Feature
Læsetid: 18 min.

»Hver evig eneste morgen, når jeg slår øjnene op, skal jeg fortælle mig selv, at det er i orden, jeg er i live«

Den ene kvinde kvalte sin søn. Den anden druknede sit spædbarn. Begge var dybt psykotiske, da de slog deres børn ihjel. Her fortæller de om, hvad der gik forud, og hvordan de har formået at leve videre. Ifølge forskere er der brug for mere viden om denne type drabssager – og et opgør med stigmatiseringen af kvinderne
Den ene kvinde kvalte sin søn. Den anden druknede sit spædbarn. Begge var dybt psykotiske, da de slog deres børn ihjel. Her fortæller de om, hvad der gik forud, og hvordan de har formået at leve videre. Ifølge forskere er der brug for mere viden om denne type drabssager – og et opgør med stigmatiseringen af kvinderne

Mia Mottelson

Moderne Tider
14. november 2020

En morgen i 1999 tog Pernille sit fire måneder gamle barn med ud på badeværelset.

Hendes mand havde netop forladt lejligheden for at følge deres andet barn i institution. Pernille fyldte vand i badekarret og sænkede barnet ned i vandet. Hun tænkte, at nu skulle hun hjælpe sit barn ud af det her helvede. Og så druknede hun det.

Pernille var psykotisk i gerningsøjeblikket. Og når hun skal forklare det i dag, siger hun:

»I min forvrængede verden var jeg nødt til at hjælpe mit barn, fordi jeg ikke kunne tage vare på det længere. Jeg kan huske, at jeg tænker: ’Jeg gør det bedste for mit barn. Det skal ikke længere lide.’ Samtidig er det, som om det ikke er mig selv, der gør det. Der kom en kraft op i mig. Som om der var et rovdyr inden i mig. Den normale tankegang – den, der fortæller dig, at du er helt gal på den – var der ikke længere.«

Efter at Pernille havde druknet sit barn, ringede hun til sin mand og fortalte ham, hvad hun havde gjort. Han løb alt, hvad han kunne, hele vejen hjem. Men det var for sent.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jeanne Löwe Lindberg

Kære Pernille og Vibeke
Tak for jeres åbenhed. Modtag min dybeste medfølelse. Uendeligt tragisk at en psykotisk episode, fører til så uigenkaldelige handlinger. Jeres beretning giver et indblik i, hvor vigtigt det er at lytte til et menneske der rækker ud efter hjælp og hvor vigtigt det er, at forsøge at forstå den kraft der kan være tilstede i en psykotisk tilstand. Der er SÅ meget brug for at tænke ud af boksen i forskning, udredning og undersøgelse af begrebet psykose. Der er SÅ meget brug for at inddrage og undersøge alle muligheder, for at hjælpe mennesker der rammes af en psykotisk tilstand. Af hjertet tak, for I delte jeres smertefulde tab.

Ole Svendsen, Birgitte Johansen, Estermarie Mandelquist, Johanna Haas, Steffen Gliese, Susanne Kaspersen, Maria duclos Lindstrøm, Peter Mikkelsen, Viggo Okholm, Ib Gram-Jensen, Jens Ole Mortensen, Sarah Wessmann, Eva Schwanenflügel, Rikke Nielsen, nils valla og Lone Hansen anbefalede denne kommentar

Stor tak fordi I magter at fortælle om en så tragisk del af jeres liv.
Til Pernille: jeg forstår så godt, at I/din mand ikke magtede at klage i en så svær situation. Desværre er det nok sådan, at det, systemet lærer mest af, det er når sytemet direkte konfronteres med de fejl og mangler, der er udvist. Måske er det andre systemer, der skal tage konfrontationen - jeg har ikke umiddelbart en rigtig løsning.
Mht. til din voksne datter, tror jeg I skal fortælle hende, hvad der er sket. Dels for helt lavpraktisk at fortælle at verden kan se sådan ud, dels fordi hun jo både kan møde det blandt sine venner og i værste fald selv opleve det. Så tror jeg, det er godt at have den viden med sig.

Suk,suk dybeste medfølelse.

Især skylden.
Disse stakkels mennesker påtager sig straf i deres afmagt, drænet for kraft og lyst til kæmpe imod.

Det er utroligt fantastisk, at i vil være med til at stå frem med noget, der er så dybt og "skammeligt".
Og jeres vidnesberetning, jeres indsigter og hele emnet i sig selv skal absolut belyses! For ja vi kommer ikke frem til hverken forebyggelse, symptombehandling eller årsagsbehandling uden, at det belyses i dybden!!!

Men hvad end gode intentioner der måtte være...
Så tabte artiklen mig med
"og et opgør med stigmatiseringen af kvinderne"...

Wow... velkommen tilbage til kønskampen.

hvis i vidste det, så kan fødselstrauma/fødsels PTSD også ske hos mænd... Som faktisk er en meget lidt undersøgt emne.
https://bmcpregnancychildbirth.biomedcentral.com/articles/10.1186/s12884...

Så hvad med at vi bare holder os til selve emnet, uden at nødvendigvis at konstant trække det op på køn.

Kenneth Graakjær, Ole Svendsen, Morten Simonsen og Jack Køhler anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

Tusind Pernille og Vibeke for at dele jeres traumatiske oplevelser. Det glæder mig at i , nu, er ovenpå. Og det er modigt af jer. Og en hjælp til mennesker i lignende situationer.
Jeg kan af gode grunde ikke sætte mig ind i hvad en kvinde med fødselspsykoser går igennem.
Men jeg har et billede af nogle få grundprincipper om hvordan mennesker fungerer.
Forestil jer to små børn. De er under 3 år . Det kan være en pige og en dreng. Drengen er meget knyttet til sin bedstefar, som var 80 år da han blev født. Han følger ham som en lille ælling overalt. Og bedstefaren har det fint med det. Men der sker det uundgåelige at bedstefaren dør.
Drengen spørger igen og igen om vi ikke skal besøge bedstefar ? Og bliver mere og mere insisterende. Hvad skal familien sige. Men til sidst bliver det for meget for de ældre søskende. Dette her kan ikke blive ved. Og de forklarer ham at han kan ikke se bedstefar mere. Han er død. Det forstår et barn på under 3 år selvfølgelig ikke. Og de forklarer alt dør på et tidspunkt. Dyr, planter, mennesker. Og drengen svarer måske. - Skal vi snart besøge bedstefar. Og de siger du må tage dig sammen. Dagende derefter løber han efter gamle mænd i håb om at det er hans bedstefar. Og han har set døde fugle. Og han begynder at forstå at bedstefar er død. Og at han aldrig ser ham igen. Men han samler sig og efter få uger eller måneder er han ubekymret igen. Selvom han ved at alt dør.
I huset ved siden af er der den lille jævnaldrende pige. Pige eller dreng. det kunne lige så godt være omvendt. Men hun går rundt med en teske i munden og konstant stirrer skeløjet på denne ske. Hun har lukket af for verdenen. Og har ikke kunnet kapere det barske liv i så tidlig en alder. Det kaldes infantil autisme. Hvad gør familien. De kan opdrage hende i blind tro på gud eller islam. Der findes ingen død og det er sandheden. Og hun skal aldrig virkelig forholde sig til liv eller død igen. Men familien tager hende til psykolog og samfundet tager over. Så i stedet for blind tro til gud er det nu blind tro til samfundet, den fantastiske videnskab. Som har udgangspunkt i mennesket og videnskaben som det ypperste og som de udvalgte til at bestemme og forvalte over naturen og afgøre hvad der i forhold til evolutionen er gode eller dårlige gener.
Jeg er nødt til at nævne det . Både psykiatrien og og religion bygger på placeboeffekt. Men pigen bliver rask, får en uddannelse og indtager sin plads i samfundet. Drengen derimod sætter alt han ser lærer og husker i en helt anden kontekst og lever i et helt andet verdensbillede. Han kan aldrig falde til i et samfund, hvor man tager udgangspunkt i "samfundet" og mennesket som naturens hersker. Nu er han den svage . Og psykiatrien tilbyder ham kun overgreb mod hele den måde han opfatter verdenen på. Og drengen som har styrken til at håndtere livet realiteter skal nu rettes ind efter en fanatisk religion. Og man kategoriserer ham i type 1 eller 5 skizofreni eller autismetyper. Og forsker i hvordan man kan med genteknologi kan fjerne denne sygdom fra samfundet.
For år tilbage kendte jeg en gammel mand. Han er død nu. Ind imellem , gennem 20 år drak vi vores kaffe sammen i et kristent miljø. Der var bøn og bibellæsning. Under bønnen lukker bla. den gamle mand øjnene og gir´ sig hen til gud. Jeg lukker også øjnene, men åbner alligevel det ene øje og kigger på ham. Jeg tænker- Er det skuespil. Men det går op for mig at det er det ikke. Så går det op for mig at han behøves ikke at trække sig selv op ved håret hver gang livet bliver brutalt. Han havde aldrig kunne få brug for psykologhjælp. Hans tro var som et panser til at bekæmpe modgang. Jeg blev misundelig. Jeg ønskede også mine bekymringer skulle forsvinde og at høre til et sted. Jeg lod mig endda døbe. Men , nej man kan ikke bare skifte sit verdensbillede ud. Derimod har jeg en tæt forbindelse til naturen. Men jeg har også været heldig. Der har altid været mennesker som har beskyttet mig mod de krænkelser jeg kunne blive udsat for af samfundet . Selv de som tilsyneladende har været mine modstandere var der for mig når det virkelig gjaldt. Og jeg har fået lov til at være den jeg er.

Line Kristensen

Tak for jeres mod til at fortælle jeres historier ❤️. Alt det bedste til jer begge to!

Niki Dan Berthelsen

Man kan kun håbe at mennesker M/K får den rette hjælp fremover.

@ Niki Dan Berthelsen.
"Man kan kun håbe at mennesker M/K får den rette hjælp fremover.".

Det gør de desværre ikke. Den slags hjælp findes ikke.
Kun i bedste fald finde forståelse for hvorfor det sker.