Trumps sandhed

I begyndelsen var løgnen. Den, der virkelig hjalp ham i gang, handlede om den sorte præsident, som ikke var født i USA. Snart begyndte de også at dreje sig om mere prosaiske ting, fra vejrforholdene ved hans indsættelse til vindmøllers kræftfremkaldende virkning. Han fandt på spionageskandaler, valgfusk og korruptionssager, som aldrig havde eksisteret. Han annoncerede mure, vejprojekter og sociale programmer, som aldrig dukkede op.

Hver dag en ny løgn, som regel flere. For mange blev det svært at følge med. Det, der virkede foruroligende i starten, blev efterhånden forudsigeligt.

Nogle gange, når der dukkede billeder op af indespærrede migrantbørn, eller når han lod ordensmagten rydde et område med tåregas, så han kunne posere for kameraerne, føltes det, som om de mest oprørte måske havde ret. Måske var der tale om en fascisme så enfoldig, at vi havde undervurderet dens alvor. Men det meste af tiden fremstod forestillingen mere absurd end autokratisk, mere som en lang række kontroltab end en velkoreograferet magtovertagelse.