Feature
Læsetid: 16 min.

Staten har altid forsøgt at styre nattelivet. Og nattelivet har altid vundet

Nattelivet er officielt afskaffet. Det er sket før i danmarkshistorien – men det er altid blomstret op igen, for vi har brug for det. Det er om natten, vi er intime, ekstatiske og irrationelle. Det er om natten, vi søger ud af vores skjul »som et rovdyr, der først kommer frem efter mørkets frembrud«. Spørgsmålet er, hvordan nattelivet kommer til at se ud efter coronakrisen?
Alléenberg er kendt for sin løsslupne stemning og for den tætte fællessang foran klaveret. Før corona var primetime klokken to om natten. Nu skal alle gæster være ude klokken 22.

Alléenberg er kendt for sin løsslupne stemning og for den tætte fællessang foran klaveret. Før corona var primetime klokken to om natten. Nu skal alle gæster være ude klokken 22.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
3. oktober 2020

Klokken er 16.00, det regner, og Alléenberg har nul gæster. Foran det legendariske natværtshus på Frederiksberg sidder ejeren, Kirsten Salskov, og bartenderen Marianne Ørnebjerg i ly under en markise.

De ryger og drikker danskvand med citrus. Det er ikke en nem tid at drive natværtshus i, fortæller de:

»Vi forsøger at få folk til at drikke sig fulde tidligere på dagen,« siger Kirsten Salskov, som er 74 år og har haft stedet i de seneste 20.

Men det er svært at ændre danskernes vaner, når det kommer til at feste. På Facebook har Marianne Ørnebjerg flere gange forsøgt: »Når nattelivet bliver fjernet fra os, jamen så skaber vi det da bare selv! Så fat dine solbriller, dit mundbind og dit gode humør, og så lader vi bare, som om klokken er 02!« skrev hun for et par uger siden.

Alléenberg har også indført to fadøl for én fadøls pris frem til klokken 17.00 for at lokke flere ud om eftermiddagen.

»Men det har faktisk ikke gjort den vilde forskel. Det er ikke sådan, at vi kan sige, at hold da op, hvor er der kommet mange gæster, efter vi har gjort det,« siger Marianne Ørnebjerg.

Efter de seneste coronarestriktioner, som tvinger værtshuse til at lukke klokken 22.00, er trådt i kraft, er det gået dårligt med omsætningen.

»Vi glemte at sætte pris på det, da vi måtte have åbent til klokken 24.00. Det gjorde faktisk en stor forskel med de to timer ekstra,« siger Kirsten Salskov.

Normalt ville Alléenberg først åbne klokken 21.00 på en fredag som denne. Og først ved midnatstid ville der være fyldt op. Stedet er kendt for sin løsslupne stemning og for den tætte fællessang foran klaveret, som står i ’stuen’, som de to kvinder kalder værtshusets inderste rum, hvor væggene er rødmalede, og der er grønne duge på bordene.

»Vores primetime er klokken to om natten, og vi plejer at fortsætte til klokken 05 eller 06,« siger Kirsten Salskov, inden Marianne Ørnebjerg tager over:

»Når de andre lukker, så kommer folk herover, og så er det, vi har den kendte kødrand inde ved klaveret. Den har vi jo ikke nu – det kan vi ikke.«

Klokken 22 skal der være tomt i ’stuen’ på værtshuset Alléenberg.

Klokken 22 skal der være tomt i ’stuen’ på værtshuset Alléenberg.

Emilie Lærke Henriksen

Trods coronaen sker det faktisk stadig, at der bliver spillet på klaveret, men under andre forhold end normalt: »Folk har været søde til at sidde på deres numser og lytte til musikken, og der har faktisk været gang i klaveret. Ikke så meget som der plejer, men i ny og næ sker det,« siger hun.

Alléenberg er ikke længere tom. To ældre herrer har sat sig ved nabobordet, og kort efter kommer et helt hold nystartede CBS-studerende, som sætter sig indenfor og akkurat når at købe øl til den billige pris, inden klokken bliver 17.00.

»Ah, nu kommer der en dejlig lyd af glade stemmer derindefra,« siger Kirsten Salskov og ser nærmest salig ud.

Som under Den Spanske Syge

Nattelivet er under stort pres – eller afskaffet, om man vil. Da Danmark lukkede helt ned i foråret, troede man, at det var for en kort og overskuelig periode, men på grund af stigningen i smitten er restriktionerne for barer og værtshuse stadig stramme.

I Danmark er vi vant til at gå sent ud og feste hele natten, så hvordan påvirker det os, at nattelivet ikke rigtig findes mere? Og hvad vil der ske med nattelivet, når coronakrisen er overstået?

En del af svaret ligger i historien. Det er nemlig langtfra første gang, at der er restriktioner i nattelivet. Det fortæller Poul Duedahl og Ulrik Langen, som er professorer i historie på henholdsvis Aalborg og Københavns Universitet, og som sammen har redigeret bogen Nattens gerninger fra 2015, som opridser nattens danmarkshistorie.

»Der har eksempelvis altid været begrænsninger i forbindelse med epidemier,« siger Poul Duedahl.

Sådan var det under Den Sorte Død i 1300-tallet og igen under Den Spanske Syge i 1918-1920.

»Med Den Spanske Syge lukkede man for tidligt op igen. Landet var ikke et velfærdssamfund, som det er her 100 år senere, og der var ingen tilskudsordninger. Så der var et stort pres for at genåbne, og så kom det store udbrud i anden runde,« fortæller Poul Duedahl.

Netop frygten for en anden bølge af corona er årsagen til, at myndighederne har strammet reglerne efter sommerferien.

Poul Duedahl nævner en anden og mindre kendt nedlukning, som fandt sted i 1831, hvor man troede, at en koleraepidemi fra Indien var kommet til Køge, fordi 40 mennesker pludselig blev syge:

»Alt blev lukket ned. Man kunne ikke holde fester, bryllupper, fødselsdage og så videre,« siger Poul Duedahl.

Det viste sig ikke at være kolera, men malaria, »så man afblæste epidemien igen«.

Der har også været andre typer af nedlukninger end dem under pandemier. Tiden under krigen med kravet om mørklægning og til sidst et udgangsforbud efter klokken 22.00 er det mest oplagte eksempel. Men også længere tilbage i historien har der været forskellige begrænsninger af nattelivet: I 1700-tallet skulle værtshusene således i lange perioder lukke klokken 22.00 af religiøse årsager.

»Der har altid været forsøg på at styre nattelivet. Politi betyder også ’god opførsel’ eller ’god orden’. I 1700-tallet var politiet betalt af kirken, og i byerne skulle det sørge for god moral, blandt andet ved at begrænse natteroderiet. Man førte dagens orden over på natten og indførte lukketider på værtshuse,« siger Poul Duedahl.

»Man kaldte det simpelthen polititid, når værtshusene skulle lukke,« supplerer Ulrik Langen, som er ekspert i 1700-tallets danmarkshistorie.

Hvis der var aktivitet efter polititiden, så blev det kaldt Nattesæde, og det var ulovligt.

»Nattesæde er den aktivitet, at man sidder oppe om natten og drikker, uden at der er givet tilladelse til det. At der bliver udskænket uden for skænketiden,« siger Ulrik Langen.

En anden måde at omgås reglerne på var at flytte drikkeriet hjem til folk privat, fortæller han.

»Man kunne ikke forhindre nogen i at drikke i det private. Det betød også, at grænsen mellem, hvad der var et værtshus, og hvad der var et privat hjem, blev flydende,« fortæller han.

Parallellen til i dag er slående.

»Der sker det samme,« siger Poul Duedahl.

»Når man laver restriktioner, så finder folk på andre måder at feste på. Så mødes de hos hinanden og fulder sig der.«

»Det er mit klaver«

Klokken nærmer sig 19.00, det er holdt op med at regne uden for Alléenberg, og både i ’haven’ og i ’stuen’ er der efterhånden ved at være fyldt pænt op. Ved Kirsten Salskov og Marianne Ørnebjergs bord er der kommet flere Alléenberg-ansatte til. De har egentlig fri, men er taget forbi deres arbejdsplads for at feste.

»Vi holder omsætningen i gang,« griner en af dem.

»Vi holder i hvert fald vores løn nede,« svarer Marianne Ørnebjerg.

Flere Alléenberg-ansatte, som egentlig har fri, er taget forbi deres arbejdsplads for at feste. Det er Marianne Ørnebjerg i midten.

Flere Alléenberg-ansatte, som egentlig har fri, er taget forbi deres arbejdsplads for at feste. Det er Marianne Ørnebjerg i midten.

Emilie Lærke Henriksen

Der er bordservering på grund af corona, og de tjenere, som rent faktisk er på arbejde, går rundt iført mundbind og serverer drikkevarer.

’Psykopaten’ kaldes stedet i daglig tale, formentlig fordi teatrenes cafeterier i gamle dage blev kaldt for ’psykopater’. ABC-teatret, som lå rundt om hjørnet, havde ikke et cafeteria, så Alléenberg blev stedets psykopat: Skuespillerne og andre teaterfolk kom og »fik en snaps og en ostemad«, fortæller Marianne Ørnebjerg.

»Nok mest det første,« siger Kirsten Salskov.

Kendte mennesker som Dirch Passer, Kjeld Petersen, Otto Brandenburg og Tommy Kenter har gennem tiden festet på Alléenberg.

»Den dag, jeg overtog stedet, sagde Tommy Kenter: ’Det er mit klaver’,« husker Kirsten Salskov.

I dag er bandet Jærv kommet forbi. To af medlemmerne står og ryger, mens resten af bandet sidder inde i ’stuen’. De kommer ofte på Alléenberg, fortæller de.

»Vi har været her fire-fem gange siden genåbningen,« siger Mathias Smidt.

»Før var det altid en sikker fest, nu er det ikke altid sikkert,« siger Sebastian Posselt med henvisning til den tidlige lukketid.

De fortæller også, at de plejer at gå til klaveret, når de er her. Og måske vil de også gøre det i aften, hvis stemningen er til det.

Veninderne Josephine Michaëlis og Astrid Jessen, som begge er midt i 20’erne, sidder ved et bord tæt på de to rygende musikere. De kender alt til det amputerede natteliv og de private fester.

»Jeg har været til nogle underlige privatfester i løbet af sommeren. Når barerne lukkede, tog man hjem til nogen, man ikke kendte. Det ville jeg ikke gøre nu,« siger Josephine Michaëlis med henvisning til de høje smittetal.

For dem handler det at gå ud i høj grad om at møde nye mennesker. Og det er svært i coronatiden:

»Danskerne er ret private, og det er blevet værre, når man sidder med mundbind på i sin egen gruppe. Man falder ligesom ikke i snak med nogen i baren, når der er bordservering,« siger Josephine Michaëlis, som også fortæller, at hendes forældre i sin tid mødte hinanden foran klaveret på Alléenberg.

De røg det samme cigaretmærke, Queens uden filter, og så faldt de i snak.

På grund af corona er der bordservering på Alléenberg, og tjenerne er iført mundbind.

På grund af corona er der bordservering på Alléenberg, og tjenerne er iført mundbind.

Emilie Lærke Henriksen

Farlige unge

Ifølge Lars-Henrik Schmidt, der er professor i pædagogik og filosofi ved DPU på Aarhus Universitet, er de unge mennesker under coronakrisen gået fra at være nogle, »man skal passe på, fordi de er vores fremtid«, til at være nogle, man skal »passe på« i den modsatte betydning, fordi de er blevet farlige.

»Det er vendt til, at det er dem, som truer vores fremtid, mens de gamle, som sidder på magten, er dem, som det kan gå ud over,« siger han.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, har i skarpe vendinger kritiseret, at unge stimler sammen til piratfester, efter barerne er lukket. Holdningen deles fuldt ud af regeringen, og imens der så småt er ved at komme gang i festen på Alléenberg denne fredag aften, holder sundhedsminister Magnus Heunicke (S) endnu et coronapressemøde, hvor han forlænger begrænsningerne i nattelivet med ordene: »Vi skruer ned for festen for at kunne holde resten af samfundet åbent.«

Historiker Ulrik Langen fortæller, at konflikten mellem dem, som vil regulere festen, og dem, som vil feste, også fandtes for 200-300 år siden:

»Det vil altid være en del af unges impuls at ville gå i byen. Og at man gerne vil udfordre dem, som vil forhindre en i det. I 1700-tallet var der en vis prestige i at komme op at slås med vægterne, som havde til opgave at få fulderikkerne til at gå hjem om natten. I dag er det også en slags challenge at gå under politiets radar ved at lave piratfester og pop up-arrangementer. Det er et mønster, man altid har set – at man leger kispus med de myndigheder, der skal opretholde restriktionerne,« siger han.

DPU-professor Lars-Henrik Schmidt er heller ikke overrasket over, at der er piratfester:

»Det er spændende at være lidt på kanten af det, der er tilbørligt. Man ved, at unge mennesker lever livet farligt. De er på kanten – det er en del af det at være ung og på vej et andet sted hen,« siger Lars-Henrik Schmidt.

»De unge tager flere chancer, end en epidemiolog forstår. Men det hører med til det at være ung.«

Både Ulrik Langen og Lars-Henrik Schmidt påpeger, at det også er sværere at være isoleret som ung end som gammel:

»Corona er på mange måder mere indgribende i en ungdomskultur. En vigtig del af det at være ung er at være sammen med andre unge,« siger Ulrik Langen.

Hjem fra Adlon

I Danmark går traditionen for at feste om natten langt tilbage. Et godt eksempel er festerne i Struensees tid i 1770’erne. De havde ry for at være vilde, fortæller Ulrik Langen.

»På nogle tidspunkter under Struensee var det tilladt at holde udskænkning så længe, man ville. Det mente han ikke, at andre skulle blande sig i – så han ophævede alle regler.«

Også i kongehuset og overklassen blev der festet igennem.

»Fra sidst i 1700-tallet og op i begyndelsen af 1800-tallet blev maskeballerne genopfundet – og de blev en stor succes. Man kørte hele natten for fuld gas, og der findes beskrivelser af folk, som først kommer hjem klokken 7.00 om morgenen – ligesom man selv gjorde, da man var ung,« siger Ulrik Langen.

I perioder har nattelivet været ugleset, mens det til andre tider er blevet besunget. I Poul Henningsens vise »Ta’ og kys det hele fra mig« fra 1932 synger Liva Weel om en tur hjem fra det berømte københavnske natværtshus Adlon:

»Det er meget muligt by’n har tårne på / Men det mor’ mig altså mer’ en mor’n at gå / I de dæmringslyse gader hjem fra Adlon / Møde første morgenmænd og sidste natvogn«.

De fleste danskere kan også synge med på Johnny Reimars folkelige hit: »Sikke’n fest,« som udkom i 1972 og indeholder sætningen: »Klokken var fem, da vores gæster gik hjem / og de sang åh ja åh ja åh«.

Emilie Lærke Henriksen

En nærmest skizofren tilværelse

Men hvorfor er det egentlig idealet for en god fest, at den skal vare hele natten?

Lars-Henrik Schmidt har et bud:

»Det nytter ikke at sige, at man kan starte tidligt og gå hjem klokken 22.00. Det er mørket, der animerer til den fælles intimitet. Man er på vej ud af et skjul, hvor man som et rovdyr kommer frem efter mørkets frembrud. Det er det liv, vi er ved at tage fra de unge.«

For det er om natten, de normale regler ophører.

»Beruselsen kommer oveni. At beruse sig er at gå ind i en mørk lighed, der ikke skelner. Hvor det er uklart, hvor du selv slutter, og hvor den næste begynder. Hvor kropsfelterne er noget andet. Det egner sig bedre til mørket. Det er ikke et sportsstævne! Det er noget helt andet, noget, som kan være med til at gejle os op. Ikke kun seksuelt, men også en åndelig opgejling. Det er den dionysiske tilstand, som man tilskriver det, som foregår i mørket,« siger han.

Derfor er der også en prestige i at feste hele natten – når studenterne fester til solopgang, får de et hak i huen, hvis de ser en solopgang.

»Hvis man starter i skumringen, og festen varer helt til dæmringen, så er det flot klaret,« siger Lars-Henrik Schmidt.

Poul Duedahl fortæller, at hele motivationen for at skrive en historisk bog om nattelivet bunder i denne helt anderledes – og ofte underbelyste, om man vil – virkelighed, som finder sted om natten:

»Vi lever alle en splittet, nærmest skizofren tilværelse på grund af døgnets lyse og mørke timer,« siger han.

De lyse er dem, der bliver skrevet mest om. Og natten er et symbol på alt det, som står i modsætning til det officielle, det pæne og det rigtige:

»Det er mørket over for dagens lys, det sorte over for det hvide, helvede over for himlen, ondskaben over for godheden. Mange af symbolerne er religiøse. Der er djævlen, som er på spil om natten, mens Vor Herre kan se alt om dagen, hvor det hele er badet i lys,« siger Poul Duedahl og kommer i tanke om endnu flere modsætninger:

»Det er nattens kulde imod dagens varme. Det er naturen, der råder om natten, det er kulturen, der råder om dagen. Om natten tager man tøjet af og går i alkoven, hvor man gør det samme som dyrene ude i stalden. Og man snorker og kan ikke rigtig styre sin krop. Det er følelser og krop frem for hjerne og fornuft.«

Dertil kommer, at det om dagen nærmest kun er synssansen, vi bruger. Om natten kommer de andre sanser i spil: »Man sidder tættere og kan lugte tobaksrøgen og sveden fra de andre,« siger Poul Duedahl.

Derfor har den øgede gadebelysning, som kom i 1800-tallet og især elektriciteten i begyndelsen af 1900-tallet også ændret natten radikalt. Nu var det pludselig muligt at se – og ligefrem at arbejde om natten. Men når det kommer til det festlige natteliv, er idealet fortsat en dunkel belysning. Et dansegulv i et oplyst rum bliver aldrig fyldt. Og på barer og værtshuse er der som regel dæmpet belysning og stearinlys på bordet.

Også positivt

På Alléenberg har Josephine Michaëlis og Astrid Jessen også et stearinlys stående på bordet foran sig. De har gjort sig tanker om, hvorfor man ikke bare kan starte festen tidligere på dagen:

»Der er bare nogle ting, som først sker efter midnat,« siger Josephine Michaëlis, inden Astrid Jessen bryder ind:

»Ja, hvis man går ned ad gaden klokken 22.00 og er gakket og overgearet, så bliver det måske lidt …«

» … lidt åndet,« siger Josephine Michaëlis.

»Ja,« siger Astrid Jessen og fortsætter:

»I dag blev jeg inviteret til en fest, som starter i morgen klokken 14.00 og slutter klokken 22.00. Det første, jeg tænkte, var: Jeg gider ikke drikke mig fuld om dagen. Det er svært at sætte ord på hvorfor. Hvis det var uden for corona, og festen var fra 22-05, så var jeg der bare!«

»Jeg tror, meget ligger i vanen,« siger Josephine Michaëlis.

Spørgsmålet er så, om vanen kan ændres. Og om nattelivet vil blive forandret på den anden side af coronakrisen.

»Hvis det her varer rigtig længe, så tror jeg, man vil crave festen så meget, at man vil vænne sig til det,« siger Astrid Jessen.

»Jeg synes faktisk, at der er ved at ske noget allerede. Jeg er også inviteret til en fest, som starter klokken 16,« siger Josephine Michaëlis og tilføjer straks: »Men idealet er at vende tilbage til det gamle igen.«

Emilie Lærke Henriksen

Den holdning deles af det store flertal blandt gæsterne på Alléenberg. En enkelt af de unge CBS-studerende, Arthur Cohrt Hillgaard, kan dog godt forestille sig, at kulturen bliver ændret permanent, når coronaen er slut:

»Jeg tror måske, at det bliver mere som i England og Irland, hvor man går tidligere ud efter arbejde og så hjem klokken 24.00.«

Der er også positive ting ved restriktionerne, siger han:

»Selv om man altid synes, det er surt, når man skal hjem tidligere, så ødelægger man ikke dagen efter. Det med at komme hjem klokken 07.00 om morgenen er jo heller ikke særlig sundt.«

Canadiere ryger pot

Canadieren Lawrence Paquette sidder inde i ’stuen’ sammen med sin danske veninde Kathrine Johansen. De to mødes en gang om måneden og drikker sig fulde sammen. Det er en form for »outlet«, som står i modsætning til hverdagen, hvor de begge arbejder meget, fortæller de.

Lawrence Paquette har boet mange år i Danmark og har bemærket den særlige festmentalitet:

»Danskerne vil gå tilbage til det gamle igen, så snart det er muligt. Der er meget stærk dansk festkultur. Man går ud og drikker om natten. I Canada drikker vi også, men ikke så meget, som I gør i Danmark,« siger hun.

»Det er jo, fordi I ryger pot,« siger Kathrine Johansen.

»Ja, men i Danmark er det meget vigtigt at gå ud og hygge. Og til julefrokost. Jeg er helt sikker på, at julefrokost og julebryg og alt det der kommer tilbage. Det er den måde, danskere slår sig løs på,« siger Lawrence Paquette.

Kigger man på historien, er der også belæg for at sige, at det formentlig kommer til at gå sådan. Nattelivet er altid genopstået efter de tidligere nedlukninger, fortæller Poul Duedahl.

»Jeg tror, at det er noget iboende menneskeligt, at vi har brug for at slippe hæmningerne lidt. Det er det, natten kan. Det er muligt, at vi har lamper, men vi skruer ned for lyset, for vi orker ikke at være på konstant. Der er brug for en modsætning til dagen. For at dyrke følelsen frem for fornuften,« siger han:

»Mennesker ændrer sig ikke specielt meget. Der kan være nogle kulturelle og nogle lovgivningsmæssige ændringer, men det stykke biologi, vi er, det ændrer sig ikke meget på nogle få århundreder.«

Emilie Lærke Henriksen

»So Sally can wait«

Klokken er 21.20, og Mathias Smidt fra bandet Jærv sætter sig til rette bag klaveret i ’stuen’ på Alléenberg. Han lægger ud med »Let It Be« og fortsætter med Oasis-sangen »Don’t Look Back in Anger«. Alle sidder ved deres egne borde, og den omtalte »kødrand af mennesker« er der af naturlige årsager ikke – men stemningen på Alléenberg nærmer sig noget, som er tæt på at være ved det gamle.

»And so Sally can wait / She knows it’s too late / As we’re walking on by«.

Folk synger med, og selskabet fortsætter med Queens »Radio Ga Ga«.

Marianne Ørnebjerg kommer forbi: »Og om fem minutter skal vi råbe sidste omgang,« siger hun, inden hun går videre op mod baren.

Klokken 21.54 forlader gæsterne Alléenberg. Det foregår fuldstændig problemfrit. De står nu i haven, og stemningen er allerede ændret i den kolde aftenluft. Nogle skal bare sove, andre skal til fest, og bandet Jærv skal hjem til et af medlemmerne for at drikke videre.

Sebastian Posselt er en af de sidste, der kommer ud fra ’stuen’. Selv om han gerne ville have fortsat derinde, er han i højt humør og glad for, at de fik gang i klaveret.

»Det var fint,« siger han og forsvinder sammen med resten af bandet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det har jo ændret meget, at alkohol nu stort set kun indtages udenfor arbejdstid, også i frokostpausen. Det er jo en ganske ny foreteelse, der sikkert er en virkelig god idé, men som også har ændret vaner radikalt - og endog forvist nogle fra arbejdsmarkedet.

Paul Duelunds forestillinger om nattelivets bakkantiske udskejelser men også åbning til anderledesheden, fik mig til at tænke på "Droskblues" af Cornelis Vreeswijk (Cornelis svenske gendigtede udgave af After Midnight):
”Efter midnatt kommer kackerlackorna fram
Efter midnatt biter dom huvu't utav skam
Direktörer, sutenörer, arrangörer och entreprenörer
Efter midnatt skär jag alla över en kam”
Imidlertid var der i et andet århundred tradition for at slå sig løs ved højlys dag. Jeg tænker Gustav den3. Stokholm, hvor Bellman førte an i utallige druk og elskovs, sammenkomster på Værtshuse, men også i naturen, som beskrevet i Fredmans epistel nr 82 også kaldt ”Vila vid denna källa” (findes her: https://www.youtube.com/watch?v=vxkBEQ_JoMM)
Eller ligeledes i Epistel 71 "Til Ulla i fenstret på Fiskartorpet, middagstiden, en Sommardag". Hvor Bellmans alter ego Fredman tidlig på morgen ridder ud til Fiskartorpet for, at forlyste sig med glædespigen Ulla Wiinblad med vin og sang!
(findes her: https://www.youtube.com/watch?v=bu830u9ajzs )
Den nuværende ejer af værtshuset Bo-Bi Bar i Klareboderne Jan Ulrik Grathwohl har skrevet en overraskende artikel om nattelivets værtshuse i København som steder for overgangsritualer fra ung til voksen! Jan Ulrik er blandt så meget andet også antropolog se:
Jan Ulrik Grathwohl: ”Værtshuse og cafeer i København” i Jordens folk, Årg. 20, nr. 4 (1985).

Margit Johansen

Nej, "nattelivet" er en kommerciel forretning, som intet har med relationer mellem mennesker at gøre. De tager røven på os, bryggerierne, brændevinsbrænderne og vinmonopolerne. De har overtaget vores fest, festival og natteliv. Vi vil have natten tilbage.

Daniel Joelsen, Jette Steensen, Asger Harlung, Erik Winberg, Mogens Bach Jensen, Birte Pedersen, erik pedersen og Elga Reschefski anbefalede denne kommentar

Corona har skabt en ekstraordinær situation i et samfund, som hovedsageligt fordriver den nyligt tilkæmpede udstrakte fritid med underholdning af enhver art fra det finkulturelle over det dionysisk ungdommelige til det folkelige. Stor mobilitet og kontakt på tværs af samfundet med alkohol som garant for smitte, hygge og nydelse. Corona El Dorado.

Hvis vi hver især tog antabus mod underholdning i en måned og skrev en bog i stedet for, kunne vi efterfølgende genoptage 'det normale liv' i tre måneder.

Næste gsng kunne vi så læse de bøger i andre skrev og så fremdeles, helt indtil Corona over & out.

Frederikke Nielsen

"Staten har altid forsøgt at styre nattelivet. Og nattelivet har altid vundet"

Hm, jeg ser ingen tegn på, at staten forsøger at styre nattelivet.
Staten forsøger at undgå smittespredning.

Det er 2 vidt forskellige ting, hvor den ene taler ind i diverse konspirationsteorier og den anden forsøger at beskytte menneskeliv og -helbred.

Jane Nielsen, kjeld jensen, Daniel Joelsen, Jette Steensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Asger Harlung, Erik Fuglsang, Eva Schwanenflügel, Jacob Nielsen, Jan Bisp Zarghami, Anne-Marie Krogsbøll og Peder Bahne anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Er intimitet ikke skyllet ud med MeToo debatten? Ja undskyld, man vil jo nødig krænke nogen! Det forunderlige er, at en del af de, jeg kender, der påstår de har været krænket. Ja de har jo for så vidt selv krænket! I situationer, hvor følelserne er løbet over forstanden. Det hænder jo! Eller det hændte!

Ib Christoffersen

Artiklen går ud fra nattelivet er sat på hold. Vores unge har været socialt fængslet i 1/2 år. Og de kan ikke få oplyst hvornår de har betalt deres del af samfundssammenbrudet. Tror I vilkelig på nattelivet er på hold. Mon ikke det mere er hvad man ser har man ikke ondt af.

Peter Mikkelsen

Gud fri os fra den dag, hvor kun det rationelle er lovligt.