De Gule Veste to år: Praktiske visioner for fremtidens demokrati

Klokken er halv ni, det er onsdag morgen. Jeg sidder i metroen på vej til byen Montreuil, der grænser op til Paris’ periferi ud for det 20. arrondissement. Jeg er på vej hen til De Gule Vestes kantine.

De første jeg møder i Montreuil, er Albane og Elodie. De to unge kvinder i slutningen af 20’erne er initiativtagere til De Gule Vestes lokalpolitiske projekt om at skabe en kantine. Som de fortæller, er målet at give mennesker med få ressourcer adgang til sund mad samt et fælles rum at mødes i.

Maden er vegetarisk, så vidt muligt også økologisk, og prisen ’fri’: Man betaler, hvad man kan, eller hvad man finder passende.

Vi går ind i huset og påbegynder madlavningen. Der står 10-20 kasser med frugt og grønt fra det internationale madmarked Rungis, der ligger syd for Paris. En gang om ugen henter en lokal organisation markedets overskudsmad, og ugens fangst sætter rammerne for menuen. Desserten og brødet kommer primært fra donationer fra bagerier i Montreuil, blandt andet den anarkistiske bager længere oppe ad vejen. Ved hjælp af disse tiltag formår De Gule Veste i Montreuil både at skabe værdi ud af forbrugssamfundets affald og at etablere et åbent socialt rum.

For et år siden opponerede jeg imod de misvisende stereotyper, der i mine øjne blev tegnet i Danmark, da De Gule Veste blev evalueret i anledning af etårsjubilæet. En udbredt fortælling lød, at De Gule Veste var en slags klimaskeptisk bevægelse, fordi de havde modsat sig Macrons benzinafgift, men det er forsimplet, hvis ikke ligefrem fejlagtigt.

De Gule Veste har i stedet formået at forbinde klimakampen med en dagsorden om at skabe social retfærdighed og med demokratiske visioner om lokal og decentral organisering. Bevægelsen har med andre ord formået at artikulere nogle af tidens vigtigste problemstillinger, og mens vi alle forgæves venter på, at det politiske system gør noget ved det hele, forsøger De Gule Veste at tage sagen i egen hånd. Det viser kantinen i Montreuil, som er et blandt mange lignende eksempler på aktivisternes solidariske initiativer.

En sammensat bevægelse

Selvfølgelig er alle Gule Veste ikke ligesom gruppen i Montreuil. De Gule Veste er en meget heterogen social bevægelse uden central organisering og ensartede regler, der skaber en strømlinet retning. Bevægelsen består både af folk, der identificerer sig med den ekstreme højrefløj og venstrefløj.

Men vigtigere er, at størstedelen slet ikke vil placere sig selv på denne skala. I en videnskabelig artikel fra i år viser forskere fra universitetet i Grenoble, at 28 procent af De Gule Veste identificerer sig med venstrefløjen, ni procent identificerer sig med højrefløjen, og tre procent er midtsøgende, mens de resterende 60 procent af de engagerede ikke kan se sig selv i disse kategorier.

Forskerne konkluderer, at De Gule Veste, foruden at være båret af en majoritet af kvinder, deler en form for venstreorienteret solidaritet, og de fremhæver, at 34 procent er klar til at forringe egen levestandard for at beskytte klima og miljø. Undersøgelsen viser altså klart, at De Gule Veste ikke entydigt kan kategoriseres som værende ’gule’ i en dansk DF-forstand, hvilket ellers har været en læsning i det danske mediebillede.

Tilbage i kantinen nærmer klokken sig 12, og maden er ved at være klar. Den gule vest hænger som et trofæ i indgangsdøren, hvor de første gæster bliver modtaget af Albane og Elodie, der sørger for at registrere alle ankomne i henhold til det franske COVID-19-reglement. Ved modtagelsesstanden i husets entré er der masker til dem, der kommer uden. Blandt dem, der har husket masken, bærer nogle én lavet af den gule vest, hvor den grå refleks sidder tværs over munden.

Masken er obligatorisk i kantinen, men det betyder ikke, at det altid overholdes. Faktisk hersker der en form for generationskonflikt i forhold til maskerne. De ældre er irriterede over dem og ønsker mest af alt at fortsætte livet som før epidemien, mens de unge insisterer på at overholde de sanitære regler og påpeger, at kantinen skal være et sikkert sted for alle. Kantinen er således ikke et konfliktløst rum, men muliggør alligevel nye måder at mødes på.

Omkring klokken 13 er kantinens myldretid, og folk sidder og snakker rundt om bordene, mens de spiser. Her kommer både aktivister, ressourcesvage familier, papirløse personer, der holder til på markedspladsen ved siden af, og arbejdere fra værkstedet på den anden side af gaden. Kantinen er ikke en restaurant, men et sted, hvor folk kan mødes, diskutere og støtte hinanden. Stedet udgør således et kollektivt rum, hvor penge eller anden magt ikke udgør et kriterium for at deltage.

Hvad har Vestene opnået?

Kantinen virker som et idyllisk sted, men har De Gule Veste egentlig haft nogen reel politisk effekt i bevægelsens to år lange eksistens? Det er stadig Macrons neoliberale program, der sætter dagsordenen for fransk politik, og det tyder i nogle iagttageres øjne på et nederlag for Vestene.

Her bør vi måske skelne mellem to forskellige politiske niveauer. Det første kan vi kalde det parlamentariske niveau, hvor Macron-regeringens indrømmelser udgør én målestok for succes. Det andet niveau er det udenomsparlamentariske niveau med et bredere fokus, hvor skabelsen af nye livsformer, trods inertien i det politiske system, kan være et andet succeskriterium.

De Gule Veste har faktisk haft indflydelse på begge niveauer, og blandt de parlamentariske sejre kan nævnes tilbagetrækningen af benzinafgiften samt en hævelse af minimumslønnen med 100 euro om måneden. Macron iværksatte også sin symbolske Grand Débat, hvor præsidenten turnerede landet rundt og udfoldede sine retoriske evner.

De Gule Veste er langtfra tilfredse med de tiltag, og mistroen over for det politiske system er kun blevet forstærket af, at bevægelsen de seneste to år har fået forbud mod at demonstrere i Paris’ bourgeois-kvarterer samt mødt en uacceptabelt voldelig adfærd fra politiets side.

Det er også vigtigt at påpege, at befolkningen stadig støtter op om De Gule Veste. Franskmændene er klar over, at uligheden stiger, at købekraften hos den lavere middelklasse falder, og at der er alvorlige problemer med det franske politi. Ifølge flere målinger bakkede omkring 70 procent af franskmændene op om De Gule Veste i bevægelsens begyndelse. Dette tal er faldet, men en undersøgelse viser, at over halvdelen af de adspurgte stadig støtter op om bevægelsen i dag.

Tager vi skridtet videre til det udenomsparlamentariske niveau, fremstår De Gule Veste afgjort som en succeshistorie. Mange aktivister har beskrevet, hvordan bevægelsen har forvandlet en ensom og afkoblet tilværelse til et nyt liv med fælleskab og sammenhold. De har erfaret, at staten ikke hjælper dem, så i stedet har de sat sig for at opbygge nye politiske fællesskaber.

»Vi er her endnu!«

På tværs af det franske landskab er lokalsamfund blomstret op med folk i gule veste, der mødes om alt fra børnepasning, kvindefællesskaber og dyrkning af fælleshaver til generalforsamlinger med fokus på at løse lokalpolitiske problemstillinger. De Gule Vestes højrøstede artikulation af vigtige emner har desuden ført til, at en bølge af franske intellektuelle har engageret sig i kampen. Enten ved at foretage feltstudier af De Gule Veste, som eksempelvis den franske historiker Sophie Wahnich har gjort det, eller ved at blive en del af bevægelsen og hylde aktivisterne, som den franske filosof Barbara Stiegler gør det i sin bog fra august Du cap aux grèves (Med kurs mod strejkerne).

Alt dette er svært at måle effekten af, hvis man insisterer på, at den sociale bevægelses succes kun skal vurderes på baggrund af Macrons imødekommelser. Den kritiske funktion, der ligger i selve konfrontationen med præsidenten og hans legemliggørelse af den franske stat, udtrykker De Gule Vestes mere radikale forandringspotentiale. Bevægelsen skaber visioner for fremtidens demokrati, som de samtidig formår at omsætte til praksis nu og her på lokalt plan.

On est là, on lâche rien – Vi er her, vi giver ikke op. Det er det slagord, der vil blive malet med gult rundt omkring i Montreuil og med garanti også andre steder i Frankrig på tirsdag.

Trods coronatræthed over forsamlingsrestriktioner, udgangsforbud og senest en nedlukningsperiode har De Gule Veste tænkt sig at fortsætte kampen for et andet samfund. Selv kantinen i Montreuil fortsætter, selv om nedlukningen påbyder et nyt format, hvor det varme måltid tilberedes til afhentning.

Anne-Sofie Dichman er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og laver i øjeblikket feltarbejde blandt De Gule Veste.