Når man står og glor ud over det flade, golde land i det vestlige Texas, kan det godt være svært at begribe rigdommen. At en natur, der mest af alt er spektakulær i sit fravær af storhed, kan være af afgørende betydning for USA’s økonomi og for klodens fremtid.
Man landet er en lagkage. Engang var det havbund, og gennem hundreder af millioner af år har sedimenter aflejret sig her i Permbassinet, eller Permian Basin, som amerikanerne kalder det. Og med tiden er det blevet til den landjord, der nu ligger udstrakt i et område på over 400 gange 400 kilometer over det vestlige Texas og østlige New Mexico.
Her oven på det oldgamle bassin går menneskene rundt på den brungrå jord, kører trucks og tankbiler, bygger byer og rørledninger, ser tv og spiller billard og eksisterer i små korte blink. Og under dem ligger evigheden. Op til otte kilometer dybe aflejringer af skifer og sandsten og dyb fortid. Træer og blade og dyr og udslukte åndedrag opbevaret under tryk og tid og forvandlet til olie og gas i helt vilde mængder, og det er hele årsagen til, at vi er taget hertil.
Det er årsagen til, at de fleste tager hertil. Landet er arret og overstrøet med oliepumper, pump jacks, der står og drikker som evighedsmaskinens vippende glasfugl.
10 år i branchen
Når mørket falder på, og man ikke længere burde kunne se fladheden og uendeligheden, så flammer den op derude. Området er overstrøet med tynde skorstensrør, hvor dybgule gasflammer blusser løs for enden. Hvis landet er en lagkage, er gasflammerne dens fødselsdagslys, og fejringen foregår hver dag.
Efter nogle ret søvnige årtier, gik oliebranchen pludselig amok i det vestlige Texas, og selv en lille flække som Garden City blev nærmest skyllet med af en flodbølge af ny industri og arbejdspladser. Nu står det meste stille igen.
Ude på kanten af bassinet ligger en lille flække, der bærer navnet Garden City. Der er godt 500 indbyggere, en tankstation, en sprutbutik og et lille guesthouse, hvor et sjak af fossilbranchens omrejsende svende har slået sig midlertidigt ned.
De er otte gutter, de fleste fra Houston-området, og i halvanden måned har de haft base her, hvor de efter dagens opgaver ser fjernsyn, spiller pool og ryger smøger sammen. Fyrene her arbejder i et af fossilbrancens mange afledte bierhverv og laver rørledninger. Lige for tiden er det en underjordisk gasledning, der skal forstærkes, så der kan anlægges en vej ovenpå. Om et par uger laver de nok noget andet.
Shannon Ellis Lee, en stor fyr med et venligt ansigt, har aftensmadstjansen. De skal have kylling, grønne bønner og majs, og han står i køkkenet og rører i gryderne. Omkring ham er stablet kasser med øl og Mountain Dew, og på køkkenbordet ligger burgerboller, plastikbestik og paptallerkener.
Det er ti år siden, en ven ringede til ham og tilbød ham job i branchen, og siden har han ikke set sig tilbage. Bare rejst rundt i hele Texas og en række andre amerikanske stater og ordnet, hvad der nu skulle ordnes af store og små reparationer, som kunne få olie- og gasbranchen til at glide videre. Inden da var han i militæret, i det berømte marinekorps, som han omtaler som »søværnets afdeling for mænd«.
Nu er han her, og her er godt.
»Det går i blodet på dig,« siger han om arbejdet i landets olie- og gasfelter. Han og gutterne har rejst sammen i årevis som et mobilt broderskab, og selv om det jo altid går lidt op og ned, har det generelt været én lang optur.
Indtil nu.
Enden på opturen
2020 var ellers udset til at slå alle rekorder i den amerikanske oliebranche. Alene her i Permian Basin skulle man producere 4,8 millioner tønder olie om dagen, hvilket skulle bringe den samlede amerikanske produktion op på ni millioner tønder dagligt – langt mere end Saudi-Arabien og Rusland kunne byde ind med. Årsagen til de seneste ti års boom og til rekordforventningerne er udvindingsteknologien kendt som fracking, der kan vride olie ud af dybe og hidtil utilgængelige jordlag. Men alverdens teknologi kunne ikke forhindre den pandemi, der ramte – og den medfølgende økonomiske nedtur.
Siden foråret er olieprisen faldet ligesom produktionen, og det eneste, der er steget, er antallet af arbejdsløse oliearbejdere. Ifølge en rapport fra Deloitte har 107.000 amerikanere mistet deres oliejob mellem april og august.
Det er smertefuldt for en masse familier, og det eneste positive perspektiv, man kan anlægge, er klimaperspektivet. Grønne organisationer vejrer morgenluft, mere olie bliver i jorden, og oven i det har USA endda valgt en ny præsident, som har store grønne ambitioner.
Klimamæssigt indtager olie- og gasbranchen rollen som den evige synder, men spørger man en fyr som Shannon Ellis Lee, er den et kæmpe samfundsgode. Folk fra arbejderklassen kan med lidt initiativ, opofrelse og hårdt arbejde tjene en rigtig god hyre i branchen. Og mens de knokler og bor på delte værelser langt væk fra familien, kan de se, hvordan en ny generation af unge arbejdsløse står forgældede tilbage efter at have gennemført lange universitetsuddannelser og rækker hånden frem mod hårdtarbejdende amerikanere som dem.
»De vil have, vi skal betale for deres universitetsophold,« siger han. Det kan de glemme.
»De kunne jo bare tage herud og arbejde på ledningsnettet.«
Shannon Ellis Lee og syv andre makkere bor sammen i et lille hus i et hjørne af Garden City, og betragter sig som en slags broderskab af omrejsende gasarbejdere. Med Joe Biden som præsident er den fossile industri kaput, mener han – og det bliver en katastrofe for landet
»Hvis Biden bliver præsident, er det slut med olie,« siger Shannon Ellis Lee. »Og så bliver landet trukket ned i en økonomisk depression.«
Den sorte revolution
Netop den amerikanske olie- og gasindustri og i særdeleshed fracking-teknologien blev et varmt emne under den nyligt overståede valgkamp i USA.
Den kontroversielle metode til at udvinde gas og olie har på lidt over et årti forvandlet det globale energilandskab, skabt amerikansk energiuafhængighed og gjort USA til verdens største producent.
Centrum for dette kæmpe boom er Permian Basin i det vestlige Texas, men nye oliefelter og nye job er poppet op flere steder i USA – for eksempel i Wyoming, North Dakota og Pennsylvania. Under valgkampen påstod Donald Trump hårdnakket, at Joe Biden ville forbyde fracking, hvis han blev præsident, mens Joe Biden selv forsikrede om, at et forbud ikke ville komme på tale.
Nu er valget afgjort, Joe Biden vandt, og alt andet lige betyder det, at klimaet kommer til at rykke højere op på den politiske dagsorden i USA. Selv om han ikke er tiltrådt endnu, kan man så småt tegne et omrids af, hvad Biden kan gøre for klimaet. Men inden vi når dertil, så lad os lige få styr på, hvad fracking er for en størrelse, og hvorfor den tilsyneladende spiller en så stor politisk rolle.
Begrebet stammer fra betegnelsen hydraulic fracturing – altså det at skabe revner ved hjælp af vand. Ultrakort fortalt går det ud på, at man borer et ekstremt dybt hul ned i undergrunden, og når man når ned til de oldgamle skiferlag, hvor olie og gas er fanget i små lommer, drejer man boret 90 grader og udgraver en kilometerlang vandret gang gennem stenen.
Området i det vestlige Texas er meget velegnet til disse horisontale boringer, da skiferlaget er så tykt, at man kan bore flere vandrette gange oven på hinanden og dermed udvinde endnu mere olie og gas fra hvert enkelt hul i jordskorpen.
Når gangene er boret, pumper man millioner af liter vand blandet med sand, ler og en skrap kemikaliecocktail ned i hullet under så højt tryk, at skiferlaget flækker og revner i et gigantisk underjordisk rodnet af små og store sprækker, så stenlagets små lommer af gas og olie slipper fri og flyder mod overfladen. Her bliver det opsamlet, transporteret, raffineret og til sidst brændt af til gavn og glæde for menneskets nutid, men til fare for dets fremtid.
Joe Bidens forhindringer
Det kontroversielle ved fracking – ud over det ubehagelige faktum, at CO2-udledningen og klodens temperatur stiger, jo mere fossilt materiale, vi futter af – er, at netop denne produktionsform frigiver store mængder af den potente drivhusgas metan til atmosfæren, hvilket forstærker drivhuseffekten og mindsker den klimagevinst, som ellers er vundet ved at bruge gas i stedet for kul på kraftværkerne.
Desuden er der frygt for, at boringernes dybe kemikaliefyldte sprækker forgrener sig til underjordiske drikkevandsreservoirer og ødelægger vandet eller forårsager jordskælv. Man kan ikke ligefrem påstå, at miljøfolk generelt er venligt stemt overfor metoden, og derfor er Joe Biden også blevet kritiseret for gentagne gange at understrege, at han ikke vil forbyde fracking.
»Der har været en masse ballade, men jeg synes, at hele diskussionen er lidt tåbelig,« siger Francis Gassert. Han er analytiker ved centrum-venstre-tænketanken New America og arbejder med forsyningssikkerhed og klimapolitik. Når han ser på Joe Bidens muligheder for at skabe grønne forandringer, så er forbud mod hele industrier eller produktionsmetoder fuldkommen urealistiske.
»Joe Biden får slet ikke magt nok til at forbyde det,« siger han.
Nok har ingen amerikansk præsident tidligere haft klimaspørgsmålet så højt på sin dagsorden som Joe Biden, men hvis flertallet i Senatet som ventet bliver republikansk, kan han godt glemme at gennemføre store grønne reformer, forklarer Gassert. Det betyder også, at Det Demokratiske Partis venstrefløj kommer til at spejde langt efter dybe og gennemgribende initiativer a la en Green New Deal.
Side om side med områdets oliepumper står der i dag masser af vindmøller spredt ud over landskabet. Ramon Cruz anede ikke, hvad de blev brugt til, før han fik job som kranfører. De laver strøm, viste det sig.
»Men intet af det er langvarig politik, og en ny præsident kan rulle beslutningerne tilbage med et fingerknips,« siger Gassert. Det gjorde Donald Trump for eksempel ved Obamas miljøinitiativer.
»Det store håndtag, som Biden kan trække i, har ikke noget at gøre med at regulere produktionen. Det handler om at påvirke efterspørgslen,« forklarer han.
Og her har Biden tidsånden med sig. Generelt drejer økonomien nemlig i en grønnere retning: Vedvarende energi er blevet konkurrencedygtig, elbiler er blevet fede køretøjer, elnettet mere raffineret og effektivt – og hele den bølge kan Joe Biden forsøge at ride med på og piske større og voldsommere.
Modsat forbud og regulering har grønne investeringer også den fordel, at de skaber job. Måske endda Biden kan få held til at snige den slags igennem Senatets ellers vrangvillige flertal, hvis det bliver pakket ind i en ny økonomisk hjælpepakke, spekulerer Gassert.
Hvad angår olie- og gasbranchen, er fremtidsudsigterne anderledes indskrænkede, vurderer han. For ja, det er en stor bedrift, at USA er blevet den største producent i verden, men det ændrer ikke på, at fossil energi er fortidens brændstof, som ville toppe inden længe, pandemi eller ej. Måske coronakrisens mavepuster blot har fremskyndet det uundgåelige.
»Olie var allerede i modvind inden pandemien – og særligt fracking, som er en dyr produktionsmetode, vil stå dårligt i et faldende marked, hvor man skal konkurrere med Rusland og Saudi-Arabien, som vil gøre alt for at fortsætte deres produktion,« siger han.
For klimabekymrede efterlader det måske en form for håb om en bedre fjern fremtid, men for de enkelte olieproducerende områder ser det knap så lyst ud.
Og så fik dommeren travlt
Hun var lige blevet valgt til amtsdommer og overvejede allerede, om hun havde begået en fejltagelse.
I årtier havde alting været stille og roligt og en smule søvnigt i Glasscock County – amtet, hvor Garden City er hovedbyen. De lidt over 1.200 indbyggere var spredt ud over et 2.200 kvadratkilometer. Bomuldsdyrkere, kvægfarmere, gode kristne konservative, der for over 90 procents vedkommende stemte republikansk ved valgene, tog sig af hinanden og skævede skeptisk, når fremmede dukkede op. Men der i 2010 havde alting ændret sig, for olieboomet var kommet til byen.
Hun var lige blevet valgt til amtets dommer, da olieboomet kom. Pludselig vrimlede det med mennesker i det før så øde land, og telefonen i domhuset kimede konstant. Kim Halfmann spurgte sig selv, hvad hun egentlig havde gang i.
»Der er fremmede på min ejendom,« lød det i røret, og hun havde det ærlig talt lidt stramt med sit nye embede, hvor hun skulle lede både domstolen, redningsværnet og lægge øre til borgernes frustrationer. Hele balladen skyldtes, at det før så øde område pludselig var fyldt med tusinder af nye mennesker.
Kim Halfmann trækker på skuldrene. Hun er her stadigvæk som amtets dommer i det imposante domhus i Garden City – den eneste bygning i byen, der forsøger at indgyde ærefrygt.
»Vores by er ikke ligefrem smuk,« medgiver hun.
»Men menneskerne her og fællesskabet er smukt.«
Og det fællesskab blev sat på lidt af en prøve, da fremtiden rykkede ind og nærmest på en nat fordoblede indbyggertallet, fyldte vejene med biler og optog bordene ved tankstationen, hvor man normalt kunne sidde og få en kop kaffe.
Det er vildt, hvad der er sket på de ti år, siger Kim Halfmann. Der skød trailerparker op, gæstearbejdere fra dybt nede i Sydamerika drønede rundt i kæmpe tankbiler og flåede landmændenes vandingssystemer i stykker, mens op mod 50 olieboringer simultant var i gang rundt omkring i amtet.
Nationalt var det også en revolution.
Fra 2009 til 2019 fordoblede USA sin produktion af råolie og tredoblede produktionen af naturgas, og det skyldtes fracking og horisontale boringer. I årene op til 2020 var begejstringen og investeringsviljen dog ved at flade ud. Et årti med voldsom vækst i produktionen havde nok skabt masser af arbejdspladser, revolutioneret elsektoren og givet forbrugerne langt billigere naturgas, men det forventede afkast var ikke så svimlende som forventet. Investorerne begyndte at trække følehornene til sig. Og så kom pandemien.
Nu er der måske fem boringer i gang i amtet, siger dommeren. Trailerne er rullet væk med deres indbyggere, og der er igen plads ved købmanden. Og selv om oliebranchens nedgang har gjort titusinder arbejdsløse i år, er det ikke gået væsentligt ud over økonomien lige netop her, for de faste beboere lever af landbrug og har for årtier siden frasolgt rettighederne til undergrunden for at overleve tidligere kriser.
De store værdier, som pumpes op fra dybet ruller altså ikke ud i de lokale lommer – og dog. For størstedelen af amtets skatteindtægter – op mod 98 procent – kommer herfra, forklarer dommeren.
»Men vi har sparet meget op i de gode år, så vi kan sagtens klare os,« siger Kim Halfmann. »Faktisk er jeg mest bekymret for bomuldshøsten i år«.
Hjælp arbejderne, ikke industrien
I andre områder er man knap så heldigt stillet. I naboamtet Midland, hvor olielandets hovedstæder Midland og Odessa ligger, er en meget stor del af økonomien bundet op på olie og gas, og en af de store knuder i den grønne omstilling er, hvordan man sikrer, at oliefelternes indbyggere, deres arbejdsstyrke og lokalsamfund ikke bliver efterladt på historiens mødding.
Man kan sige, at Joe Bidens klimaproblem ikke alene går ud på, hvordan han skal imødekomme venstrefløjens grønne drømme med et senatsflertal imod sig, men i lige så høj grad, hvordan han skal skubbe til en den sorte industris afvikling, uden at få fagforeningerne og en god portion af arbejderklassen imod sig.
»Olie og gas er allerede i gang med at blive udfaset – det er uundgåeligt, at det vil gå samme vej som kulproduktionen, og derfor må vi ikke stikke ovedet i busken,« siger Devashree Saha, der i sin stilling hos tænketanken World Ressources Institute har analyseret omstillingens sociale konsekvenser. Hvor Donald Trump kørte en strudsestrategi og lovede kulminearbejderne en urealistisk og aldrig realiseret sort renæssance, må Biden give oliefolket andet end luftkasteller.
»Vi kan ikke lade historien gentage sig,« siger hun.
På kort sigt kan en del af industriens folk arbejde på at få sikret de mange åbne og ubenyttede boringer, som oliebranchens coronakonkurser har efterladt, men på længere sigt må man prøve at få arbejderne indrulleret i den grønne sektor, selv om man ikke skal gøre sig nogen illusioner om, at der er plads til alle.
»Jeg vil ikke sige, at pandemien har tilført noget positivt, for det har den ikke. Men det er en mulighed for at tænke langsigtet,« siger hun.
»Olie- og gasbranchen har altid været cyklisk med produktionsboom efterfulgt af kollaps, men måske oplever vi nu en mere permanent nedtur.«
Hun nævner, hvordan markedskræfterne bevæger sig væk fra det fossile landskab – og det i en grad, så selv en lovgivningsmæssigt impotent ny præsident kan imødese grønne forandringer. Derfor bør den fossile industris ansatte – og ikke virksomhederne – tilgodeses, når der deles hjælpepakkepenge ud: Dermed kan de rustes til en forandret fremtid, som kommer, om man vil det eller ej, siger hun.
Prærienattens diskolys
Vil man forsikre sig om, at historiens hjul er ved at dreje, skal man bare se ud over det vestlige Texas’ flade land.
Mørket er faldet på over Garden City. Gasflammerne blusser olympisk, og i mørket har de fået følgeskab af hundredevis af røde prikker, der pulserer rytmisk langs horisontlinjen.
Bag huset, hvor gassjakket bor, bor andre af egnens tilbageværende fossilarbejdere i kæmpestore campingvogne eller lejede træhytter. Ramon Cruz, en 38-årig kranoperatør fra Lubbock, åbner sin dør iklædt underbukser. Hytten er varm, en gaspejs futter løs. Han tager tøj på, byder os indenfor. En seng, et lille køkken, et rundt bord og et stort træskab med spejl. Det her er hans hjem.
Gasanlæggene suser tungt og massivt som et godstog med en jetturbine ovenpå, og overalt afbrydes nattemørket af glødende flammer af brændende gas.
Hver morgen, når det er blevet lyst, er Ramon Cruz ude og vedligeholde vindparken. Så står han i kranens kurv med to teknikere, som fikser vinger, fjerner is og sne og reparerer skrammer, mens han styrer kranens bevægelser. Deroppe kan han se langt ud over den arrede jord med oliepumper, gasflammer og vindmøller knejsende i det gråbrune landskab. Det er smukt deroppe, synes han.
»Ligesom at se ned fra et fly.«
Da Ramon Cruz fik jobbet gennem et vikarbureau, anede han ikke, hvad vindmøller egentlig blev brugt til.
»Men så fandt jeg ud af, at de laver strøm,« siger han, og nu er han stolt af at være en del af en forretning, »der kommer alle til gode«.
Møllerne producerer strøm til husene og til oliepumperne, og han har godt hørt Trump tale dårligt om vindindustrien i præsidentdebatterne – men her tager præsidenten altså fejl, forklarer Cruz.
Alligevel stemte han på Trump, for Joe Biden er simpelthen for gammel, synes han.
»Jeg så på Discovery Channel, at der kommer mere og mere kulstof i atmosfæren,« siger Ramon Cruz, der er blevet en lille smule optaget af miljøspørgsmål. Skulle han en dag få børn, må de meget gerne vokse op i ren luft, og han er tilfreds med at kunne bidrage til det som en lille kranførende del af en stor forandringsmaskine.
Lige så langsomt buldrer den, selv her i oliens hjerteland, fremad.
Glimrende analyse :)
Helt ærligt, så tror jeg ikke der er mange som ikke ved hvad en vindmølle skal bruges til.