Et liv er forbi: Man stiller ikke op for at tabe

Det var ikke let at hive Peter Arildsen hjem fra de stævner, han deltog i som orienteringsløber.

Han skulle liiige snakke med ham, og så skulle han liiige snakke med hende. Når det trak ud, begyndte hans kone at blive en anelse utålmodig, og hvis børnebørnene var med, kunne de spørge:

»Farfar, er du nu færdig med at snakke?«

Han snakkede med alle. Og han lyttede til, hvad de sagde.

Han spurgte nysgerrigt ind til de andre orienteringsløberes liv, og hvis en af hans venner fortalte noget om sine børn, ville han huske det flere måneder senere.

Det var egentlig hans søn, der først startede til orienteringsløb, men Peter Arildsen blev straks betaget af sporten. Han elskede skoven, konkurrencen og den høje puls, blandingen af at bruge kroppen og hovedet.

Han var også god til det: Han vandt i alt tredive danske og jysk/fynske mesterskaber i sin aldersklasse og sikrede sig 83 medaljer, som hang til åbent skue i familiens hjem. Som hans kone siger: »Han stillede ikke op for at tabe.«

Mest af alt var han dog fællesskabets bankende hjerte.

Han ønskede, at andre skulle dele den glæde, han selv følte ved sporten, og hvis nye medlemmer dukkede op i klubben, var han den første, der hilste på dem.

Når naboklubben i Aalborg holdt stævner, var der altid en lille kiosk, hvor man kunne købe mad og drikke. Det blev en fast tradition, at to pølser og brød blev lagt til side til Peter Arildsen, så han kunne få dem, når han kom i mål.

Behøvede ikke pandelamper

Peter Arildsen voksede op på en gård og blev hurtigt vant til at slide hårdt, når han ikke var i skole.

Som teenager arbejdede han en tid på en gård i Norge og var et par år i militæret, inden han ligesom sin far indledte en karriere i postvæsenet. Han endte med at blive leder af driftsafdelingen i Hjørring.

Han arbejdede utrætteligt i Hjørring Orienteringsklub – Vendelboerne, som han blev formand for i 1978, og selv i en sen alder hjalp han med at sætte tunge pæle op som poster i skoven, så flere kunne nyde orienteringssporten.

I OK Vendelboerne, som klubben hedder i daglig tale, var det ham, der søgte om tilladelse til at afholde stævner i de offentlige skove, og det var ham, der forhandlede med de private skovejere. Det er en opgave, der kan tage modet fra mange, men Peter Arildsen havde som regel heldet med sig. Skovejerne kunne slet og ret lide ham.

Det kunne de fleste.

Peter Arildsen mødte sin kone Vivi som 18-årig, og de lavede det meste sammen. Familien – forældre, to sønner og med tiden også børnebørn – pakkede bilen og drog til orienteringsstævner næsten hver weekend, både i Danmark og i udlandet.

Peter og Vivi Arildsen brugte meget tid sammen med deres børn og siden hen børnebørn, tog dem med på udflugter i naturen, legede med dem i deres hjem.

Kort efter de var blevet bedsteforældre for første gang, var de ude at løbe i skoven om natten, og her foreslog en af deres tætteste venner, at de smed pandelamperne. De strålede jo så meget i forvejen.

Orienteringsløberens drøm

Mens Peter Arildsens sind blev ved at være ungt og skarpt, skrantede hans krop med årene, han blev ramt af skader og sygdomme, der kunne have truet hans karriere som orienteringsløber, hvis han ikke havde været så stædig.

Var der noget, han frygtede, var det at ende sine dage på et plejehjem, lænket til en seng eller en stol. Han ville være aktiv til det sidste – og han fik sin vilje.

Han gik bort mellem post fire og fem.

Det var her, mens han deltog i de nordjyske mesterskaber nær Hirtshals, at hans hjerte gav op. Han faldt omkuld på jordbunden, og den vrimmel af orienteringsløbere, der bevidnede det, kunne intet stille op. Han blev 87 år gammel.

Det var et chok for alle, der så det, og for familien og vennerne, der kort efter fik nyheden. Men det var også en sortie, som mange orienteringsløbere drømmer om at selv at opnå – at gå bort i naturen, med pulsen høj og kortet i hånden, midt mellem to poster.

Når Peter Arildsens venner i dag kommer forbi den bakke, hvor han faldt om, skænker de ham en tanke. De kalder det Peters sted, og hvis de passerer det i en konkurrence, glemmer de som regel alt om poster og sluttider for en stund.

Til begravelsen måtte folk stå op bagest i kirken, fordi der ikke var plads til alle, og selv om Peter Arildsen havde været på pension i 25 år, sendte 40 tidligere kolleger ham en hilsen.

I OK Vendelboerne opstod et hul efter hans død. Men når medlemmerne i dag møder andre løbere og siger, hvilken klub de kommer fra, er Peter Arildsen stadig grunden til, at de møder genkendelse. »Nå, ja,« lyder det, »det er jo Peters klub.«