I retten: »Var du klar over, at de andre også ville smide tøjet?«

I retssal 41 viser anklageren en video.

På en stor skærm i venstre side af retslokalet kan man fra tilhørerpladserne se en optagelse fra Folketinget tidligere i år, hvor politikerne sidder nede i salen og kigger op mod talerstolen. Formanden Henrik Dam Kristensen (S) ringer med klokken for at åbne mødet.

»Det første punkt på dagsordenen er …,« begynder han.

På tilhørerpladserne bag politikerne rejser omkring ti aktivister sig op. Henrik Dam Kristensen ser dem ikke. Han fortsætter med sine indledende bemærkninger inden dagens spørgetime, mens de tager tøjet af og én efter én stiller sig med bare maver og bryster på en række med front ud mod salen.

»Den nøgne sandhed: Regeringens grønne omstilling tilgodeser økonomiske interesser frem for mennesker,« står der på aktivisternes hvide banner.

Så begynder en af dem at råbe Henrik Dam Kristensen op.

I retssalen i Københavns Byret bliver optagelsen fra aktionen i Folketinget vist på en storskærm. Der er gået et halvt år siden aktionen, og denne torsdag i november er de 17 aktivister tiltalt for, som det hedder på juridisk i anklageskriftet, med »nøgne kroppe« og »højlydt tale og sang« at have forstyrret Folketinget den 10. marts i år. Strafferammen er op til to års fængsel.

Bedstefar og aktivist

Ti minutter inden retssagen begynder, kommer de første af de i alt 17 tiltalte ind i retslokalet, hvor de sætter sig og venter.

Dommeren kigger ud over lokalet.

»Jeg skal lige se, hvem der er mødt, og hvem der ikke er,« siger han og begynder at læse navnene på de tiltalte op.

De fleste af aktivisterne er mellem 20 og 30 år. Den ældste er en billedkunstlærer med et stort rødt halstørklæde, og den yngste en kvinde med stort hår og undercut. Hun bor hjemme og har sin far og bedstemor med i retten.

Ved siden af mig sidder en pensionist iført skjorte og pæn striktrøje.

»Er du en bedsteforælder?« spørger jeg.

Den ældre herre vender sig om mod mig og kigger på mig.

»Man kan nok ikke se det. Men jeg er aktivist,« siger han.

Han er lige blevet bedstefar for anden gang og var med under aktionen i Folketinget. Nu er han taget i retten for at støtte de andre aktivister.

Ifølge den mandlige anklager har aktivisterne overtrådt straffelovens paragraf 137, som forbyder forstyrrelse af »offentlig samling af Folketinget«.

»Hvad siger I til det?« spørger dommeren og kigger på aktivisternes forsvarer.

»De nægter sig skyldige.«

»Er der nogen, der bestrider, at de har været der?« spørger dommeren.

Det er der ikke.

»Ingen kommentarer«

Den første til at afgive forklaring er en yngre kvinde med hvide gummisko og et blomstret mundbind. Hun rejser sig fra sin plads og går hen til vidneskranken, hvor hun sætter sig og kigger op mod den mandlige anklager.

»Der var en demonstration i Folketinget. Deltog du?«

Han kigger på kvinden.

»Ja.«

»Og smed du overtøjet?«

»Ja.«

»Hvem var du derinde med? Var du derinde, fordi du tilhører en organisation?«

»Jeg var derinde, fordi jeg er en del af Extinction Rebellion.«

Dommeren bryder ind. Han har tilsyneladende ikke hørt om klimabevægelsen før:

»Ex...«

Dommeren går i stå midt i sætningen og kigger på tiltalte.

»Ex-tinc-tion Re-bel-lion,« siger anklageren og udtaler ordene tydeligt og med tryk på hver stavelse for at hjælpe dommeren.

Den kvindelige aktivist fortsætter:

»Jeg ser det som mit moralske ansvar at beskytte borgerne.«

»Og er det i relation til klimaspørgsmålet?« spørger anklageren.

»Ja.«

Anklageren udspørger flere af de tiltalte om deres rolle i aktionen. Hvem havde planlagt den? Hvordan kendte de hinanden? Hvad havde de sunget i Folketinget? Og hvem havde sunget med?

»Ingen kommentarer,« siger den unge kvinde med mundbindet flere gange.

»Var du klar over, at de andre også ville smide tøjet?« spørger anklageren.

»Ingen kommentarer.«

Aktivisterne afviser gang på gang at svare på anklagerens spørgsmål.

»Ingen kommentarer,« siger de til omkring halvdelen af spørgsmålene.

»Ingen kommentarer.«

Nødret for miljøets skyld?

Det er en del af Extinction Rebellions officielle strategi at tage ansvaret for deres aktioner for at vise omverdenen, at de står ved dem og ser dem som nødvendige for at gøre opmærksom på problemerne, men denne torsdag formiddag er aktivisterne ikke meget for at sige noget om aktionen.

»Ingen kommentarer,« lyder det igen og igen. Som var der tale om hård kriminalitet og ikke en nøgenhappening.

Efter afhøringen begynder anklager og forsvarer deres procedurer. Forsvareren hæver sit skrivebord med et tryk på en knap.

»Jeg vil gerne gøre nogle bemærkninger om baggrunden,« siger han og begynder sin procedure stående bag det hævede bord:

»Formålet var at gøre politikere og befolkningen opmærksomme på nødvendigheden af at handle for at forhindre katastrofale klimaforandringer. Det er en alvorlig situation, og i den situation forstår jeg godt, at man som borger tager de her utraditionelle metoder i brug,« siger han.

Ifølge forsvareren bør straffen nedsættes eller helt bortfalde. Det er tidligere sket i dansk ret, blandt andet i en historisk sag fra 1993, hvor aktivister fra Greenpeace blokerede et spildevandsrør for at forhindre udledninger fra Proms Kemiske Fabrik på Sydsjælland. De blev frifundet med henvisning til nødretsbestemmelsen. I dommen står der blandt andet, at »skade på miljøet kan sidestilles med skade på person eller gods«. Og altså udløse nødret.

Det sker bare ikke denne dag. Dommeren lægger til grund, at man ikke kan bruge »særlige hensyn« om straffrihed i sagen. De 15 af aktivisterne idømmes ti dagbøder af mellem 100 og 200 kroner. To frifindes.