Feature
Læsetid: 10 min.

Etnicitet har fået en hovedrolle i Etiopiens politiske liv. Det kan ende katastrofalt

Det ligner i urovækkende grad noget, vi har set før: Mænd med macheter, der går fra hus til hus og dræber medlemmer af en anden etnisk gruppe. Massakren i Maikadra, der for nylig kostede mindst 600 civile livet, er det hidtil blodigste eksempel på, hvordan etnicitet har fået en giftig, politisk hovedrolle i Etiopien, landet med Afrikas næststørste befolkning
Flygtninge fra konflikten i Tigray venter på maduddeling i flygtningelejren Um Raquba i Gedaref i det østlige Sudan. I september vurderede FN, at der var 1,8 millioner internt fordrevne i Etiopien. Nu frygter verdensorganisationen, at tallet kan vokse med yderligere 800.000.

Flygtninge fra konflikten i Tigray venter på maduddeling i flygtningelejren Um Raquba i Gedaref i det østlige Sudan. I september vurderede FN, at der var 1,8 millioner internt fordrevne i Etiopien. Nu frygter verdensorganisationen, at tallet kan vokse med yderligere 800.000.

YASUYOSHI CHIBA

Moderne Tider
5. december 2020

Ekssoldaten frygtede på forhånd, at de ville komme.

Han havde haft skænderier med byens milits, fordi han havde nægtet at slutte sig til oprørsstyrkerne, der skulle forsvare byen mod de angribende føderale soldater i den eskalerende konflikt mellem Etiopiens centralmagt og de regionale magthaverne i Tigray i nord.

Men at Abiy Tsegays død den 9. november også ville blive startskuddet til den største etniske massakre i landet i nyere tid, har chokeret mange både i og uden for Etiopien.

I flere dage havde stemningen været trykket i den lille by Maikadra i det nordvestlige hjørne af landet. Her er langt til andre byer i det barske, bjergrige landskab. Men rygterne om hærens snarlige indtog var alligevel nået frem, så det lokale tigrianske politi arbejdede ivrigt med byens militser og myndigheder om at få forberedelserne på plads.

De blokerede alle store indfaldsveje og bemandede vejspærringerne med medlemmer af den tigrianske nationalistiske ungdomsmilits Samri. De tjekkede folks identitetskort og konfiskerede sudanesiske SIM-kort, der var eneste tilbageværende mulighed for at kontakte omverdenen, fordi centralregeringen havde mørklagt regionen telefonisk.

Men militserne gjorde sig ikke klar til kamp mod soldaterne på vej ind i byen. I stedet stoppede de alle rejsende på vej ud af byen, lod kvinder og børn fra Tigray passere, mens de med en stor grundighed sendte alle mænd fra den etniske Amhara-gruppe tilbage.

Ud over de mange lokale amharaer, der i generationer har boet i området og derfor kalder stedet deres hjem, var der på dette tidspunkt mange gæstearbejdere i byen for at hjælpe med sesamhøsten – en af de vigtigste afgrøder på egnen.

Mens stemningen blev stadig mere trykket, forsøgte flere at komme ud af byen enten mod syd tilbage til Amhara-regionen eller mod vest over grænsen til Sudan. Men stort set alle amharaer blev stoppet ved vejspærringerne og sendt retur. Maikadra var blevet et fængsel for det etniske mindretal, og noget slemt var under opsejling.

Angrebet

Det begyndte ved 15-tiden den 9. november. En stor gruppe militsmedlemmer mødte op hjemme hos ekssoldaten Abiy Tsegay, der selv var amhara, men i årevis havde været en del af byens sikkerhedsapparat. Anført af en tidligere kollega, Shambel Kahsay, tvang de Tsegay ud af huset, stillede ham op på åben gade og skød ham for øjnene af hans kone og parrets grædende børn. Så satte de ild til familiens hus og smed liget ind i flammerne, inden de gik videre.

Da Tsegays kone og andre øjenvidner flere dage senere kunne fortælle observatører fra Etiopiens Menneskeretskommission om drabet, hvormed massakren i Maikadra blev indledt, hang røgen og stanken stadig i luften.

»Umiddelbart efter det første mord gik grupper af 20-30 militsmedlemmer i selskab med et par bevæbnede politifolk fra hus til hus, gade til gade, og dræbte hundredvis af amharaer ved at slå dem med køller, stikke dem med knive, hugge dem med macheter eller kvæle dem med reb,« fortæller Daniel Bekele, formand for menneskeretskommissionen, der har dokumenteret forløbet og interviewet hundredvis af øjenvidner.

Det var barbarisk og primitivt, fortæller han. Men det var også effektivt, fordi de mange amhariske sæsonarbejdere boede tæt sammen i små huse med op mod 15 beboere i hver, og fordi morderne på forhånd havde identificeret de nabolag, der skulle angribes.

»Gerningsmændene var primært fra ungdomsmilitsen Samri. Men de fik hjælp fra de lokale militser og politiet. De, der forsøgte at flygte, blev skudt. Men langt de fleste blev myrdet på de her simple måder: hakket og stukket ihjel. Det var meget grusomt. Meget umenneskeligt,« siger Daniel Bekele.

Den brændte by

Massakren i Maikadra fortsatte indtil tidligt næste morgen den 10. november. Da de føderale soldater marcherede ind fra syd ved 10-tiden om formiddagen, var gerningsmændene allerede flygtet mod nord og havde efterladt et veritabelt blodbad og en brændende by bag sig.

I hælene på hæren ankom et hold læger og sygeplejersker fra Amharas regionshovedstad Bahir Dar. Doktor Abraham, der ikke vil afsløre sit fulde navn, fordi han er bange for repressalier, var med til at bemande en lokal sundhedsklinik. Han fortæller, at han i dagene efter massakren var med til at behandle over 300 sårede – stort set alle amharaer.

»Jeg husker særligt én mand, der var blevet stukket med en kniv af sin egen kone. Jeg var chokeret over historien og spurgte ham, om de ikke havde haft andre konflikter. Men han sagde, at hun gjorde det, fordi han var amhara og hun var tigrinsk,« siger doktor Abraham.

»Vi havde virkelig travlt, og jeg knoklede for at hjælpe alle patienter så hurtigt som muligt. Men jeg kunne ikke slippe tanken om, hvordan mennesker kan gå så meget amok.«

Han mener, at det officielle dødstal på 600 dræbte formentligt skal opjusteres med flere hundrede, efterhånden som nye massegrave bliver fundet.

»Mine patienter fortalte, at der var blevet begravet folk uden for byen, og at mange af ligene var blevet brændt. Så vi kender nok ikke omfanget af tragedien endnu,« siger doktor Abraham.

Stadig flere etniske konflikter

Daniel Bekele fra menneskeretskommissionen siger, at drabstallet bliver opdateret, så snart den endelige rapport om massakren er færdig. Det tager tid. For der er mange andre konflikter i Etiopien at holde øje med for tiden.

Han er imidlertid ikke i tvivl om, at massakren er noget af det værste, Etiopien har oplevet. Og i de senere år har det ellers ikke skortet på etniske konflikter i det store land med over 110 millioner indbyggere fra næsten 80 forskellige etniske grupper. En ny opgørelse fra regeringen sætter antallet til 113 angreb siden begyndelsen af 2018, da Abiy Ahmed blev premierminister og åbnede op for det politiske rum. Problemet med den manøvre var – viser det sig nu – at det især var etno nationalisterne, der begyndte en politisk mobilisering.

»Desværre blev de nye politiske friheder udøvet i en situation, hvor en svag stat med svage institutioner havde meget ringe mulighed for at opretholde lov og orden. Det har ført til gentagne angreb og vold langs etniske linjer,« siger Daniel Bekele.

En ny rapport fra den danske ngo IMS dokumenterer ligeledes, hvordan det etiopiske »medielandskab er polariseret som aldrig før hovedsageligt på grund af en intensiveret etnificeringsproces«, som der står i rapporten.

Etnicitet har længe spillet en vigtig rolle i Etiopien: Landet blev inddelt i delstater defineret ud fra områdets dominerende etniske gruppe i 1991, da det forhenværende sovjetstøttede militærstyre faldt. Men dengang lagde staten også låg på den politiske frihed, medierne og andre kanaler til at mobilisere folk. Det låg blev løftet i 2018.

Daniel Bekele har en fortid som anerkendt menneskeretsaktivist hos Amnesty, men blev i 2018 udpeget som Etiopiens centrale menneskeretsbeskytter og har med blandt andet 10 millioner kroners støtte fra den danske ulandsbistand efterhånden dokumenteret mange angreb.

»Etiopien har over de sidste par år set en stærk stigning i antallet af voldelige konflikter på tværs af etniske og religiøse linjer,« siger Daniel Bekele. »Det har medført død, ødelæggelser og massive fordrivelser af civile.«

Samtidig med massakren i Maikadra blev der i november dræbt 34 amharaer i en bus i den vestlige region Benishangul-Gumuz, og kort forinden blev mindst 60 myrdet i det vestlige Oromia. Noget lignende skete i august og september. Og i juli blev op mod 200 personer dræbt i optøjer i og omkring hovedstaden Addis Ababa efter mordet på en populær sanger.

Allerede i september vurderede FN, at op mod 1,8 millioner etiopiere var internt fordrevne. Nu er det tal formentligt højere som følge af den verserende, væbnede konflikt mellem centralregeringen og magthaverne i Tigray, og FN har tilmed advaret mod et worst-case-scenario med yderligere 800.000 fordrevne.

FN har samtidig advaret om, at Etiopien nu befinder sig i forhøjet risiko for at blive ramt af »forbrydelser mod menneskeheden, etnisk udrensning og folkemord«.

»Den igangværende etniske retorik, hadtale, opfordringer til vold, og de hyppige angreb, der rammer flere dele af Etiopien, udgør en alvorlig trussel mod intern og regional stabilitet,« lød det for nylig fra FN-rådgiveren Pramila Patten, der er fungerende chef for Office on Genocide Prevention, det kontor, der blev skabt i kølvandet på folkemordet i Rwanda i 1994.

Et ekko af Rwanda

Det ligger da også ligefor at trække paralleller mellem situationen i Etiopien og Rwanda for 26 år siden. Beskrivelserne af machetebevæbnede militser, der går amok på bestemte befolkningsgrupper, er genkendelige.

Men hvor folkemordet i Rwanda, der kostede op mod en million mennesker livet og strakte sig over 100 dage, i vidt omfang var én gruppes overgreb mod én anden – hutuerne mod tutsierne – er situationen i Etiopien meget mere kompliceret.

»I Etiopien er der 78 forskellige etniske grupper, og 10 etnisk definerede delstater, og det er ikke entydigt én gruppe, der går til angreb mod nogle andre. Der er mange grupper, der bliver udsat for overgreb, og der er mange grupper, der begår overgreb afhængigt af lokale forhold. Så det er ikke den samme entydige magtdimension,« siger den anerkendte Etiopien-ekspert Kjetil Tronvoll, professor ved Bjørknes University College i Norge.

»Men det gør ikke risikoen for, at også Etiopien kan udvikle sig til et hav af etnisk vold, mindre.«

Den 54-årige norske professor har i over 30 år beskæftiget sig med studier af krig og fred på Afrikas Horn og har blandt andet skrevet bogen War & the Politics of Identity in Ethiopia om netop forskellige gruppers identitetsopbygning gennem konflikter og sikkerhedstiltag.

»Maikadra er eksemplet på den totale nedsmeltning af lov og orden. Men centralmyndighederne har også mistet kontrollen mange andre steder i landet, hvor lov og orden ikke længere gælder, og hvor folks personlige sikkerhed ikke er garanteret, og derfor søger de beskyttelse hos deres egne etniske grupper.«

Han vurderer, at der fortsat er en meget høj risiko for nye massakrer i Etiopien og peger blandt andet på risikoen for hævnangreb efter Maikadra.

»Nu er de omtvistede områder i Tigray blevet besat af militser fra Amhara-gruppen, og vi ved, at de historisk heller ikke har holdt sig tilbage med at plyndre og myrde. Så det internationale samfund må virkelig presse på for at få uafhængige internationale observatører ind i Etiopien, hvis ikke situationen skal komme helt ud af kontrol.«

De nye nationalister

Militser fra Amhara-gruppen har rigtig nok som led i regeringens ’befrielse’ af Tigray indtaget et par særligt omtvistede områder af regionen, der siden 1991 har været en del af Tigray. Nu hvor de gamle myndigheder er flygtet, har myndigheder fra Amhara-befolkningen taget over.

Spørger man det nye amhariske nationalparti, National Movement of Amhara, er det en kærkommen chance for genoprejsning.

»Disse områder har altid været en del af Amhara, indtil de blev taget fra os af TPLF (Tigray People’s Liberation Front, der har kontrolleret Tigray-provinsen, red.). De annekterede vores land og fordrev vores folk. Familier er blevet splittet op. Så nu er vores politik, at vi tager kontrollen tilbage, så det bliver en del af Amhara igen,« siger Belete Mola, formand for det nye parti.

»Det betyder ikke, at tigrayerne skal fordrives. Nej. De må gerne blive. Vi vil ikke begå samme fejl som dem,« siger han, da jeg spørger, om det ikke bare vil give nye konflikter.

Vi sidder i partiets nye hovedkvarter i Addis Ababa – en kedelig betonbygning i fem etagers højde. Mola taler afdæmpet og sidder tungt i sin sorte kontorstol, mens han gestikulerer ivrigt og påstår, at historien og naturen er på deres side. Men han virker underligt upåvirket, selv da jeg drejer samtalen tilbage til massakren i Maikadra.

»Verden er chokeret, fordi angrebet var så stort. Men det er ikke første gang, amharaerne bliver massakreret. I alle landets regioner er vi blevet myrdet over de seneste 30 år. Det har fået os til at indse, at realiteterne på jorden kræver etnisk organisering.«

Hans parti er det seneste eksempel på etnonationalismens fremmarch i Etiopien, og det er bemærkelsesværdigt, fordi amharaerne aldrig før har organiseret sig ud fra etniske skillelinjer, men historisk har dyrket en mere bredtfavnende etiopisk nationalisme.

— Er jeres nationalisme en reaktion på alle de angreb, I er blevet udsat for?

»Ja. Da vi kæmpede for etiopisk enhed og fællesskab, blev det tolket af de andre etniske grupper, som om vi ikke gik ind for diversitet. At alle skulle være amharaere. Det er vi blevet slagtet for. Maikadra er blot det seneste eksempel.«

Etnicitetens herredømme

En ung kvinde i hvid kjole banker på og kommer ind med traditionel etiopisk kaffe og en lille skål med røgelse. Hun hælder kaffen op i et par små kopper med løvesymbolet fra landets sidste kejser, Haile Selassie, der blev afsat ved et kup i 1974.

Jeg spørger, om Belete drømmer sig tilbage til dengang, der ikke eksisterede etniske delstater i Etiopien, og hele landet var samlet under en mægtig kejser.

»Mange ting var bedre i kejserriget. Vi havde en stærk stat og intern sikkerhed. Og vi amharaer har jo en særlig forbindelse til den etiopiske stat. I virkeligheden går vi jo stadig ind for et stærkt og samlet Etiopien. Vi ville ikke være de første til at beklage opløsningen af de ti etnisk definerede delstater. Slet ikke. Men det er helt urealistisk.«

Det viser måske tydeligst af alt, at den etniske tænkning totalt har erobret herredømmet over etiopisk politik, siger Kjetil Tronvoll.

»Jeg er bestemt ikke sikker på, at det er en god idé for Etiopiens fremtid som et samlet land,« siger han. »Men jeg forstår godt, at også amharaerne søger beskyttelse hos deres egne, så længe staten ikke kan beskytte dem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Skrækkeligt, det ville ærlig talt have være bedre med en militærindsats, der havde resulteret i arrestation af oprørerne. Det er jo en reel klassekamp, såvidt jeg har forstået, hvor den tidligere herskerklasse har forskanset sig i et område og forsøger at opnå suverænitet over området - lidt ligesom hvis Nordsjælland forsøgte at skabe deres egen stat, fordi rød blok havde vundet den sejr, som de ser ud til at indkassere ved et kommende valg.
Det ville forhåbentlig også føre til massiv militær indsats.

Dennis Tomsen, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Jette Steensen og Liselotte Paulsen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese.

Ja; lige bortset fra din sammenligning med Nordsjælland, så er jeg ganske enig i dit indlæg.
Vi ser desværre den slags ske i 3.verdenen (og sandelig til dels også i USA) at nogen ikke skyr midler for at beholde magten.

Det må være en sag for BLM. Jeg ser ingen grund til at det er vores opgave at være politi.