Feature
Læsetid: 14 min.

I 2020 blev døden hverdagskost. Den ’dødspositive’ bevægelse vil have os til at omfavne den

Coronakrisen har i sjælden grad sat døden på den offentlige dagsorden i vestlige samfund, som har prøvet at udgrænse den. Det giver os mulighed for at få et sundere forhold til livets endeligt, mener den såkaldte Death Positive Movement. Vi har talt med en amerikansk dødsdoula, arrangøren af en dødscafé og en filosof fra ’pestens by’ for at forstå fænomenet
Coronakrisen har i sjælden grad sat døden på den offentlige dagsorden i vestlige samfund, som har prøvet at udgrænse den. Det giver os mulighed for at få et sundere forhold til livets endeligt, mener den såkaldte Death Positive Movement. Vi har talt med en amerikansk dødsdoula, arrangøren af en dødscafé og en filosof fra ’pestens by’ for at forstå fænomenet

Mia Mottelson

Moderne Tider
23. december 2020

Den kommer snigende hver dag klokken 14.00.

Døden.

I en besked på telefonen eller i en gul bjælke i bunden af tv-skærmen.

»Det seneste døgn er 2.967 registreret smittet med coronavirus. Otte personer er døde.«

»3.452 er bekræftet smittet med coronavirus siden i går. 54 nye indlagte siden. Yderligere fem er døde.«

Man kan sige, at døden blev hverdagskost i 2020. En daglig notifikation. Forårets billeder af massegrave i Manaus i Brasilien eller på Hart Island lidt nordøst for Manhattan, hvor kisterne stod stablet oven på hinanden. Militærlastbiler fyldt med lig i Bergamo, overfyldte hospitaler i Belgien og Spanien.

COVID-19 har indtil videre kostet over halvanden millioner mennesker livet.

En udvikling, man nok skal anstrenge sig for at finde noget positivt i, men præcis det gjorde The Economist i oktober under overskriften »COVID-19 hjælper rige lande med at tale om døden«.

For måske er pandemien faktisk i gang med at lægge det, der er blevet kaldt Vestens største tabu, i graven. Et tabu, der opstod, da døden blev »skubbet ud af syne, ind på hospitalerne og ud af den høflige samtale«, som det britiske magasin formulerer det. Eller som kulturantropologen Ernest Becker, der fik Pulitzer-prisen for sin bog The Denial of Death i 1974 og døde samme år, skrev: Det moderne vestlige samfund er karakteriseret ved sin fornægtelse af døden.

Her knap 50 år efter er døden i høj grad blevet en del af den offentlige samtale. Det skyldes ikke mindst corona. Men tendensen var der faktisk allerede. Med TED Talks, bestsellerbøger, podcasts, manifester og merchandise vil en amerikansk bevægelse have os til at se døden i øjnene og tale mere åbent om den. The Death Positive Movement, kalder den sig. Og for et par år siden proklamerede den, at der er en »revolution på vej i måden, vores samfund håndterer døden på«.

Kaffe, kage, død

Også herhjemme findes der kræfter, der prøver at gøre døden til et mere folkeligt anliggende. En af dem er Birgitte Due Jensen, der bor i Gilleleje.

»Alt for længe har døden været institutionaliseret – noget, det offentlige tager sig af,« siger hun.

»Vi skal have hentet døden hjem igen.«

Hun forsøger selv at bidrage til det projekt ved at arrangere en såkaldt dødscafé, som Det Gamle Posthus i Gilleleje tre gange har dannet ramme om.

Det lyder måske morbidt – og Birgitte Due Jensen har da også fået blandede reaktioner (»Det lyder frygteligt!« »Skal I så høre dødsmetal?«). Men konceptet er enkelt: Du møder op, spiser kage og taler om døden.

Seneste dødscafé blev afholdt en tirsdag i november, og seks seniorer fra Gribskov Kommune kom forbi til jordbærkage og Sachertærte. Alle havde de oplevet at miste nogen.

»Men vi er ikke en sorggruppe. Vi er ikke terapeuter og kan ikke træde ind i det rum,« siger Birgitte Due Jensen, der har en baggrund i blandt andet socialpsykiatrien og hjemmeplejen og drømmer om 50 cafégæster og lange ventelister i fremtiden.

»Formålet med en dødscafé er at aftabuisere døden ved at tale om den.«

Det første arrangement af den type fandt sted i en kælder i Østlondon, og siden 2011 har der ifølge deathcafe.com været afholdt flere end 10.000 dødscafeer i mindst 74 lande – i privaten og på kirkegårde – med det formål at »hjælpe folk til at få det meste ud af deres (tidsbegrænsede) liv«, som der står på hjemmesiden.

Måske er ideen ikke så dum: Et studie, der gennemgår forskningen på området og blev offentliggjort hos Society for Personality and Social Psychology i 2012, konkluderer, at en klar bevidsthed om døden kan »forbedre vores fysiske helbred og hjælpe os til at omprioritere vores mål og værdier«.

Og ifølge en undersøgelse fra Ældre Sagen mente over halvdelen af danskerne i 2018, at vi taler for lidt eller alt for lidt om døden. I en tysk undersøgelse svarede 90 procent for nylig, at de fleste mennesker ikke ved, hvordan de skal opføre sig i nærheden af en døende.

Birgitte Due Jensen havde egentlig planlagt endnu en nordsjællandsk dødscafé i december. Men denne gang kom COVID-19 i vejen for en samtale om døden. Det Gamle Posthus på Gilleleje Stationsvej er midlertidigt lukket på grund af de seneste coronarestriktioner, og arrangementet måtte aflyses i sidste øjeblik.

»Skål for COVID!«

The grand old man inden for historieskrivningen om vestlig dødskultur, franske Philippe Ariès, beskrev inden sin død, hvordan netop hjemmet, familien og lokalsamfundet dannede rammen om døden i det gamle Europa. Med krig, pest og en gennemsnitlig levealder i omegnen af 30 år var døden i middelalderen en lige så naturlig del af livet som fødsler og ægteskab. Ritualer og åbenhed omkring de døende blev derfor en måde, man kunne tøjle frygten på og give døden – og dermed livet – mening.

»I foråret forstod jeg så, hvordan det må have været at leve i Europa under Den Sorte Død,« siger Simon Critchley, da han har skruet ned for Champions League-kampen på sit tv, så jeg kan høre ham over Zoom-forbindelsen.

Ud over at være glødende Liverpool-fan er Critchley professor i filosofi på The New School i New York, og lige rundt om hjørnet fra hans hjem i Brooklyn døde 72 plejehjemsbeboere på en enkelt uge i april.

Simon Critchleys by forvandlede sig til »Plague City«.

»Når man oplever så meget død, kan det være svært at bearbejde. Tallene og kurverne holder næsten op med at give mening,« siger han.

Men al den død er absolut ikke kun en dårlig ting for en britiskfødt filosof, der er erklæret pessimist og er berømt for at skrive bøger om blandt andet græske tragedier og store filosoffers bortgang.

»Alle har været kede af det, og der har været masser af død og sorg i omløb, så for folk som mig har coronakrisen været good for business. I årevis har jeg brokket mig over, at døden er blevet negligeret og behandlet som noget sjofelt.«

’En omvendt victorianer’ kan man kalde den drejning, som den offentlige samtale ifølge Simon Critchley tog i sidste århundrede. For mens man i Victoriatiden i anden halvdel af 1800-tallet død og pine undgik at tale om sex, var man til gengæld rigtig god til at ritualisere netop døden. I Storbritannien er der eksempler på, at man klædte de afdøde ud og poserede med dem foran kameraet.

Men med Første Verdenskrig og Den Spanske Syge blev det hele en tand for meget for almindelige mennesker. Der voksede en industri frem, som skulle tage sig af de døende og de døde.

Og sådan gik det til, at døden blev tabu, mens vi i dag taler om sex hele tiden, mener Simon Critchley.

»Men COVID-19 har mindet folk om, at der er et kranie under huden,« siger han.

»Jeg ser coronakrisen som en tilbagevenden til en mere gammeldags tilgang til døden og livet, og det er jo en fantastisk ting. Så skål for COVID!«

Død derhjemme

Siden foråret har flere mennesker end normalt valgt at dø på en gammeldags måde – nemlig inden for hjemmets fire vægge. Det gælder i hvert fald i Storbritannien: I England og Wales har andelen ligget 30-40 procentpoint over normalen.

Kommentatorer har foreslået en række forklaringer, blandt andet at mange finder det mere trygt at dø i deres eget hjem. Noget tyder altså på, at pandemien får borgere i velstående lande til at vælge at komme herfra på en måde, der har været mere udbredt historisk. Amerikanske såvel som danske undersøgelser har tidligere vist, at et flertal faktisk ønsker at dø inden for hjemmets fire vægge.

I virkeligheden har corona blot sat turbo på en tendens, der allerede var undervejs. I 2017 døde flere amerikanere hjemme end på hospitalet for første gang siden begyndelsen af 1900-tallet, og også i Danmark ender færre og færre deres liv på et hospital. I 2016 døde 57 procent i hjemmet eller på et plejehjem.

Vi er stadig et godt stykke fra middelalderlige tilstande, hvor et lig var noget, man samledes om i landsbyen. Men måske er udviklingen alligevel et tegn på, at den revolution, som The Death Positive Movement taler om, lige så stille kommer snigende.

’Deathfluencer’

Jane Whitlock går under navnet Doula Jane.

Det gjorde hun ikke for syv år siden. Dengang var hun en soccer mom, der arbejdede i Ikea i Bloomington, Minnesota.

Men i efteråret 2013 fik hendes mand pludselig en hoste, der ikke ville gå væk. Specialist efter specialist sendte den tilsyneladende sunde og raske 49-årige mand hjem uden svar – men en dag dukkede en tumor på størrelse med en golfbold op på et røntgenfoto. Den sad på hans nyre, og kræften havde spredt sig til lungerne.

Da Jane Whitlocks mand døde juleaften fire måneder senere, fik hun en åbenbaring.

I dag er hun en del af The Death Positive Movement, der består af først og fremmest kvindelige akademikere, kunstnere, bedemænd og ansatte i sundhedssektoren. »Deathfluencers«, er de blevet døbt af The New York Times, og de ønsker at hjælpe »dig, din familie og din kultur med at dø bedre«, som der står på The Order of the Good Deaths hjemmeside.

Organisationen er det primære talerør for den dødspositive bevægelse, hvis bannerfører er en 36-årig bedemand fra Los Angeles ved navn Caitlin Doughty.

»Hvorfor er der en zillion referencer og hjemmesider om at være sexpositiv og intet om at være dødspositiv?« tweetede hun tilbage i 2013.

Siden er hendes Ask a Mortician-youtubevideoer med titler som »Værste måde at dø på?« og »Amerikas første kremering var VILD« blevet set mere end 150 millioner gange. Hun har skrevet tre The New York Times-bestsellerbøger – den seneste, Will My Cat Eat My Eyeballs?, udkom i 2019 – og hendes kontrafej pryder kaffekopper (Caitlin Doughty ligner den ukendte søster fra The Addams Family), som kan købes på nettet sammen med sorte T-shirts og hættetrøjer påtrykt slogans såsom »Iconic corpse«.

Alt sammen ifølge Doughty for at aftabuisere døden og den døde krop.

Sætter foden i døren

»Doughtys stil er kitchy, men tankerne bunder i traditioner, som går langt tilbage,« siger Jane Whitlock, der selv ynder at citere LSD-pioneren Ram Dass: »We are all just walking each other home«.

Nogen vil nok stejle over den dødspositive bevægelse og dens tilbøjelighed til at se muligheder i coronakrisen: Er der ikke noget upassende og moralsk problematisk i at betragte en tragisk pandemi, der har kostet så mange menneskeliv, som en anledning til at skabe en mere ’positiv’ opfattelse af døden?

Men der er ikke noget i vejen med at se døden som noget sorgfuldt; vi skal bare blive bedre til at omgås den og til at tage afsked med livet, mener Jane Whitlock.

Efter sin mands død sagde hun sit job op i Ikea. Hun uddannede sig til sygehjælper og har som ’dødsdoula’ viet sit liv til at hjælpe døende og deres pårørende med at komme herfra og sige farvel på en ordentlig måde.

»Mange har brug for hjælp til at give slip på livet. Det gælder især mænd, for de har været vant til at kontrollere alting, og nu kan de ikke engang styre deres toiletbesøg,« siger Jane Whitlock.

Hun har kort, gråt hår, en lille ring i venstre næsebor og en hvid, blomstret skjorte på. Da jeg fanger hende på Zoom, har hun netop parkeret sin bil foran økosupermarkedet Whole Foods. Dagen har hun tilbragt sammen med en gruppe »radikale« katolske nonner, som hun passer, hvoraf nogle er på hospice. Så køber hun ind for dem og laver death plans – en slags tjeklister over, hvad der skal ske før og efter deres død.

Ordet ’doula’ kommer fra græsk og betyder ’kvinde, der tjener’. I Danmark har vi fødselsdoulaer, en slags alternative jordemødre, der yder psykologisk, spirituel, praktisk og anden ikkemedicinsk støtte til gravide. Dødsdoulaer gør det samme – men ved livets afslutning. Hvor mange der er, vides ikke. International End of Life Doula Association (Inelda), som har sin base i New Jersey og tilbyder onlinekurser og et månedligt nyhedsbrev, har haft flere end 2.000 igennem uddannelsen.

»Der er efterhånden en del træningsprogrammer. Men bare fordi du har taget et weekendkursus og lavet en smule frivilligt arbejde, betyder det ikke, at du ved, hvad du laver.«

Som dødsdoula har Jane Whitlock hjulpet i omegnen af 50 døende, siger hun. Men lægger man alle de timer, hun har tilbragt som frivillig på et hospice gennem årene oveni, er tallet langt højere.

»For mig handler det også om at stille de svære livsspørgsmål til de døende, som deres familier ikke kan stille. Jeg sætter min fod i alle de her døre, inden de bliver smækket i.«

Doula Janes coronahotline

Da corona ramte i foråret, sagde Jane Whitlock til sig selv: »Jeg har ventet på dette øjeblik. Nu kommer alle til at høre og tale om døden hele tiden, ingen kan længere slippe udenom.«

Så hun oprettede en hotline (1-800-deathdoula), som alle, der nu havde fået døden tæt på livet, kunne ringe til og få vejledning. Og straks var der interesse fra andre dødsdoulaer, der kontaktede Jane Whitlock helt fra Colorado og ville være med på projektet. Alle var de sikre på, at opkaldene ville vælte ind.

Så nu var det bare at vente.

Og de ventede og ventede.

Ingen ringede.

»Det har gjort mig kynisk,« siger Jane Whitlock.

»COVID blev alligevel ikke den her kæmpe ting, der ændrede vores forhold til døden fundamentalt. Fornægtelsen er virkelig massiv. Siden foråret har døden været tættere på end nogensinde før i min generations levetid, men jeg oplever slet ikke, at folk har de dér nitty gritty-samtaler om at være death aware

Noget er der dog sket, siger Jane Whitlock. Flere doulaer i hendes netværk fortæller, at de under coronakrisen har fået langt flere efterspørgsler på såkaldte living wills – et dokument, der indeholder ønsker til medicinsk behandling, i tilfælde af at underskriveren ender med ikke at kunne svare for sig selv.

En lignende tendens er ifølge The Economist blevet dokumenteret i Storbritannien af velgørenhedsorganisationen Hospice UK: 40 procent af de briter, som har mistet familiemedlemmer til COVID-19, har nedskrevet deres »end-of-life wishes«, mens en tredjedel har planlagt deres egen begravelse. Tallet for begge dele ligger under 20 procent for andre briter.

»Det er selvfølgelig en god ting,« siger Jane Whitlock.

»Men det er kun første skridt. Og der er virkelig lang vej igen.«

Kys liget

For Simon Critchley er det store spørgsmål, om vi vil lave mindesmærker for coronavirussens ofre. Eller om vores erindring om den vil forsvinde med vaccinen.

»4.000 mennesker døde i World Trade Center 9/11, og de har et mindesmærke. De omkomne i Første Verdenskrig fik mindesmærker og årlige ritualer. Men folk glemte Den Spanske Syge,« siger han om influenzaepidemien, der kostede over 50 millioner mennesker livet fra 1918-20.

»Jeg kan godt frygte, at det her ikke er mere end en vidunderlig, melankolsk pause; en kortvarig punktering af den vestlige kulturs illusoriske lykke.«

Det gode ved The Death Positive Movement er ifølge Simon Critchley, at den forstår betydningen af ritualer. Nogle vildere end andre. Med inspiration fra ikkevestlige kulturer – blandt andet det indonesiske Toraja-folk, der har tradition for at beholde deres døde i nærheden i en periode og rutinemæssigt skifte deres tøj og stille mad frem til dem – taler Caitlin Doughty og hendes ligesindede for grønne begravelser i bionedbrydelige kister af søgræs, og for at vi skal huske at betragte og røre ved vores nærmeste i timerne, efter de er gået bort.

»Det er vigtigt at se et lig,« siger Simon Critchley.

»Ritualer omkring død og sorg burde ikke vække ubehag i os.«

Selv voksede han op i et katolsk miljø i Liverpool, hvor der var tradition for åbne kister, lit de parade og masser af whisky. Simon Critchley var seks år gammel, da han kyssede et lig på kinden for første gang.

»Det er ikke noget, du glemmer. Ritualerne er vigtige.«

– Hvorfor?

»Fordi de hjælper os til at acceptere livets forgængelighed og det faktum, at vi er forbundne til dem, der er kommet før os. Sådan har det været historisk. Høsten og årstidernes genkomst var betinget af et godt forhold til forfædrene. Det paradoksale er, at disse gamle kulturer netop var levende, fordi de var dødskulturer.«

Den spektakulære død

Et andet oplagt paradoks er så, at der i Vesten i dag bliver talt en del om, at vi ikke rigtig taler om døden.

Michael Hviid Jacobsen, der professor på Aalborg Universitet og har studeret vores forhold til døden i over 20 år, mener ikke, at døden er så undertrykt og fortrængt som for 50 år siden – og siden har vi da foruden den dødspositive bevægelse også haft både en Happy Death Movement, en Natural Death Movement og en Death Awareness Movement.

Vi er stadig langt fra dødskultur a la middelalderen, men vores forhold til døden i dag er heller ikke hovedsageligt »kendetegnet ved tabuisering og usynliggørelse«, skriver han i et kapitel i bogen Det epidemiske samfund, der udkom den 1. december på Hans Reitzels Forlag.

Snarere er der tale om, at vi »forholder os til døden i rollen som iagttagere i en finurlig blanding af frygt og fascination« og ofte gennem (sociale) medier.

’Den spektakulære død’, kalder Michael Hviid Jacobsen vores samtids dødsmentalitet.

»Og coronakrisen har nok kun skubbet på denne udvikling,« siger han – i hvert fald i en dansk kontekst.

»På den ene side handler coronakrisen jo netop om vores frygt for døden på stor global skala. På den anden side er det jo ikke meget, vi konkret ser til døden. Den ligger der mærkeligt mellem linjerne i alle de restriktioner, tiltag og håndteringsstrategier, der meldes ud. Den er der også i de daglige smitte- og dødstal, men så er det alligevel, som om den ikke rigtig er der alligevel, for hvor mange af os kender reelt nogen, der er døde af corona?«

Der går ikke mange dage, hvor Michael Hviid Jacobsen ikke taler om døden, men han advarer imod, at de gode intentioner om at søge tilbage til forhistoriske og tilsyneladende mere ’naturlige’ måder at forholde sig til døden på, kan »udvikle sig til lidt af et dødscirkus med happenings, sære ritualer og en påtvungen samtale om døden, som mange måske helst vil være fri for«.

For som han siger: »Det skal være muligt – også for det moderne, dødsforskrækkede menneske – at leve sit liv uden at skulle tvinges til hele tiden at forholde sig til det uundgåelige.«

Men til de knap så dødsforskrækkede moderne mennesker, der har brug for at blive mindet lidt mere om livets forgængelighed og ikke helt har nok i de daglige coronatal, kommer her til sidst en anbefaling: Download app’en WeCroak.

Inspireret af et bhutansk ordsprog, der siger, at »for at blive en glad person, skal man tænke på døden fem gange dagligt«, sender den hver dag fem citater om døden fra store poeter og tænkere.

Beskederne dukker op på tilfældige tidspunkter – ligesom døden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Jeg tvivler på, at påstanden om, at døden er så tabueret, er sand. Det, der kan give anledning til frygt, er ikke døden, men livet - og især den sidste del af det, der kan være præget af smerte, hjælpeløshed og så videre. Døden er et vilkår, man må acceptere, men hvorfor dog spilde værdifuld levetid på at gå og spekulere over det uundgåelige?
Døden er ikke noget, vi kan snakke os fra.

Else Marie Arevad, Rune Mariboe, Mogens Holme, Lotte Tvede, jens peter hansen, Marie Jensen, Arne Albatros Olsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Jeg ser heller ikke tabuet i den forbindelse.

jeg ved ikke, om døden er tabu, men når vi har en statsminister, som kan udtale: "Ethvert dødsfald forårsaget af corona er en tragedie", så har vi i hvert fald et kæmpe problem.

Hvordan kan man have bare den mindste flig af tillid til et menneske, der kan komme med en sådan udtalelse?

Hvad i alverden, Esben Lykke, skulle hun ellers sige? Hun har jo ret, og hvis der er noget, der desværre er sket med de mange skridt til højre, der er taget i de seneste årtier, så er det en bagatellisering af dødens og sorgens alvor og nedbrydende virkning på sindet; men et samfund, der ikke først og fremmest forsøger at minimere tilfældene af tilfældig, undgåelig og lidelsesfuld død, erkender ikke sit eget første formål.

Lars Løfgren, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, Mogens Holme, Maj-Britt Kent Hansen, Birte Pedersen, Morten Balling og Marie Jensen anbefalede denne kommentar

Så er livet jo en tragedie, Steffen Gliese! Må jeg minde om, at vi stadig har færre døde i Danmark, end vi plejer at have. Dvs. at hvis ikke de 1000 mennesker var døde med/af corona, så var de eller nogle andre døde af noget andet.

Hvorfor har vi ikke forhindret de 10.000-vis af influenza-dødsfald, der har været gennem årene, hvis ethvert dødsfald er en "tragedie"? Med afstand, afspritning osv. og nedlukning, skulle det jo nok være muligt.

Hvorfor er lige præcis corona-dødsfald så forfærdelige?

Hvad med folk der dør af luftforurening og i trafikken?

Anders Reinholdt, Rune Mariboe, Anna Juul og Morten Balling anbefalede denne kommentar

Esben Lykke, vi arbejder jo også stærkt på at nedbringe antallet af døde i trafikken, mht. luftforurening er vi nu dér, hvor det mest liberalistiske parti arbejder for forbud imod bilkørsel i København!
I mange år har man i stedet for at investere i den offentlige sektor brugt mange penge på folk, der kunne finde ud af at skære ned og skære ned og forringe og forværre de vilkår, borgerne har kunnet få for deres indsats i samfundet. Det har forringet hygiejnen på hospitalerne, behandlingen af ældre mennesker på plejehjem, gjort voksenkontakten for den offentlige ungdom yderst sporadisk i daginstitutionerne og indskrænket skoleundervisningen til noget, man let kunne måle og veje - i stedet for noget, man kunne leve på.
Så rammes vi af en virus, der tvinger os til at gøre op med alle de forringelser, hvis samfundet skal have en chance for at kunne videreføres - og det vil formodentlig - og -håbentlig hjælpe os til bedre at bekæmpe de gængse infektioner, der rammer år efter år, både med og uden vaccine, bl.a. fordi det er en virkelig god forretning for samfundet, hvis folk ikke smækker sig syge i snue- og influenzasæsonen.

Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, Rune Mariboe, Mogens Holme og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

- og husk, at vore sundhedsmundigheder faktisk var villige til at lade epidemien udvikle sig i samfundet, fordi man simpelthen var så påvirket af NPM, at man ikke kunne forestille sig reelle politiske beslutninger på et realplan i stedet for abstrakte og afgørende forkerte beregninger over fiktive værdier.

Lars Løfgren, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Jeg er enig i, at mange er nedskæringerne i den offentlige sektor er usympatiske og kontraproduktive ift at fremme "det gode liv" for borgerne i samfundet.

Jeg kunne også nævne en af mine egne kæpheste - at det for bare 10 måneder siden var fuldstændig normalt og accepteret, at aflevere sit syge barn i institution og selv tage småsyg på arbejde.
Udelukkende for "arbejdsmarkedet" og "produktivitetens" skyld.

Men hvordan du når frem til, at forringelserne bliver rullet tilbage pga denne virus- det fatter jeg ikke. Jeg forudser, at alt om et år er præcis på samme måde som før coronaen.
Det eneste, der måske er ændret, er , at vi sandsynligvis vil have færre frihedsrettigheder.

Og tilbage til døden: Hvis man i ramme alvor kan mene, at det er "en tragedie" at et menneske over 80 år dør, så burde man seriøst tage ved lære at de japanske samuraier og meditere lidt over sin egen død.

Og lidt mere om døden - til venlig eftertanke siden så mange nu tilsyneladende har så stærke følelser omkring "tilfældige, undgåelige dødsfald":

Dødsfald i år til dato:

Corona: 1.700.000

Hiv/aids: 1.700.000

Børn under 5 år: 7.500.000

Jeg vil gætte på, at man kunne forhindre 90 % af dødsfaldene i de 2 sidstnævnte kategorier for et par % af det beløb, der er brugt på den første kategori.

Det kræver jo ikke den store kedelpasser-eksamen at regne ud, hvorfor det ikke sker..

Jakob Birklund Andersen

Jeg køber ikke præmissen om at corona-epidemien har ført til mere tale om døden. Tværimod har hele vores reaktion på virussen været baseret på en en nærmest absolut frygt for at livet har en ende. Nu ruller vaccinerne så ud til plejehjemmene, og jeg kan lige se det for mig, hvordan de gamle har siddet derude og rystet i bukser af frygt for corona og nu endelig kommer udfrielsen - vaccinen, der redder dem. Men det gør den jo ikke. For vi skal jo alle dø før eller siden, og når man er blevet gammel skal livet altså slutte, og et plejehjem er som regel sidste stop på det jordiske livs rejse - corona eller ej.

@Esben Lykke

Begge mine forældre lever og begge er omkring 80. Jeg ville synes det var en tragedie at miste dem, selvom jeg ved at ingen af os lever evigt.

Samtidig er jeg en af dem som påpeger at klodens befolkningstal er for højt og at det er den primære årsag til at planeten er slidt ned. Der dør to mennesker i sekundet her på Jorden. Tik-tak. To døde. Problemet er at på det samme sekund fødes der fire nye.

Nogen er nødt til at dø for at der kan komme nye små mennesker i Verden. Det er tragisk når de dør, men det er uundgåeligt og en naturlig del af at have et liv. Det er dog ikke umiddelbart ensbetydende med at man kan vurdere nogle liv højere end andre.

F.eks. er det tankevækkende at så mange nævner det med at det "kun er de gamle som dør af Corona", og implicit forudsætter at så er det ikke noget problem. Hvis vi ville have befolkningstallet ned, så kunne vi hypotetisk bare aflive nogle mennesker. Vi behøvede ikke engang at gøre det sure arbejde. Vi kunne sætte hastigheden op på vejene, specielt i byerne, lukke hospitalerne, fjerne sidste salgsdato på maden, lære ungerne at ryge smøger og gøre brydning med sultne isbjørne til en nationalsport. Bare for at nævne et par stykker. Vi kunne også aflive hver andet nyfødte barn. De har jo alligevel ikke nogen idé om hvad de kommer til at gå glip af.

Hvis man først accepterer at nogle liv er mere værd end andre, så åbner man virkeligt op for godteposen med de "syge" idéer, og spørgsmålet er, mennesker taget i betragtning, om ikke det er bedst at holde posen lukket, og bare have en aftale om at livet er "helligt" og at vi alle passer på hinanden.

Og jo døden er tabu. Hvis man er i tvivl om det, så kan man bare prøve at bringe emnet op blandt venner.

Lars Løfgren, Else Marie Arevad, Eva Schwanenflügel, Jens Ole Mortensen, Rune Mariboe, Mogens Holme og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Fremkomsten af endnu en forening eller bevægelse til varetagelse af et endnu et partikulært område i et i forvejen atomiseret livsforløb, er ikke noget der får mig til i mindre grad at ønske mit endeligt måtte indtræde ved, at jeg bliver klippet midt over.
Døden er nær, og det er det. Det vil et kortere eller længere forløb, med små eller store ånders mere eller mindre fantasifulde forestillinger om hvordan man bør forholde sig,
ikke kunne røre ved. Døden er ikke det tragiske. Livet ej heller. Menneskene er. Nemlig fordi de altid kommer hinanden på tværs.
Hvad mere er at sige, er dette: At ligesom døden altid lurer på den enkelte, så lurer en anden også altid på potentialet af enhver ny trend. Og når sidstnævnte har nået den rette størrelse, hugger førstnævnte til. Kister af søgræs og dødsklæder... Kommercialiseringen er indtrådt, og kapitalismen gnider tilfreds sine fedtede næver. For den ved vores alles endeligt, er dens.

@ morten balling

Enten er vi uenige om begrebet "tragedie" eller også om hvad der er tragisk. Eller begge.

Som en, ældre, læser skrev i Kristeligt Dagblad den anden dag: Det er forbundet med stor sorg, når ældre mennesker dør - men det er ingen tragedie.

Der er et godt gammelt udtryk: "Han/hun døde mæt af dage". Vi bliver alle født, og vi dør alle - forhåbentlig, når vi er "mætte af dage".

Jeg skal jo ikke dømme andres følelser og reaktioner, men jeg må indrømme, at jeg ikke forstår, hvis man ikke reagerer forskelligt på følgende 2 tænkte overskrifter:

"Mand på 80 dræbt i trafikuheld"

"Barn på 4 år dræbt i trafikuheld".

Det går simpelthen ud over min fatteevne, hvis man har samme følelsesmæssige respons på de to hændelser. Den ene er da ufattelig meget mere tragisk end den anden.

Nu har jeg en temmelig morbid omgangskreds, så jeg opfatter ikke døden som et tabu. Men jeg er godt klar over, at vi som samfund er hæmmede af ikke at have en fysisk, ekspressiv sørgekultur, som man har mange andre steder.

Desuden forbeholder jeg mig ret til at betragte alle som ikke forholder sig til det paradoksale i at det tilsyneladende kun er vestlige menneskeliv, der er noget værd, som national-chauvinistiske hyklere.

Ib Jensen, Anders Reinholdt, Anne Nielsen, Morten Balling og Rune Mariboe anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Kunne man ikke i nogen grad hævde, at døden kom tæt ind på livet. Da danske soldater begyndte at komme hjem i "bodybags." Og vi slog over en million ihjel i Mellemøsten. En krig der kostede U.S.A. 52 trillioner dollars! Det andet her er nada i sammenligning! Piv, piv jeg sparkede en mand ihjel og han gav mig en øjetæve! Der dør 15.000 børn om dagen! 1 milliard mennesker er uden sanitære forhold! Hvor er proportionerne henne?

@Esben Lykke

Ja børn er nuttede, men har du nogensinde tænkt over hvorfor? De er ofte støjende, grænseoverskridende og opmærksomhedskrævende. De er dybest set kun byrde for samfundet i deres første leveår.

Og dog er de nuttede. Det er ikke bare børn som er nuttede. Det er f.eks. også hundehvalpe og kattekillinger. Isbjørne, elefanter og kyllinger. Fællesnævneren er at de er små, runde, med store poter, dunede mm. Altsammen beregnet (evolutionært udviklet) til at holde os empatiske overfor dem, selvom de dybest set er små sataner. Det virker sågar på tværs af arter ;)

@Mads Kjærgård

Evolutionen har også "lært" os at bekymre os mest om de nære omgivelser. Først én selv eller ens afkom, så ens mage, og derpå ens flok (i dag familie, venner, kolleger osv.). Der er skrevet videnskabelige artikler om at empatien aftager med noget som ligner kvadratet på afstanden til det vi skal forholde os til. Det er i høj grad en form for nytteetik som ligger indbygget i systemet vi kalder virkeligheden vi lever i. Denne mekanisme gør os i stand til at abstrahere fra grusomheder, bare de er tilstrækkeligt langt væk, og det er ikke ligefrem en sympatisk egenskab.

Og, Morten Balling, der er jo også det at sige til det, at de pågældende truede selv på en eller anden måde godt kunne tilkendegive, at de havde tænkt sig selv at påtage sig kampe, som har ført til andres frihed andre steder - fordi status quo simpelthen er værre, mere uforudsigelig, mere dødelig, mere på andres nåde.

"Der er skrevet videnskabelige artikler om at empatien aftager med noget som ligner kvadratet på afstanden til det vi skal forholde os til."

Empatiens kraft og tilstedeværelse korrelerer også omvendt proportionalt med mængden af stimuli, et menneske udsættes for, arten af stimuli samt den pågældendes interpretationsvaner etc. Sagt/skrevet på anden vis; det er ingen naturlov at vi som mennesker kan agere upåagtende, hensynsløst og arrogant/destruktivt overfor (både) vore nære og fjernere omverdener, men det er et grundvilkår at vores opmærksomhed på hvad der er vigtigt og/eller ej - og hvordan vi vier disse ofte ubevidste afgørelser opmærksomhed, i dén grad kan påvirkes af systemiske og kulturelle forhold.

Erik Winberg, Eva Schwanenflügel, Morten Balling og Esben Lykke anbefalede denne kommentar

, og påvirkes af arten af stimuli samt den pågældendes interpretationsvaner etc. - skulle der stå.

@Hanne Utoft

Og dog viser mere og mere forskning at den gamle diskussion om arv/miljø, med det vi har lært om DNA og gener, i høj grad falder ud til arvs "fordel". Nogle undersøgelser viser at op mod 80-90% af vores personlighed ligger kodet i kombinationen af nukleotider.

Man skal ikke kimse af evolutionens betydningen, hvis man vil forstå mennesker, ligesom man ikke skal undervurdere at Homo sapiens (Sapiens! for satan :) er et socialt flokdyr. Vi bilder os ind at kultur og empati mm. er noget menneskeligt, men det er det ikke. Vi har fundet kultur hos andre dyr og der er masser af eksempler på empati på tværs af arter.

Morten Balling, uden at gå for langt ind på det sociobiologiske spor - og som jeg er orienteret iht. forskningen, er de stærkeste fund at biologien og det psykosociale/miljø spiller sammen på hyperkomplekse måder, vi endnu forstår ret lidt af. Mht. empatien, så har det længe været kendt at bl.a. spejlneuroner spiller en væsentlig rolle for dens virksomhed (spejlneuronerne blev, så vidt jeg husker, initierende opdaget hos visse højere primater), men også spejlneuroner arbejder sammen med psykosociale variabler (eksempelvis kan spejlneuroner genkende et forstilt smil).

Henriette Bøhne, Morten Balling og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Socialbiologi som videnskab er fin, så længe den følger de regler der er for naturvidenskab, og folk ikke bliver politisk kreative i perpektiveringsafsnittet.

Der er formentlig ikke mange som vil stille et politisk spørgsmålstegn ved at evolutionen har "lært" nogle arter at jage i flok.

Man kan ikke indrette et retfærdigt samfund med naturvidenskab eller nytteetik. Ligeledes er det ikke muligt at bryde en naturlov, og det er ellers ikke fordi menneskeheden ikke prøver. Bare se hvordan det går ;)