Feature
Læsetid: 7 min.

Den beskidte 100-meterdistance: Blandt de otte hurtigste mænd i verdenshistorien var kun Usain Bolt ren

Mindre end et år før OL i Tokyo er den internationale atletikverden rystet af en dopingdom til verdens hurtigste mand. En dom, der afslører, at de olympiske leges mest populære disciplin – mændenes 100-meterløb – stadig er fanget i en dopingsump
100-meterfinalen ved de olympiske lege i Seoul, Korea i 1988. I midten løber Calvin Smith omgivet af blandt andre Dennis Mitchell, Ben Johnson (som i første omgang vandt), Linford Christie og Carl Lewis, der alle før og senere dumpede dopingtests.

100-meterfinalen ved de olympiske lege i Seoul, Korea i 1988. I midten løber Calvin Smith omgivet af blandt andre Dennis Mitchell, Ben Johnson (som i første omgang vandt), Linford Christie og Carl Lewis, der alle før og senere dumpede dopingtests.

AP/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
5. december 2020

Hvis navnet Calvin Smith ikke siger dig noget, så er det, fordi verden er uretfærdig.

Calvin Smith var en af klodens bedste sprintere tilbage i 1980’erne; en ydmyg og selvudslettende atlet, der var kendt for sin elegante, opretstående løbestil, og som ovenikøbet holdt verdensrekorden i en periode.

At hans navn er gået i glemmebogen, skyldes imidlertid, at det blev hans skæbne at indtage rollen som den oversete mand i verdens måske mest berygtede sprintkonkurrence, nemlig 100-meterfinalen for mænd ved de olympiske lege i Seoul i 1988.

Her startede han på den eftertragtede bane 5 mellem løbets forhåndsfavoritter, Carl Lewis fra USA og canadiske Ben Johnson. Men så vidt Calvin Smith var orienteret, var kampen om førstepladsen overstået, allerede inden startpistolen var affyret. I hvert fald for hans vedkommende.

Han vidste nemlig – da han sænkede sig ned i startblokkene – at han var chanceløs, fordi han var omgivet af snydepelse.

Eller som han selv formulerede det i en refleksion over de sejre, der blev ham nægtet i de største løb i slutfirserne:

»Gennem de sidste fem eller ti år af min karriere var jeg klar over, at jeg havde fortabt muligheden for at vise, at jeg var den bedste rene løber. Jeg vidste, at jeg var oppe imod atleter, som dopede sig.«

Og i Seoul var disse atleter overalt omkring ham.

På bane 6 fandt man således canadiske Ben Johnson, der vandt løbet i verdensrekordtiden 9,79, men allerede to dage efter blev frataget guldet, da en dopingtest viste, at han var pumpet fuld af steroider.

På bane 3 lå amerikanske Carl Lewis, der efter Johnsons dopingdom blev løftet op på førstepladsen – men hvorom det efterfølgende er kommet frem, at han tidligere på året ved de amerikanske udtagelsesmesterskaber var dumpet i tre dopingprøver, som hans nationale atletikforbund havde dækket over.

Og på bane 4 lå englænderen Linford Christie, som efter finalen blev fanget i to dopingtest, hvoraf den sidste reelt afsluttede hans karriere.

Og for at det ikke skal være løgn, så rummede feltet også amerikaneren Dennis Mitchell, der senere i sin karriere leverede en af sportshistoriens mest mindeværdige bortforklaringer på at være blevet fanget med for meget testosteron i blodet, da han sagde, at det skyldtes, at han natten før havde »drukket fem flasker øl og haft sex med min kone fire gange«, fordi det var hendes fødselsdag.

Og midt i dette menageri befandt sig altså Calvin Smith, der gennemførte løbet i hæderlige 9,99 sekunder; en tid, han ikke kunne bruge til noget som helst, eftersom den kun indbragte ham en fjerdeplads. Men samtidig en tid, der efterhånden fremstår som den hurtigste rene præstation, der blev leveret på dagen.

Eller som Calvin Smith selv har bemærket det:

»Jeg skulle have haft guldmedaljen den dag.«

Det fik han imidlertid aldrig. I stedet blev det til en plads i glemmebogen for den rene atlet fra Bolton, Mississippi.

Det beskidte løb

Men selve finaleløbet i Seoul er aldrig blevet glemt.

Tværtimod er det gået over i historien som »The Dirty Race«, (det beskidte løb, red.); en atletisk skandale så stor, at den kom til at virke som et syndefald for den disciplin, der ellers i årtier har været hovedbegivenheden ved de olympiske lege.

Alle vil se med, når legene kårer »The Fastest Man on Earth«, men gennem årene har titlen mistet sin magi, efterhånden som den ene topsprinter efter den anden er faldet i den sorte dopinggryde.

Ud over Lewis, Mitchell og Christie er det gået ud over aktører som jamaicaneren Steve Mullings, den amerikanske kanonkugle Justin Gatlin og stortalentet Yohan Blake; og i det hele taget var 100-meterdistancens hovednavne i 1990’erne og 2000’erne godt i gang med at bygge deres egen hall of shame i atletikkens stolte hus.

Men så kom Usain Bolt.

Den fodrappe jamaicaner med den ubegribelige skridtlængde på 2,44 meter genfødte på det nærmeste mændenes sprintersport. Ikke bare fordi han – med sin karisma og sine hjemmegjorte dansetrin – var skræddersyet til at blive superstjerne i de sociale mediers tidsalder. Men også fordi han tilbagelagde de 100 meter i verdensrekordtiden på 9,58 sekunder – og gjorde det rent.

Bolt var et naturfænomen; en slags atletisk 100-årsbegivenhed, der på egen hånd halede sprinterdisciplinen op af dopingsumpen og genetablerede dens ry og værdighed.

Eller måske skulle man snarere sige, at han trak så meget af spotlightet til sig, at sportens problemer fik lov at spire ubemærket i de mørke kroge.

Det mystiske juleindkøb

Det er i hvert fald den konklusion, man er fristet til at drage, når man ser, hvordan det er gået med sporten, siden den 195 centimeter høje jamaicaner trak sig tilbage.

I den seneste tid har sprinterne nemlig atter stået i kø for at vanære sig selv og deres metier. Og den mest alvorlige skandale begynder med et juleindkøb, der måske slet ikke fandtes.

Eller for at forklare det på en anden måde:

I december sidste år troppede dopingkontrollanterne op hos den amerikanske hurtigløber Christian Coleman for at foretage en uanmeldt dopingtest. Og her skal det nævnes, at Coleman ikke er nogen hr. hvem som helst.

Den muskuløse amerikaner fra Lexington i Kentucky er en af de største stjerner i den internationale atletikverden. De seneste tre år i træk har han sat den hurtigste tid på 100-meterdistancen i verden, og når du kommer op på dét niveau, begynder dopingkontrollanterne imidlertid at udvise interesse for din person.

Og hvad angår Coleman, var de meget interesserede, eftersom han allerede tidligere på året havde misset to dopingprøver ved at være fraværende, når de mødte frem.

Og historien gentog sig den 9. december. Ingen åbnede døren, da kontrollanterne ringede på, og så klappede fælden for den hurtige amerikaner, der dermed missede sin tredje test på et år.

I den efterfølgende appelsag forsvarede Coleman sig med, at han bare havde været på juleindkøb og kunne være ringet hjem på fem minutter – ligesom han i øvrigt hævdede, at han havde været hjemme få minutter efter kontrollanternes besøg for at se basketball i tv.

Begge argumenter blev dog fejet af bordet i den dom, der netop er faldet. For det første – sagde sportsdomstolen – er det ikke kontrollanternes opgave at ringe rundt i byen for at hale atleter hjem til uanmeldte kontroller, og for det andet viste udtræk fra Colemans kreditkort, at han havde shoppet lystigt videre efter det tidspunkt, hvor han påstod, at han var kommet hjem.

Og dermed blev Coleman idømt to års karantæne, hvilket spærrer ham fra OL i Tokyo til næste år.

Hvordan den temperamentsfulde sprinter tager det nederlag, er ikke godt at vide.

Coleman har tidligere – på nærmest Donald Trumpsk vis – anklaget medierne for at forfølge ham ud fra racistiske motiver (’de hader en ung sort dreng, der udlever sin drøm’), ligesom han har hævdet, at direktøren for de amerikanske dopingmyndigheder har ringet til ham privat for at undskylde (hvilket ikke passer).

Men i den store sammenhæng er det nok væsentligere at konstatere, at karantænen til amerikaneren er endnu et kølleslag mod sprintersportens ry og rygte. Dels mister man den skikkelse, der var udset til at være den absolutte hovedaktør ved OL. Og dels afslører fjernelsen af Coleman den dopingsump, sporten stadig hænger fast i.

Således er en af de nye favoritter til at tage guldet i Tokyo veteranen Justin Gatlin.

Og hvad er der så at sige om ham?

Jo, der er såmænd det, at Gatlin selv bærer rundt på to tidligere domme for dopingmisbrug, ligesom hans personlige træner er ingen ringere end den Dennis Mitchell, der i sin aktive karriere forsøgte at bortforklare sin egen positive dopingtest med et aktivt ægteskabeligt samliv.

Nu skal Gatlin altså forsøge at løbe guldet hjem til USA. Da han vandt VM i London i 2017, blev han buhet ud af et fuldbesat stadion, der ikke var til sinds at tiljuble en dopingsynder, der aldrig har udvist skyggen af anger. Så der er udsigt til en munter medaljeoverrækkelse i Tokyo, hvis Gatlin også slutter øverst på skamlen der …

Et snusket sideshow

Og det er netop den form for opmærksomhed, sprintersporten ikke har brug for lige nu; opmærksomhed på den martrede sports problematiske forhold til de forbudte stoffer.

Et forhold, der træder frem med lysende klarhed, hvis man kaster et blik ned over sportens rekordliste.

Ud af de 50 bedste tider på distancen er alle andre end Bolts blevet sat af atleter, der er blevet afsløret i at dope sig.

Og hvis man liner de otte hurtigste mænd i verdenshistorien op på et imaginært atletikstadion, er de syv af dem dømt for doping. Kun Bolt er ren.

100-meterdistancen er kort sagt at ligne med cykelsporten, dengang den gik gennem sine allermest beskidte år, og hele topfeltet stank af doping.

»Dopingdomme har forvandlet atletikkens paradedisciplin til et snusket sideshow,« bemærkede atletikkorrespondenten fra The Times, Rick Broadbent, for nylig.

Og den glemte mand fra OL i 1988, Calvin Smith, supplerede med følgende svar, da han blev spurgt, om han stadig fulgte med i sin egen sport:

»Jeg ved ikke engang, hvad rekorden er længere. Jeg kan ikke glædes over den, fordi jeg ved, hvordan tingene i virkeligheden er.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

Hvad med Jesse Owens i 1936 og på damernes side den vidunderlige Wilma Rudolph i Rom 1960 ?

Bent Christensen

Det er vel ok så længe det ikke er cykling ;-)

Lad dem dog tage, hvad de vil! Jeg kan da være ligeglad med deres sundhedstilstand, hvis vi ikke æder vinderen.

Myten om “ren” og “sport” har været latterlig hele mit liv. Vi kan have hygge-konkurrencer for mennesker, uden penge, og så gladiatorkampe for sportsfolk, der selv har ansvaret for deres helbred. Alle normale forældre ved jo udmærket at sport på eliteniveau er meget usundt, så vi skylder dem som samfund ikke noget.

Lovpligtig uarbejdsdygtighedsforsikring for alle sportsfolk, så vragene gensidigt dækker hinanden.

Jens Christian Jensen

Det gælder vist ikke længere om hvem der har den bedste træner - men hvem der har den bedste læge.

Anders Sørensen

Det er ret vildt her i 2020 at se ellers fornuftige mennesker simpelthen ikke fatte, at det ikke handler om, hvorvidt doping skal tillades eller ej grundet dopings sundhedsmæssige konsekvenser.

Det handler om at snyde eller ikke snyde. Og det handler heller ikke om at være pissesmart og komme med floskler som "det er smart at snyde, men dumt at blive opdaget".

Og det handler da SLET IKKE om, at "jeg går ikke pissemeget op i sport, men er mere til filosofi og håndens greb om pikken".

Det handler om, at man tager det, man gør, alvorligt, og derfor tager andre alvorligt.

Bolts dominans var ikke videre mystisk. Han starter sine løb helt usædvanligt hurtigt for en stor sprinter, og det er en teknisk begavelse.