Analyse
Læsetid: 4 min.

I den offentlige debat er intet vidnesbyrd fredet for kritik

Ønsket om at beskytte den, der stiller sig frem i offentligheden med ubehagelige oplevelser, er både sympatisk og vigtigt. Men dette ønske bør ikke føre til, at vi opdyrker principper, som immuniserer ethvert vidnesbyrd mod kritik og diskussion, skriver Philip Larsen i dette debatindlæg
Sofie Linde fremlagde tidligere på året anklager, om sexchikane begået af en overordnet i DR. Det har medført en bølge af lignende anklager i bl.a. mediebranchen og på Christiansborg.

Sofie Linde fremlagde tidligere på året anklager, om sexchikane begået af en overordnet i DR. Det har medført en bølge af lignende anklager i bl.a. mediebranchen og på Christiansborg.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
14. november 2020

Som enkeltpersoner er der meget, vi ikke ved om vores medborgere. Årsagen er simpel: Vi er alle bundne til vores egen krop, omgangskreds og erfaringshorisont. Netop derfor er den offentlige debat så vigtig en størrelse i moderne samfund. Det er her, vi har mulighed for at blive klogere på den virkelighed, vi hver især oplever, og håbet er, at vi igennem den fælles samtale bliver bedre til at leve sammen og til at træffe beslutninger, som gælder for os alle.

Set i dette lys er vidnesbyrd i den offentlige debat afgørende. Når talrige hverdagserfaringer med racisme og sexisme bliver bragt frem, får de, der ikke selv oplever diskrimination og chikane, et levende indblik i problemerne og deres omfang. Og det er et nødvendigt første skridt på vejen til at gøre noget ved de åbenlyse udfordringer.

At stille sin private fortælling til skue for offentligheden kommer imidlertid med en pris: Dens relevans for fællesskabet kan blive afvist af andre borgere. For ligesom den offentlige debat næres af personlige beretninger, lever den ligeledes af deltagernes åbne kritik og diskussionslyst.

Vi kan i den forstand alle træde frem og fortælle omverdenen, hvad vi oplever, finder problematisk, og hvad der efter vores opfattelse skal gøres ved problemet, men vi kan hverken kræve ubetinget enighed eller opbakning fra andre. I den fælles samtale har vi kun vores bedste argumenter at gøre godt med, når vi skal overbevise andre.

Attraktiv offerrolle

Dette efterlader os i den for nogle moralsk ubekvemme situation, at ingen vidnesbyrd er fredede for kritik. Alternativet er, som den tyske dramaturg, professor og venstrefløjstænker Bernd Stegemann gør opmærksom på i sin bog Die Moralfalle (Moralfælden), at den selvbestaltede offerrolle bliver en attraktiv magtposition for den, der vil sætte sine budskaber igennem.

Ifølge Stegemann kendetegner det samtidens venstrefløj, at offerpositionen tillægges positive egenskaber, der ikke kan forhandles: »Offeret er ifølge denne logik altid og absolut uskyldigt, og vedkommende skal altid og absolut stoles på,« skriver han og fortsætter: »Har en sådan indstilling først sat sig igennem, så fører den til betragtelig social magt.«

Hvis den, der stiller sig frem som offer, opfattes som uanfægtelig og immun over for kritik, indskrænker det alle andres muligheder for at gøre sig gældende i debatten.

Stegemann skriver selv ind i en aktuel tysk debat, men det problem, han peger på, er ikke alene forbeholdt vores nabo i syd. I en primetime-diskussion om sexisme i DR2’s Debatten udtalte Anja C. Jensen, næstformand i HK Privat, således i begyndelsen af oktober, at »der er jo ikke nogen kvinder, der går ud og viser sig selv offentligt alle steder og siger ’jeg har været udsat for en krænkelse’, hvis ikke hun har været udsat for en krænkelse«.

I Jensens optik er det ene og alene den enkelte, der har ret til at beslutte, om vedkommende er blevet udsat for en krænkelse: »Hvis jeg opfatter noget som en krænkelse,« sagde hun, »så er der altså tale om en krænkelse«. Hendes efterfølgende konklusion var klar: »Det, vi skal gøre, er ikke at gøre os til dommere over enkeltdele eller små detaljer i en eller anden handling. Vi skal simpelthen sætte os ind i sagen og gøre noget ved det, tage det alvorligt.«

Samtalens kompromis

Problemet med Anja C. Jensens udtalelser er, at de kortslutter præmissen for den debat, de selv er en del af: Den, der stiller sig frem som offer for en krænkelse, bliver her ikke blot gjort til absolut sandhedsvidne og immun over for kritik. Alle andre bliver også påbudt at skulle agere på en bestemt måde – nemlig at gøre noget ved det erklærede problem.

I dette perspektiv er den offentlige debat ikke et rum, hvor vi kan udfordre hinanden og i fællesskab diskutere os frem til kollektive standarder for, hvordan vi håndterer ømtålelige emner. Den er en krigsarena, i hvilken det kun er tilladt for nogle at angribe andre.

Ønsket om at beskytte den, som med navn og ansigt stiller sig frem med sine ubehagelige oplevelser, er både sympatisk og vigtigt, for det er ingenlunde nogen let opgave at skulle dele grænseoverskridende historier med fremmede mennesker. Fortiden er tilmed rig på eksempler, hvor de, der har stillet sig frem med vigtige vidnesbyrd, ikke er blevet lyttet til og er blevet trumfet af magtfulde aktører.

Men svaret på disse udfordringer bør ikke bestå i at opdyrke principper, der totalfreder ethvert selvudnævnt offer. Risikoen er, som Bernd Stegemann fremhæver i sin bog, at vi lades tilbage med »et kaos af perspektiv-egocentrikere«, der hverken taler til eller forstår hinanden, men som gør krav på, at alle andre skal anerkende deres udlægning af virkeligheden. Det er der ingen, der bliver klogere på deres medborgere af.

I stedet bør vi minde os selv om, at den offentlige samtales kompromis indebærer, at vi lytter oprigtigt til dem, vi ikke kender, men at enhver, der taler, samtidig må finde sig i at blive gået på klingen. Det gælder også for dem, som stiller sig frem med vidnesbyrd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Jeg mistænker at meget af venstrefløjens stillen sig bastant på ofrenes side er en reaktion mod den fremtrædende tendens til at afskrive enhver som et værdiløst menneske, der ikke er værd at lytte til, som offentligt siger at der er blevet noget forkert imod dem. Og så kan vi ellers skændes om hvem der "startede"...

Men altså, vi burde sgu kunne finde ud af et fornuftigt niveau af hensyn/beskyttelse, som ikke er "totalfredning". Og som giver mere mening end at himle op om "offerrollen" hver gang nogen påpeger et problem, der er gået ud over dem.

Christian de Thurah

Velargumenteret indlæg.

Men dette argument gælder jo kun, hvis vi ikke vidste og var enige om, hvad der er godt og rigtigt i forhold til andre mennesker - og det ved vi udmærket.

Bjørn Pedersen

Kan du uddybe hvad du mener, Steffen Gliese? Siger du at vi alle allerede ved og er enige i, at det er godt og rigtigt at være skeptisk overfor folks udsagn om grænseoverskridende adfærd? Eller siger du at dét at forholde sig kritisk og spørge ind til den slags udsagn, er noget vi ved IKKE er godt og rigtigt? Eller noget tredje?

Gustav Alexander

Steffen Gliese,

Hvordan påberåber du dig dette fælles 'vi'? Som om der ikke er uenighed om, hvad en krænkelse er.

Jeg er eksempelvis ikke enig i, at den hånd på låret for ti år siden er en krænkelse. Her mener jeg, at Rod har gang i en kynisk magtkamp. En nuværende minister, der presser en 15 årig ti samleje. Dét er derimod en krænkelse!

Men så har vi jo også skildret det fravær af enighed, der faktisk eksisterer i den offentlige debat, medmindre du også tilskriver dig den position at en krænkelse kan være hvad som helst, så længe den dækker oplevelsen af krænkelse? Så ender de 'lette' krænkelser jo med at trivialisere de 'hårde' krænkelser og det er jo bevægelsens egen skyld, når der ikke gradueres eller gradbøjes.

Det kunne også være spændende at høre dit synspunkt ifht social magt? Der ligger vel en uafviselig monopolisering af magt i den offentlige debat, hvis man aldrig må være kritisk eller tvivle på en person, der har oplevet en krænkelse.

Margit Johansen

Nej, det der er brug for er respekt for de kvinder som står frem - det er modigt at skrive under og fortælle fra små brancher, i små lande - hvor mænd bestemmer over liv og karriere. Som de gamle egyptere sagde om mediernes rolle i demokratiet: først tisser I på os - så siger I vi lugter.

Estermarie Mandelquist og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Margit Johansen
Hvori ser du at artiklen taler imod respekt overfor kvinder der står frem? Hvis din kvindelige kollega fortæller offentligheden at du har krænket hende (uanset hvordan), ville det så være respektløst af mig at være skeptisk overfor hendes historie?

steen ingvard nielsen

Jeg tror ikke så meget det er en højre versus venstrefløjs problenatik, det er snarrere et generelt symptom, at vi misforstår vore roller, for vi skal jo ikke opdrage omverdnen. Vi kan opdrage vore børn eller vores hund, men ikke andre voksne mennesker. Jeg tror enddog, at nogle går videre end det, de tror simpelthen, at de er politi eller militær og skal skride ind med magt, hvis nogen gør den mindste afvigelse fra hvad (det enkelte sobjekt), anser som norm. Og så er det rigtigt mange der fejagtigt tror, at deres trang til at ytre sig, overtrumfer alt andet, og det gør den jo ikke, for hvis du fremfører en ytring der støder et andet menneske og dette menbeske gør dig opmærksom på det, så må det være hensynet til denne modtager af ytringen, der suverænt afgør om der er tale om en krænkelse eller ej.
Her opfatter flertallet nok, at deres ret til ytring overtrumfer alt andet, ligemeget hvad ytringen består i.

Bjørn Pedersen

@steen ingvard nielsen
Der er forskel på ytringer, og der er forskel på forståelser af ytringer. At en politiker f.eks. kan blive stødt over den vrede og "grimme tone" på sociale medier, skal ikke partout tages alvorligt. Folk har ret til deres vrede, deres afsky, deres følelse af afmagt og uretfærdighed, og derfor ret til at svine deres politikere til hvis de f.eks. skaber ghettolove, ydmyger kroniske syge på DR, og mistænkeliggør de fattigste for bare at ville dovne den.

At føle dig krænket, er ganske enkelt ikke ensbetydende med at der reelt er sket dig noget uretfærdigt. Ellers skulle kvinder der ytrer sig om konkrete mænd, jo ikke ytre sig da det ville støde de konkrete mænd. Arrogante mennesker kan føle sig krænkede over at man ikke føjer dem, løgnere kan lyve sig til at være krænkede fordi de ønsker hævn (jvf. sagen om Gentofte-drengene), folk kan have en kynisk økonomisk eller politisk interesse i at lyve om at de selv - eller andre - bliver krænket (f.eks. ghettolove og politikere der går ind for det med henvisning til at de ønsker at fjerne utrygshedsskabene adfærd).

Og til at vi ikke skal opdrage på hinanden... Jeg er 38 gammel, og jeg ser ikke mig selv som værende færdig med at lære nyt om livet, nyt om samfundet og verden. Det er ikke noget problem at kvinder i disse tider opdrager omverden om adfærd, som den ikke traditionelt har set som problematisk (eller gjort noget ved, hvis den gør). Så længe man interesserer sig for sandhed, så er det intet problem i at vi opdrager på hinanden. Det er det der gør os til et samfund. Vi skal bare ikke lyve om hinanden, ikke manipulere med hinanden.

Der er næppe mange der mener vidnesbyrd er fredet for kritik, men vi er mange der gerne vil være fri for svinsk tale/kritik.