Feature
Læsetid: 6 min.

Selvfølgelig skulle LeBron James vinde NBA med The Lakers i 2020. For demokratiets og Kobe Bryants skyld

LeBron James er verdens bedste basketballspiller og en amerikansk superstjerne. Han har lige vundet NBA-mesterskabet med Los Angeles Lakers, der ellers ikke har vundet det i ti år. Og så har han kæmpet ihærdigt for at vælte Trump
LeBron James kan stadig dunke, løbe folk ned bagfra og blokke, og han er tilsyneladende ikke nået til det sted, hvor han skal opfinde nye ting til sit spil på grund af sin – for en atlet – høje alder.

LeBron James kan stadig dunke, løbe folk ned bagfra og blokke, og han er tilsyneladende ikke nået til det sted, hvor han skal opfinde nye ting til sit spil på grund af sin – for en atlet – høje alder.

Mark J. Terrill

Moderne Tider
21. november 2020

LeBron James tegner sig for 28 point, 14 rebounds og ti oplæg i finalekampen den 12. oktober, hvor Los Angeles Lakers vinder mesterskabet over Miami Heat. Det kalder man for en triple-double i basketball; et tocifret antal i tre statistiske kategorier – altså en form for imponerende hattrick.

LeBron James blev bagefter, ikke ufortjent, kåret til den bedste spiller oven på sin tiende NBA-finale og sit fjerde mesterskab. Så endnu en dag på kontoret, kunne du fristes til at tænke, men det her var afslutningen på den måske mest besynderlige basketballsæson nogensinde.

En sæson, hvor et enestående sammenfald af en global pandemi, storpolitik og en legendes død har skabt dramatiske omstændigheder uden sidestykke. Helt i 2020’s ånd.

Men lad os starte et andet sted, lad os starte med LeBron James. Som altid, når tingene har noget med amerikansk basket at gøre, ringer jeg til min ven og basketballaficionado, Torden Morten Jordan (som han ikke hedder i virkeligheden). Eller faktisk inviterer jeg ham ud for at spise kebab, mens han fortæller mig noget nær alt, hvad der er at sige om LeBron James. Først er jeg nødt til at høre, hvorfor det var en skandale – og altså ikke bare dårlig smag – da LeBron James’ mor forærede ham en SUV med tre fjernsyn installeret i 18-års fødselsdagsgave?

»LeBron James var allerede en mega hyped spiller, da han gik i high school. Før han havde spillet en eneste NBA-kamp, havde han landet en kæmpe kontrakt med Nike. Fysisk var han færdigudviklet, og han fortsatte direkte til NBA som 18-årig uden at gå på college. Der er meget strenge regler for, hvad man må modtage af gaver og penge, så alle spekulerede på, hvor den bil kom fra, om det var klubber, der prøvede at lokke ham til.«

»Han kommer fra forholdsvis beskedne kår i Ohio, hvor han voksede op hos sin mor og stedfar. Senere hen gik der rygter om, at hans holdkammerat i Cleveland Cavaliers Delonte West havde dusket hans mor – det er noget, modstandernes fans en overgang blev ved med at råbe og bruge imod ham. Men ellers har han egentlig været forbløffende fri for skandaler igennem årene.«

Ingen Messi til Ronaldo

LeBron James er 35 år og har spillet i NBA i hele 17 år, og i de fleste af dem har han været klodens ubestridt bedste basketballspiller. Der er ikke nogen Messi til hans Ronaldo eller vice versa. Det er endnu ikke til at spore tegn på nogen nedadgående kurve, hvilket er helt unikt for en spiller, som har været på toppen i så mange år.

LeBron James kan stadig dunke, løbe folk ned bagfra og blokke, og han er tilsyneladende ikke nået til det sted, hvor han skal opfinde nye ting til sit spil på grund af sin – for en atlet – høje alder.

Han har et unikt basketball-iq: fornemmelsen for at fordele spillet og medspillerne. Til forskel fra Michael Jordan går LeBron James op i at få hele holdet til at skinne, han ser det som én flydende organisme. Han afleverer simpelthen mere og spiller de andre mere op, end gode gamle Michael Jordan gjorde i 90’erne. For selvfølgelig er sammenligningen mellem den gamle konge og den nye konge nærliggende.

Vi er glade for hierarkier i sport.

En ting, som altid diskuteres indædt i alle store sportsgrene, er, om du bedst beviser dit værd ved at blive i samme klub eller skifte mellem forskellige. Er loyalitet og stabilitet at foretrække frem for evnen til at spille godt i alle mulige klubklimaer med alle mulige holdkammerater og tilhængere? Michael Jordan spillede hele sin basketkarriere i Chicago Bulls, LeBron James har været mere omkring.

Han begyndte sine første år i NBA i 2003 hos Cleveland Cavaliers i sin egen hjemstat Ohio. De elskede ham og regnede med, at han for evigt ville afstive byens identitet og følelse af fremdrift. Men de forregnede sig og tilførte ikke den firepower til holdet, som enhver general trods alt har brug for.

I 2010 valgte LeBron at tage til Miami Heat, der var i gang med at forme et stjernespækket drømmehold. Han annoncerede sin store beslutning på tv i et opkørt program med titlen The Decision. Der var bare lige det, at han ikke havde givet sin klub og arbejdsgiver i Cleveland besked først. Hjemme i Ohio blev folk så rasende, at de brændte hans trøjer af.

The Block

Måske er det det, der gjorde, at LeBron James fire år senere – efter at have vundet sit første NBA-mesterskab i 2012 og det andet i 2013 – vendte tilbage til Cleveland: Han skyldte folk på hjemmefronten, og han vidste det. Og her endte han med at lande Cleveland Cavaliers en førsteplads, klubbens første mesterskab i over 50 år.

Og det på en historisk facon, som Torden Morten Jordan begejstret forklarer:

»Golden State Warriors sidder på det hele i de her år, og da Cleveland i 2016 møder dem i play offs (de spiller bedst ud af syv i finalekampene) kommer de foran 3-1. Alle tænker, at den serie er færdig. Der er aldrig nogen, der er kommet tilbage oven på det. Men Cavaliers kæmper sig tilbage og vinder de næste to kampe, så der står 3-3. I den syvende og afgørende kamp står det lige, da der er to minutter tilbage. Warriors-forward Andre Iguodala er helt fri og et splitsekund fra at lægge den i nettet til sejr. Lige indtil LeBron vitterligt dukker op ud af det blå, hopper op og blokerer skuddet. Ingen har set ham komme. Caveliers ender med at vinde kampen, og situationen får tilnavnet The Block, det er blevet en legendarisk basketballreference.«

Så legendarisk, at LeBron James den 7. november i år sendte et tweet ud med det ikoniske billede af The Block; hans eget hoved er skiftet ud med Joe Bidens, Iguodalas med Trumps. Det er ikke svært at forstå.

LeBron vs. Don Trump

For der er ét punkt, hvor Michael Jordan og hans tid adskiller sig afgørende fra LeBron James og samtiden: LeBron James bruger sit brand, sin stemme, sin popularitet og sin historie til andet end bare at promovere basketball og tjene dollar.

Det virker grangiveligt, som om han er interesseret i at gøre verden til et bedre sted. Og han har sine egne sociale mediekanaler til at gøre det.

Ikke siden 60’erne, hvor Kareem Abdul-Jabbar og Muhammad Ali var aktive i borgerrettighedsbevægelsen, har vi set et større politisk engagement fra amerikanske atleter. Vi har en amerikansk fodboldspiller, Colin Kaepernick, der knælede under nationalsangen i protest mod racisme og politibrutalitet. Vi har fodboldstjernen Megan Rapinoe, der nægtede at hilse på Trump i Det Hvide Hus. Vi har basketballholdet Milwaukee Bucks, der nægtede at gå på banen i protest mod politidrabet på Jacob Blake i deres hjemstat, Wisconsin. For bare at nævne et lille udsnit.

Og vi har altså LeBron James, der i hele Donald Trumps præsidentperiode har udtalt sig højlydt kritisk om ham. Engang kaldte han præsidenten »en bums« på Twitter. Trump har også svaret igen og tweetede på et tidspunkt om et interview, LeBron James gav: »Han (intervieweren, red.) fik LeBron James til at virke intelligent, og det er ikke nemt«.

Det hele virker i al sin absurditet sjovere nu, hvor Trump ikke længere skal have fingeren i nærheden af atomknappen. Grænserne mellem sport, følelser, forretning og politik har altid været mere udflydende i Amerika, men givetvis aldrig så meget som i de seneste år. På godt og ondt.

Det heftige 2020

Sidste år omkom Los Angeles Lakers-legenden Kobe Bryant på tragisk vis i et helikopterstyrt sammen med sin datter. Og i år har Trumps excesser, coronakrisen og Black Lives Matter-bevægelsens opblussen bidraget til at få sportsfolkene på barrikaderne. 

Jeg ved ikke, om verden nogensinde før eller siden har oplevet en større fortætning af sportspatos. Sentimentaliteten er også i en anden liga derovre. 

Da de efter forårets nedlukning gik i gang med at spille basketball igen i juli, åbnede LeBron James ballet ved at knæle til nationalsangen. Og så etablerede han en organisation, der havde til formål at få sorte til stemmeurnerne. Den omdannede basketarenaer til stemmesteder over USA. Selv Michael Jordan udskrev checks.

Så selvfølgelig skulle LeBron James vinde 2020 med Los Angeles Lakers. For Kobe Bryant og demokratiet. Det kunne ikke være anderledes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er der sket noget spændende sport i Afganistan, Syrien eller Cuba?

Bemærk at Trump's afgang kædes sammen med en sejr for demokratiet, hvormed det underforstås at hans afløser (den lige så udemokratiske Biden) vil bringe demokrati til USA. Det er hverken særligt meningsbærende, originalt eller raffineret - men det virker. Ligesom reklamer. Mens vi tænker som tv-kanaler til sportsbegivenheder.