Folket versus valget

Det ville være en fantastisk scene, hvis ikke den var sand: En flok oprørte borgere, der samler sig foran et stemmeoptællingssted for at forsvare demokratiet – og råber »stop optællingen«. Opildnet af deres præsident, der har fastslået, at valget er ved at blive stjålet, og at optællingen af stemmer i vigtige svingstater må ophøre.

I kampen for demokratiet må den demokratiske proces kortsluttes. På en måde er det en naturlig og umiskendeligt trumpsk kulmination på de seneste fire år: Den mistillid til institutionerne, som præsidenten ikke har skabt, men flittigt har næret, måtte i sidste ende også brede sig til selve valgprocessen, demokratiets mest basale forudsætning. Hvis ’den dybe stat’ konstant modarbejdede ham i hans tid ved magten, hvorfor skulle modstanderne da ikke også prøve at hindre ham i at genvinde den?

Demonstrationen foran stemmeoptællingsstedet i Detroit var spektakulær, men trods spredte protester har vi foreløbig ikke set det omfattende kaos i USA’s gader, som nogle frygtede før den 3. november. Valghandlingen forløb fredeligt, og valgdeltagelsen blev den højeste i over 100 år. På den baggrund har visse optimistiske iagttagere ligefrem udlagt præsidentvalget som en succeshistorie for USA’s demokrati.

Men det giver ringe mening at tale om en demokratisk sejr i en situation, hvor nationens leder iværksætter juridiske manøvrer for at afværge et resultat, der går ham selv imod. Og hvor en betragtelig del af amerikanerne synes villige til at acceptere ideen om, at en sejr til modparten per definition må være udtryk for urent trav. En tanke, Trump længe og systematisk har promoveret: Allerede i august fastslog han på et vælgermøde, at »den eneste måde, vi kan tabe det her valg på, er hvis valget er manipuleret«.

Det er også en fortælling, kendte konservative har hjulpet ihærdigt med at udbrede efter valget. »Det er tiltagende klart, at Wisconsin, Michigan og Pennsylvania alle er ved at blive stjålet af demokraterne,« konkluderede den tidligere republikanske leder i Repræsentanternes Hus, Newt Gingrich, på Twitter. Mens Ted Cruz, Texas-senator og tidligere republikansk præsidentkandidat, sagde til Fox, at Pennsylvanias justitsminister vil lade stemmerne optælle i storbyen Philadelphia, »indtil Joe Biden vinder«.

At der ikke er nogen substantielle beviser på valgsnyd, betyder i denne sammenhæng ikke noget: Det ufavorable resultat lader til at være bevis nok i sig selv. En præsident, der inkarnerer folkeviljen, kan i sagens natur ikke blive fravalgt af folket.

Foragt og frygt

I skrivende stund er valgets udfald endnu uklart, men uanset om det ender med en Biden-sejr, er det tydeligt, at Donald Trumps ideologiske projekt på ingen måde er vingeskudt. Efter et fire år langt stormløb mod USA’s institutioner, en rigsretssag om udenlandsk hjælp til at underminere sin politiske modstander, og senest en katastrofal coronahåndtering, har præsidenten sikret sig omkring fem millioner flere stemmer ved dette valg end i 2016. Den amerikanske Stunde Null, som venstrefløjen havde håbet på – hvor et definitivt brud med en mørk æra baner vej for vidtrækkende reformer – vil åbenlyst ikke indfinde sig.

Det betyder ikke nødvendigvis, at alle, der har stemt på præsidenten, er optændte true believers. Som The Economist påpeger, tyder Trumps relativt lave støttetal i meningsmålinger på, at »han igen har fået opbakning fra republikanere, der ikke kan lide ham, men ikke kan bære at stemme på alternativet«. Men ret beset er det jo ikke voldsomt opmuntrende, at en stor del af vælgerkorpset frygter eller foragter modparten så intenst, at de hellere vil stemme på en kandidat med autoritære impulser, som de egentlig ikke bryder sig om. »Vi er så fastlåst i vores politiske identiteter, at der praktisk talt ikke er nogen kandidat, nogen information, nogen tilstand, der kan tvinge os til at ændre holdning,« som den amerikanske forfatter og chefredaktør Ezra Klein skriver i bogen Why We’re Polarized.

Reaktionen på pandemien kan ses som det ultimative udtryk for det forhold: En analyse lavet af Associated Press viser, at langt hovedparten af de 376 amerikanske amter, der har det højeste antal nye smittetilfælde per indbygger, stemte på Trump i tirsdags. De befinder sig i traditionelt republikanske stater som Montana, South Dakota og Nebraska.

Midt i dette mindfuck er det selvfølgelig vigtigt at hæfte sig ved, at Joe Biden i absolutte tal har fået flere stemmer end nogen anden kandidat i USA’s historie, adskillige millioner flere end Trump. En Biden-sejr, der er mindre vidtrækkende end meningsmålingerne forudsagde, er selvsagt stadig et afgørende fremskridt. Men tilbage står, at det amerikanske demokrati virker væsentligt mindre robust, end vi troede, splittelsen mere grundlæggende, end vi forestillede os, og trumpismen langt mere slidstærk, end vi håbede. Trumps greb om det konservative USA var ikke en fejl, der kunne korrigeres, men et faktum, vi må forholde os til fremover – længe efter, at de sidste stemmer er optalt.