Trumps sandhed

I begyndelsen var løgnen. Den, der virkelig hjalp ham i gang, handlede om den sorte præsident, som ikke var født i USA. Snart begyndte de også at dreje sig om mere prosaiske ting, fra vejrforholdene ved hans indsættelse til vindmøllers kræftfremkaldende virkning. Han fandt på spionageskandaler, valgfusk og korruptionssager, som aldrig havde eksisteret. Han annoncerede mure, vejprojekter og sociale programmer, som aldrig dukkede op.

Hver dag en ny løgn, som regel flere. For mange blev det svært at følge med. Det, der virkede foruroligende i starten, blev efterhånden forudsigeligt.

Nogle gange, når der dukkede billeder op af indespærrede migrantbørn, eller når han lod ordensmagten rydde et område med tåregas, så han kunne posere for kameraerne, føltes det, som om de mest oprørte måske havde ret. Måske var der tale om en fascisme så enfoldig, at vi havde undervurderet dens alvor. Men det meste af tiden fremstod forestillingen mere absurd end autokratisk, mere som en lang række kontroltab end en velkoreograferet magtovertagelse.

De talende klasser var enige om, at han egentlig bare var et symptom på noget dybere, men hvad? Afindustrialiseringens onde? Racismens dybe rodnet? Offentlighedens forvitring? Imens de diskuterede, faldt arbejdsløsheden, aktiemarkederne blomstrede, selv NATO overlevede. Livet gik videre.

Indtil det altså ikke gjorde. Indtil verdens stærkeste stat viste sig magtesløs over for en virus fra en flagermus, indtil de relative dødsrater i stormagten voksede sig større end Moldovas og Montenegros, indtil løgnene og inkompetencen holdt op med bare at være latterlig og fik fatale konsekvenser. Døden er et hårdt faktum, utålmodig over for bortforklaringer.

En hyperpolariseret æra

Sådan kunne man på kortform fortælle historien om Donald Trumps præsidentperiode. Det er besnærende at skildre det som en beretning om sandhedens sejr over løgnen, men også lidt for belejligt.

For det første er der det åbenlyse, at præsidenten endnu ikke er afsat af vælgerne. Over lange perioder har han bevaret en forbløffende høj opbakning fra godt 40 procent af amerikanerne. Og selv om en sejr til Joe Biden er det mest sandsynlige udfald ved tirsdagens valg, kan det modsatte ikke udelukkes. I så fald vil det igen skyldes, at Trump vinder afgørende svingstater, selv om han får markant færre stemmer på landsplan. Det er svært at overdrive, hvor ødelæggende det vil være for tilliden til USA’s institutioner blandt det flertal i befolkningen, der to gange vil være blevet underkendt af et magtfuldt mindretal.

Og hvis Trump lider nederlag, vil mange af de betingelser, der muliggjorde hans opstigen, stadig være til stede. For selv om løgnen var hjørnestenen, blotlagde hans præsidentskab også en sandhed om USA. Mere end noget andet var Trump måske et tegn på, at der ikke længere findes politik i landet, hvor alt ellers kan politiseres, fra bryllupskager til borgernes ret til at gå i døden uden mundbind.

Kongressen, der skulle skabe love og løse problemer, er nærmest ude af stand til at foretage sig noget; et system skabt til at understøtte konsensusbeslutninger har vist sig impotent i en hyperpolariseret æra. Valget af Trump afspejlede også drømmen om, at der endelig kom en ubønhørlig CEO, som kunne skære igennem og handle: bygge ting, smadre ting, gøre noget.

Siden er systemets patologiske træk kun blevet forværret. I stedet for et forum for politik er Senatet blevet et sted, som det dominerende parti bruger til at indsætte deres foretrukne føderale dommere, hvilket de kan gøre med et almindeligt flertal. Hvad republikanerne ikke har kunnet opnå politisk, er de altså i færd med at sikre juridisk – med tre højesteretsdommere og flere udnævnelser til de magtfulde appeldomstole under Trump end i hele Obamas regeringstid. Sådan gennemfører man politik i dagens USA: ved at outsource den til livstidsansatte jurister, der er én venligt stemt.

Gamle sandheder

Det virker ikke voldsomt demokratisk, men det er ikke i strid med forfatningen eller de politiske regler. Som den venstreorienterede politolog Corey Robin skriver i New York Review of Books, baserer Trumps og republikanernes styre sig i sidste ende »ikke på demagogi, populisme eller masserne – men på de forfatningsmæssige grundpiller, vi lærte om i medborgerskabsundervisning i high school«.

Flere og flere demokrater er da også nået frem til, at der er brug for fundamentale ændringer, der går længere end afsættelsen af Trump. For eksempel en afskaffelse af den såkaldte filibuster, der gør det muligt for mindretal at tage den politiske proces som gidsel og kræve 60 af 100 stemmer i Senatet for at vedtage lovgivning. Nogle taler ligefrem om at udvide antallet af dommere ved højesteret for at fortynde de konservative juristers nuværende dominans. Ingen af de skridt kræver en forfatningsændring, men især sidstnævnte vil blive set som en voldsom udvidelse af kampzonen.

For iagttagere som Robin er disse opgør med gamle politiske normer nødvendige, hvis USA skal have en chance for at modgå klimaforandringer og skabe større social retfærdighed: Følger demokraterne sådan en kurs, »vil vi se, at nedbrydning af normer ikke er vejen til demokratiers død, men deres fødsel«.

En dristig tilgang, der meget vel kan forværre spændingerne i befolkningen, for den ene sides demokratiske revitalisering er den andens afgrundsdybe magtmisbrug. Men vinder Biden og demokraterne, vil det under alle omstændigheder næppe være muligt for dem bare at overtage tøjret og regere, som var der tale om et normalt vagtskifte.

Måske er det det vigtigste, Trump har lært os: Institutionerne er ikke længere holdbare i deres nuværende form; USAs gamle sandheder er udtømte. Der er brug for nye.