USA’s skæve valgsystem sikrede Trump sejren i 2016 – og kan gøre det igen

»Ja. Der er da en reel chance for en sejr til Donald Trump. Helt klart!«

Alex Keyssar er 73 år, professor i historie og socialpolitik ved Harvard Kennedy School og ekspert i det amerikanske valgsystem. Jeg har lige spurgt, om han stadig tror, Donald Trump kan vinde valget. Til trods for at de nationale meningsmålinger spår Joe Biden en stor sejr.

Han holder en pause og tilføjer:

»Ingen mennesker – måske bortset fra medlemmer af Trumps familie – tror på, at han vil få flest stemmer. Ingen. Joe Biden får sandsynligvis fire eller fem millioner flere. Den eneste grund til, at der overhovedet er usikkerhed om udfaldet af præsidentvalget, er det amerikanske valgsystem.«

Det, der skaber dramaet om valgets udfald, er det såkaldte valgmandskollegium. Hver delstat har et antal valgmænd, som svarer til det antal politikere, staten har i Repræsentanternes Hus – hvilket afhænger af befolkningstallet – samt to senatorer til hver stat. Jo flere mennesker i en stat, des flere valgmænd. I alt er der 538 medlemmer af valgmandskollegiet, der skal 270 valgmandsstemmer til at blive præsident, og den kandidat, der får flest stemmer i en stat, høster alle statens valgmandsstemmer. The winner takes it all, som det hedder. Og fordi en kandidat kan vinde stort i nogle stater og snævert i andre, kan en kandidat samlet set godt få flest stemmer, men tabe valget. Det skete i både 2000 og 2016. Det vender vi tilbage til.

For en europæer virker systemet arkaisk, uretfærdigt og dybest set udemokratisk. Og det er nærliggende at spørge, præcis som det gøres i titlen på Alex Keyssars nye bog: Why Do We Still Have the Electoral College?

Trods talrige forsøg på at afskaffe det, kunne man tilføje. Det er blandt andet de mange fejlslagne forsøg, Alex Keyssars bog handler om.

Amerikanske ’first movers’

Faktisk har systemet været til debat, siden det blev opfundet i 1789, hvor delegerede fra de daværende 12 stater trådte sammen for at aftale, hvordan Amerikas Forenede Stater skulle ledes. Forhandlingerne foregik fra maj til september, og der var mange slagsmål undervejs.

»Man skal huske, at der ikke var mange andre modeller, USA kunne lade sig inspirere af. De europæiske eksempler på demokratiske styreformer var jo ikke etableret endnu. I var stadig styret af konger dengang,« siger Alex Keyssar.

— Amerikanerne var first movers?

»Lige præcis. Og derfor var der også mange modeller i spil.«

I begyndelsen havde de delegerede en idé om, at Kongressen skulle vælge præsidenten.

»Men den tanke gik de væk fra, fordi de var bange for politisk korruption, men også fordi den udelukkede den tredeling af magten, som var utrolig vigtig for de delegerede. Man ønskede også at give folket mulighed for at være med til at vælge præsidenten,« forklarer Alex Keyssar.

Der var dog heller ikke et ønske om at give befolkningen alt for direkte indflydelse: Den kunne være modtagelig over for demagoger, og det ville være svært for borgerne i det vidtstrakte land at få tilstrækkelig indsigt i kandidaterne, lød nogle af argumenterne.

Da sommeren nærmede sig, opgav de delegerede at blive enige og nedsatte en kommission, som i det tidlige efterår vendte tilbage med ideen om et valgmandskollegium. Det var en slags kompromismodel: Den lod ikke Kongressen udpege præsidenten og undgik derved den udviskning af magtens tredeling og de politiske studehandler, som kritikerne frygtede.

Men samtidig var valgmandskollegiet baseret på de enkelte staters repræsentation i Kongressen, og som sådan lignede det en »midlertidig lovgivende forsamling«, som Keyssar skriver i bogen. Og netop fordi valgmændene ikke havde nogen politisk indflydelse i øvrigt og kun stemte på præsidentkandidaterne hjemme i deres egne stater, var faren for korruption og magtmisbrug elimineret. Forslaget blev vedtaget, og med få justeringer er systemet i dag nøjagtig det samme som det, der blev etableret i 1787.

— Tror du, at nogen ved deres fulde fem ville lave et lignende system i dag?

»Helt sikkert ikke. Systemet er utroligt mangelfuldt og kompliceret. Og vigtigst af alt: Det stemmer ikke overens med basale demokratiske værdier i det 21. århundrede,« siger Alex Keyssar.

Én person, én stemme

Det er faktisk kun sket ganske få gange i historien, at en kandidat har tabt valget, selv om denne fik et flertal af stemmerne på nationalt plan: I 1824, 1876 og 1888. Og altså hele to gange i nyere tid, nemlig i 2000, hvor Al Gore fik flest stemmer, men tabte til George W. Bush – og som bekendt i 2016, hvor Hillary Clinton tabte til Donald Trump.

Skyldes de to helt nye eksempler en konkret udvikling, eller er det tilfældigt? Keyssar hælder mest til det sidste.

»Faktisk har det været tæt på at ske rigtig mange gange gennem historien. Jeg vil mene, at når landet er meget opdelt, vil der altid være en risiko for, at det kan ske,« siger Alex Keyssar.

Uanset hvad, er han ikke i tvivl: Systemet bør ændres.

»At alle stemmer tæller ligeligt er en central demokratisk værdi: Én person, én stemme. Det er noget, de fleste amerikanere faktisk er enige i, og vi bør have et valgsystem, der afspejler den forståelse af et demokrati,« siger Keyssar.

Det gør den nuværende model ikke. Da staternes antal af valgmænd svarer til det antal medlemmer, de har i Kongressen – hvor hver stat har to senatorer – får selv de mindste stater tre valgmænd. Reelt betyder det, at en stemme afgivet i Wyoming, den mindste stat med under 600.000 indbyggere, har godt 3,5 gange så stor vægt som en stemme afgivet i Californien, den mest folkerige stat med 55 valgmænd.

Samtidig fører systemet til mange ’spildte stemmer’ i politisk homogene stater som Californien, hvor Hillary Clinton fik langt flere stemmer, end hun behøvede for at sikre sig statens valgmænd. Alle disse stemmer hjalp hende ikke i de tre afgørende svingstater i Midtvesten, som Trump vandt snævert – i Michigan fik han cirka 11.000 stemmer mere end Clinton.

Et andet argument imod valgsystemet er da også, at det reelt reducerer valgkampen til en dyst om en lille håndfuld politisk sammensatte stater:

»Valgkampen retter sig ikke mod et nationalt publikum. Den er målrettet slagsmålet om de få svingstater, hvor der er tæt løb. Resten bliver ligegyldige,« siger Alex Keyssar.

Derudover skaber systemet apati hos mange amerikanske vælgere. Valgdeltagelsen i USA er meget lav. Og det skyldes blandt andet, at mange vælgere bor i stater, hvor udfaldet er givet på forhånd, og når vinderen alligevel rydder bordet, mener mange ikke, det kan betale sig at stemme.

Det hvide overherredømme

Men hvad forhindrer en ændring af systemet, når det ofte kritiseres som udemokratisk, kompliceret og skævvridende? Argumenterne imod en reform har ændret sig over tid, forklarer Alex Keyssar, men et af hovedproblemerne er, at det er meget svært at ændre den amerikanske forfatning. Det er kun sket ganske få gange på godt 230 år. Det kræver to tredjedeles flertal i begge Kongressens kamre – Senatet og Repræsentanternes Hus.

»Og så er det i øvrigt svært at skabe momentum for at reformere en institution, der kun bliver brugt hvert fjerde år,« siger Alex Keyssar. Særligt, hvis der er et par valg i træk, hvor der slet ikke er tvivl eller kontroverser om udfaldet.

Ifølge Keyssar er racisme en anden af hovedårsagerne til den historiske opposition mod en reform af systemet.

»Modstanden har hele vejen igennem været drevet af ønsket om at opretholde hvidt overherredømme i sydstaterne,« siger Alex Keyssar.

Hvor mange valgmænd, delstaterne har, hænger som nævnt sammen med indbyggertallet – og de sorte talte også historisk med, selv om mange af dem blev udelukket fra at stemme i sydstaterne. Med andre ord bidrog de sorte indbyggere til Sydens vægt i valgmandskollegiet og gav dermed sydstaterne politisk magt, uden at de sorte selv kunne gøre deres indflydelse gældende.

I dag har republikanerne et sikkert flertal i mange af sydstaterne, og derfor foretrækker de systemet, hvor vinderen rydder bordet, siger Keyssar. Men balancen er ved at tippe, hvilket gør dette valg historisk.

»Det ser ud til, at Texas og Georgia måske stemmer demokratisk. Og det vil sandsynligvis mindske støtten til valgmandskollegiet,« siger han.

Hvilket bringer os videre til den sidste store forhindring for en reform: egeninteresse.

»Årsagen til, at mange politikere fra begge partier gennem tiden har modsat sig en ændring af systemet er ikke, fordi de syntes, ændringer var en dårlig idé, men fordi det var i deres egen snævre interesse at bibeholde valgmandskollegiet på det pågældende tidspunkt,« siger Alex Keyssar og tilføjer syrligt:

»Politikere er styret af deres egne interesser. Sikken en overraskelse.«

De seneste årtier er det især republikanerne, der har kæmpet imod reformer af valgsystemet. Ganske enkelt fordi de ikke tror, det vil gavne dem.

»Og det har de nok ret i,« siger Keyssar.

En reformist fra Syden

De første 40 år af den nye nations liv blev der gjort adskillige forsøg på at reformere systemet, som blandt andet strandede på, at de store og små stater ikke kunne enes om en ny magtfordeling. Og historien er fyldt med personligheder, som har haft ændring af valgsystemet som deres mærkesag.

Ifølge Alex Keyssar er en af de mest kulørte og interessante Richmond Hobson fra Alabama – demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus fra 1907 til 1915.

På datidens billeder af Hobson kan man se en stovt mand med et smukt formet schnurrbart – ofte klædt i uniform. Hobson var søhelt fra den amerikansk-spanske krig i 1898 og dekoreret med Medal of Honor, den højeste militære udmærkelse. Og så ønskede han at afskaffe valgmandssystemet, så præsidentposten i stedet gik til den kandidat, der fik flest stemmer. Hans andre mærkesager var forbud mod alkohol og valgret til kvinder. For en mand i Alabama stærkt usædvanlige synspunkter.

»Han blev utroligt upopulær blandt sine egne, fordi han advokerede for en lov, som de – med rette – mente ville hjælpe de sorte,« siger Keyssar.

I begyndelsen var han med sit gode udseende og sin krigsheltestatus nærmest urørlig, fordi han var så populær i befolkningen. Men Richmond Hobson endte med at blive drevet ud af politik af sine partifæller, og han tilbragte resten af sin karriere som aktiv i afholdsbevægelsen.

»Han er spændende – ikke fordi han var indflydelsesrig, men fordi han faktisk var den eneste sydstatsmand nogensinde, der frem til 1960’erne stemte for en reform af systemet,« siger Alex Keyssar.

Gennem årtierne er der igen og igen blevet fremsat forslag om at ændre valgsystemet. Men de kom alle fra demokrater eller moderate republikanere fra nord. Aldrig fra syd.

»Sydstatspolitikerne sagde aldrig åbent, at det var skadeligt for partiets indflydelse, eller at det var vigtigt at opretholde valgmandssystemet for at vedblive med at undertrykke de sorte. De talte mere om føderalisme og om nationens fædres vilje,« siger Alex Keyssar.

Men han har i sin research til bogen blandt andet fundet referater fra lukkede møder, hvor den agenda er helt tydelig.

Lige ved og næsten

En af de gange, hvor det næsten lykkes at ændre systemet, er i slutningen af 1960’erne. Forinden har USA’s Højesteret i en række opsigtsvækkende afgørelser slået fast, at det er et principielt fundament i demokratiet, at alle borgeres stemmer vægter ligeligt. Hidtil har en række delstater inddelt valgkredse på betænkelige måder, som blandt andet har givet sortes stemmer mindre vægt. Men højesteret tvinger nu staterne til at følge princippet om ’én person, én stemme’.

»Selv om retten tydeligt skriver, at det ikke gælder for præsidentvalget, er det med til at skabe debat,« siger Keyssar.

Og i 1963 bliver den kun 35-årige demokrat fra Indiana, Birch Byah, valgt ind i Senatet. En af de sager, den unge advokat kaster sig over, er en reform af valgmandssystemet.

Birch Byah skaffer stor opbakning til sin sag både uden for og inden for Senatet. Blandt andet fra fagforeningerne og senere også præsident Nixon. Og det ser ud til, at sagen har momentum: I september 1969 lykkes det Byah og hans støtter at få forslaget i gennem i Repræsentanternes Hus med et flertal på 83 procent.

»Det er virkelig højt. Typisk kan man ikke få medlemmerne af Repræsentanternes Hus til at enes om, hvilken dag det er,« siger Alex Keyssar.

Men så bliver processen bremset af forskellige parlamentariske manøvrer – ledet af den indædte tilhænger af raceopdeling, James Eastland, en demokrat fra Mississippi. Og da forslaget endelig når frem til Senatet i 1970, formår modstanderne at bremse det ved en såkaldt filibuster-manøvre, der udløste krav om et flertal på to tredjedele af stemmerne for at få godkendt forslaget. Modstanden er ledet af en håndfuld senatorer fra sydstaterne. Ikke desto mindre får forslaget 57 ud af 100 stemmer – hvilket var imponerende set i forhold til de 17 stemmer, forslaget havde fået kun få år forinden.

Mindretalsstyre

På langt sigt frygter Alex Keyssar, at tiltroen til USA’s institutioner bliver undermineret, hvis man fortsætter med at vælge præsident ud fra en udemokratisk model. Og han mener, det er problematisk, at landet lige nu reelt styres af et parti, som kun støttes af et mindretal – nemlig republikanerne.

»Til trods for at de ikke har flertallet af amerikanerne bag sig. Det kan vi jo se på både meningsmålinger og stemmetal,« siger han.

Sidste gang, spørgsmålet om at ændre valgsystemet var til afstemning i Senatet, var i 1979. Det var førnævnte senator Birch Byah, der en sidste gang forsøgte at få systemet afskaffet, inden han forlod Senatet i 1981.

Kun én person, der stadig er aktiv i politik, var med til at stemme dengang. En ung advokat fra Delaware på kun 37 år, der som en af få demokrater stemte imod reformen. Hans navn var Joe Biden.

Samme Biden blev faktisk under primærvalgene i foråret spurgt om sin holdning til en reform af valgmandssystemet.

»Og han var tilbageholdende med at udtrykke modstand mod systemet. Han er jo traditionalist,« siger Alex Keyssar.

Andre prominente demokrater har dog i de senere år højlydt kritiseret systemet, der påkaldte sig megen debat efter 2016. Og trods alle reformforhindringer er professoren optimistisk.

»Ja, det lyder måske skørt, efter jeg har skrevet en hel bog om 220 års fiasko med forsøget på at ændre systemet. Jeg tror heller ikke, det kommer til at ske i en håndevending. Men der er en bevægelse i gang, både uden for og inden for Kongressen,« siger Alex Keyssar.

»Sol, måne og stjerner skal stå på en bestemt måde, hvis det skal lykkes,« siger han. »Men det er ikke umuligt.«