Feature
Læsetid: 12 min.

De har ventet og ventet på at slippe af med Trump, men måske forlader han dem aldrig

Et ægtepar i Texas ønsker sig Trump-frie morgener, men eksperter tvivler kraftigt på, at det kommer til at ske. Selv om Trumps præsidentperiode måske snart ender, vil han ikke forsvinde fra den politiske scene
Hver morgen i fire år har Warren og Katherine Turner-Pearson taget hul på dagen med at orinterese sig i, hvad der var sket ’Trump-world’. Og svaret var aldrig godt, siger Katherine Turner-Pearson.

Hver morgen i fire år har Warren og Katherine Turner-Pearson taget hul på dagen med at orinterese sig i, hvad der var sket ’Trump-world’. Og svaret var aldrig godt, siger Katherine Turner-Pearson.

Moderne Tider
7. november 2020

Hvis tingene går, som de drømmer om, kan ægteparret Turner-Pearson snart starte dagen på en ny måde. De fleste morgener begynder med, at manden Warren står op og laver kaffe, mens hans kone Katherine bliver i sengen lidt længere. Den del af ritualet er sådan set ok, synes de, ligesom hun synes, det er dejligt, at han kommer op med en kop kaffe til hende lidt senere. Problemet opstår, når han sammen med kaffen overbringer morgenens nyheder der ved sengekanten.

»Hvad er der sket i Trumpworld,« spørger hun, og svaret er aldrig noget godt.

De seneste fire år – lige siden sidste præsidentvalg – har mandens morgenbriefing ofte handlet om, at deres præsident, Donald Trump, har gjort eller sagt et eller andet, som de synes er sindssygt, og hver dag er de blevet mere og mere bekymrede for nationens retning.

Hvis Trump skulle fortsætte som præsident, forudser de en glidning mod et diktatur, mens de med Biden både ville kunne sove bedre om natten og få bedre morgener.

»Så skal vi ikke bekymre os over, at præsidenten enten lyver eller forsøger at splitte folk, hver gang han åbner munden,« siger Warren Turner-Pearson.

De sidder i stuen hjemme i Woodway, Texas i et ret vildt hus, som Katherine Turner-Pearsons bedstefar byggede ud af betonrester fra en lokal flybase for over 100 år siden. Fra huset er der udsigt til en smaragdgrøn sø, træerne vokser tæt omkring dem, og fra tid til anden får de besøg af alt fra vaskebjørne til hjorte.

Det er torsdag, to dage efter præsidentvalget, og da vi besøger ægteparret, er stemmerne fortsat ikke optalt i de afgørende stater. Det ser dog tiltagende lyst ud for Joe Biden, og håbet om forandring er flyttet ind mellem husets sten. Der er, som Katherine Turner-Pearson siger, »dybt at falde«, hvis Trump overraskende skulle ende med at tage sidste stik.

Parret stemmer demokratisk, og faktisk har Katherine Turner-Pearson selv forsøgt at få et politisk embede, da hun ved valget stillede op til Repræsentanternes Hus i Texas for demokraterne. Den gik ikke, så livet går nu videre som arkæolog. Dog er parret blevet nogle erfaringer rigere af sådan en ekskursion ud i det politiske liv:

»Det er nogle få bogstaver, der tæller i et valg, og det er ikke ph.d. eller dr. Det handler om, hvorvidt der står et R eller et D efter dit navn,« siger Warren Turner-Pearson. Republikaner eller demokrat. Hans kone, den nyligt vragede kandidat, tager ordet:

»Jeg tror, det er ret skadeligt for landet, men for mange er partitilhørsforhold blevet nærmest religiøst,« siger hun og fortæller en historie fra tidligere i år. Hun var ude for at gøre reklame for sig selv ved et optog i en lille by – det var før coronarestriktionerne – og her mødte hun en fyr, som virkelig, virkelig hadede hendes modstander. Gutten var klar til at stille sig bag hende, og noget af hans grund grænsede i øvrigt op til en meget befærdet vej, fortalte han og tilbød at stille et stort kampagneskilt op for hende.

»Men lidt senere kom han hen til mig og sagde: Jeg glemte at spørge om én ting: Er du republikaner eller demokrat?« Demokrat, forklarede hun.

»Så kan jeg ikke stemme på dig,« sagde han. »For jeg er republikaner«. Og sådan endte manden sandsynligvis med at stemme på én, han virkelig ikke brød sig om.

»Det er det samme, vi ser på et nationalt plan,« siger hun.

Selv har Katherine Turner-Pearson faktisk stemt republikansk engang, men hun føler, at partiet har flyttet sig væk fra hende i højere grad end hun fra dem, og parret oplever deres land mere splittet end nogensinde før.

Katherine Turner-Pearson har selv stemt republikansk engang, men hun føler, at partiet har flyttet sig væk fra hende i højere grad, end hun har flyttet sig fra partiet.

Katherine Turner-Pearson har selv stemt republikansk engang, men hun føler, at partiet har flyttet sig væk fra hende i højere grad, end hun har flyttet sig fra partiet.

I skrivende stund har parret oddsene med sig, når det gælder muligheden for, at Joe Biden ender som præsident, og det kan de så glæde sig over – men der er intet, der tyder på, at de kan se frem imod et  mindre polariseret land eller mod Donald Trump-frie nyhedsmorgener. Tværtimod.

Biden får ikke et ben til jorden

Det har mildest talt været nogle underlige dage i amerikansk politik. Præsidenten kaster om sig med beskyldninger om valgsvindel, og en del af hans tro følgere er efter valget troppet op ved stemmeoptællingssteder i flere stater med totalt modstridende budskaber. Stop the count – stop optællingen – råbte en flok i Detroit, mens Trump-støtter stod og råbte count the votes – tæl stemmerne – i Maricopa, Arizona.

Michael Tomasky griner lidt over absurditeten i det hele. Han er forfatter og politisk kommentator ved nyhedssitet The Daily Beast, og politisk har han hjemme på den demokratiske side. Og nok griner han af, hvor gak det hele er lige nu, men, siger han, faktisk er det ret alvorligt.

»Det amerikanske demokrati befinder sig et skræmmende sted lige nu,« siger han. Allerede på valgaftenen såede Trump tvivl om valgets legitimitet, talte om udbredt svindel og annoncerede, at han ville gå til højesteret. Den linje har han fortsat.

Om der kommer et regulært juridisk efterspil, er stadig svært at forudse, men Tomasky er sikker på, at der kommer en omtælling af stemmerne i flere stater, og muligvis vil et endeligt stemmetal ikke være på plads før engang i december. I sådan et vakuum er der rige muligheder for, at konspirationsteorier kan trives.

»Og Trump har ikke tænkt sig at stoppe med at udbrede dem,« siger han.

Konspirationsteorierne om valget, der blev stjålet ud af Trumps præsidentielle hænder af svigefulde venstreorienterede, vil blive stående »for altid«, siger kommentatoren. Og vi kommer nok også til at høre på Donald Trump længe endnu.

Normalt er det ellers sådan, at amerikanske præsidenter trækker sig fra rampelyset, når deres tid i Det Hvide Hus er ovre. Indtil dette valg har Obama holdt sig i baggrunden, og George W. Bush bruger i dag sin tid på at male – og er endda blevet ret god til det, synes Tomasky.

Det skal man ikke regne med sker for Donald Trump. Han har aldrig været en normal præsident, og intet tyder på, at han vil være en normal ekspræsident, skulle Joe Biden ende med at overtage Det Hvide Hus.

»Trump kommer sikkert til at fortsætte med at holde rallies, han vil lave internet-tv fra Mar-a-Lago, og så snart han accepterer sit nederlag – hvis det bliver et nederlag – så vil han øjeblikkeligt begynde at planlægge at stille op som præsident i 2024. Det kommer aldrig til at stoppe,« siger Michael Tomasky.

»Og han kommer til at kritisere Joe Biden konstant.«

Ved valget i år har der været skrevet stolpe op og stolpe ned om det polariserede og dybt splittede Amerika. Og lever man af at skrive om den slags, er der gode odds for, at man fremover kan beholde sit job, mens der omvendt er enormt dårlige odds for, at der vil blive indledt nogen form for meningsfuld dialog mellem de to sider.

»Partierne afspejler en ægte kløft i landets befolkning. Det er ikke kun politiske emner, men også værdierne og kulturen, der er forskellig,« siger Michael Tomasky.

»Demokraterne ønsker et multietnisk demokrati og republikanerne er imod det – for at sige det kort. Politikerne er ikke kilden til bitterheden, det er folket selv, og politikerne afspejler dem bare. Jeg tror, det er langt værre på den republikanske side, fordi de har deres eget medielandskab, som holder folk på stikkerne hele tiden. I 26 år har radioværten Rush Limbaugh fortalt sine lyttere, at demokraterne ikke bare er nogle naboer, du er uenige med, men uamerikanske forrædere, der ødelægger landet,« siger han.

For en mand som Joe Biden, der har slået sig op som den store trøstefar, der kan hele knuste hjerter og kappede forbindelser, lover det ikke ligefrem godt. Han har fremstillet sig selv som en dialogens mand, der gerne vil samarbejde med republikanerne i Kongressen – hvilket han også er nødt til, da de nok beholder deres flertal i Senatet.

Problemet er bare, at republikanerne ikke har lyst til at arbejde sammen med ham.

»Mulighederne er meget tæt på nul,« siger Michael Tomasky.

»De fleste senatorer repræsenterer stater, hvorfra der intet pres vil være for at samarbejde. Derimod vil deres vælgere presse dem til at spænde ben for Biden. De fleste kommer fra stater, hvor 60-70 procent stemmer republikansk, og hvis de i for høj grad stemmer for noget, der bliver set som Bidens politik, kommer der en lokal millionær fra et savværk, der er endnu mere højreorienteret, som stiller op imod dem og modtager millioner fra donorer. Det er der, vi står. Hele systemet i Det Republikanske Parti er sat op til at straffe samarbejde og belønne obstruktion.«

– Hvor efterlader det så en præsident Biden, hvis republikanerne beholder flertallet i Senatet?

»Republikanerne kommer aldrig til at sige det på den måde, men deres strategi er sådan her: Bloker alt, lad økonomien lide, og så vil præsidenten få skylden. Folk ved ikke, hvordan den slags fungerer, de vil bare sige: ’Kom nu, du er præsident, gør dog noget’. Republikanernes leder i Senatet ved, at hvis det går dårligt med økonomien, så får Biden skylden, og så kan republikanerne vinde flere pladser ved midtvejsvalget i 2022.«

Over for det kan Joe Biden ikke stille særlig meget op.

Hos Wacos republikanere er der ved at infinde sig en vis stilhed, men de tror stadig på sejr til Trump.

Hos Wacos republikanere er der ved at infinde sig en vis stilhed, men de tror stadig på sejr til Trump.

Det eneste, han kan forsøge, er ifølge Tomasky at køre sine lovforslag gennem Repræsentanternes Hus, hvor demokraterne stadig har flertal, og så prøve at presse Senatet til at stemme for dem. Og selv om de nok vil blive nedstemt der, så har han i det mindste dokumentation for, at han gjorde et forsøg på at gøre noget for mindstelønnen, infrastrukturen, sygesikringen og klimaforandringerne.

»Kort sagt kommer der til at ske meget lidt i 2021 og 2022,« opsummerer Michael Tomasky.

»Hvor ynkeligt det end lyder, kommer kampen til at stå om, hvem der kan vinde the blame game – altså give de andre skylden, og dermed vinde stemmer ved midtvejsvalget i 2022.«

En opflammende fyr

Der er blevet stille på det republikanske partikontor i Waco, Texas. Trump-lagkagen, trumpmundbindene, trumpklistermærkerne og valgaftenens gode gejst er blevet pakket væk. Tilbage hænger der stadig et stort banner, der viser Donald Trump stående med tommelfingeren i vejret foran hospitalsskibet Mercy, der under stor ståhej lagde til i Los Angeles for at behandle coronapatienter tidligere i år og sejlede igen efter at have haft 77 indlagte om bord.

»Thank you, Mr. President«, står der på banneret. Denne dag rundede coronaudbruddet en ny milepæl i USA, da der for første gang blev konstateret 100.000 smittetilfælde på en enkelt dag.

Kun partiets sekretær er til stede på kontoret, og hun er ikke så snakkesalig, men lidt senere lykkes det at fange den lokale partiformand, Brad Holland, over telefonen.

På valgnatten havde han entusiastisk stået og peget på tv-skærmen og med ret stor sikkerhed spået, at Trump var aftenens vinder. Siden har tvivlen meldt sig.

»Om aftenen var Trump foran i de afgørende stater, og det, som er sket siden, skyldes brevstemmer, der er den mindst sikre måde at stemme på. Jeg vil ikke påstå, at der har været udbredt valgsvindel, for det har jeg ikke set beviser for, men det gør os nervøse, når valget er så tæt, at det kun kræver nogle enkelte personer, der opfører sig skruppelløst, for at flertallet skifter fra den ene side til den anden,« siger han.

– Hvad tænker du, når præsidenten siger, at demokraterne er ved at stjæle valget?

»Det er da lidt opflammende sagt, men præsidenten er kendt for at være på den måde. Jeg håber, at alle opfører sig ærligt. Jeg ved ikke, om det er tilfældet, men jeg håber, at medierne og de, der overvåger valget, sørger for, at ingen snyder. Det er det bedste, man kan håbe på.«

– Hvad ville du forvente af fire år med Biden som præsident?

»Biden vil tilbagerulle Trumps skattelettelser og hæve skatterne, det er nok den største forskel. Og han vil udpege folk, der regulerer alting meget mere – både bankvæsenet, sundhedsvæsenet og energiforsyningen. Det ser jeg på ingen måde frem til.«

Trumpismens fremtid

Mens dette bliver skrevet, tælles der stadig stemmer op i en række stater USA. Hvordan den amerikanske virkelighed ser ud, når teksten er sendt i trykken fredag eftermiddag og sendt ud lørdag morgen, ved vi ikke.

Men lad os med sikker viden om, at vi bevæger os ud på usikker is, se lidt nærmere på en fremtid uden Trump som præsident.

Seth Masket er politolog, ansat ved University of Denver, Colorado, og forfatter til en række bøger om amerikansk politik. Ligesom Michael Tomasky peger han på, at Joe Biden vil få enormt svært ved at gennemføre nogen form for ambitiøs ny lovgivning, hvis republikanerne fortsat dominerer Senatet. Ud fra det scenarie kan man være ret sikker på, at en meget stor del af befolkningen vil være misfornøjede med politikernes indsats.

»Men det afhænger også af situationen med pandemien og økonomien. Vender begge dele i løbet af næste år, kan det være, at amerikanerne er lidt mere tilfredse. Men lige nu ser vi på opskriften på meget udbredt utilfredshed blandt vælgerne og fortsat polarisering,« siger Seth Masket.

– Hvordan ser fremtiden for trumpismen ud?

»Jeg tror, det bliver den helt store debat i Det Republikanske Parti, hvis Trump taber valget. Kampen kommer til at stå om årsagen til nederlaget. Præsidenten og hans forsvarere vil pege på, at han nok var blevet genvalgt, havde det ikke været for en virus, som han ingen skyld havde i. Der vil også være nogen, der mener, at partiet i højere grad skal samle sig om et sæt principper i stedet for alene at være bygget op om støtten til Trump.«

Michael Tomasky fra The Daily Beast har en lidt mere entydig vurdering af den populistiske strømnings fremtidsudsigter:

»Jeg tror, at trumpismen vil fortsætte med at være den dominerende strømning i Det Republikanske Parti, for Trump har ikke tænkt sig at forlade scenen. Havde valget været en klar afvisning af Trump og trumpismen, ville republikanerne måske forsøge sig med en anden retning, men her er højst tale om et smalt nederlag, som han vil tilskrive valgsvindel – og 40 procent af den amerikanske befolkning vil tro ham.«

Mulighed for forsoning?

Hjemme i skovhuset hos Turner-Pearson-parret er de fortrøstningsfulde. Måske er Trump blevet en slags konstant i amerikansk politik, men uden den magt, der følger med embedet, vil hans indflydelse svinde ind. Og helt konkret tror de, at der i fremtiden vil være færre børn, der bliver adskilt fra deres familier ved den mexicanske grænse, og måske – måske – vil det igen blive mindre legitimt at opføre sig racistisk, når manden i Det Hvide Hus entydigt tager afstand fra den slags.

»Racismen har nok været der hele tiden, men når den kommer frem, er den nærmest smitsom,« siger Katherine Turner-Pearson.

»Der kommer til at gå meget lang tid, før disse sår bliver helet.«

De håber, at Biden kan bringe en form for retfærdighed med sig, så tingene foregår på en »humanitær måde i stedet for på en autoritær måde«, som Warren Turner-Pearson udtrykker det.

Da vi fortæller dem, at nogle eksperter tror, at Trump – hvis han taber – vil stille op igen i 2024 og løbe en ny kampagne i gang, lyder svaret, at han med alle sine fiksfakserier som præsident måske hellere burde løbe af sted mod grænsen.

– Men næsten halvdelen af vælgerne har stemt på Trump. Hvordan tror I, at man kan slå bro over den kløft?

»Hvis der for en tid ikke kommer så mange konspirationer og så meget misinformation fra toppen af samfundet, er der måske en chance,« siger Warren Turner-Pearson og fisker et Mark Twain-citat frem, som i hans øjne indkapsler sagen:

»Det er lettere at narre nogen, end at overbevise dem om, at de er blevet narret.«

Serie

Præsidentvalg 2020 – kampen om USA

Én ting er republikanerne og demokraterne enige om. Præsidentvalget 2020 handler om to radikalt forskellige opfattelser af Amerika.

Og valget vindes af dem, der kan gøre deres vælgere så bange for enten trumpismen eller den radikale venstrefløj, at de stemmer den 3. november. Biden fører i målingerne, men Trump er blevet undervurderet før. Spørgsmålet er, om han kan overraske igen.

Men præsidentvalget er ikke kun meningsmålinger og kapløb om magten. Følg vores valgdækning her.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg under gerne amerikanerne fire år mere med Trump.
(så kan de lære det ja de kan så :-)
"By the way", ser man på verdenssituationen er her blevet roligere på Trumps vagt.
Nok ikke fordi Trump under verden fred, nok mere i kraft af hans "America-first politik"

Søren Kristensen

Jeg giver dig ret, Nils Valle. Men hvorfor tror du ikke han under verden fred, han var jo næsten militærnægter i sin tid?

Jan Fritsbøger

næsten militærnægter er da noget af det mest antifaktuelle jeg længe har set, så vidt jeg ved var trump en bølle og et problem da han gik i skole, hvilket fik hans autoritære far til at sende ham på militær-akademi i en meget tidlig alder,
og også her var han en bølle, han stortrivedes som overordnet og var en tyran imod de underordnede, elskede at uddele urimelige straffe og blomstrede virkelig op som en følge af den magt han havde,
så nej Trump er ikke en fredsapostel, han er som alle USA ledere i lommen på det militærindustrielle kompleks, og ville ingen skrupler have med at optrappe konflikter, hvad han jo også har gjort, men han er jo populist og krig er jo ikke ligefrem noget vældigt populært i den brede befolkning, så der er stemmer i en freds-facade og at tale om at stoppe krigene.
må indrømme jeg også har svært ved at se at verden er blevet roligere, men omvendt er krigene ikke eskaleret som man måske kunne forvente, der har med andre ord været status quo med aktive krige og der er ikke udbrudt nogen nye større krige, hvilket jo kan opleves som en god udvikling efter en vild periode med mange nye krige.

uffe hellum, Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Ole Frank og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

@ Søren Kristensen.

Jeg tror såmænd ikke Trump har det store fokus på verden udenfor USA.
At USA har medvirket til en roligere verden, ser jeg som en "tilfældig" følgevirkning af Trumps politik.
Tid til eftertanke.

@ Jan Weber Fritsbøger.

Jeg mener heller ikke der har været amerikansk politik specifik med det for øje at skabe mere ro i verden.
Men hvor der før "the time of Trump" var en del "fordækt" amerikansk udenlandsk-aktivitet i Sydamerika, har det de forgående fire år mere handlet om bekæmpe sydamerikansk grænseoverskridelse til USA (ha-ha).
Bevares, USA kan da stadig have gang i Sydamerika-infiltrationer, men i såfald bedre skjult end før.
Desuden har den truende atom-konflikt der lurede med Nordkorea tilsyneladende helt opløst sig selv.
Og det er da et kæmpe tegn til efterrationalisering, at en konflikt bliver mindre når ikke konflikten mere holdes i gang af presse/nyhedsformidlingen.

"må indrømme jeg også har svært ved at se at verden er blevet roligere, men omvendt er krigene ikke eskaleret som man måske kunne forvente, der har med andre ord været status quo med aktive krige og der er ikke udbrudt nogen nye større krige"

Yemen-krigen er eskaleret, med Trump-administrationens aktive medvirken (øget støtte og forsyning til Saudi-Arabien). Syrien-krigen er gået ind i en ny fase, hvor Trump-administrationen har legitimeret en tyrkisk invasion/optrapning og desuden besat vitale energifelter i Syrien. Opsigelsen af atom-aftalen og drabet på Soleimani har eskaleret konflikten med Iran/Rusland, opsigelsen af atommissilaftaler med Rusland har desuden styrket denne konflikteskalering. Og så er der den amerikanske bistand til kuppet i Bolivia og det igangværende kup mod Venezuela; to begivenheder som Trump-administrationen har betydeligt ansvar for. Men ellers nogenlunde enig; der er ikke startet decideret nye krige under Trump.

Flemming Berger, uffe hellum, Torben Bruhn Andersen, Torben Skov og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

@ Hanne Utoft.

Jeg fik lagt i luften der ikke er opstået nogen nævnværdig uro i verden i kraft af amerikanerne.
Her må jeg indrømme mine fordomme ser amerikanerne som årsag til langt de fleste konflikter.
Men at tyrkerne rører på sig kan man jo ikke klandre amerikanerne for.
Vi kan jo ikke på den ene side forvente amerikanerne tager affære samtidig med vi ikke ønsker al den amerikanske indblanding.
Hvis vi er så heldige Biden fortsætter nedgraderingen af amerikansk indblanding "out-there", må vi da også imødese en periode med momentvis større/mindre uro i verden.
Men der vil da helt sikkert efterfølgende komme en mere naturlig ballance forankret på lokale synspunkter fremfor som hidtil hvor magten har haft sit centrum i USA.

"Men at tyrkerne rører på sig kan man jo ikke klandre amerikanerne for."

Nils Valla, amerikanerne fjernede deres symbolske grænsetropper for at tyrkerne kunne rykke ind - og Trump-administrationen bakkede offentligt op om tyrkernes invasion. Naturligvis har det betydning at Erdogan vidste at amerikanerne ville være ham venligt stemt, og selvfølgelig giver det amerikanerne medansvar for udviklingen - som jo er i direkte amerikansk interesse (nemlig at hindre det siddende styre i Syrien i at afslutte krigshandlingerne, stabilisere og genopbygge landet m.m.). Til dette formål udløste Trump-administrationen desuden Ceasar Act, som er den hidtil mest omfattende og indgribende sanktionsbølge mod Syrien og lande, som handler med Syrien - og som har voldsomme konsekvenser for civilbefolkningen.

Flemming Berger, uffe hellum, Carsten Wienholtz og nils valla anbefalede denne kommentar