Et liv er forbi: Man stiller ikke op for at tabe

Det var ikke let at hive Peter Arildsen hjem fra de stævner, han deltog i som orienteringsløber.

Han skulle liiige snakke med ham, og så skulle han liiige snakke med hende. Når det trak ud, begyndte hans kone at blive en anelse utålmodig, og hvis børnebørnene var med, kunne de spørge:

»Farfar, er du nu færdig med at snakke?«

Han snakkede med alle. Og han lyttede til, hvad de sagde.

Han spurgte nysgerrigt ind til de andre orienteringsløberes liv, og hvis en af hans venner fortalte noget om sine børn, ville han huske det flere måneder senere.

Det var egentlig hans søn, der først startede til orienteringsløb, men Peter Arildsen blev straks betaget af sporten. Han elskede skoven, konkurrencen og den høje puls, blandingen af at bruge kroppen og hovedet.