Baggrund
Læsetid: 3 min.

Idédebat: Den frie, moderne borger har brug for en »betydelig håndsrækning« fra præsidenten

Frankrigs præsident har iværksat, hvad hans støtter ser som et nødvendigt opgør med islamismen, der skal bane vej for et ’oplyst islam’. Hans kritikere anklager ham for at ’træde demokratiet under fode’ og føre en ’betænkelig kulturkrig’ på jihadisternes præmisser
Manuel Macron ved den myrdede skolelærer Samuel Patys kiste. Drabet har fået den franske præsident til at proklamere en hårdhændet offensiv mod islamisterne.

Manuel Macron ved den myrdede skolelærer Samuel Patys kiste. Drabet har fået den franske præsident til at proklamere en hårdhændet offensiv mod islamisterne.

Francois Mori

Moderne Tider
7. november 2020

Charlie Hebdo er som Piet Heins kat på vejen – den er sin egen. Det måtte Pernille Vermund sande, da satiremagasinet mandag frabad sig hendes påtænkte brug af to af dets Muhammed-tegninger i en annoncekampagne fra Nye Borgerlige: »Vores tegnere vil ikke indgå en aftale med et politisk parti, de ikke deler nogen som helst synspunkter med.«

Men ikke alle spørger om lov, som Vermund gjorde. Det gjorde for eksempel Robert Ménard – borgmester i Béziers, der har gjort sig bemærket ved at agitere for den højreekstreme konspirationsteori om ’den store befolkningsudskiftning’ – ikke.

Efter at historielæreren Samuel Paty blev myrdet for at vise de Charlie-tegninger i sin undervisning, som Vermund ville bruge i annoncer, iværksatte Ménard en plakatkampagne i Béziers med profetkarikaturer fra Charlie »for at hædre Samuel Paty og Charlie Hebdo« – blandt disse Cabus forsidetegning fra det første Charlie-nummer med Muhammed-tegninger fra 2006, hvor en fortvivlet Muhammed tager sig til hovedet og udbryder: C’est dur d‘être aimé par des cons – (det er hårdt at blive elsket af idioter).

Omklamret af ekstremister

Den replik kaldte på et genbrug med adresse til borgmester Ménard: »Det er hårdt at blive elsket af Ménard og det ekstreme højre«, lød det fra Charlie Hebdos redaktion, der igen måtte insistere på, at målet for dets satire er de islamister, der misbruger religion til totalitær politik – ikke muslimer som sådan.

At få det budskab igennem til Frankrigs muslimer har dog også vist sig at være en udfordring. Efter drabet på Paty diskuteres det nu igen i den franske offentlighed, hvordan man bedst sikrer en bred forståelse for republikkens værdier, herunder retten til religionssatire, også blandt muslimske medborgere. Netop dette var Samuel Patys opdrag, da han underviste i et obligatorisk forløb om ’moral og medborgerskab’.

I en artikel i The National Interest henviser journalisten François Valentin til, at 40 procent af de franske lærere har tilkendegivet, at de praktiserer ’selvcensur’ for ikke at støde muslimske elever (og deres forældre), mens 26 procent af franske muslimer i alderen 15-24 ikke vil fordømme de terrorister, som i 2015 dræbte ni medlemmer af Charlie Hebdos redaktion.

Valentin konkluderer: »Dette er klare tegn på, at de franske skoler ikke er i stand til at uddanne franske borgere uden at få en meget betydelig håndsrækning.«

Man er nødt til at forholde sig til realiteterne bag tal som disse for at forstå Macrons nye hårde kurs imod ’islamistisk separatisme’. Den franske præsident må navigere i et vanskeligt farvand.

Fra Tyrkiets Erdogan og dele af den muslimske verden er han under pres for sin »antiislamiske« støtte til fransk ytringsfrihed og udtalelser om, at »islam er i krise«. Og fra Frankrigs højrefløj kommer et modsatrettet pres. Her ser man Macron som ’blød over for terror’.

Sidste uges terrorattentat i Nice fik byens borgmester, Christian Estrosi, til at kræve de »forfatningsændringer«, der skal til for at »føre krig mod terror« og »tilintetgøre islamisterne«. Marine Le Pen, leder af højrepartiet Rassemblement National, har skadefro lykønsket Macron for omsider at gennemskue, hvad hun altid selv har ment – at islamismen er en »ubønhørlig fjende«, idet hun beskylder ham for at »forveksle snak med handling«. Kynikere ser Macrons udspil mod islamismen som motiveret af et ønske om at stække det franske højre.

Patriotisk ophidselse

Også den multikulturalistiske franske venstrefløj falder over Macron. I Le Monde anklager Clémentine Autain, deputeret for det venstresocialistiske La France Insoumise, præsidenten for at »træde frihed og demokratiet under fode« med sine nye tiltag mod parallelsamfund og for medborgerskab.

Disse omfatter blandt andet et opgør med muslimske friskoler og foreninger samt fundamentalistiske moskeer, herunder et stop for udenlandsk finansiering af dem. Derudover skal franske universiteter uddanne og udstede licenser til imamer og arabisk-lærere, ligesom halalmad skal væk fra skolecafeterier, og hjemmeskoling og kønsopdelt svømning forbydes.

Macrons fempunktsprogram stiler mod at skabe et ’oplyst islam’, så Republikken »igen kan blive elsket« af sine borgere.

Men med de metoder kommer han ingen vegne, mener Harvard-professor og frankrigskender Arthur Goldhammer. I The Guardian påpeger han, hvad han ser som en indre modsætning i Macrons program. »At skabe oplyst religion kræver brug af kølig fornuft, ikke ophidselse af patriotiske følelser.« Vil man føre sekularistiske kulturkrige, træder man ind i det kamprum, som de fanatiske jihadister har defineret, mener Goldhammer, der ser problemet med parallelsamfund som socialt betinget.

Heroverfor påpeger François Valentin, at Frankrigs klare sekulære værdibevidsthed allerede har virket integrationsfremmende for det store flertal. 81 procent af de franske muslimer bakker op om la laicité, republikkens sekulære orden, 60 procent støtter forbuddet mod heltilsløring, og 70 procent oplever at have fuld frihed til at praktisere deres tro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Men med de metoder kommer han ingen vegne, mener Harvard-professor og frankrigskender Arthur Goldhammer. I The Guardian påpeger han, hvad han ser som en indre modsætning i Macrons program. »At skabe oplyst religion kræver brug af kølig fornuft, ikke ophidselse af patriotiske følelser.« Vil man føre sekularistiske kulturkrige, træder man ind i det kamprum, som de fanatiske jihadister har defineret, mener Goldhammer, der ser problemet med parallelsamfund som socialt betinget."

På den ene side vil Macron og det politiske etablissement i Frankrig gerne ride på patriotiske følelser, når den mere eller mindre håbløse kamp mod en terrorisme, man selv har været med til at provokere, skal præsenteres - og på den anden siden vil Macron og det politiske etablissement i Frankrig gerne bekæmpe patriotiske følelser, når det handler om at udvikle EU til en overnational, føderal stat, som skal sikre kapitalens og varernes frie bevægelighed i en europæisk superstat. Det er en svær balanceakt, som naturligvis kun kan provokere endnu mere afmagt og forhåbentligt eksponere hvordan politikerelitens opportunisme og dobbelte standarder driver bl.a. det franske samfund frem mod flere menneskelige/sociale tragedier, destabilisering og katastrofer.

Men om ikke andet, så prøver Macron, mens resten af venstrefløjen bare siger, at det er deres egen skyld

Jeg deler helt Erdogans bedømning: Macron behøver mental undersøges: at ville reformerer en 1.400 år gammel religion, som dels ikke er has egen, Martin Luther, Kelvin med flere, var kristne reformatorer. At ville reformerer en fremmed religion – Islam, med en pluralisme i sine mere eller mindre organiserede udtryksformer som – tror jeg – overstiger dem Kristendom har udviklet. Det er et slag i luften, til brug for hjemme opinionen og Søren Pind, den senere har allerede meldt sig under fanerne som religions reformator. Og selv Information vil at Danmark skal identificere sig som en stat af ”hånere af de anderledes” – de må være Svenskere – [jøder undtaget - de kæmper også for den sekulære stat]. Skal regenten være kristen i Danmark?

Kjeld Hougaard, i mine øjne er det ærgerligt at Erdogan med bl.a. en sådan udtalelse sikrer at kritikken af Macrons tilgang får en usaglig karakter, som hverken fremmer forståelsen af det paradoksale og uheldssvangre i Macrons udmeldinger eller stiller tyrkere/muslimske lande og franskmænd/Vesten i en fornuftig samarbejdsorientering. Macron og Erdogan demonstrerer begge klare forsømmelse af deres muligheder for/forpligtelser til at skabe saglig dialog og (historisk) forståelse mellem de berørte befolkningsgrupper - hvilket vel først og fremmest er udtryk for at ingen af d'herrer (inklusive deres regeringsapparater) repræsenterer almenvellets interesser nationalt og/eller internationalt.

forsømmelser