Analyse
Læsetid: 4 min.

Det er for tidligt at skrive populismens gravskrift

Trumps sejr i 2016 blev ikke startskuddet til et Populistisk Internationale, sådan som liberale iagttagere frygtede. Men hans nederlag bør ikke få os til at udskifte en karikeret undergangsvision med en selvsikker sejrsfortælling
Jeg er overbevist om, at præsident Trump har reddet det konservative Amerika, sagde Viktor Orbán forud for USA-valget, hvor den ungarske leder ønskede Trump – »og os selv« – en »total succes«. Det gik ikke helt efter planen.

Jeg er overbevist om, at præsident Trump har reddet det konservative Amerika, sagde Viktor Orbán forud for USA-valget, hvor den ungarske leder ønskede Trump – »og os selv« – en »total succes«. Det gik ikke helt efter planen.

Olivier Hoslet

Moderne Tider
14. november 2020

Det ville blive et drama af episke dimensioner. Vi var »to eller tre dårlige valg fra enden på NATO, enden på Den Europæiske Union, og måske enden på den liberale verdensorden, som vi kender den«, lød det i foråret 2016 i The Washington Post fra den amerikansk-polske historiker Anne Applebaum, der fik status som orakel blandt liberale apokalyptikere.

For det gik jo slag i slag mod afgrunden: Først kom Brexit. Så kom Trumps sejr. »Deres verden kollapser. Vores bliver bygget,« konstaterede Florian Philippot, daværende strateg for Marine Le Pen, dronningen af det franske højre.

Hun tabte godt nok til Macron, men det halve kunne også være slemt nok: Historiens afslutning var afløst af Vestens endeligt, fremtiden tilhørte Boris, Bolsonaro og Steve Bannon – Trumps chefstrateg, der øjnede en tid »lige så spændende som 1930’erne«, hvor populister og konservative stod skulder ved skulder i en »økonomisk-nationalistisk bevægelse«.

Her fire år efter jordskælvet er Bannon sigtet for økonomisk svindel, og hans gamle chef har tabt et præsidentvalg, hvor han fik fem millioner stemmer færre end sin modpart, men nægter stadig at se realiteterne i øjnene. Sådan går verden under – ikke med et brag, men med en klynken, som gode gamle T.S. Eliot bemærkede.

Liberal begejstring

Blandt liberalt sindede har Trumps fald både udløst en forventelig skadefryd og en lyst til at se nederlaget som et tegn på mørkere tider for populismen generelt. »Enden på Trump-æraen er et hårdt slag mod højrepopulistiske ledere over hele verden,« lød en overskrift i The Guardian. »Trumps nederlag kan være begyndelsen på enden, også for den højreradikale populismes triumf i Europa,« tweetede Donald Tusk, tidligere formand for Det Europæiske Råd. »USA-valgets anden taber: Europæiske populister,« sekunderede en kommentar i Politico Europe.

Det sidste har selvfølgelig noget for sig i den forstand, at det bliver sværere for de nationalistiske regeringer i Ungarn og Polen at omgås Joe Biden, der nævner dem i samme åndedrag som det diktatoriske Hviderusland, end Trump, der hyldede Viktor Orbán som en »hård«, men »respekteret mand«. Washingtons blankocheck til de illiberale eventyr har fået en udløbsdato.

Samtidig er det dog en god idé at tøjle trangen til at udlede vidtrækkende konklusioner om højrepopulismens skæbne ud fra valgresultatet i USA. Det ’Populistiske Internationale’, som Applebaum ildevarslende beskrev i 2016, materialiserede sig aldrig rigtig, og trods en åbenlys fællesmængde og taktiske venskaber er der betragtelige forskelle på mange af højrefløjspartierne, som sætter grænser for både samarbejdet og sammenligneligheden. I Østeuropa elsker de for eksempel Gud og hader homoseksuelle, i Holland er de mere hedonistiske.

Den generelt lave opbakning til Trump i Vesteuropa indikerer også, at hans nederlag næppe vil gøre stort fra eller til for kontinentets højrefløjspartier, hvis styrke snarere afhænger af indenrigspolitiske forhold. I Frankrig, hvor opgøret med islamismen igen står centralt på den politiske dagsorden, ligger Marine Le Pen og Emmanuel Macron således næsten lige i målingerne.

Mødet med virkeligheden

Selv hvis man forsøger at udlede en større lære af valget i USA, virker den ikke udpræget opmuntrende. Kampen blev tættere end ventet i flere svingstater, og som Yasmeen Serhan skriver i The Atlantic, udfordrer det ideen om, at »populister, når de kommer til magten, nødvendigvis bliver udstillet i kraft af deres manglende evne til at regere«. Trumps hasarderede coronahåndtering er blevet nådigere modtaget, end man kunne forvente: Omkring halvdelen af vælgerne mener ifølge exit polls, at USA’s bestræbelser på at inddæmme pandemien går ’meget godt’ eller ’i nogen grad godt’; det drejer sig – surprise! – altovervejende om republikanere. Imens fortsætter antallet af nye smittetilfælde i USA med at sætte rekorder.

Hvis de amerikanske erfaringer kan fortælle os noget, er det altså ikke, hvor skrøbelig populismen er i mødet med virkeligheden, men snarere hvor effektivt den kan forme folks virkelighedsopfattelse, hvis den politiske polarisering er intens nok.

En lignende dynamik synes at gøre sig gældende i Brasilien, der er endnu hårdere ramt end USA, og hvor Bolsonaro afskrev pandemien som en »lille influenza«: Alligevel indkasserede hans regering i sidste måned sin hidtil største støtte i målingerne – nok hjulpet godt på vej af økonomiske håndsrækninger til befolkningen.

Corona-kulturkampen

Ideen fra 2016 om en nationalistisk omkalfatring på tværs af landegrænser var en karikeret forfaldsfortælling, som viste sig overdreven i forhold til populismens mere spredte og afgrænsede effekter – EU står endnu, og det britiske kaos har dæmpet lysten til udmeldelser; NATO er heller ikke faldet; og Trumps dage i Det Hvide Hus er talte. Men der er ingen grund til at erstatte alarmismen med en lige så karikeret liberal sejrsfortælling, som underdriver populismens blivende kraft.

Tanken om, at coronakrisen ville indvarsle ekspertisens sejr over ufornuften, har desuden vist sig skrøbelig – blandt andet fordi de modstridende og skiftende ekspertmeldinger, som en ny pandemi afføder, gør det muligt at politisere krisen. Det giver rum til entreprenante skikkelser som britiske Nigel Farage, der arbejder ivrigt på at importere covid-kulturkampen fra USA.

Med andre ord tyder meget på, at faren for en mørk vinter endnu ikke er drevet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her