Efter fire hårløse årtier er de ubarberede kvindekroppe på vej tilbage

Om sommeren i gymnasietiden barberede Fie Sommer sine ben hver eneste morgen. For når pigerne mødte i skole, kunne drengene fra årgangen finde på at mærke efter, om deres ben var helt glatte. Og hvis der var den mindste stikken, når hænderne rørte ved benene, fik man at vide, at man var ulækker. Det samme sagde pigerne til hinanden.

»Hvis man ikke havde barberet ben i tre dage, var det helt normalt at sige til sine veninder ’ej, jeg har ben som en mand i dag’, men også at sige det til dem, at de havde det,« siger hun i dag.

Fie Sommer barberer sig ikke længere. Siden 2017 har hun gjort op med de forestillinger om kvindekroppen, som hun og hendes veninder havde i gymnasietiden. Hun har ladet de lyse hår på benene gro, de krøllede hår i armhulerne vokse frit og øvet sig i at tale pænt til sine egne hår.

I dag er Fie Sommer en af stemmerne i debatten om kvinder og kropsbehåring, og hun deler ofte billeder af sig selv og sin fritvoksende kropsbehåring på sin instagramprofil. Hun er dermed del af en tendens blandt kvinder på det sociale medie, der de seneste år har ladet hårene gro, fordi de – som Fie Sommer siger det – »nægter at støtte fortællingen om, at kvinder skal skamme sig over deres helt naturlige kropsbehåring«.

En undersøgelse fra 2018 af Sex og Samfund viser, at piger i 7.-9. klasse i langt højere grad end drenge er utilfredse med deres kropsbehåring.

Hvert år til januar viser tendensen sig under hashtagget #januhairy, og siden Madonna i 2014 lagde et billede af sig selv og sine behårede armhuler ud under hashtagget #longhairdontcare, har både kvinder på den røde løber, på sociale medier og i modemagasiner fulgt efter. På Instagram kan man finde profilen ’Debehåredekvindersklub’, og et eksempel fra den danske kendisskare er popsangerinden Jada. Efter sin optræden på Roskilde Festival i 2018 oplevede hun dog at få både kraftig kritik og flere trusler på grund af hendes små krøllede hår i armhulerne.

På trods af små ryk i modebilledet og på Instagram kan kvinders kropsbehåring altså stadig bringe sindene i kog. En britisk rapport fra markedsanalysefirmaet Arizton fra 2019 forudser desuden en global stigning i salget af skrabere til kvinder de næste fem år. Samtidig viser en undersøgelse fra 2018 lavet af Sex og Samfund, at piger i 7.-9. klasse i langt højere grad end drenge er utilfredse med deres kropsbehåring.

Så Fie Sommers kamp er langtfra vundet endnu.

»Et pinligt, personligt problem«

Den første skraber til kvinder blev lanceret af Gillette i 1915 under sloganet »Sommerkjole og moderne dans kombineret gør fjernelse af utiltalende hår nødvendig«. I 1917 lancerede virksomheden en skraber specifikt til hårene i kvinders armhuler og solgte den på, at den løste »et pinligt, personligt problem«.

Mette Byriel-Thygesen er museumsinspektør på Nationalmuseet i København og har forsket i kvinders frigørelse og kropsidealer gennem tiden. Ifølge hende er hårfjerningsgiganten Gillettes kommercielle succes et skæringspunkt i historien om kropshår, fordi Gillette formåede at ramme tidsånden og det generelle modebillede.

Med gymnastikbevægelsen og morgengymnastik i radioen kom der fokus på det sunde legeme, og myten om, at det er sundere for kroppen at undvære hårene, spredte sig.

Den myte lever stadig i bedste velgående, viser en amerikansk undersøgelse, som slår fast, at 84 procent af de amerikanske kvinder fjerner deres kønshår – 59 procent af hygiejniske årsager.

I 1920’erne begyndte charlestonkjoler at pryde modebilledet, og hvor kvinder indtil da havde været så godt som tildækkede, fik man nu kig til både ben og arme. Det gav hårfjerningsindustrien mulighed for at skabe en stærkere skillelinje mellem det maskuline og det feminine.

»Man gik ret effektivt ind og kategoriserede behåring som noget maskulint. I markedsføringen fra dengang får man indtryk af, at man først bliver en rigtig kvinde, når man fjerner sine hår,« fortæller Mette Byriel-Thygesen.

Fie Sommer kalder sig selv for frigørelsesaktivist. »Enhver revolution kræver, at der bliver råbt højt,« siger hun.

Kvindeidealet ændrede sig imidlertid op gennem 20’erne og 30’erne, hvor en mere androgyn mode vandt frem. Idealet var den ekstremt slanke kvinde uden hofter og uden bryster, og mange kvinder klippede sig korthårede og gik i bukser.

Op igennem 1940’erne kom der en modreaktion på det androgyne ideal, og det satte for alvor skub i kvindernes hårfjerning. Ifølge Mette Byriel-Thygesen var opfattelsen, at kvinder var begyndt at ligne mænd for meget, og selv om kvinders hårfjerning siden 1910’erne havde været almindelig, tog den for alvor fart efter Anden Verdenskrig.

»Man fik et ønske om at holde fast i kønsforskellene og ville tilbage til en mere elegant og feminin kvinde, der også dyrker, hvordan hun ser ud, til forskel fra manden. Man begyndte derfor at dyrke idealet om den velplejede husmor.«

En tæmmet kvinde

Fie Sommer bor i en lejlighed på Amager. I hendes stue hænger et stort, hjemmelavet maleri af Frida Kahlo, og en vildtvoksende jungle af grønne planter pryder både loft og gulv. Fie Sommer kalder sig selv for »frigørelsesaktivist«.

Som 11-årig begyndte hun at barbere sine ben. Det var bare sådan, man gjorde.

»Hvis jeg havde glemt at barbere ben en morgen, hvor der var gået to-tre dage, siden jeg sidst havde gjort det, og jeg så havde idræt og havde shorts med, ville jeg hellere gå hjem frem for at tage til idræt,« fortæller hun.

Men en gåtur i Frederiksberg Have for fire år siden satte gang i en feministisk udvikling.

»Jeg er ude at gå en tur med min veninde, og en mand kommer os i møde. Og lige så snart han ser os, går han ind i buskene. Da vi går forbi ham, står han og onanerer og kigger på os. Den oplevelse satte så meget i gang i mig. Der var et perspektiv, der skiftede.«

Fie Sommer blev chokeret over episoden i Frederiksberg Have, som føjede sig til en række andre grænseoverskridende oplevelser med mænd, der for eksempel er kommet med seksuelle tilråb efter hende på gaden.

Efterfølgende begyndte hun at læse om feminisme, hvilket var nyt for hende, da hun med egne ord tidligere havde været »nærmest antifeministisk«. Den interesse resulterede i, at hun begyndte at lade sine hår gro, først på lårene og senere over det hele.

»For mig har min kropsbehåring været et symbol på, at jeg tager ejerskab over min egen krop. Og jeg fandt ud af, at jeg ikke længere kan støtte fortællingen om, at det er klamt. Hvis det er noget, en kultur har lært mig, kan det aflæres igen.«

Fie Sommer slår ud med armene og spærrer øjnene op.

»Jeg har virkelig haft en vrede mod de her regler om, at du som kvinde skal have præsteret alt muligt bare for at blive accepteret,« siger hun. »Hver gang jeg har taget den skraber og barberet mine hår af, har jeg seriøst følt, at jeg har ladet mig undertrykke. At jeg har barberet min vildskab af og tæmmet mig selv.«

Kropsbehåringens korte comeback

I 60’erne og 70’erne kom kvinderne for alvor ud på arbejdsmarkedet. Ved slutningen af 1950’erne var tre fjerdedele af alle gifte kvinder registreret som husmødre. I 1970 var over halvdelen i samme gruppe på arbejdsmarkedet.

Birgit Petersson er psykiater og tidligere lektor ved Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning på afdelingen for Almen Medicin ved Københavns Universitet. Ifølge hende betød kvindernes nye status som arbejdstagere, at det skæve magtforhold mellem mænd og kvinder måtte genskabes på en ny måde:

»Der, hvor vi ser det allertydeligst, er, da Twiggy bliver model i 60’erne, hvor kvinderne for alvor kommer på arbejdsmarkedet. Der bliver det nødvendigt, at kvindebilledet bliver lillepigeagtigt og glatbarberet, og det går også igen i tv-udsendelser fra dengang, hvor der står højtprofilerede advokater og ligner 12-årige piger.«

Når Fie Sommer lægger billeder af sin kropsbehåring på Instagram, er det for at bidrage til en større diversitet. Hun kan ikke huske, at hun har set kvinder med hår på benene eller i armhulerne i sin barndom og ungdom.

I reklamer, tv- og modebranchen så man velplejede, slanke og pyntede husmødre, som ventede på manden med velfriserede børn, stegen i ovnen og sutskoene ved hånden. 1960’erne var præget af babydoll-moden, hvor kvinder forventedes at rende rundt i små sko med pels og hæl, gennemsigtige chemiser og korte natkjoler med pushup. Modeindustrien og skønhedsbranchen blev overvejende styret af mænd.

Men kvinderne fik nok. I 1970’erne blev kropsbehåring brugt af hippiebevægelsen og rødstrømperne som et politisk statement i forsøget på at gøre op med kapitalismen, patriarkatet og ideen om kvinden som sexobjekt.

»Kvinderne ville ikke længere ligge under for de idealer, man mente var skabt i en mandsdomineret verden. Skønhedsidealet ændrede sig til det mere naturlige, på samme måde som det er ved at ske i dag,« fortæller Mette Byriel-Thygesen.

Men kropsbehåringens comeback fik en kort æra i 1970’erne. Allerede i 80’erne tromlede fitnessbølgen frem og gjorde op med naturligheden. Det var de hårløse, solbrune kroppes tid, og man ville vise, at man var i kontrol. Jane Fonda fik succes med sin toptrimmede krop og videofilm med aerobic-workouts, og syv brasilianske søstre åbnede i 1987 en skønhedsklinik i New York. Voksbehandlingen af intimområdet, kaldet en brazilian, blev født, og i 2000 gjorde Carrie Bradshaw i et afsnit af tv-serien Sex and the City behandlingen verdenskendt.

Kvindekamp eller modetrend?

Når Fie Sommer lægger billeder af sin kropsbehåring på Instagram, er det for at bidrage til en større diversitet. Hun kan ikke huske, at hun har set kvinder med hår på benene eller i armhulerne i sin barndom og ungdom.

»Jeg har måske set det enkelte steder som hos min lidt gamle, ikke særlig smarte dansklærer, men ikke på en måde, så jeg kunne spejle mig i det. Det var slet ikke en mulighed for mig at have hår på benene.«

I Fie Sommers omgangskreds er det efterhånden de færreste kvinder, der barberer sig. Men sådan er det tilsyneladende ikke på Instagram, hvor hun oplever, at folk kan »gå helt amok«. Flere gange har hun modtaget ubehagelige beskeder, når hun har lagt billeder op af sig selv i sommerkjole og har hår på benene. »Ingen vil kneppe dig, når du er så klam« og »du burde voldtages og dræbes« er bare et udpluk af modbydelighederne.

I Fie Sommers omgangskreds er det efterhånden de færreste kvinder, der barberer sig. Men sådan er det tilsyneladende ikke på Instagram, forklarer hun.

Det er altså mildest talt ikke alle, der har accepteret de nye æstetiske udtryk. Men historiker Mette Byriel-Thygesen vurderer, at der er et større skifte på vej efter fire årtier uden kvindelig kropsbehåring.

»De kvinder, som er i 20’erne nu, er vokset op med mødre, der aktivt har valgt at fjerne deres kropsbehåring. Generelt har kvinder i dag brug for at tage et opgør med, hvordan 00’erne har dikteret, at vi skal se ud med plastikkirurgi og den kunstige måde, vi skaber kroppen på. Så synlig kropsbehåring er ét blandt flere tegn på, at der er en naturlighedsbølge på vej.«

Ifølge Birgit Petersson hænger den behårede tendens sammen med et andet fænomen i samtiden, nemlig #MeToo-bølgen. Når man kræver, at kvinderne skal tages alvorligt og ligestilles med mændene, er det også naturligt, at kvinderne tager magten tilbage over deres egen krop, påpeger hun.

Christine Dreyer Alexandersen, uddannet i kønsforskning og medredaktør på den nyeste udgave af Kvinde, kend din krop, er dog ikke sikker på, at instagramtendensen er et stykke kvindekamp version 2.0, selv om hun håber det. Der er nok i højere grad tale om en nichepræget modetrend, som ikke rykker afgørende ved de dominerende kropsidealer, siger hun.

Hun tror, at behåringstrenden snarere vil fungere som en fetich for en særlig gruppe mænd og således være endnu et eksempel på, at kvinders kroppe bliver objektificeret.

»Nogle af de her kvinder forsøger jo stadig at gøre hårene smukke inden for de rammer, de kender. Så farver de hårene i smukke farver, eller også har kvinden en i øvrigt ret stereotyp flot krop, så hun ikke for alvor er skræmmende, selv om hun har hår under armene,« siger Christine Dreyer Alexandersen og fortsætter:

»Hvis du har deller, er ældre end 35 år eller på andre måder ikke lever op til skønhedsidealet, så vil du blive mødt som lidt ulækker. Så det er nemt at gøre oprør, hvis man stadigvæk er fuckable.«

En form for revolution

Fie Sommer ved godt, at hun er klassisk pæn, og hun tror også, at hendes kamp er nemmere, end den er for dem, der ikke lever op til de samme skønhedsidealer. Det ændrer dog ikke ved, at hun stadig opfatter sin kropsbehåring som et udtryk for en frihedskamp, der går ud på at komme væk fra det dominerende kvindeideal.

»Lige nu er der mennesker, der tjener penge på, at vi føler os forkerte og ulækre, når vi bare er helt naturlige. Lige så snart vi bevæger os væk fra det, er det en form for revolution. Så det er et stort skridt i en frihedskamp, som jeg ser det. Og hvis det så bliver trendy, betyder det jo bare, at flere og flere frigør sig fra normen.«

— Er det et mål, at flere kvinder skal lade hårene gro?

»Nej, det vigtige er, at du får mulighed for selv at mærke efter, hvad du har lyst til, og hvor trangen til at gøre noget kommer fra. Hvorfra kom den trang, jeg som 11-årig fik til at fjerne hårene på mine ben? Den kommer jo ikke indefra, og den trang ville ikke naturligt opstå. Jeg ville ønske, at alle kvinder frit kunne vælge.«

Et andet budskab end i 70’erne

Ifølge Mette Byriel-Thygesen er der en afgørende forskel på den kamp, rødstrømperne kæmpede i 70’erne, og den bevægelse, der er undervejs i dag.

Tilvalget af kropsbehåring er i dag led i en bredere reaktion på manglende mangfoldighed i fremstillingen af kroppen. 70’er-kvindekampen handlede mere om skønhedsindustrien og mænds objektivisering af kvinder, hvilket ikke på samme måde er et fokus for den såkaldte fjerdebølgefeminisme:

»I dag går man ikke frem som i 70’erne og siger ’du ligger under for, hvordan manden gerne vil have, at du skal se ud’, hvis man bruger makeup, BH eller barberer sig,« siger hun.

»Det budskab, der vinder frem lige nu, handler mere om, at man har friheden til at vælge. Der er ikke nogen, der skal komme og diktere, at du skal have fuld busk forneden. Det er derfor en anden slags frigørelse, der finder sted lige nu.«

Når der er gået så lang tid, siden kvindelig kropsbehåring sidst var almindeligt, hænger det sandsynligvis sammen med et behov for at lægge afstand til 70’er-feminismen, vurderer Mette Byriel-Thygesen:

»Rødstrømperne tog patent på ordet ’feminist’ og var ikke særlig inkluderende i deres måde at tænke ligestilling på. Det udelukkede en del, fordi man kun kunne være feminist på én måde. I dag ser man et mere og mere nuanceret billede af det at være feminist.«

I Fie Sommers øjne kan man sagtens være feminist og samtidig barbere sig. Det afgørende er, at man bliver opmærksom på, om det er et ydre pres, der bestemmer, hvad man gør ved sin krop. Hun vil fjerne det pres og være den rollemodel, som hun selv manglede, da hun var yngre, siger hun og tilføjer med et grin:

»Enhver revolution kræver, at der bliver råbt højt.«