Læsetid: 4 min.

De identitetspolitiske stridigheder gør os til slaver af fortiden

Den identitetspolitiske venstrefløj vil destruere fortidens belastede symboler, mens den nationalkonservative højrefløj feticherer dem. Hvad hvis det mest frigørende ville være at ignorere dem?
Den knap så gamle buste af Frederik 5. overlevede ikke en tur i havnen.

Den knap så gamle buste af Frederik 5. overlevede ikke en tur i havnen.

Jesper Houborg/Skovsnogen

21. november 2020

Hvem havde troet, at en obskur buste af Frederik 5., der længe havde henslæbt en uspektakulær tilværelse i Kunstakademiets festsal, havde så stor betydning? At man ved at kaste den i havnen kunne adressere, hvordan »kolonialismen stadig er aktiv i dag« og »ryste ved fundamentet«, sådan som den bortviste institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld efter eget udsagn forsøgte med sin happening? Hvem havde for den sags skyld troet, at ødelæggelsen af busten – der skulle vise sig at være en gipsafstøbning, som tidligst stammer fra 1950’erne – vidnede om et »forsøg på fjendtlig magtovertagelse i samfundets midte«, sådan som Berlingskes chefredaktør Tom Jensen filosoferede sig frem til?

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Adrian Liechti
  • Henning Kjær
  • Ejvind Larsen
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Lisbeth Glud
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Adrian Liechti, Henning Kjær, Ejvind Larsen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Lisbeth Glud, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Joh, altså, det er sandt at buste-historien fremstår jævnt latterlig. Men på den anden side - når man ser på hvordan dansk kolonihistorie reelt fremstår i moderne skole-undervisning, så kunne man godt få en tanke om at nogen burde smide noget i havnen. Eller sætte ild til nogen containere, eller noget.

Det er "vi sejlede sorte slaver til Dansk Vestindien, og det var uartigt, og så satte Peter von Scholten slaverne fri i 1848, og så var alt godt." Og ikke et ord om hvorfor vi havde en slaveopstand 30 år senere, eller om at vi solgte hele molevitten i 1917 ...tre år før vi bevist at vi godt kunne finde ud af at spørge et landområdes befolkning hvad de syntes der burde ske med landområdet.

Anyway, der er lavet markant bedre kunst om emnet end det prætentiøse buste-stunt. Og den bedre kunst kunne godt fortjene en smule opmærksomhed.

Hanne Ribens, Mogens Holme, Ruth Sørensen, Ejvind Larsen, Gert Romme, Steen K Petersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Troels Ken Pedersen 20. november, 2020 - 22:15: "Og ikke et ord om hvorfor vi havde en slaveopstand 30 år senere" - opstanden i 1878 var ikke en slaveopstand, men en arbejderopstand. Nicklas Weis Damkjær & Albert Scherfig skrev en artikel om opstanden og dens baggrund i de horrible forhold, plantagearbejderne levede under, i Information 1. oktober 2016.

Ejvind Larsen, Steen K Petersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

@Ib Gram-Jensen: Teknisk set har du ret, men ikke reelt. Slaverne blev "frigivet" til arbejder-status på en måde som sikrede at de reelt forblev ufri og underlagt ubegrænset udnyttelse.

Andreas Lykke Jensen, Lise Lotte Rahbek, Ruth Sørensen, Ejvind Larsen, Gert Romme, Steen K Petersen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Troels Ken Pedersen, din formulering i kommentaren 20. november, 2020 - 22:15 kan give indtryk af, at slaveriet fortsatte efter 1848. Og selv om arbejdsreglementet, der efter artiklen 1. oktober 2016 at dømme var strammere end den danske tyendelov af 1854, der også begrænsede landarbejdernes frie bevægelighed og rettigheder, med deraf følgende uligevægt i forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdere (hvortil kom, at tyende i Danmark jo indtil 1915 ikke havde stemmeret), så var landarbejderne i Dansk Vestindien efter slaveriets ophævelse ikke længere nogens ejendom, som kunne købes og sælges. Ganske vist uden at det forhindrede, at deres materielle vilkår om noget blev værre. Uden (effektiv) organisering og reel politisk indflydelse vil arbejdskraften, hvor der ikke er kronisk knaphed på den, langt hen ad vejen være underlagt ubegrænset udnyttelse, hvilket slog kraftigt igennem (også) i den tidlige kapitalisme, hvor reel frihed og lighed med hensyn til rettigheder - rent bortset fra de ulige økonomiske betingelser - var undtagelsen snarere end reglen.

Hanne Ribens, Ejvind Larsen, Viggo Okholm og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

@Ib Gram-Jensen: De var tilknyttet en enkelt plantageejer, og måtte ikke arbejde for andre end denne. Hvis ikke de gjorde hvad der blev sagt, både hvad angik arbejde og alt andet, og accepterede både tæsk og anden mishandling, så fik de ikke mad at spise. Deres frihed var en strengt teoretisk størrelse. I praksis var de ejendom. Når danske skolebørn hører om det, så gav von Scholten slaverne fri i 1848, og så levede alle lykkeligt og drak sodavand sammen, for så gode er vi. Hvis "frihed" efterlader fuldstændig underlagt kontrol og udnyttelse, uden andre reelle handlemuligheder end en militært set håbløs opstand, så kunne det være at vi skulle finde noget lidt mindre fint at kalde det end "frihed". Uanset stærkt kritisable forhold for danske tyende i den tilsvarende periode, så havde de i praksis UENDELIGT meget bedre handlemuligheder.

Ruth Sørensen, Rikke Nielsen, Ejvind Larsen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Troels Ken Pedersen, du overser trods alt én ting, nemlig at arbejderne "kun" var bundet indtil skiftedagen - som i Dansk Vestindien var én gang om året, i Danmark to. Det er fuldstændigt rigtigt, at der er mellemtrin mellem slaveri i bogstavelig forstand - at personen er en anden persons ejendom mere eller mindre på linje med husdyr og redskaber - og fri og lige stilling som samfundsmedlemmer, som man vil opfatte det i dag, og landarbejderne i både Dansk Vestindien og Danmark befandt sig på sådanne mellemtrin, de danske noget nærmere personlig frihed og lige borgerrettigheder end de vestindiske, men egentligt slaveri var der ikke tale om. Afhængigt af omstændighederne (blandt andet om udbuddet af arbejdskraft er større end efterspørgslen) kan den rå kapitalisme betyde værre materielle vilkår for arbejdskraften end slaveriet, men det er stadig ikke det samme som slaveri. Om danske skolebørn faktisk bliver bildt ind, at alt var lutter idyl efter slaveriets ophævelse, ved jeg ikke, men det er naturligvis i så fald mildest talt forkert.

Troels Ken Pedersen

@Ib Gram-Jensen: Og ud fra det skulle man jo tro at skiftedagen var en glædelig lejlighed hvor landarbejderne i Vestindien udøvede deres frie borgerskab. Men altså, det var nok ikke helt tilfældigt at det var i forbindelse med netop skiftedagen i 1878 at opstanden brød ud.

Troels Ken Pedersen, du kan finde nogle kortfattede oplysninger om, hvad der, ud over den generelle utilfredshed, umiddelbart udløste opstanden på skiftedagen 1878 her:

natmus.dk/historisk-viden/temaer/danmarks-kolonier/dansk-vestindien/fireburn

Andreas Christensen

Min tiptiptipoldefar var fæstebonde på Sydsjælland, samtidigt med at Schimmelmann tjente styrtende på slaver og sukkerrør i Vestindien.

Han blev løst fra sine bånd nogenlunde samtidig med slaverne, der dog måtte vente nogle årtier med at blive fri, efter loven var vedtaget.

Danmark var et diktatur i den periode og den danske fæstebonde, levede ikke meget bedre tilværelse end slaverne. Der var frygtelige afstraffelser og frygtelige liv for begge parter i den tid, som den herskende klasse terroriserede alle deres undergivne med, uanset hudfarve.

Det var en anden tid og personligt har jeg svært ved at føle skyld pga min hudfarve for forbrydelser, som hverken mine slægtninge eller jeg selv deltog i eller profiterede fra.

Slaveri og fæster var en betingelse alle steder hvor en lille økonomisk elite sidder på al magt. Sådan er det stadig idag mange steder i Afrika hvor slaveri bestemt ikke er udryddet, hvilket er den store skamplet på den slave diskussion vi fører i vesten.

I stedet for at tale fortid burde vi tale nutid og erkende at ikke alle kulturer har opgivet slaveri dags dato. Jeg kigger her især på Mauritanien og Golf staterne i Mellemøsten hvor det trives i bedste velgående.

Der er heller ikke mange der taler om at slaveri var helt normalt historisk i alle kulturer og at der blev ført mindst 17,5 millioner afrikanere til Arabien og at selv vi selv som hvide europæere var slavegjort af samme.

Mange islændinge og færinger endte på slave auktioner i NordAfrika og i Tyrkiet sammen med mange sydeuropæere under Ottomanerne og det var kun pga vesten særligt USA der tvang Nordafrikanerne til at stoppe slavehandlen.

Hvis jeg skal skamme mig idag, så handler det om den genopståede slavehandel i Libyen dags dato, pga af et enigt folketing incl. SF og Enhedslisten godkendte de danske F-16 fly kunne bombe Afrikas rigeste land tilbage til offentlige slaveauktioner som blev resultatet af vores ulovlige RTP krigsførelse mod Ghadaffi.

Ingen taler om det, for det er bedre at tale om danskernes fælles skyld for en adelsklasses forbrydelser i Karibien for et par hundrede år siden.

Hvor langt skal vi gå tilbage med at føle skyld og sige undskyld. Gorm den gamle havde slaver og vi solgte titusinder til Konstantinopel som vikinger.

Jeg vil ikke tage ansvar for en lille elites forbrydelser for hundreder af år siden pga min hudfarve eller nationalitet, men gerne for det der er sket i min tid.

Carsten Nørgaard

Den ”identitetspolitiske venstrefløj” eksisterer ikke. Politik har altid været identitetspolitik, uagtet, at det er relativt senere, at vi har fået et sprog til at tale nuanceret om den del af politikken.

I øvrigt har dem, der taler om ”den identitetspolitiske venstrefløj” en meget dårlig vane med at naturalisere det identitetspolitiske ”centrum” (sådan et findes der strengt taget heller ikke, selvom socialliberale i hele Vesten har haft travlt med at overtage mærkatet, fordi det lyder mere neutralt eller et eller andet brandingnonsens).

Man har også en enormt dårlig vane med at tillægge en bestemt fløj ansvaret for en udvikling, der nok mere har rod i (især) USAs fortsætte insisteren på at essentialisere identitetskonstruktioner, en insisteren, som jo i disse dage masse-eksporteres derfra over hele verden (BLM i Danmark :DDDD).

Dag på dag skal vi høre den gældende sludder om ”iboende kvaliteter” (som man besidder på magisk vis fordi man tilhører en kategori (eller at nogen synes, man gør det,) og som man ikke kan gøre noget ved; identitetsdeterminisme), bare fordi man hører til kategori A, B eller C. Men hvis man analyserer det som en bestemt venstresnoet ting, så er det ikke en virkelighedssvarende men en polemisk analyse med et McCarthyistisk præg.

Hvor bliver man træt af at høre den ene efter den andet bræge op om, at ”alle X har den og den egenskab” – det gør centrum og højre lige så meget som venstre, og selvfølgelig bedriver de politik ud fra de opfattelser, altså politik, som forfordele medlemmer af bestemte identitetskategorier.

Det opgør, vi har brug for, handler overhovedet ikke om venstrefløjen – men et opgør med den kategoriske tænkning og den totaliserende diskursføring, som netop er vokset eksponentielt her efter årtusindskiftet. Uanset fløj, uanset om man er flertal eller mindretal osv.

Alle har travlt med at skamride den taktik for billige point, men i virkeligheden er den kategoriske tænkning en ad-hominem-fejlslutning i tredje potens, der både tingsliggør og fremmedgør – og legitimerer, at man bevidst ser væk og lukker ørerne, når individer giver udtryk for virkelige smerter, virkelig undertrykkelse, virkelig tilsidesættelse, virkelige problemstillinger og virkelige og ofte skæve identiteter, og kommer med seriøse løsningsforslag til et bedre samfund. ”Whatever, du hører jo til kategori X, så du vil i virkeligheden sådan og sådan” – bruge staten til at forme samfundet på sådan og sådan en måde, om det så er i den ene eller den anden retning. En slags ”McDonaldisering” af den menneskelige oplevelse og erfaring, som dog aldrig bliver mere end en politisk farlig karikatur – uanset hvem der karikeres.

I virkeligheden har vi snakket nok om "den identitetspolitiske venstrefløj” – det er jo et nærmest konstant tema i dag. Skribenten kommer jo lidt sent til festen må man sige, og bidrager jo i virkeligheden til at holde os fast i fortiden, for det er jo hele det koldkrigske 20. århundrede, der gentager sig i skrivet ovenfor.

Vi skal snakke meget, faktisk RIGTIG meget mere om identitet – identitetsteori, kulturvidenskab osv. – og have det helt ind i Folkeskolen for at kunne komme videre fra tidligere generationers tåbeligheder (som gentages i skrivet ovenfor). For når man rent faktisk sætter sig ind i det teoretiske på de områder, så er det meget klare indtryk, at forskerne er forsigtige og nuancerede deres arbejde, som jo foregår i fraværet af en enhedsteori om identitet. En forsigtighed, vi alle burde have, og som er noget nær det eneste, der kan vriste os løs fra fortiden, som skribenten udtrykker sit ønske om. Med den forsigtighed kommer netop det, som mange efterspørger i dag: evnen til at sætte sig ned og lytte til den Anden, den er nemlig til dels båren af en bevidsthed om kategoriernes svagheder (som også gælder for dem, man selv abonnerer på), en bevidsthed, der gør ydmyg og hjælper til at spidse ørerne, når den ”Anden” taler.

Det nytter ikke at skyde skylden på en bestemt fløj. Fænomenet er allestedsnærværende, og der ligger en lang udvikling forude med folkeoplysning for at forbedre situationen.

Med det radikale venstre som det politiske parti herhjemme, det er DET identitetspolitiske parti, og tech-industrien og streamingindustrien som dem som bærer identitetspolitisk hårdest frem, ja, så lad os kritisere venstrefløjen og den nationale højrefløj for identitetspolitik.........