COVID-19 har vist, at vi kan handle kollektivt og disciplineret – det bør vi udnytte

Vi står nu igen til halsen i COVID-19-problematikker, hvilket fanger os i en uforløst spænding mellem pessimisme og optimisme. Der er stigninger i smittetal, og der er netop indført skrappere restriktioner, som helt sikkert har fået manges humør til at dykke. Vi er trætte. Der er ingen gode nyheder, klager vi. Der er død og ødelæggelse. En vaccine mod COVID-19 er dog ved at være på trapperne, hvilket tænder en lille glød. Vi længes efter det normale, efter at tingene kan vende tilbage til det vante.

Spørgsmålet er, om vi skal lade os nøje med denne fattige optimisme?

Optimisme

Måske kunne man hævde, at en anden optimisme er mulig. Ikke en optimisme, som ligger i fejringen af en mulig tilbagevenden til normalen. Men en optimisme, der tager fat i nogle af de mest grusomme sider af det, vi har været udsat for. I stedet for at være optimistiske omkring at slippe ud, skal vi måske være optimistiske i forhold til, at vi faktisk indtil videre har kunnet være i det. Måske skal vi ikke hylde en optimisme, der bygger på lyset for enden af tunnelen, men omvendt på kunsten i at kunne vandre i mørket.