Tiden rinder ud for techgiganternes tvivlsomme moderering af indhold på sociale medier

I sidste uge stod Facebooks Mark Zuckerberg og Twitters Jack Dorsey skoleret foran medlemmerne af det amerikanske senats retsudvalg for at forklare, hvordan de har modereret brugernes ytringer under USA’s nyligt afholdte præsidentvalg.

Demokraterne ville have svar på, hvordan Facebook og Twitter kan udvide deres moderering, så de fjerner mere indhold, der har karakter af hate speech og ekstremisme.

Det undrede eksempelvis demokraten Richard Blumenthal, at Facebook ikke greb ind over for Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon, da han foreslog, at man kunne sætte viruseksperten Anthony Faucis hoved til skue på et spyd som et signal til bureaukrater, der modarbejder præsidenten.

Republikanerne ville derimod have forklaring på, hvorfor platformene systematisk fjerner bestemte synspunkter. De krævede svar på, hvordan Facebook og Twitter kan begrænse deres indholdsmoderering, som republikanerne finder alt for omfattende.

Den republikanske senator Ted Cruz er stærkt kritisk over for techgiganternes indholdsmoderering og mener, at de fjerner mere konservativt end venstreliberalt indhold. Dette er ikke bevist, men techgiganternes uigennemsigtige, hemmeligholdte og hyppigt skiftende procedurer gør dem til et nemt mål for den slags spekulationer.

Millioner af konservativt sindede brugere er i de sidste par uger udvandret til alternative sociale medier som Parler, Rumble og Newsmax i protest mod Facebooks og Twitters øgede fokus på at fjerne valgrelateret misinformation.

Techgiganternes dilemma

Under høringen gav begge partier udtryk for, at de vil revidere sektion 230 i den såkaldte Communications Decency Act fra 1996. Loven er det juridiske fundament for techgiganternes frihed til selv at lave regler for ytringer på deres platforme.

Formålet med loven er at sikre, at platforme, som alene stiller indhold til rådighed, ikke kan holdes ansvarlige for, hvad brugerne ytrer. Techgiganterne har altså ikke udgiveransvar og behøver derfor ikke at føre opsyn med det indhold, som bliver delt.

Men loven sikrer også, at selv hvis en platform beslutter sig for at regulere og fjerne brugernes ytringer, så giver det dem ikke udgiveransvar for øvrigt indhold. Den detalje skulle oprindeligt motivere platformene til at slå ned på terrorplanlægning, børnepornografi og krænkelse af intellektuel ejendomsret uden efterfølgende at blive holdt ansvarlige, hvis opgaven viste sig umulig at løse fuldt ud.

Vi sender dig dagens vigtigste artikler fra Information. Et miks af nyheder, debat og det tunge stof.

Problemet med loven er, at den indeholder et paradoks. Den har både til formål at afværge fjernelser af indhold og beskytte brugerne mod vilkårlig censur. Men samtidig skal den tilskynde platforme til at fjerne bestemte typer indhold for at sikre et trygt miljø for brugerne.

Paradokset har ført til den aktuelle politiske tovtrækning, hvor de konservative vil tvinge techgiganterne til at fjerne mindre indhold, mens de progressive vil have fjernet mere.

Under høringen sagde en frustreret Jack Dorsey:

»Vi står over for noget, der føles umuligt. Vi er pålagt at hjælpe med at øge kvaliteten af den offentlige samtale og samtidig sikre, at så mange som muligt kan deltage.«

Uskøn fjernelsespraksis

Under høringen var demokraterne og republikanerne enige om ét punkt: Facebook og Twitter håndhæver deres politik inkonsekvent, og indhold fjernes uden tilstrækkelige begrundelser.

I en dansk kontekst er det mest ildevarslende eksempel på uskønne og principløse fjernelser Facebooks aktion mod den britiske højrefløjsaktivist Tommy Robinson i efteråret 2019.

Dengang kom det frem, at Facebook internt havde udformet en hidtil ukendt liste over ’hadfigurer’. Listen fokuserer ikke kun på sanktioner mod den ytrende ’hadfigur’, men rammer også andre brugeres omtale af personen.

Robinson stod på listen og blev derfor permanent udelukket fra platformen. Samtidig fik almindelige brugere, journalister og ytringsfrihedsorganisationer, som blot nævnte aktivistens navn, fjernet opslag og lukket konti.

Hvor lidt man end bryder sig om Robinson, så er denne uklare fjernelsespraksis et problem. En demokratisk offentlighed bør som minimum kunne rumme en debat om, hvad Robinson står for, uden at det bliver kategoriseret som grænsende til had.

Andre navne på listen over ’hadfigurer’ blev holdt hemmelige for offentligheden. Det var heller ikke muligt at se listen over personer, som træffer disse afgørelser eller den definition af ’hadfigur’, der ligger til grund.

Facebooks hemmelighedskræmmeri går imod en almindelig retsstandard, nemlig at love først får gyldighed ved at blive offentliggjort. Folk kan ikke forventes at overholde en lovgivning, de ikke kender – og det samme gælder jo spilleregler på sociale medier.

Facebook justerede senere reglen, så folkevalgte politikere fik ’større råderum’ til at ytre sig om aktivisten. Men den beslutning strider imod princippet om lighed for loven, hvor folketingsmedlemmer ud fra et ytringsfrihedsperspektiv selvfølgelig ikke alene i kraft af deres hverv er hævet over resten af befolkningen.

På grund af sektion 230 har techgiganterne altid kunnet nyde fuld ansvarsfrihed for deres tvivlsomme indholdsmoderering. De dage synes nu talte.

Under høringen var Dorsey og Zuckerberg imødekommende over for enkelte reformer af loven. Zuckerberg forestillede sig et krav om mere gennemsigtighed, og Dorsey udtrykte senere i et tweet sin støtte til reformer, som blandt andet sikrer større gennemsigtighed og bedre appelmuligheder.