Brevkassen: Burde jeg politianmelde?

Forleden kørte jeg over Storebæltsbroen mod Fyn i bil. Der var nogen trafik, men ikke kø. I begge baner var hastigheden omkring 100 km/t.

Et stykke tid kørte en bil bag mig. Føreren, der var alene i bilen, talte i mobiltelefon med venstre hånd, og gestikulerede ivrigt med højre hånd med korte mellemrum. Da den bagvedkørende overhalede, noterede min passager bilens nummer.

På det tidspunkt var jeg fast besluttet på at melde vedkommende til politiet for uforsvarlig kørsel, men endte med ikke at gøre det.

Hvad ville I have gjort?

— Pendleren

Svar I:

Jeg har været i samme situation, hvor en bilist overskred fartgrænsen i et omfang, så den pågældendes eget og andres liv og førlighed var i fare. Jeg meldte bilisten til politiet uden i øvrigt at vide, om det fik følger.

Men man skal huske, at man som borger har pligt til at reagere over for forbrydelser ’in flagranti’ og i givet fald kan have vidnepligt. Man kan selvfølgelig vælge at opfatte politiet som ens naturlige fjende og falsk solidarisere sig med folk, der snyder på vægten. Men de, der gør det, bedrager ikke politiet, men det folkelige fællesskab.

I modsætning til falmende operettehelte som Morten Messerschmidt, der insisterer på, at nationale abstrakter som flag, kirke og kongehus binder os sammen, indser de forstandige, at sammenhængskraften er retssamfundet og dettes konkrete love og regler. Til dem hører færdselsloven. Alle transportmidler, ikke mindst bilen, er i dumhedens hænder et mordvåben.

— Georg Metz

Svar II:

At anmelde og klage handler jo om graden af harme og gene. Og da det ikke lyder, som om den mobiltalende bilist har kørt dødskørsel på motorvejen mod Fyn, så havde jeg ikke hidset mig nok op til at anmelde.

Jeg støder ugentligt på bilister, der kører 80 km/t i byen, ikke blinker, når de skal dreje, kører mod ensretninger eller holder ulovligt parkeret, som jo potentielt også kan være farligt, men jeg anmelder dem ikke, fordi jeg er vant til det. Måske der bliver råbt: »Idiot« efter de værste, men selv når der er tale om folk med speederen i bund og hjernen i handskerummet, så gør jeg ikke noget.

Mit hjerte ryger som regel op i halsen, og jeg når ikke engang at tænke på at notere nummerplader. Jeg har klaget over langt mindre farlige ting som dårlig sagsbehandling i kommunen og en ubehagelig fitnessinstruktør, men det skyldes en opbygget harme og et stille håb om, at klagen måske kan føre til ændringer til det bedre. Det håb nærer jeg desværre ikke i forhold til at påvirke idioter i trafikken.

— Lise Richter