Man kunne skrive henført om målet med hånden, der blev døbt Guds hånd. Eller om slalomløbet i den samme kamp mod England, der populariserede begrebet, og som Argentina vandt 2-1. Her afdriblede Maradona fem spillere. Det var VM-slutrunden i Mexico i 1986.
Man kan også bare nørde igennem.
Maradona var en guddommelig kreatør. Han spillede på et instinkt og med et blik for spillet, som han indimellem, når det passede ham, kaldte guddommeligt. Men han var også glad for tal, selv om det ikke var så machismo. Mest af alt talrækken 3-5-2. Det var i dén, han var en enganché – krogen.
Fodbold har særlige tal. Hollænderne og brasilianerne har tretallet: Find et rum, aflever, find et nyt rum. Bolden trianguleres frem mod målet. Englænderne har firtallet: Frem i banen, ud på siden, op langs flanken, ind mod målet. Sagt med en kliché, så kræver det første omtanke, mens det andet kræver fysik.
Argentinerne er noget midtimellem. Der er tretallet nede bagved, bolværket, der skal stå imod fjendens belejring. Firtallet på midten har de forstærket med endnu en mand, fordi de to backer er søgt op på midten. De virker helt truende, sådan som de står der omkring midtercirklen på grønsværen som en fæstning.
Eller genialt og elegant, som da argentinerne med 27 berøringer scorede til 2-0 over Serbien-Montenegro ved VM i 2006. Det var dengang, Hernan Crespo lavede sin uimodståelige hælaflevering til Esteban Cambiasso. Oppe foran er der to mand. Tilsammen er det 3-5-2-opstillingen. Det er klassisk argentinsk. Historisk udspringer systemet af 3-4-3-systemet.
At snyde overbevisende
Maradona havde sin helt egen position. I Argentina kalder de ham enganché – krogen.
Den argentinske 10’er er en enganché, en krog i midten af banen, som kanterne kan hægte sig på. Krogen bærer så at sige den elastik, som de to fløje kan løbe på. Eller tænk på en slangebøsse: Maradona løber i position, måske afleverer han en bold ud på fløjen. Elastikken strammes og bang, så er Maradona væk, driblende op ad banen som et projektil fra slangebøssen. Eller dem ude på kanterne kan løbe den bold, som Maradona gav dem, op. Det er Maradonas slangebøsse, hans krog. Det er ham, der bestemmer. Det er ham, der spænder elastikken ud over banen. Nu vil jeg aflevere, nu vil jeg skyde, nu vil jeg drible.
Hvor er Maradona så helt præcis henne på banen? Det flabede svar er: over det hele. Det strategiske svar er, at han er det næstforreste 1-tal i talrækken 3-5-1-1.
Man kan sammenligne Maradonas elastikker med mandens ben i tango.
Det er en dans, der handler om at snyde – på den cool måde. De argentinske sømænd tog historisk til Italien, og der er et ubrydeligt bånd mellem de to lande. Furbizia kalder de fodboldens materialebeherskelse i Italien, og de lærte den af argentinerne. Det betyder noget i retning af list, snilde, snarrådighed.
De gamle grækere stræbte efter enheden af skønhed og orden, og for at opnå denne athlon var kroppens hårde, fysiske arbejde ikke nok. Intelligens og dømmekraft – og en god portion kneb – som de benævnte metis, skulle der også til. Det er metis, der lever videre i den mediterrane kultur, i Argentina og furbizia. Og i enganchéens elastik.
Tangodanseren
I Argentina er det ikke ualmindeligt at sammenligne fodbold og tango. Enganchéen er som sagt hjertet i den højtbesungne 3-5-2-formation, og Maradona er den levendegjorte myte. Jorge Valdano taler om driblingens element af sacado, en populær figur i tango, hvor manden ’fjerner’ kvindens fod ved at lave en snydebevægelse. Jeg signalerer, at jeg vil løbe venstre om, hele mit tyngdepunkt og min gestikulation med kroppen indikerer det. I stedet går jeg højre om og fanger min modstander på det forkerte ben.
Tangofodbolden er taktisk fastfrosset i 3-5-2-formationen, og den er en del af tryllestøvet ved den populærkulturelle forestilling om fodbold som leg. Om fodbold, som så at sige ikke endnu er kontamineret af systemtænkning og rationalitet.
Det er også derfor, argentinerne beskytter deres enganché. De er vilde med Maradona og Juan Rámon Riquelme. Lidt mindre med Leo Messi. Der er for meget samba og for lidt tango i Barcelona-stjernen. Det bedste ved enganchéen er lige præcis, at han ikke er en playmaker, altså en hollænder.
Hvad er forskellen? Hollænderen laver spillet. Eller som englænderne siger: makes play. Ergo en playmaker. Hollænderen er en designer, der arbejder med rum for at skabe de muligheder, der fører til sejr. Den ypperste af dem alle var Johan Cruyff.
Modsat argentineren og Maradona. Han behersker rummet, som han vil. Han balancerer spillet. Han er en kunstner, der jonglerer med en bold. Ligesom tangodanseren, der med et myndigt cigarblik kaster rundt med kvindens ben og balancepunkt.
Maradona var en kunstner. Han var elastikkens maestro i 3-5-2-systemet. Dér, lige bag angrebet og lige over midtbanen, var han krogen, der på én gang bandt hele spillet sammen og gav fanden i det hele. Han var alt det, der siden krystalliserede sig i Riquelme – bare langsommere, mere træagtigt – og alt dét, Sergio ’Kun’ Agüero tørster efter.
Og så zigzaggede Maradona tværs op gennem banen, 165 centimer høj og bred som en slagter, rakte tunge af englændernes dumme firtaller og scorede. Gud smilede og lavede et lille svirp med foden oppe i himlen.
Er slagtere brede?
Det er ganske tankevækkende, at der på det nærmeste opstår en dødekult omkring en mand, der har levet af at spille fodbold. Publikkens tilbedelse og journalisternes på det nærmeste knæfald, for en mand og for den sags skyld, en grupppe af voksne arbejdsduelige mænd, som intet produktivt foretager sig. Men blot danser nytteløst rundt på en græsplæne i kampen om at flytte en bold fra den ene ene af banen til den anden og om igen. Det kan være underholdende at se på en kat der jagter en lysstråle, eller en hvilken som helst anden pauseklovn, men fra underholdning til Gud? Det er nemt at forstå, hvorfor fodboldspillerene gør det, de slipper for at arbejde og belønningen er enorm, men hvordan kan fansene leve med at frugten af deres arbejde bliver spildt så ligegyldigt? Tager de ikke deres egen eksistens alvorligt? Eller hvad er der galt?
@Kristian Jensen, hvorfor er det at spille fodbold ikke "produktivt"? Er det heller ikke produktivt at skrive lyrik eller romaner eller lave film eller musik eller andet, der ikke umiddelbart er "nødvendigt" for simpel overlevelse?
Jeg tror egentlig ikke, at du har en pointe som sådan - du synes sikkert bare, at fodbold er røvsygt og benyttede lejligheden til at åbenbare dine idiosynkrasier.
@ Anders Sørensen, fodbold er ikke produktivt. Hvis du tænker over det, så er det ganske meget arbejde der lægges i at rende rundt efter den bold, men når dagen er gået, så har du ingen nytte gjort. Tænk på al den lidelse og alle de mangler der er i vores og andre samfund. Hvis de voksne arbejdsduelige mænd, havde brugt alle de skønne spildte kræfter på at gøre verden lidt bedre, så ville her være meget bedre. Nu står de ikke alene i tomgang, men der er en hel hær af mennesker, som lever af at vedligeholde den tomgang. Ikke alene står de også i tomgang, de suger ressourcerne ud af samfundet uden at producere nogen reel værdi. Det provokerer dig, fordi du ved det er sandt. Ikke alene er det sandt, men det er også synd for dem som deltager i den farce. Når et helt liv er gået ved de med sig selv, at de intet har udrettet, måske har de ligefrem kostet samfundet mere end de har bidraget med og så skal de tilbedes som en Gud. Det er en absurd eksistens. Hvilken mand gider have det sidden på sig?
@Kristian Jensen, jeg fornemmer, at du har en lille ræv siddende bag øret. Og der skal den da bare have lov at være.
Tror ræven er ude Anders
@ Kristian Jensen, hvilken nytte har du gjort når dagen er forbi?
@ Jan Bisp Zarghami. Det kan jeg godt fortælle. Jeg er læge. Som regel er der ikke gået en arbejdsdag uden at jeg har været med til at redde et liv, i kraft af andres arbejde, såsom portører, sosu'er, radiografer, ambulancefører, sygeplejersker, pedellen, håndværkerne, regnøringspersonalet, sekretærer. Men at redde liv, behøver ikke være målestokken for at gøre nytte. Hvad med ham der tænder for varmen, elektriciteten, kører taxaen, levere pakken, fylder supermarkedet, laver en film, skriver en sang, brygger en øl, passer være børn, underviser være børn, indretter et køkken, laver en ret, bygger en stol? Hvilken nytte gør du?
Et godt eksempel på en pseudo-diskussion. Kristian, du har stadig ikke svaret på, om du finder lyrik, dans, skuespil, romaner og anden "underholdning" produktivt nok til at måtte eksistere i din nyttige verden?
Dans, lyrik, skuespil, romaner falder vel i ca. samme kategori som film, sang og undervisning? De er alement dannende, skaber den fortælling/ menneskelige skæbne vi alle deler.
Vi er enige, Kristian. Men du misser, at fodbold feks, når det er bedst, som i tilfældet Maradona, just "skaber den fortælling/menneskelige skæbne vi alle deler". Du er givetvis skeptisk overfor sådan et udsagn, men for nu at gå ind i den nærværende, aktuelle fortælling, så smut et tur til Argentina og se det udfolde sig for dine øjne. I Diegos tilfælde kan dette udbredes til millioner af mennesker verden over, de fleste som husker, hvordan han skabte en del af deres livsfortælling. Inkl de mange englændere, der så sent som igår forbandede ham langt ned i helvede. Du behøver slet ikke tilslutte dig denne fortælling, måske blot vedstå, at sådan "producerer" sådan noget unyttigt som fodbold brikker i folks livsfortælling. For andre er det lyrik. Og for dig dit gode virke, som jeg suger dig tak for og ønsker dig alt godt med. God vind!
PS så er det en anden historie at ville ophøje manden til helgen eller lignende. Det er selvfølgelig noget pjat. Det kommer nu heller ikke til at ske.
@ Kenneth Jacobsen - du har ret den del missede jeg. Nu du siger det, kan jeg godt huske at mine kammerater som ung, kunne mange af spillernes historik også uden for banen og at de tolkede den fortælling med ind i spillet, når vi kampe sammen. Folk har jo brug for helte og en fodboldspiller er nok en rimelig harmløs en af slagsen. Maradona var vel et bevis på at man kan bryde fri af sine bånd, hvis viljen og talentet er der. Om Maradonas og andres skæbnefortælliger berettiger fodboldverdens enorme ressourcespild, det må jeg nok tænke lidt mere over.
Det er nu tydeligvis ikke bare sådan, at fodbold er noget, børn og barnlige sjæle går op i - eller folk med for meget tid eller for mange penge, for den sags skyld. Set fra din vinkel, gætter jeg, er problemet langt større. Man kunne også sige betydningen. Vægten, måske. Så jeg vil fastholde, at du må se det i et større perspektiv, hvis altså du vil tænke ordentligt over fænomenet. Det er tydeligvis for mange mennesker mere end en hobby eller et tidsfordriv. Det betyder noget reelt, hvilket Maradonas eksempel burde gøre temmelig klart. Jeg vil kaste mig ud i påstanden om at fodbold kan udgøre en livsledsagende fortælling, en parallelfortælling til folks liv, som gensidigt kan afspejle hinanden. Da Argentina vandt VM i 86, udløste det ikke blot en uforglemmelig folkefest dernede, men udgjorde i sig selv opfyldelsen af håb, som havde ligget i hjerter og sjæle i årtier. Det gav mening og glæde til livet efter et traumatisk militærdiktatur og krigsnederlag. Ikke tilfældigt at Maradonas to ikoniske mål mod just England betød så uendeligt meget!
Et andet spørgsmål er så de ressourcer, der kastes rundt med i fodboldverden. Det er naturligvis ofte absurd. Ikke mindst hvis man tænker på, hvad de penge ellers kunne være brugt til. Enig. Men er det et nulsumspil? Tager fodboldklubber brødet ud af munden på de sultne masser? Og hvor ender det argument? Så har vi vel ikke råd til de fleste af de ting, der udgør vores liv? Igen: lyrik, dans, musik etc etc - spild af ressourcer. Men menneskelivet handler jo ikke alene om overlevelse (dog desværre nok for mange). Mennesket har også brug for fortællinger og viden osv, der transcenderer hverdagen/livet - af hvad natur disse end måtte være - for det er, hvad gør os til mennesker, dvs adskiller os fra de øvrige dyr: vores liv vil dreje sig om mere end overlevelse, mad og forplantning, ligeså snart vi har muligheden. Så dét kaster vi ressourcer efter. Efter hvad der giver os mening, fællesskab, glæder, fortællinger og oplevelser af sejre og nederlag. Etc. Og for mange findes meget af det i fodbold, mens andre søger andetsteds. Men dem om det.
Nytte eller ej
A working class hero is something to be
@ Kenneth Jacobsen - Jo, men det er netop, som du selv påpeger, det store perspektiv, der er problemet. Det er både sundt og dannende at dyrke sport, jo flere der gør det, jo bedre. Det er også fint at have rollemodeller, som man kan spejle sig i, det motiverer. Problemet opstår, når de rollemodeller ophøjes til noget uvirkeligt. Når et idol går fra at være en sund rollemodel, til tilbedelse. Maradona havde, som alle andre mennesker sine fejl, men alt var tilgivet, blot han scorede et mål.
Det tegner en karrikeret ensidighed, som ikke matcher hvordan rigtige mennesker må løse deres problemer. Det er ikke sundt, hverken for unge mennesker at spejle sig eller Maradona selv. Det er et falsk billede og de muligheder, som Maradona fik, er kun inde for rækkevidde af så uendelig lille en andel af befolkningen, at de må betragtes som uopnåelige. Når man samtidig tilsætter det enorme ressourcespild, som investeres i sisofysarbejde, sådan som at flytte en bold frem og tilbage mellem to mål, jo er, så har jeg svært ved at se det retfærdiggjorte i professionelfodbold.
Kristian, jeg tænker, at dit første afsnit til fulde viser, hvor enige vi er i mangt og meget. Så det vil jeg blot lade stå som det er. Der er alligevel noget, jeg gerne vil kommentere. Altså, jeg tror, at det er en misforståelse at tro, at Maradona fik ret meget foræret. En central pointe i just denne fodboldspillers liv er, at det stik modsatte var tilfældet, omend da ikke 100%. For mens det er sandt, at meget blev ham tilgivet (ikke mindst så snart han døde), så levede manden et hårdt og brutalt liv med utrolig meget modgang. Kun hans exceptionelle talent (kun 1-2 andre har kunnet måle sig med ham) gjorde, at han hævede sig på trods. Og klarede sig igennem både ophøjelse og nedværdigelse. Indtil han altså døde som blot 60-årig. Men måske er det værd at bemærke, at han spillede i en anden tid end den nuværende, thi dagens astronomiske fodboldøkonomi og muligheder blev, såvidt jeg ved, ikke ham til del. Ser vi på nutidens fodboldverden, må jeg give dig ret meget langt henad vejen. Den er gået af sporet. Det var dog ikke el Diegos verden. At han blev tilbedt som mere end en fantastisk fodboldspiller, er dog et faktum, som skyldtes både hans meriter og andres overdrev. Det var vist ikke sundt for ham.
Men igen: tror du ikke selv, at dit grundproblem med alt dette bunder i, at du ikke personligt har et forhold til sporten, som kan se andet og mere end noget nytteløst i selve spillet? (Lidt lissom min gamle dansklærer i folkeskolen, som ikke kunne få øje på, hvorfor 22 mænd i underbukser skulle drøne rundt efter én bold, når man ligeså godt kunne give dem én hver).
Ja, Søren, men jeg kan godt lide at spille fodbold selv. Jeg kan såmænd også godt lide at gå i parken og se FCK spille, få en pølse og nogle fadbamser og blive revet med af stemningen. Der er ikke en uløst til selve spilllet. I 2008 skabte fodbold i DK beskæftigelse til 69.287 danskere og var værd 27,7 Mia. (https://www.djoefbladet.dk/artikler/2013/3/sportsindustrien-boomer.aspx)
For at folk kan andre flytte en bold fra den ene ende af banen til anden og tilbage igen, mens de tilbeder et ensidigt fokus på et talent. Tænk hvis de mennesker havde smøget ærmerne op og gjort noget vi havde brug for.
Alright. Alt vel. Jeg skal undlade at gætte mig videre frem. Så nu blot afslutningsvis en anbefaling mht ham der udløste diskussionen, som har været fin og sober (det er værd at sætte pris på): dr.dk ligger inde med en fremragende dokumentar, som ganske enkelt hedder Maradona. Den er virkelig værd at se, også som kontrast til nutidens blanke fodboldpengemaskine. Men selvfølgelig mest som et portræt af mennesket og fodboldspilleren Diego Maradona. Hermed anbefalet.
Tak til Kenneth og Kristian for at vise, at man godt kan have forskellige holdninger uden at rakke hinanden ned. Det kunne jo være, at man lærte noget nyt.
Det her må man bare sige er fabeltagtigt godt skrevet, det er intelligent, både fodbold teknisk, sprogligt og timingen er ligeså smuk, som den kan være på en fodboldbane, når tingene går op i en højere enhed og det begynder at ligne kunst. Mesterligt!
Tak hr. Jakobsen
Den udsendelse vil jeg da gå ind og kigge efter.
Hr. Kristian Jensen
Jeg tror ikke man skal bryde sin hjerne for meget med ting man ikke forstår, jeg siger det, af et godt hjerte fordi jeg selv ofte gør det. Men skulle man ønske sig at fortå dette menneske, så skal man også forstå det miljø og den kultur han kom fra og ikke mindst den religion han kommer af. Derudover skal man fortå spillet, og det er nok langt det sværeste, personligt har det taget mig en 30-40 år. Slatan er på toppen af sin karriere nu og selv siger han, at der er meget i ham endnu, men lidt som med arkitektur kan det være med fodbold for du får mere blik og forståelse for spillet med tiden, desværre så er udløbsdatoen kropsmæssigt desværre omkr. 40 på det niveau, eller væsetligt før.
Nå du er læge KJ, så burde du da vide bedre.
Når vi flytter rundt på brikkerne.
Det er lidt som at sige at skak kun er for gamle mænd med ølmaver, så har man måske overset et eller andet. Fodbold har lidt fået det stempel, at det bare er en masse mænd der løber rundt efter en bold. Men faktisk modsat skak, så er du nødsaget til jævnligt at flytte rund på brikkerne på brættet for, at at gøre dit spil mindre aflæseligt, så på den måde kan man faktisk hævde, at det kræver ret meget snilde både for dem der flytter brikkerne og og brikkerne selv.