Derfor tabte Donald Trump

Det første kim til Donald Trumps valgnederlag kan spores tilbage til den tidlige sommer i 2016, hvor Trump slog en fatal handel af med sit eget parti. Den juni kom Paul Ryan, den republikanske formand for Repræsentanternes Hus – som ellers havde afvist at støtte Trump som partiets præsidentkandidat – omsider på andre tanker. Sådan så det i al fald ud. »Med formand Ryans usle kapitulation er det nu officielt: GOP (republikanerne, red.) er nu blevet Trumps parti,« erklærede en demokratisk partitalsmand.

Men det var ikke helt rigtigt. For Ryan havde ikke hejst noget hvidt flag; han havde lavet et politisk sats. »Jeg stemmer for @realDonaldTrump,« skrev han på Twitter, fordi »jeg har tiltro til, at han kan omsætte vores republikanske mærkesager i Huset til love.«

Ryan satsede på, at hvis han købte Trumps racisme og autoritære tilbøjeligheder, så ville Trump til gengæld gennemføre hans økonomiske vision. For Ryan og for hans ideologiske allierede – som har viet deres karrierer til at skrotte USA’s sociale sikkerhedsnet – gav satsningen bonus. Men i sidste ende kom den også til at koste Trump en ny præsidentperiode.

Moderate Trump

Under valgkampen i 2016 sagde Trump ikke til amerikanerne, at han havde overtaget Ryans agenda om at tage fra de fattige og give til de rige.

Tværtimod svor han, at han ikke ville skære ned på de eksisterende sociale ordninger, hverken på Social Security, Medicare eller Medicaid. Trump ville forhøje mindstelønnen. Han ville gøre op med Wall Streets fordelagtige rentefradragsordninger. Og på valgnatten lovede han i sin sejrstale, at han ville »genopbygge vores motorveje, broer, tunneler, lufthavne, skoler, hospitaler.«

Det var til dels på grund af løfter som disse, at amerikanerne ifølge meningsmålinger så Trump som den mest moderate kandidat, republikanerne havde stillet med siden 1972.

Det, Trump lovede sine kernevælgere, var autoritær nationalisme kombineret med økonomisk populisme. Den opskrift har vist sig stærkt populær i andre lande.

I 2019 vandt Polens xenofobiske og homofobiske Lov- og Retfærdighedsparti en markant valgsejr, i vid udstrækning på grund af sine uhyre populære udbetalinger til polske familier, som ifølge Verdensbanken har reduceret børnefattigdommen drastisk. Lov- og Retfærdighedspartiets tilslutning er dog siden dalet noget, efter at mange polakker gjorde oprør mod dets drakoniske bestræbelser på helt at forbyde abort.

I Ungarn har Viktor Orbán iværksat et New Deal-lignende program med offentlige anlægsarbejder, der har givet hundredtusindvis af ungarere offentlige job.

Og i Brasilien har endnu en Trump-allieret, Jair Bolsonaro, præsteret at øge sine popularitetstal – især blandt fattige brasilianere – ved at polstre dem med statslige støtteydelser under pandemien.

Disse autokrater griber naturligvis i høj grad til undertrykkelse og propagandaløgne for at afstive deres styre. Men selv kommentatorer, der er bevidste om deres autoritære metoder, indrømmer, at deres økonomiske politik nyder betydelig folkelig støtte.

Brudte løfter

Modsat disse andre populistledere har Trump blæst på sine kampagneløfter og i stedet stået for en stærkt antipopulistisk økonomisk dagsorden. En gallupmåling fra januar 2017, samme måned hvor Trump blev indsat som præsident, viste, at de fleste amerikanerne betragtede opgraderingen af den amerikanske infrastruktur som hans vigtigste kampagneløfte.

Siden har en tidligere Trump-embedsmand udtalt til The Washington Post, at Det Hvide Hus aldrig seriøst overvejede at gøre infrastruktur til det øverste punkt på dagsordenen, for »Paul Ryan og hans gutter har ventet i 30 år på at få denne ene chance i livet til at gennemføre store skattelettelser. Og den lader de ikke gå fra sig«.

I 2017, efter at Ryan og Senatets majoritetsleder Mitch McConnell havde gelejdet en reformpakke med skattelettelser gennem Kongressen, tøvede Trump da heller ikke med at forsyne loven med sin underskrift, selv om den – ifølge politologerne Jacob Hackers og Paul Piersons nyligt udkomne bog Let Them Eat Tweets – er den næstmest upopulære af samtlige større lovpakker vedtaget i de sidste 25 år.

Og da Trumps Hvide Hus omsider spillede ud med et lovforslag om ny infrastruktur, stejlede Kongressens republikanere angiveligt over både omkostningsniveauet og udsigten til, at det ville forøge budgetunderskuddet. Planen blev straks efter lagt på hylden.

Det andet store initiativ i Kongressen i Trumps første år var forsøget på at annullere Obamacare – en bestræbelse, som ifølge Hacker og Pierson var det mest upopulære større lovinitiativ i et kvart århundrede. Ifølge en meningsmåling blev det republikanske forslag kun støttet af 17 procent af amerikanerne. Ikke desto mindre støttede Trump det også.

Men Trumps mest selvdestruktive underkastelse i forhold til Kongressens republikanere kom så sent som i dette efterår.

I sidste måned, da det demokratisk-kontrollerede Repræsentanternes Hus havde vedtaget et forslag om en coronahjælpepakke til 2.200 milliarder dollar, stillede Trumps finansminister et modforslag til en værdi af 1.800 milliarder dollar, som skulle omfatte udbetalinger på 1.200 dollar til alle borgere, højere arbejdsløshedsunderstøttelse samt støtte til skrantende virksomheder.

Da Trump udtalte, at han gerne »ville gå højere op«, så Det Hvide Hus og demokraterne i Kongressen ud til at være tæt på at kunne nå en aftale. Men så greb Senatets flertalsleder, Mitch McConnell, ind. Han erklærede, at Senatet ikke engang ville sætte en hjælpepakke af den størrelse til afstemning.

Herefter lod Trump forhandlingerne kollapse, selv om en meningsmåling i The New York Times viste, at over 70 procent af amerikanerne – herunder et klart flertal af republikanerne – var tilhængere af en ny hjælpepakke på 2.000 milliarder dollar. En måling fra Pew Research viste, at forslaget om pakken navnligt var populært blandt republikanske vælgere i de lavere indkomstgrupper.

Tabte arbejdere

Hvorfor endte Trump, der ofte bliver fremstillet som en hersker over sit eget parti, med at give efter for det republikanske senatsflertal? Formentlig af den samme grund, som når han giver efter over for udenlandske ledere: Fordi han mangler viden og selvdisciplin til at udforme en vellykket forhandlingsstrategi.

At overvinde den indlejrede fjendtlighed over for det sociale sikkerhedsnet blandt republikanere i Kongressen ville kræve en langt større indsats og taktisk talent. Som Harvard-politologen Pippa Norris har påvist med støtte i data fra Global Party Survey, er Det Republikanske Parti langt mere hårdnakket modstander af udgifter til velfærd end kulturkonservative og sågar højreekstreme partier i andre lande. De autoritære populister i Polen og Ungarn behøver ikke at udkæmpe kampe med Koch-brødrene, der bruger store summer på at gøre republikansk indenrigspolitik sikker for plutokratiet.

Selv en republikansk præsident, der helhjertet ville gå ind for økonomisk populisme, ville få svært ved at finde ligesindede til sin administration, da der knap findes konservative tænketanke eller interesseorganisationer, der arbejder for højere beskatning eller højere udgifter til sundhedssektoren.

Men Trump gjorde end ikke forsøget. Resultatet blev, at nogle af hans vigtigste indenrigspolitiske rådgivere – fra vicepræsident Mike Pence til tidligere stabschef Mick Mulvaney og sundhedsminister Tom Price – blev rekrutteret fra kredsen af Ryans forbundsfæller blandt de republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus.

I de over fire år, der er gået, siden Ryan foretog sin satsning, har den vist sig at være indbringende. Trump-administrationen har omfordelt rigdom opad på endnu mere aggressiv vis, end selv Ronald Reagan og George W. Bush gjorde. Men for Trump blev de politiske konsekvenser skæbnesvangre.

Da han gik ind i politik, så flere amerikanere ham som ideologisk ’moderat’ snarere end som ’meget konservativ’. I sidste måned var der 15 procentpoint flere, der så ham som ’meget konservativ’ end som ’moderat’. Denne forskydning kan selvfølgelig til dels skyldes Trumps brutale og hadske retorik. Men hans retorik var mindst lige så brutal og hadsk for fire år siden. Faktisk var hans angreb på mexicansk-amerikanere og muslimer endnu hårdere i 2016, end de har været i år.

Sandsynligvis bunder den nye opfattelse af Trump som mere ideologisk ekstrem i høj grad i hans omfavnelse af en økonomisk dagsorden, som de fleste fattige og arbejderklasse-amerikanere hader. I 2016 fik Trump ifølge exit polls ti procentpoint færre stemmer end sin modkandidat blandt vælgere, der tjente under 50.000 dollar. I år var det tal vokset til 15 procentpoint. I 2016 vandt Trump vælgere, der tjente mellem 50.000 og 100.000 dollar, med fire procentpoint; i år tabte han dem med 13 procentpoint.

Blandt de rigeste amerikanere – dem, der tjener over 100.000 dollar – forbedrede Trump sin sejrsmargin væsentligt i forhold til 2016. Men i blue collar-America (blandt arbejderklassevælgere, red.) smuldrede hans støtte. Dette skift kan selvfølgelig til dels skyldes Trumps modstander, men det skyldes i høj grad også Trump selv. Med handelspolitikken som en mulig undtagelse viste han sig ingenlunde at være den økonomiske populist, han lovede at være, da han trådte ind på scenen i 2016.

Høflige, men radikale

I årevis har kommentatorer spekuleret på, hvornår det republikanske parti dog vil vende tilbage til normaltilstanden. Med ’normal’ mener de i reglen ’mere civiliseret’, ’ikke åbenlyst racistisk’, ’ikke åbenlyst fjendtlig over for retsstatsprincipper’. Med andre ord Det Republikanske Parti, som vi kender det fra politikere som Paul Ryan (der trak sig fra politik i 2018, red.). Men Det Republikanske Parti har, trods al sin tidligere angivelige høflighed, i årtier stået for politikker, der truer mange amerikanere på deres trivsel og økonomiske overlevelse.

For fire år siden vandt Trump til dels præsidentvalget, fordi han lovede at bringe alle disse angreb til ophør. Men i stedet eskalerede han dem, selv under den værste økonomiske tilbagegang siden Depressionen.

Donald Trump tabte ikke valget, fordi han ændrede Det Republikanske Parti for meget. Han tabte, fordi han ændrede det for lidt.

Peter Beinart er kommentator for The New York Times, redaktør ved magasinet Jewish Currents og professor ved Newmark School of Journalism, City University of New York.

Først udgivet i The New York Review of Books Daily. Copyright © 2020 Peter Beinart.

Oversat af Niels Ivar Larsen.