Zlatan fylder år: Mon ikke han er hundeangst for snart at forsvinde fra scenen?

39 forekommer mig at være en af de mest anti-agtige-fødselsdage, du kommer til at stå med. Stilhed før stormen. Forspillet før den egentlige kropslighed. Kvalifikationskampene til det spændende gruppespil.

For hvad skal du egentlig stille op med den? Andet end at begynde at gøre status over, hvad det så blev til med de satans 30’ere af forliste og forsøgte parforhold og karriereveje, børn, branderter og generel eksistentiel forvirring over at bo i en verden, der lige så stille er begyndt at forvente, at du er blevet … voksen?

Der er også alt det, der ikke blev til noget: Alle de penge, du alligevel ikke har tjent, og alligevel brugt igen på crap, og den bog, du ikke blev færdig med, og det sommerhus, du langtfra ejer. Er der noget, du skal nå, inden de store 4.0, spørger du dig selv her på falderebet?

Zlatan er da sådan set bare gået i gang med sit forsøg på at vinde det italienske mesterskab, scudettoen. Igen.

Selv om han er en herregammel angriber.

Ibrahimović kom hjem fra USA og tilbage til AC Milan her i begyndelsen af 2020. Egentlig havde jeg gættet på, at han ville blive i Los Angeles, hvis Galaxy-hold han har spillet for siden 2018. For lå det ikke i kortene, at Zlatan skulle lancere sig selv som Zlatan i underholdningsindustrien? Måske i det mindste dukke op i et afsnit af realityserien Selling Sunset, hvor en af botoxmæglerne ville sælge hans hus, så han kan flytte til noget større. Med en pool mere.

Desuden er det i fodbold et udpræget pensionstræk at rejse til et nyt kontinent for at lunte karrieren færdig til en fordelagtig hyre.

Men. Hvis du havde troet, at Zlatans karriere var ved at være færdig dengang i Manchester United for tre års tid siden (da begyndte jeg at tænke det), så tager du fejl. Zlatan. Er. Ikke. Færdig. Så Milano-klubben er det oplagte valg for ham at gøre sig ikkefærdig som fodboldspiller. Italien har altid været glad for Zlatans umiddelbare og selvpromoverende maskulinitet, og A.C. Milan har aldrig været bleg for at hive en halvgammel stjerne ind fra bænken – jævnfør Ronaldinho og den originale Ronaldo, inden de tog hjem til Brasilien for at drikke caipirinhas for good.

Benjamin Button

Siden Zlatan kom til, har Milan vundet 13 kampe, spillet seks uafgjort og kun tabt to ud af i alt 21 Serie A-kampe. De 17 gange, Ibrahimović nåede at optræde for klubben i sidste sæson, tæller ni scoringer og fem assists. Da Serie A forleden gik i gang igen, satte han to kasser mod Bologna. Og han har lige forlænget med klubben frem til næste sommer 2021.

Med andre ord: Det går godt for Zlatan. Sagt med Zlatans egne Zlatan-ord, som han gjorde efter den overraskende 4-2-sejr mod Juventus i sommer: »Jeg er både præsident, træner og spiller, men de betaler mig kun for at være spiller.« Og så sagde han noget i retning af: »Hvis I taberrøve bare havde ringet til Zlatan noget før, så kunne vi (læs: Zlatan) have vundet det hele og ikke endt med kun at blive nummer seks, fordi I fuckede alt op i begyndelsen af sæsonen.«

Det er så sagt med mine ord frit parafraseret over Zlatans.

Lad det også være sagt: Jeg har et stort hjerte for Zlatan Ibrahimović. Enhver kvinde på 39 burde have ham som alderscoach, enhver overpumpet fodboldverden, høj på sig selv, burde blive ved med at have ham i den rolle, han altid har spillet: et enormt irriterende, men frisk pust. For bedst som du synes, at Zlatan-showet bliver trættende og latterligt – selv for Zlatan – så siger eller gør Zlatan noget, som afslører, at han er i besiddelse af noget værdifuldt. Noget, som ikke bare fodboldspillere, men de fleste offentlige personer synes at mangle i disse dage, måske fordi verden slet ikke er med på sjov i 2020. Noget, der gør dig langt lettere at tilgive.

Og det er humor. Selvironi.

»Jeg er ligesom Benjamin Button. Jeg har altid været ung, aldrig gammel,« sagde han for nylig med reference til den utroligt kedelige film, hvor Brad Pitt fødes som gammel mand for derefter at blive yngre og yngre gennem livet.

Det kræver lige lidt rum/tid-abstraktion at tænke den igennem, det ved jeg ikke om Zlatan har gjort. Men under et flot billede på hans Instagram, hvor han kigger mod himlen, og man godt kan se, at fodboldkroppen ikke er 23 længere, står der bare »Benjamin Button«. Det har fået over to millioner likes.

Ghetto Superstar

Zlatan har altid været dygtig til hele tiden at fortælle historien om sig selv. Til at personificere og leve sit brand i alt, hvad han foretager sig. Det hele begynder og slutter med, at han er en formidabel fodboldspiller, han har været omkring alle ligaer, og selv om de spiller langsommere i Italien, så er det intet mindre end imponerende og enestående, det, han laver lige nu. Hans angriberkarrie burde egentlig være toppet for syv år siden, hvis ikke ti. Fysiske boksangribere som ham er en mangelvare.

Da Zlatan blev verdensstjerne, handlede historien om ham først og fremmest om, at han havde kæmpet sig ud af ghettoen i Malmø. Der er intet, som fodboldverdenen – og måske egentlig også resten af verden – elsker mere end en god ghettofortælling, der ender godt uden for ghettoen og på den måde forløser vores ukuelige håb om, at det hele ikke er så lortet, som det nogle gange lader til. Der er Carlos Tévez, som lærte at spille fodbold i et bur i Buenos Aires. Der er Dani Alves, som sov på en cementseng og stod op før daggry for at hjælpe sin far med at plukke meloner. Der er Luis Suarez som spillede i bare fødder, indtil han blev syv år – ingen penge til fodboldstøvler. Der er Cristiano Ronaldo, som aldrig fik julegaver på Madeira.

Zlatans eget ’fra skrot til slot’-narrativ blev kun bekræftet og pustet op af hans fantastiske selvbiografi fra 2012. Senere viste det sig, at bogens forfatter, David Lagercrantz, havde digtet lige lovligt med på nogle scener for at skrive Zlatan endnu mere Zlatan-agtig. Men efterfølgende blev Zlatan endnu mere Zlatan-agtig i virkeligheden. Bestselleren Jeg er Zlatan Ibrahimović blev efterfulgt af Jeg er fodbold: Zlatan Ibrahimović.

Nu kan vi bare vente på, at fodboldkarrieren uundgåeligt stopper, og midtlivskrisen melder sig, og se frem til udgivelser som Er jeg Zlatan Ibrahimović?, Who the fuck is Zlatan Ibrahimović? og Jeg spiller ikke fodbold, ergo er jeg ikke Zlatan Ibrahimović.

39

Men indtil videre er Zlatan sikker i sin sag: Han er Zlatan motherfucking Ibrahimović, og snart er han 40. Det er ikke noget problem. Som minimum bare endnu en udfordring. For efterhånden som Ibra er blevet ældre, handler hans brand mere om at være imod det at blive ældre. Det handler om at dominere – zlatanere, om du vil – tid og forgængelighed med din selvtillid. Altså være en form for Gud.

Alder er kun noget, der foregår i dit hoved. Det er Zlatan citeret for at sige, og det er noget værre ævl. Din alder sidder i dine knæ, i dine grå hår, i de ekstra rastløse kilo på det ene og det andet sideben. Alderen sidder i dine trætte øjne og varme kinder, når du en sjælden gang ikke får din nattesøvn. Endnu mere i dine endnu sjældnere tømmermænd, der ikke bare er tømmermænd, men nu udestilleret koldsved og rå dødsangst. Din alder står heldigvis også på dit hjertes kødtavle sammen med alle dine mennesker og dine levede referencerammer.

Jeg har fødselsdag om en uge, og måske mærker jeg de 39 tydeligere på min krop end Zlatan, og selvfølgelig har han fat i noget. Fuck tallet, hvad vil du nå? Så gå i gang.

Men jeg tror ikke på, at han ikke er hundeangst for at forsvinde fra scenen. Jeg tror ikke på, at det ikke er en af de større drivkræfter bag projekt Zlatan lige nu. Angsten for ikke at være Zlatan mere. Fodbold er live. Selv Zlatan vil blive glemt hver weekend.

Men indtil da: Tillykke til Zlatan. Og mig. Det skal nok blive flot, det her sidste år, inden vi falder ud over afgrunden.