper og sider med QAnon-indhold. Læg dertil, at bevægelsen selv har arrangeret fysiske demonstrationer i flere amerikanske byer, hvor de samler folk, der vil hjælpe børn ud af de pædofile satanisters fangenskab. I sidste uge eskalerede det hele yderligere, da Facebook valgte helt at udelukke QAnon-sider og grupper fra tech-gigantens sociale medier, fordi man anså dem som farlige. Siden har flere midre sociale medier som Pinterest og Etsy fulgt efter, og de fik torsdag følgeskab af en sand mastodont, da videotjenesten YouTube forbød indhold, der promoverer QAnon. 

Medierne er konspirationsspredere

Joseph Uscinski er lektor i statskundskab på University of Miami og har gennem en årrække forsket i og skrevet bøger om konspirationsteorier og deres udbredelse.

Gennem de sidste par år har Uscinski lavet meningsmålinger, hvor han optæller amerikanernes tilbøjelighed til at tro på forskellige konspirationsteorier, og der hører QAnon til blandt dem med færrest tilhængere. Det har han jævnligt fremført i offentligheden og over for journalister, men det har ikke forhindret et hav af historier om, at bevægelsen er stor og voksende.

»Faktisk aner de færreste, at teorien findes, og hvis de gør, har de hørt om det gennem de etablerede medier«, siger Uscinski.

Derfor tror han heller ikke på, at Facebooks udelukkelse af bevægelsens tilhængere kommer til at få den store betydning. For inden QAnon fandtes der også mennesker med et ekstremt mørkt blik på samfundet, og disse ideer og deres forkæmpere forsvinder ikke, bare fordi indholdet slettes fra Facebook.

I Joseph Uscinskis målinger er det omtrent fem procent af de adspurgte amerikanere, der bekender sig til QAnon, og med lidt fingerregning når man frem til, at det svarer til hele 16 millioner mennesker. Når man er nået dertil i sin tankerække, så er det dog atter på tide at slå koldt vand i blodet, forklarer Uscinski:

»Ja, det er mange, men det er stadig en af de teorier, som færrest tror på. I årtier troede 80 procent af amerikanerne på, at der lå en sammensværgelse bag mordet på Kennedy. Og mere generelle teorier om den dybe stat støttes af noget nær 50 procent, vaccinekonspirationsteorier af mellem 20 og 30 procent. QAnon ligger nede omkring teorier som chemtrails og reptilmennesker.«

– Selv om der findes tusinder af konspirationsteorier, er der vel også forskel på, hvor potentielt farlige de er – hvor befinder QAnon sig på den skala?

»Det er svært at vide. Det er rigtigt, at der har været tilfælde af vold begået i QAnons navn, men når man dykker ned i det, så opdager man, at det har været psykisk syge mennesker, der stod bag,« siger forskeren.

»Du kan ikke gøre internettet sikkert for folk, der er skizofrene eller forrykte eller har vrangforestillinger. Det betyder ikke, at jeg forsvarer QAnon. Jeg synes at teorier, der dæmoniserer andre mennesker og næsten opfordrer til vold, er problematiske, men man må konstatere, at de raske mennesker, der følger bevægelsen, ikke har anvendt vold.«

Er konspirationsteorierne blevet dummere?

Konspirationsteorier har altid eksisteret, og man kan med en vis ret kalde selve den amerikanske uafhængighedserklæring for et konspirationsteoretisk dokument. For nok begynder erklæringen med de udødelige og berømte linjer om menneskets lighed og medfødte rettigheder, men så går den over til at argumentere for, hvordan den engelske konge med krænkelser og overgreb ville underlægge alle sit tyranni.

Ideen om, at konspirationer spiller en særlig rolle i USA, er ikke ny. Den afdøde amerikanske historiker Richard Hofstadter noterede sig i en berømt bog tilbage i 1960’ene, at der var en »paranoid« tendens i amerikansk politik. Skal man tegne en hurtig tidslinje, kan man sige, at udviklingen i USA har udspillet sig sådan her:

I nationens unge dage rettede mistroen og konspirationsteorierne sig især mod folk, der mentes at være mere tro mod andre institutioner end den amerikanske stat – det kunne være katolikker, indfødte, sorte, frimurere, mormoner og så videre.

Men med tiden skete der noget. For fra Første Verdenskrig og frem fik staten en hidtil uset magt over borgernes liv og øgede midler til at kontrollere og overvåge befolkningen. Dermed begyndte det konspiratoriske blik i mindre grad at kigge over naboens hæk for i stedet at stirre på statsmagten, kan man læse i antologien Conspiracy Theories. Kapitlets konklusion lyder, at selv om det seneste præsidentvalg – altså det i 2016 – var fyldt med konspirationsteorier, så var det hverken noget nyt eller enestående i amerikansk politik.

Der findes dog andre forskere, som mener at kunne iagttage en ny udvikling og afviser, at alt er ved det gamle i konspirationsland. Samfundsforskerne Russell Muirhead og Nancy Rosenblum udgav sidste år bogen A Lot of People Are Saying, hvor de peger på et signifikant skifte i konspirationsteoriernes udbredelse og indhold. En ting er, at teorierne nu bliver spredt fra magtens inderste – ofte fra selveste præsidenten – frem for af forvirrede røster på kanten af samfundet. Noget andet er, at mange af teorierne er blevet mere gakgak end før og tiltagende frakoblet nogen form for virkelighed.

Som forfatterne anfører, var der engang, hvor konspirationsteorier kunne aflæses som reaktioner – om end bizarre – på virkelige begivenheder som Kennedy-mordet og terrorangrebet 11. september. Men en del nye teorier, for eksempel QAnon, har taget absurditeten et skridt videre og synes at hvile på det rene ingenting, ligesom fortalerne virker uinteresserede i at levere nogenlunde rationelle forklaringer på mistænkelige forhold. For hvad er det egentlig for et fænomen, QAnon-tilhængerne forsøger at forklare, når de dristigt hævder, at verden styres af en pædofil, satanisk magtelite?

Den perfekte storm

Joseph Uscinski giver dog ikke meget for den udlægning – han kan i hvert fald ikke se nogen håndfaste beviser for, at det skulle forholde sig sådan:

»Igennem de seneste 60 år har folk påstået, at vi netop nu befandt os i konspirationsteoriernes gyldne æra«, siger han.

»Men det passer simpelthen ikke.«

Så måske det i sig selv er en konspirationsteori at tro, at konspirationsteorier er ved at trænge virkeligheden i defensiven. Men her op til endnu et konspirationsfyldt amerikansk præsidentvalg, hvor Trump strør om sig med beskyldninger om valgfusk, kan det være svært at ryste mistanken af sig. Og Janja Lalick, pensioneret sociologiprofessor fra California State University i Chico, mener da også, at den aktuelle udvikling er ret bekymrende:

»Landet er i oprør, folk forstår ikke, hvad der sker, men kan betragte den ene vanvittige udvikling efter den næste. Og hver eneste dag har man fornemmelsen af, at det hele er ved at falde fra hinanden,« siger hun.

Lalich har forsket i religiøse kulter, og hun ser flere paralleller mellem QAnon og kultiske bevægelser: Den enorme dedikation, resistensen over for modargumenter og kærligheden til kultlederen – selv om kultlederen i dette tilfælde er en anonym, tågesnakkende internetprofil.

Når verden forekommer stadigt mere forvirrende, vil en del mennesker blive mere modtagelige over for konspiratoriske totalforklaringer, mener hun:

»De seneste 30-40 år USA i stigende grad blevet et land befolket af folk, der søger den nemme løsning. Vi har set det i new age-bevægelsen, hvor man søger svar fra de afdøde eller krystaller eller engle – og det har åbnet for, at man søger nemme svar overalt. Lægger du det sammen med den foruroligende stemning i USA for tiden og en præsident, der har afkoblet sig fra virkeligheden, så får du en verden, hvor en bevægelse som QAnon kan trives.«

Hun har set, hvordan QAnon formår at suge tilhængerne så dybt ind, at de afskærer forbindelsen til deres nærmeste. Og hun frygter, at bevægelsens stålsatte disciple kan komme til at spille en uheldsvanger rolle, hvis præsidentvalget får et tumultarisk efterspil.

»Spørgsmålet er, om det ender i vold.«