Med #MeToo står KVINFO pludselig med en gylden chance for at genrejse sig selv

Fredeligt og intetanende om, hvad der snart ville ske, lå feministen og kønsforskeren Elisabeth Møller Jensen en middag i marts 2017 på sin blå sofa og læste. Hun blev forstyrret, da hendes mand trådte ind i biblioteket og rakte hende en pressemeddelelse fra Kulturministeriet, som han netop havde printet ud.

»KVINFO’s biblioteksopgaver flyttes til Det Kongelige Bibliotek,« stod der.

For almindelige mennesker uden synderlig forstand på hverken KVINFO eller biblioteker vækker den sætning måske ikke særligt store følelser. Men for Elisabeth Møller Jensen, som tre år forinden var stoppet som direktør i KVINFO efter 24 år på posten, sivede alvoren straks ind, og hun behøvede ikke læse meget længere, før hun opfattede daværende kulturminister Mette Bock fra Liberal Alliances udmelding som »et dødeligt angreb på KVINFO«.

Elisabeth Møller Jensen rejste sig straks fra sofaen, og der gik lang tid, før hun igen kunne vende tilbage til den bog, hun lå og læste i.

I de følgende måneder i 2017 udspillede der sig en voldsom politisk magtkamp om KVINFO, hvor kræfter på den ene side ønskede at bevare biblioteket, som de kaldte »KVINFO’s hjerte«, mens kræfter på den anden – ført an af borgerlige feminister – ønskede at dreje nøglen om på videncentret for køn, ligestilling og mangfoldighed.

KVINFO var en flok afdankede, venstreorienterede statsfeminister, som for skatteborgernes penge hang fast i den gamle verden, lød det fra den ene fløj. Mens det fra den anden lød, at ligestilling aldrig er noget, man bliver færdig med, og at der derfor fortsat var hårdt brug for et videnscenter om køn. Fra Folketingets talerstol sagde Mogens Jensen, som dengang var kulturordfører for Socialdemokratiet, at han betragtede regeringens beslutning om at flytte KVINFO’s bibliotek som »angreb på ligestillingskampen i det hele taget«.

Resultatet blev – efter mange, lange, seje debatter – at regeringen vandt, at KVINFO fik frataget sine biblioteksopgaver, og Mette Bock fik det, som hun ville have det. Det virkede, som om de borgerlige debattører i nogen grad var lykkedes med at stække KVINFO og så tvivl om videncentrets fortsatte relevans.

I årene efter var KVINFO mere stille. Der var udskiftning på direktørposten og i bestyrelsen, bevillingerne fra Christiansborg var mindre, og centret var ikke længere noget, der optog medierne på daglig basis.

Men med anden bølge af #MeToo har KVINFO igen i dag fået fornyet relevans. Sexismedebatten, som har afsløret seriekrænkere og afdækket strukturel sexisme inden for en lang række fag og brancher, har vist, at vi som samfund langtfra er i mål med ligestillingen.

Virksomhed efter virksomhed, arbejdsplads efter arbejdsplads har erkendt, at de har blinde vinkler og ikke haft nok fokus på og viden om problemet. Derfor rettes blikket i disse dage mod KVINFO, som lige nu oplever en pludselig efterspørgsel på mere viden om køn. Opgaver med at rådgive om sexisme i institutioner og firmaer tikker ind, ligesom det er KVINFO, som er hyret til at granske sexismesagerne hos De Radikale.

KVINFO står altså lige nu med en gylden chance for at genrejse sig selv og bevise sin fortsatte relevans efter at være forsøgt banket ned under gulvbrædderne tilbage i 2017.

Men hvad er det for en organisation, der nu kan få en fremtrædende rolle i det danske #MeToo-opgør? Og hvordan gik det egentlig til, at lukningen af et lille bibliotek blev et værdipolitisk slagsmål, som mobiliserede både røde feminister, blå feminister og dem lige midtimellem? Det forklarer vi her med historien om KVINFO, der begynder i 1960’erne.

Feminologisk afdeling

Året er 1964, da pladsen bliver for trang for Emma Christensen. I årevis havde den københavnske kvinde samlet avisudklip om kvinder, og arkivet var vokset hende over hovedet, da hun tilbød samlingen til Det Kongelige Biblioteks rigsbibliotekar, Palle Birkelund.

Men rigsbibliotekaren takkede pænt nej, og Emma Christensen forærede i stedet arkivet til Statsbiblioteket i Århus, som grundlagde Kvindehistorisk Samling.

Andetsteds på Det Kongelige Bibliotek hørte Nynne Koch om afslaget.

Hun var forfatter og feminist og så afslaget som en provokation. Selvfølgelig var kvindehistorien en sag for Det Kongelige Bibliotek, mente hun, og i vrede over beslutningen inviterede hun sine kolleger til en slags gravøl for al den viden om kvinder, biblioteket sagde nej tak til – eller rettere champagne. For Nynne Koch var opvokset i højborgerlige stuer og trods titlen feminist ikke en del af venstrefløjen og dens romantisering af håndbajere.

Som en slags plaster på såret tilbød rigsbibliotekaren Palle Birkelund, at hun måtte få lov til at bruge ét kvarter af sin arbejdsdag på at registrere de bøger på Det Kongelige Bibliotek, som handlede om køn og kvinder. Men kartotekets skuffedarium blev for lille allerede i 1973, og derfor blev Nynne Koch leder af et nyoprettet såkaldt feminologisk afdeling, som blev grundlaget for det, som senere blev til KVINFO’s bibliotek – og selve KVINFO’s hjerte ifølge Elisabeth Møller Jensen.

Navnet Kvinfo står for Køn, Viden, INformation og FOrskning. I 1987 blev KVINFO et statsstøttet videnscenter og forskningsbibliotek, der samlede på forskning om køn og ligestilling for at fremme og formidle kvindeforskning.

Biblioteket havde til formål at dokumentere den betydning, kvinder har haft på det danske samfund. Det gjorde KVINFO blandt andet ved at tage inititaiv til Dansk Kvindebiografisk Leksikon, som beskrev Danmarks mest berømte og betydningsfulde kvinder.

Men hvor Nynne Kochs mål var at opbygge et forskningsbibliotek, fokuserer KVINFO i dag på at formidle forskning, der for eksempel fortæller, at mødre tager 91 procent af barslen, at kvindelige kilder er underrepræsenteret i medierne, og at kun 12,8 procent af landets administrerende direktører i den private sektor er kvinder.

Derudover består KVINFO af en international afdeling og et mentornetværk, som siden 2002 har haft til formål at gøre det lettere for indvandrer- og flygtningekvinder at blive en integreret del af det danske samfund.

Ifølge Elisabeth Møller Jensen, som på baggrund af sine 24 år i KVINFO’s direktørstol har skrevet bogen At se med egne øjne, er historien om KVINFO historien om en institution i medvind, som på et tidspunkt blev ramt af »stiv politisk kuling fra højre«.

»Og det skifte handler i højere grad om en ændring af tidsånden, end det handler om, hvorvidt der fortsat er et behov for KVINFO,« siger Elisabeth Møller Jensen.

Statsfeminisme

Den politiske modvind, som Elisabeth Møller Jensen beskriver, kom ud af det blå i 2011. Dengang havde KVINFO bred opbakning, vækst og fremgang, men videncentret var samtidig blevet synligt i den offentlige debat, og derfor begyndte borgerlige debattører at stille spørgsmål ved KVINFO’s relevans og politiske ståsted.

I en kronik i Berlingske fra 2011 kritiserede flere borgerlige feminister KVINFO for at være venstreorienteret.

»Af en fælles, offentlig institution må man som minimum forvente en vis neutralitet og rummelighed,« stod der.

En af underskriverne var den borgerlige debattør Camilla-Dorthea Bundgaard. Hun hverken »var eller er på det hold«, som mente, at KVINFO skulle lukkes. Som forskningsbibliotek er der brug for det, mener debattøren.

»Men feminismedebatten dengang handlede meget om kønskvoter, forbud mod købesex og øremærket barsel til mænd. Jeg mener, at det er politisk venstreorienterede forslag, da det kræver, at staten griber ind i det private. Så når Elisabeth Møller Jensen og KVINFO talte for venstreorienterede løsninger på ligestillingsproblemer, var det bestemt ikke liberalt.«

Desuden mener debattøren, at Elisabeth Møller Jensen, og »må man formode« dermed også KVINFO, til tider udtalte sig politisk i den offentlige debat, som da hun kaldte den daværende ligestillingsminister, Lykke Friis, for en »bremseklods« i en kronik i Politiken i 2010.

Kritikken af, at KVINFO var en venstreorienteret, statsfeministisk organisation, kan synes paradoksalt, da videncentrets moder, Nynne Koch, bestemt var borgerlig, og ifølge Elisabeth Møller Jensen hører kritikken derfor ingen steder hjemme, da KVINFO er et fagligt funderet videnscenter.

»KVINFO har altid samarbejdet med den til enhver tid siddende regering, og vi var hverken gift eller forlovet med dem. Men KVINFO blev et spejl på deres manglende handling på ligestillingsområdet,« mener hun.

– Så du det som en borgerlig kulturkamp?

»Borgerlig er for pænt at sige. Det er ikke en klassisk borgerlighed. Det var en sort borgerlighed. Kulturministeren gav en luns af KVINFO til sit bagland.«

Politisk stormvejr

Igennem årene har KVINFO stået på mål for forskellige former for kritik. Nogle gange blev de kritiseret for at være for venstreorienterede, andre gange for at være for elitære, for gammeldags eller for at svigte ligestillingssagen blandt indvandrerkvinder. Men det største politiske stormvejr ramte i 2017 og blev udløst i det sekund, daværende kulturminister Mette Bock fra Liberal Alliance udsendte den pressemeddelelse, som fik Elisabeth Møller Jensen til at flyve op af sofaen og smide sin bog fra sig.

Mette Bock, som i dag læser til præst og er helt ude af politik, husker tydeligt debatten, som på mange måder overraskede hende.

»Nøgternt set var min beslutning om at flytte KVINFO’s bibliotek jo bare et lille led i en større sammenlægning af små forskningsbiblioteker, som jeg vurderede ville få bedre rammer, hvis de blev lagt ind under nogle større biblioteker med flere ressourcer. Men sådan kan jeg jo godt se, at det ikke blev opfattet,« siger Mette Bock i dag.

Beslutningen blev udlagt som et forsøg på først og fremmest at smadre KVINFO, hvis kerne og hjerte netop var biblioteket. Og dernæst som et forsøg på at modarbejde ligestillingen ved at lukke munden på dem, der talte mest og højest om for eksempel øremærket barsel, kvoter og sexisme.

Både dengang og i dag afviser Mette Bock, at flytningen af KVINFO’s bibliotek var ideologisk for hende.

»Jeg var kulturminister, ikke ligestillingsminister, og min opgave var udelukkende at se på, hvordan man bedst muligt kunne løse en biblioteksopgave,« siger hun.

»At man skød mig i skoene, at jeg ville lukke KVINFO og bremse ligestillingen kunne ikke være mere forkert. Jeg kalder ikke mig selv feminist, men jeg har arbejdet med ligestilling alle de steder, jeg har været ansat, jeg har været en del af den tidlige kvindebevægelse, og jeg var med i kvindegrupper, da jeg læste på universitetet. Jeg anser faktisk mig selv som ret bevidst på det her område,« siger Mette Bock.

Bocks budskab

Nogenlunde det samme sagde hun tilbage i 2017, men ordene trængte ikke rigtig igennem. Måske fordi partikollegaen, ligestillingsordføreren Laura Lindahl, på en måde modarbejdede Mette Bocks budskab, da hun på sin facebookprofil beskrev flytningen som »første skridt i at lukke KVINFO«.

»Det var da irriterende, at hun gjorde sådan,« siger Mette Bock i dag, »men i Liberal Alliance er der plads til, at man mener noget forskelligt, så hun var i sin fulde ret til at sige sådan.«

På spørgsmålet om, hvorvidt Mette Bock fortryder noget fra dengang, svarer hun uden at tøve »næh«.

»Jeg er faktisk meget godt tilfreds med, at det lykkedes mig at undgå at lade mig provokere. Jeg tror, der var nogle, der havde et ønske om, at jeg simpelthen skulle blive så vred, at jeg til sidst eksploderede, men jeg bevarede roen, og – set fra min stol – står vi med et bedre KVINFO i dag, end vi gjorde dengang«.

– Hvordan det?

»Flytningen af biblioteket gav jo tilsyneladende anledning til, at KVINFO redefinerede sin strategi og fik en ny bestyrelse og daglig ledelse, som er bedre rustet til de ligestillingsopgaver, der er i dag, og som ikke er identiske med de opgaver, der var, da KVINFO blev grundlagt.«

– Hvilke tænker du på?

»For eksempel arbejdet med ligestilling i indvandrermiljøer, som jeg synes, KVINFO har fået bedre greb om, men også den aktuelle sexismedebat, som jeg synes, KVINFO har nogle særlige forudsætninger for at kunne være en del af løsningen på.«

»Hvis de løser den opgave, så har de i hvert fald dokumenteret, at de har nogle kompetencer og en viden, samfundet har brug for,« siger Mette Bock.

Fornyet aktualitet

De Radikale har i kølvandet på Morten Østergaards krænkelsessager rakt ud efter KVINFO og bedt dem om hjælp til at granske partiet for sexisme.

Undersøgelsen skal ifølge videncentret afdække omfanget og karakteren af seksuel chikane i partiet – både blandt nuværende og tidligere ansatte. Når undersøgelsen er færdig, skal KVINFO komme med en række forskningsbaserede anbefalinger, som partiet kan lave en handlingsplan ud fra. Arbejdet, som forventes at tage tre måneder, er i gang og baseres ifølge KVINFO både på spørgeskemaer og interview.

Også SF har kontaktet KVINFO, ligesom blandt andet en række mediehuse og højskoler, og det er ifølge KVINFO’s nuværende direktør, Henriette Laursen, et bevis på, at kritikken fra 2017 er drevet over.

Om det skyldes tidsånden, #MeToo eller blot KVINFO’s fortsatte fokus på at udbrede forskningsbaseret viden om ligestilling, vides ikke. Men én ting er ifølge Henriette Laursen sikkert:

»I begyndelsen skulle KVINFO banke på døren hos politikere, men nu er det omvendt. Nu banker de også på døren hos os for at få viden om sexisme,« siger hun.

Direktøren er enig i, at videncentret lige nu står med en unik chance for bredt – på tværs af politiske skel – at overbevise folk om, hvorfor der fortsat er brug for et stærkt KVINFO.

Slaget om biblioteket har hun lagt bag sig. For selv om hun kalder det »et skattet sted«, hvor forskere, skoleelever og journalister kunne få forskningsbaserede værker om køn, giver det ifølge Henriette Laursen ikke længere mening at tage biblioteket tilbage.

»Det er ikke min kamp,« siger hun.

Til gengæld er det hendes kamp at vise, at KVINFO er en del af løsningen på de strukturelle problemer, anden bølge af #MeToo har blotlagt.

»Og hvis man ser debatten nu, er der kun få, der sætter spørgsmålstegn ved KVINFO’s relevans,« siger direktøren.

— Hvad er KVINFO’s rolle i den nuværende #MeToo-debat?

»KVINFO skal fortsat arbejde med at indsamle viden og formidle forskning om hvordan man skaber nødvendige kulturforandringer. Og i det hele taget få forskning og viden ud i praksis ved at afdække sexisme. Men målet er det samme: at skabe et mere ligestillet samfund.«