Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Hvorfor har Signe Molde brug for at lyve?

’Signe Molde på udebane’ viser sig at være temmelig meget på hjemmebane
Moderne Tider
5. december 2020
Præmissen for programmet er, at Molde er bange for at kvaje sig. Men det er formenligt løgn.

Præmissen for programmet er, at Molde er bange for at kvaje sig. Men det er formenligt løgn.

Jens Dresling

DR’s nye satiresatsning Signe Molde på udebane er på mange måder et ubehageligt bekendtskab. Det er på en måde givet på forhånd, i og med at programmets raison d’être er, at Molde vil fortælle ubehagelige vittigheder til dem, vittighederne gør grin med. Men det er faktisk ikke helt det, der foregår. Der er noget mere på spil.

I det første program laver Molde sjov med LGBT+. Hun går ind i foreningen og dens medlemmer med træsko på og siger: »Hej, jeg hedder Signe, jeg vil gerne tiltales med hun.« Joken er selvfølgelig, at Molde er ciskønnet, hvilket vil sige én af det meget store flertal, der ellers aldrig har behov for at gøre opmærksom på, hvordan de gerne vil tiltales.

Men når først LGBT+-personerne bliver taget i at undre sig over, at Molde er omstændeligt omhyggelig med ’sine pronominer’, er stikket allerede trukket hjem – for så kan seeren i ro og mag tænke, at disse tølpere ikke kan tage deres egen medicin. Hvis ikke de kan forholde sig til, at folk beder dem om at bruge bestemte ord og ikke andre, hvorfor skulle vi andre så gøre det, når de kræver den samme venlighed af os?

Satiren er dermed kørt i stilling. Resten af programmet støtter op med Seinfeld-lignende krydsklipninger mellem Molde, der fortæller vittigheder om LGBT+-personer i en klassisk standupform med publikum, og andre sekvenser, hvor hun snakker med LGBT+-personer og genfortæller de samme vittigheder. Publikum griner. LGBT+-personerne smiler så høfligt, de kan.

Løgnen

Præmissen for Moldes rejse ind i LGBT+ er, at hun er bange. Hun præciserer sin egen frygt flere gange i løbet af programmet: Hun er meget bange for at tiltale LGBT+-personer forkert. Der kunne jo opstå en pinlig situation, man vil jo nødig være dum. Hun går endda over på den anden side af gaden, hævder hun, fordi hun simpelthen er bange for mødet med disse delikate skabninger.

Problemet er blot, at det faktisk virker oplagt, at der er tale om en løgn. Hvis Molde er kendt for noget som helst, så er det lige netop, at hun ikke er bange for pinlige situationer. Som en række andre tidligere programmer er også dette baseret på, at her er en, der tør.

Som programmet udvikler sig, bliver det da også mere og mere tydeligt, at den karakter, der »er bange for at tiltale LGBT+-personer forkert«, først og fremmest er en maske, som Molde ifører sig for at få programmet til at fungere. Den slags masker kan man i reglen iføre sig, fordi man kan støtte sig til forestillingen om, at de er meget udbredte. Molde formulerer selv pointen: »Jeg er sikker på, at der er rigtig mange derude, som har det ligesom mig.«

På den måde har Moldes løgn om, at hun er bange for at tiltale LGBT+-personer forkert den vigtige funktion, at seeren bliver inviteret med indenfor i programmet. Der er endda reserveret en plads – for det anonyme publikum, der griner ad Moldes standupjokes, fungerer næsten som en form for avatar: Det er os, seerne, der sidder der og griner stilfærdigt, men selvretfærdigt gennem dem.

Latteren er naturlig og hjertelig i cirka samme omfang som dåselatter, og som Slavoj Zizek berømt har gjort det klart, er dåselatterens funktion at skabe en fornemmelse af noget, der ’objektivt’ er sjovt, og som alle (eller netop de fleste) forventes at ville kunne grine ad.

Stik modsat programmets officielle intention om at være ’på udebane’ er dets opbygning således at fortælle fordomsfulde vittigheder om minoriteter til dem, der på forhånd forventes at ville finde dem morsomme. Vi – seerne – er dem, der har opgaven med at være bange for ikke at kunne finde ud af det med at tiltale LGBT+ på den rigtige måde. Ligesom vi formodes at være dem, der generelt er uforstående over for alt det mærkelige, der sker i verden nu om dage.

Sikkert grin

Freud beskrev i sin bog om vitsen, hvordan der næsten altid er en nederdrægtig trang til at ydmyge en anden i en vittighed. Det formmæssigt elegante, men moralsk noget tvivlsomme, ved Moldes program er, at vi her får lov til at fortælle vores nederdrægtige vittigheder om minoriteter ansigt til ansigt, selv om vi stadig er på sikker afstand hjemme i sofaen.

Der er to lag sikkerhedssluser imellem: Moldes møde med LGBT+-personerne på gaden genfortælles i det anonyme standuprum, der igen fungerer som en skærm, hvorigennem seerne hjemme i stuen kan deltage uden at deltage. Prisen er blot, at man bliver forstærket i sine fordomme.

I stedet for at tale til sine ’ofres’ selvironi taler Signe Molde på udebane med andre ord til seerens mangel på samme. Den vigtigste casting til programmet er castingen af seeren som den idiotiske Anden, der formodes at være bange for pinlige oplevelser med LGBT+-personer. Programmet bekræfter og forstærker denne frygt med interviewofrene, det mekanisk grinende publikum – og Molde selv – som rekvisitter.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Center for Vild Analyse.
Det kan I gøre bedre.
Start f.eks. med at forklare mig hvorfor det er vigtigt at nogle af mine medmennesker kalder sig LGBT+ o.lign. Jeg mener: Hvad rager det mig? Jeg er flintrende ligeglad, ligesom det rager mig en høstblomst om folk går med burka eller bærer slips eller om mænd går i kjole og er langhårede, eller hvilken farve deres hud har (min skifter lidt henover året) OSV. OSV.
I ned vel ligesågodt som jeg, at det handler om sex og sex handler som bekendt om magt, men jeg er ikke en af undersåtterne og jeg bliver det heller aldrig uanset hvilke finurligheder man finder på for at få opmærksomhed.

Troels Ken Pedersen

Tak. Der er masser af humor i LGBT-miljøet, og en verden til forskel på humor der baserer sig på forståelse (eller endda kærlighed) og så humor, der baserer sig på aggressiv, villet u-forståelse. Jeg prøvede på at se det og nåede måske halvvejs gennem første afsnit før det blev for pinagtigt.

Søren Porse, Klaus Lundahl Engelholt, Thomas Tanghus, Per Klüver, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Normalt elsker jeg Signe Molde, men jeg orkede ikke rigtigt denne serie, og det er ikke kun LGBT+, der er årsagen til det.
Derudover har CVA ikke ganske ret i, at cis-personer ikke også forventes at n nævne deres pronominer, for det er faktisk ikke så forudsigeligt, som man tror - og slet ikke i den unge generation, som SM dog vel næppe længere helt kan påstås at tilhøre.

Ha' nu lidt medfølelse for konceptudviklerne i DR (og på skodkanalen TV2). De er jo nødt til at finde på hele tiden, ellers er der intet job. Og da alt efterhånden er vredet og tærsket igennem til ukendelighed - ja, så er man nødt til at begive sig ud i det rene idioti eller pinagtigheder fora t få folk til at åbne for kassen i håb om at der kommer noget, der er værd at spilde tiden på. Det gør der kun undtagelsesvist.
Derfor undrer det mig, at Inf og de andre printmedier gider spilde spalteplads på ligegyldighederne.
I morgen kommer der nye banaliteter og tåbelig underholdning.
Må jeg i stedet anbefale det nærmeste bibliotek.

Hanne Ribens, Klaus Lundahl Engelholt, Anders Reinholdt, Uffe Wever Pedersen, Steffen Gliese, David Zennaro, Per Torbensen, Olaf Tehrani, Jakob Sønderhausen og Pietro Cini anbefalede denne kommentar

Når Jan Gintberg laver samme type show, er det sjovt, fordi han lærer noget i processen. Det gør hun ikke. Hele formålet med programmet er at fortælle LGBT'ere, at de er mærkelige og skræmmer hende. Normalt er mennesker ikke bange længere, når de har mødt os i virkeligheden. Men hun holder krampagtigt fast i den position. Det er da mærkeligt at se på.

Søren Porse, Anna Christensen, Mads Greve Haaning, Peter Mikkelsen, Klaus Lundahl Engelholt, Kenneth Graakjær, Ole Svendsen, Anders Reinholdt, Thomas Tanghus, Steffen Gliese, Per Klüver, Troels Ken Pedersen og Søren Løvborg anbefalede denne kommentar

Er Danmark så lille talentmæssig, at det næsten altid er de samme ca 10 "kendte" personer der skal lave de nye programmer? Molde, Bubber, Anders, Gintberg, Price, Mads . . . Det er de samme som gang på gang serverer alt fra pølse til LGBT. Det er virkelig en befrielse, når der endeligt dukker en nyt ansigt op.

Ole Svendsen, Ruth Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Der er jo, David, sket en uhyggelig småborgerliggørelse igennem de seneste især 25 år, hvor al den frihed og jovialitet og tolerance, som vi havde opnået, lidt efter lidt blev rullet tilbage.
Det faldt jo sammen med hele ideen, om at staten ikke længere passivt skulle støtte og blot give et kvalitetsstempel, vandt frem, og i det lys må man jo desværre også betragte partnerskabet: nu må I lægge jeres promiskuitet og festkultur på hylden og finde jer en fast partner ligesom alle andre.

Jeg stemte faktisk imod partnerskabet dengang, sammen med resten af den lesbiske gruppe i Landsforeningens hovedbestyrelse.

Nike Forsander Lorentsen

Det er fuldstændigt i orden at gøre grin med den katolske tro/kirke, den kristne tro/kirke, den islamske tro, LGBTAI+ trans idiologiske tro, ironi sætter fingret på en øm punk. Hurra for ironien som vender op og ned på støvede kedelige ideér og religioner. At kunne bruge friheden til at skrive og tale frit hører til i et frit og sekulært samfund. Basta!

Præcis analyse af et selvforherligende og ekskluderende program som jeg ikke kommer til at se mere end første afsnit af.

Søren Porse, David Zennaro, Klaus Lundahl Engelholt og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Nike Forsander Lorentsen, bortset fra at der er voldsomt stor principiel forskel på at gøre grin med magthavere (kirken, religionen) og et vanligt undertrykt mindretal af seksuelle minoriteter, så er det vel ikke det pricipielle, det her handler om.

Det handler om måden, man bedriver satire på. Og naturligvis også formålet med samme. Både måden og formålet er til diskussion i et frit samfund - selvom det af og til og alt for tit gøres til en sag om, at hvis man bedriver satire og bliver kritiseret herfor, er de kritiserende parter modstander af det frie samfund, og satirikerne ophøjet til helgene alene ved deres satiriske virksomhed.