Feature
Læsetid: 7 min.

Mesut Özil udstiller sin klubs dobbeltmoral, men havde Erdogan som forlover. Hvad skete der?

Arsenal har smidt sin højestbetalte spiller op på tribunen for resten af sæsonen. Skyldes det hans kritik af Kina, hans kamp for muslimers rettigheder eller hans afvisning af Arsenals coronapolitik? Eller er tiden simpelthen bare løbet fra en spiller som Mesut Özil?
Den tyrkiste præsident, Recep Tayyip Erdogan, har brugt dette billede af ham selv og Arsenal-spilleren, Mesut Özil, skamløst i sin valgkampagne. Erdogan var desuden forlover ved Özils bryllup.

Den tyrkiste præsident, Recep Tayyip Erdogan, har brugt dette billede af ham selv og Arsenal-spilleren, Mesut Özil, skamløst i sin valgkampagne. Erdogan var desuden forlover ved Özils bryllup.

Ritzau/Scanpix

Moderne Tider
14. november 2020

I sin bog Om latter og glemsel fortæller den tjekkiske forfatter Milan Kundera historien om udraderingen af den kommunistiske partisoldat Vlado Clementis fra den offentlige erindring i årene efter Anden Verdenskrig.

Kundera tager udgangspunkt i en episode fra februar 1948, hvor den kommunistiske leder Klement Gottwald trådte ud på en balkon i Prag for at holde tale.

Ved sin side havde han Clementis. Og eftersom det sneede og var koldt, tog Clementis sin pelshue af og anbragte den på hovedet af sin partiformand, så han ikke skulle fryse.

Få år senere faldt Clementis i unåde. Han blev anklaget for forræderi og hængt. Og det tjekkoslovakiske kommunistpartis propagandaafdeling gik i gang med at slette ethvert minde om ham fra de offentlige annaler. Det gik blandt andet ud over det fotografi, der var blevet taget hin vinterdag på balkonen i Prag.

Clementis blev bortretoucheret fra billedet, og det eneste minde, der forblev af ham fra episoden på balkonen, var den pelshue, han havde anbragt på hovedet af sin partiformand.

Eller som Kundera selv konstaterer det:

»Siden har Gottwald stået alene tilbage på balkonen, og kun Clementis’ hue på Gottwalds hoved er tilbage.«

Udradering af en stjerne

Disse ord kommer én i hu, når man tænker på den skæbne, der i disse dage overgår den tyske playmaker Mesut Özil i Arsenal. Også han er blevet nedrevet fra en privilegeret position internt i klubben og bliver i denne tid udsat for en fodboldmæssig udrensning så total, at kun minderne om hans bedrifter på grønsværen bliver tilbage.

Udraderingen nåede sin foreløbige kulmination for et par uger siden, da klubben meddelte, at den havde fravalgt Özil til den liste af 25 spillere, som manager Mikel Arteta kan gøre brug af i Premier League. I forvejen var Özil også blevet udeladt fra Arsenals trup til Europa League, så annonceringen fra klubben var i realiteten en meddelelse om, at den diminutive tysker med Marty Feldman-øjnene ikke kommer til at spille nogen betydende kampe for klubben fra Nordlondon i den overskuelige fremtid.

Özil har i forvejen ikke optrådt i Arsenal-trøjen siden marts, så der er efterhånden tale om en langvarig forvisning fra førsteholdsfodbold for den spiller, der for blot få år siden fremstod som en af de mest lysende stjerner på fodboldfirmamentet; en aktør, som har vundet titlen som årets spiller i tysk fodbold fem gange, og som blev hentet til Arsenal for et rekordbeløb på 350 millioner kroner fra Real Madrid i en handel, Arsenals daværende direktør Ivan Gazidis kaldte en illustration af klubbens »økonomiske ildkraft«.

Nu er Özil ikke bare ude, men helt ude.

Men hvordan er det gået så galt for en spiller, som klubben så sent som i 2018 gjorde til truppens højestgagerede aktør med en løn på tre millioner kroner om ugen?

Sportslig aktivist

Svarene er – som altid, når det drejer sig om forhold angående sportens største stjerner – legio.

Hvis man starter med at kigge på tingene fra spillerens side, er der ingen tvivl om, at Özil og kredsen omkring ham betragter klubbens aktion som en straf, fordi han i de senere år har gjort sig selv til verdens vel nok førende sportslige aktivist til fordel for muslimers rettigheder på globalt plan.

At Özil var på vej ned ad det spor, fik vi den første indikation af for et par år siden, da han lod sig afbilde i et nu herostratisk berømt fotografi med den tyrkiske præsident Recep Erdogan.

Det billede, som Erdogan siden hen brugte skamløst i sin valgkampagne, udløste en shitstorm over den tyske playmakers hoved hjemme, men Özil doubled down – som Trump ville udtrykke det – med et indlæg på de sociale medier i december sidste år, hvor han angreb Kina for deres undertrykkelse af det muslimske mindretal, uighurerne.

Det opslag gjorde det kinesiske styre så opbragt, at det iværksatte en udrensning af Özils virtuelle identitet, der ikke stod tilbage for den behandling, som det tjekkoslovakiske partiapparat underkastede Clementis i efterkrigsårene.

Således blev Özils spillerfigur fjernet fra alle kinesiske videospil, hans navn udløste fejlsøgninger på internettet, og da kinesisk tv transmitterede en Arsenal-kamp, nægtede kommentatoren at sige hans navn.

Konflikten anbragte samtidig Arsenal i en slem kattepine, eftersom klubbens muligheder for fremtidig vækst er afhængig af, at den kommer ind på det lukrative kinesiske marked. Og så går det ikke, hvis man har en aktør i truppen, der afskærer The Gunners adgang til de mange millioner kinesiske fodboldfans.

Af samme grund har Arsenals ledelse hele tiden forsøgt at danse en diplomatisk linedans i konflikten mellem Özil og Kina. Men den tyske spiller og hans rådgivere er overbeviste om, at hans eksklusion i bund og grund skyldes, at han er blevet ofret for at please de kritikfølsomme kommissærer i toppen af styret i Beijing. Og man giver ikke noget for forsikringerne fra holdets manager, Mikel Arteta, om, at fravalget af Özil alene er baseret på sportslige meritter.

»Arsenals fans fortjener at få (den) sande forklaring,« har Özils agent udtalt.

Derudover er hovedpersonen selv i øvrigt fortsat med aktioner, der illustrerer, at han på ingen måde har tænkt sig at skrue ned for agitationsniveauet.

Således inviterede han Erdogan til at være forlover, da han blev gift ved et overdådigt bryllup på bredden til Bosporusfloden; og han har for nylig offentliggjort et indlæg på Twitter, hvor han harcelerer over det, som han kalder Armeniens »ulovlige besættelse« af Nagorno-Karabakh i det primært muslimske Aserbajdsjan.

Ligeledes noterede han i en kommentar til sin udelukkelse fra Arsenals trup, at han fortsat vil være »en stemme for retfærdighed«.

Vil redde ’Gunnersaurus’

Ser man bort fra disse konflikter mellem Özil og hans arbejdsgiver om hans nebengesjæft som selvbestaltet kommentator på den globale scene, er der imidlertid et andet forhold, der også springer i øjnene vedrørende hans eksklusion fra holdets kamptrup, og det handler om hans rolle som spoiler i klubbens forsøg på at få sine højtbetalte aktører til at acceptere en solidarisk lønnedgang på 12,5 procent for at hjælpe klubben gennem coronakrisen tilbage i foråret.

De fleste af Arsenals spillere accepterede villigt dette forslag, men Özil blev ved med at stille spørgsmål. Især var han optaget af at få en forsikring om, at pengene ville gå til klubbens administrative personale og ikke bare ryge i ejernes lommer. Og selv da Arteta personligt på et Zoom-møde opfordrede sine spillere til at »do the right thing«, nægtede Özil som den eneste at gå med i aftalen.

Det udløste i første omgang voldsom kritik af tyskeren i de britiske medier, men stemningen skiftede i starten af august, da Arsenal fyrede 55 administrative medarbejdere – til trods for at klubbens hovedejer, Stan Kroenke, sidder på en formue på mere end tres milliarder kroner.

Så blev tyskeren pludselig set som den eneste, der havde gennemskuet ledelsens hule løfter.

Özils moralske sejr på denne front har dog ikke hjulpet ham internt i klubben. Tværtimod. Kilder med kendskab til forholdene på Emirates Stadium har berettet, at netop hans afvisning af at deltage i den solidariske lønnedgang har kostet tyskeren megen kredit på ledelsesgangene, fordi han gik imod et specifikt ønske fra cheftræneren – og fordi han var med til at udstille klubbens dobbeltmoral.

Og så har det i øvrigt ikke gjort sagen bedre, at Özil for nylig – nærmest som en hån mod klubbens pengemænd – har tilbudt at betale lønnen for den medarbejder, der er inde i klubmaskotten Gunnersaurus; en stor, godmodig dinosaurus, som klubledelsen i endnu en imagemæssig katastrofe har valgt at spare væk.

Vemodig Wenger

Der kæmpes i det hele taget på mange fronter mellem den tyske playmaker og hans arbejdsgiver. Men skræller man opgørene om politiske udmeldinger og lønudgifter væk, så er der også den mulighed, at Özil simpelthen er blevet ekskluderet af sportslige årsager.

Siden sin tiltræden som manager har Mikel Arteta skiftet fra en Özil-venlig 4-2-1-3-formation til de mere kompakte 3-4-3 eller 4-3-3, hvor tyskerens foretrukne playmaker-position er skåret bort.

Så den banale sandhed kan være, at Özil er blevet ofret, fordi udviklingen i moderne fodbold lige nu bevæger sig væk fra den klassiske, indolente, visionære 10’er, der driver rundt mellem linjerne, tager sine pauser og vælger de rette øjeblikke til at afgøre kampene.

Hvis det er sandt, er der i hvert fald én, der beklager det, og det er manden, der bragte Özil til Nordlondon, nemlig hans tidligere manager, Arsène Wenger.

I vemodige udtalelser har Wenger sat ord på, hvad udelukkelsen af Özil efter hans mening siger om moderne fodbold:

»Hele denne situation er et kæmpe tab, både for ham (Özil, red.) og for klubben, fordi (…) han har denne evne til at lægge den afgørende aflevering på den forreste tredjedel af banen. Men fodbold er i disse år inde i en udvikling med genpres og hurtige omstillinger, hvor alle spiller på samme måde.«

»Det har betydet et tab af kreativitet, og det har betydet et tab af spillere som Mesut. Men man skal bare huske, at folk går på stadion for at se kreativ fodbold. De vil se noget, de ikke selv kan udføre. Og Mesut har vundet VM med Tyskland, han har spillet i Real Madrid. Du bliver simpelthen nødt til at finde en måde at få ham integreret i spillet igen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Det er simpelthen så bizart at sportsverdenen ikke blot beordrer deres spillere til at selv-censurere ift. undertrykkelse i andre lande, men det at det behandles som noget så selvfølgeligt, noget som ikke fører til selvransagelse.

Det drejer , ast han ikk elængere er god nok.