Analyse
Læsetid: 8 min.

EU bør værne om retsstatsprincippet, men ikke være værdipolitisk overdommer

EU gør ret i at stå vagt om retsstatsprincippet, der er under pres i Polen og Ungarn. Men det gavner ikke EU-samarbejdet, hvis man gør værdipolitiske uenigheder om abort og LGBT-rettigheder til spørgsmål, som Kommissionen skal løse
Striden om retsstatsmekanismen er seneste stridspunkt i en lang række konfrontationer vedrørende demokratiets tilstand i Ungarn og Polen. Her protesterer polakker imod stramninger i abortlovgivningen.

Striden om retsstatsmekanismen er seneste stridspunkt i en lang række konfrontationer vedrørende demokratiets tilstand i Ungarn og Polen. Her protesterer polakker imod stramninger i abortlovgivningen.

Agata Grzybowska

Moderne Tider
19. december 2020

I sidste uge kunne Europas ledere endelig annoncere, at EU’s budgetramme og genopretningsplan var faldet på plads. I ugerne op til havde Polens og Ungarns regeringer holdt budgettet som gidsel i protest mod en ny mekanisme, der gør det muligt at tilbageholde EU-midler til medlemsstater, der ikke overholder retsstatsprincippet.

Men striden om retsstatsmekanismen stikker dybere end frygt for korruption og dårlig forvaltning af fælles penge – den handler om, hvor store forskelligheder mellem landene EU-samarbejdet kan rumme.

Retsstatsmekanismen er det seneste tiltag i kassen med de værktøjer, som EU har til rådighed, når det kommer til at sikre, at medlemsstaterne overholder Unionens værdier og principper. Til det formål har EU en lang række mekanismer, der spænder fra monitorering og vidensdeling i den bløde ende over retssager ved EU-Domstolen til fratagelse af stemmeret i Ministerrådet (artikel 7) i den hårde ende.

I tvisten med Ungarn og Polen har EU gennem årene taget de fleste værktøjer i brug. Artikel 7-proceduren, der i sidste ende kan betyde, at en medlemsstat mister sin stemmeret i Rådet, er igangsat mod både Polen og Ungarn.

Kommissionen har ligeledes ført sager mod begge medlemsstater ved EU-Domstolen, og begge stater modtog for nylig massiv kritik i de retsstatsrapporter, der blev lavet for første gang i 2020. Men fælles for de initiativer er, at de ikke lader til at have ændret den politiske kurs mærkbart i hverken Polen eller Ungarn.

Hvorvidt et værktøj er effektivt, kommer an på, hvad man ønsker at fikse med det. Da retsstatsmekanismen først tages i brug, efter den er blevet afprøvet ved EU-Domstolen, vil der gå år, inden vi finder ud af, hvad den reelt kan bruges til. Den nye mekanisme risikerer dog at blive endnu et værktøj med begrænset effekt.

Meget afhænger af retningslinjerne for, hvordan man vil vurdere brud på retsstatsprincippet – et af EU’s grundlæggende principper, der fastslår, at alle er lige for loven, og at politisk magt skal udøves i overensstemmelse med demokratiske principper og grundlæggende rettigheder.

Retningslinjerne er stadig under udvikling, men som mekanismen er formuleret, har den et smalt anvendelsesområde, hvor der skal påvises en direkte forbindelse mellem brud på retsstatsprincipperne og snyd med EU-midler. Den vil derfor næppe kunne bruges til at stoppe udbetalinger til medlemsstater, der generelt underminerer retsstatsinstitutioner – for eksempel ved at svække medier eller domstole.

Selv om det kan lyde godt med en mekanisme, der kan hjælpe med at sikre, at der ikke snydes med EU-midler, har tiltaget fået en lunken modtagelse blandt både debattører og politikere. Mekanismen, som den foreligger nu, er også i højere grad et udtryk for kompromisets kunst end en indfrielse af den intention, der ligger bag.

Problemet, man ønsker at løse, er ikke begrænset til misbrug af EU-midler. Bag dette ligger en mere grundlæggende diskussion om, hvordan EU’s værdier og principper skal fortolkes, og et ønske om, at EU’s institutioner og medlemsstater nærmer sig hinanden i deres forståelse af Unionens værdier.

Udemokratiske medlemmer svækker EU’s demokrati

Striden om retsstatsmekanismen er seneste stridspunkt i en lang række af konfrontationer vedrørende demokratiets tilstand i Ungarn og Polen. Begge medlemsstater har de seneste år indført reformer, der har undergravet centrale demokratiske institutioner.

Domstolenes uafhængighed er blevet udfordret gennem reformer, hvor dommere er blevet afskediget til fordel for nye, regeringsvenlige dommere. Medier er kommet under pres som følge af begrænsninger på finansieringsmuligheder for medier og ngo’er, ligesom der er sat restriktioner på udenlandsk støtte til regeringskritiske medier og organisationer.

Når en medlemsstat undergraver de institutioner, der er nødvendige for demokratiet, er det ikke kun et demokratisk problem for medlemsstaten, det er også et demokratisk problem for EU. EU kan ikke være en demokratisk union, hvis den huser ikkedemokratiske medlemsstater. Hvis Polens og Ungarns regeringer undergraver deres nationale demokrati, svækker de således også den demokratiske status af vores fælles lovgivning.

Den kollektive interesse i at beskytte og styrke demokratiet i medlemsstaterne er altså klar. Udviklingen i de to østeuropæiske lande er derfor også blevet mødt med hård kritik både fra andre medlemsstater, Europa-Parlamentet og Kommissionen. Særligt Kommissionen har i flere år forsøgt at få de to medlemsstater til at tilbagerulle deres reformer.

Retsstatsprincippet er en del af de værdier, EU bygger på. Unionens værdier er indskrevet i EU-traktaten. Unionen bygger på »respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikkeforskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd«.

Selv om den nye mekanisme ikke kommer til at kunne beskytte alle aspekter af retsstatsprincippet, er den en del af en positiv udvikling, hvor retsstatsprincippet cementeres som ikke blot en af EU’s værdier, men som den bærende værdi i Unionen, nemlig den, der sætter rammen for vores samarbejde og fælles demokrati.

Den udvikling er med til at rejse spørgsmålet om, hvilken status resten af EU’s værdier har, og hvor grænsen går for, hvad vi har en kollektiv interesse i at beskytte, og hvad der bør overlades til medlemslandenes forskellige fortolkninger og politiske prioriteringer.

Uenighed om værdierne

At det er svært at adskille spørgsmål om retsstat og demokrati fra spørgsmål om værdier er blevet særligt tydeligt i relationen mellem Polen og EU. Kritikken af Polen er taget til i kølvandet på, at man i Polen har indført »LGBT-ideologifrie zoner« og indskrænket retten til abort, og senest (med Ungarn) modsat sig, at EU’s udenrigspolitisk skal arbejde for at fremme kvinders, pigers og LGBT-personers rettigheder.

I juli afviste Kommissionen ansøgninger fra polske byer til EU’s såkaldte Twinning-program, som har til formål at styrke offentlige myndigheder i nyere medlemsstater. Afslaget var en reaktion på, at en række polske byer i 2019 underskrev en deklaration om, at de er »LGBT-ideologifrie zoner«.

EU’s kommissær for ligestilling Helena Dalli gav som begrundelse, at EU’s grundlæggende værdier og principper skal respekteres. De polske LGBT-ideologifrie zoner er også blevet fordømt af Europa-Parlamentet.

Dalli kritiserede desuden de polske myndigheders beslutning tidligere på året i en tale til Europa-Parlamentet, hvor hun klargjorde, at det er en politisk prioritet for Kommissionen at fremme LGBTI-rettigheder, ligesom hun understregede, at ægteskab mellem personer af samme køn endnu ikke er anerkendt i seks medlemsstater.

Kommissionen har netop lanceret EU’s første LGBTIQ-strategi, hvor der varsles nye tiltag i beskyttelsen af LBGTIQ-personers rettigheder, for eksempel anerkendelse af forældreskab på tværs af grænser og kriminalisering af hadtale.

Kritikken af Polen tog yderligere til, da den polske forfatningsdomstol i oktober besluttede at skærpe Polens i forvejen restriktive abortlovgivning, så abort nu kun er lovligt, hvis graviditeten skyldes en forbrydelse, eller hvis morens liv eller helbred er i fare. Afgørelsen affødte massive protester ikke kun i Polen, men rundt om i EU’s medlemsstater.

Europa-Parlamentet har i flere deklarationer kritiseret både Polens ageren over for LGBT-personer, abortlovgivningen samt den meget begrænsede adgang til seksualundervisning. Det grønne, polske europaparlamentsmedlem Sylwia Spurek understregede, at det er på tide, at Kommissionen træder i karakter og »beviser, at EU beskytter dens borgere i stedet for at alliere sig med regeringerne, og tydeliggør, at vi er et værdifællesskab og ikke blot et interessefællesskab«. Ligestillingskommissær Dalli kritiserede ligeledes udviklingen og understregede, at tilbagegang for kvinders rettigheder ikke bør være en mulighed i EU.

EU har imidlertid ingen kompetence, når det kommer til abortlovgivning – det er et område, medlemsstaterne selv råder over. Debattører har dog fremhævet, at man ikke kan adskille afgørelsen om at skærpe abortlovgivningen fra det faktum, at den polske regering gennem reformer af forfatningsdomstolen har etableret en mere regeringsvenlig og konservativ domstol. Det indikeres dermed, at Polens linje i abortspørgsmålet er en effekt af brud på retsstatsprincippet snarere end en politisk prioritering.

Selv om det muligvis er rigtigt, at de to ikke kan adskilles fuldstændigt, er det vigtigt at understrege, at ændringen af abortlovgivningen i Polen også er et udtryk for en konservativ politisk linje, der, selv om den er blevet mødt med kritik af opposition og demonstranter, er udstukket af et demokratisk valgt, politisk flertal i Polen.

På samme måde er familieret medlemsstaternes kompetenceområde – og spørgsmål om, hvordan beskyttelse mod diskrimination skal fortolkes og implementeres, har vist sig svære at nå til enighed om.

Kommissionen stillede i 2008 et lovforslag, der skulle beskytte mod diskrimination uden for arbejdspladsen, men det blev blokeret i Rådet, oprindeligt af Tyskland, og i dag virker det utopisk, at et sådant direktiv skulle vinde opbakning fra Polen og Ungarn. De foreslåede tiltag i Kommissionens LGBT-strategi må derfor også forventes at blive mødt med modstand.

Socialkonservative stater i en liberal union

Debatten om Polens abortlovgivning og LGBT-tiltag viser, hvordan sådanne værdipolitiske spørgsmål bliver koblet til en mere grundlæggende diskussion om EU’s fælles værdier med henvisning til diskrimination, ligestilling og retsstatsprincippet.

Polen og Ungarns regeringer har afvist dette som et udtryk for ideologi og et forsøg på at undergrave deres socialkonservative politiske platform, hvor for eksempel kvinde- og LGBT-spørgsmål behandles anderledes end i andre medlemsstater.

De fleste politiske spørgsmål vil både vedrøre grundlæggende rettigheder og mere konkrete overvejelser om, hvordan man ønsker at indrette samfundet. Det er præcis den spænding, der bliver tydelig i EU’s ageren i debatten om den politiske udvikling i Polen.

En spænding mellem på den ene side at sikre beskyttelsen af grundlæggende rettigheder, såsom retten til ikke at blive forfulgt eller diskrimineret på grund af ens seksualitet, og på den anden side at advokere for en bestemt fortolkning af disse rettigheder – for eksempel retten til ægteskab mellem personer af samme køn. På samme måde angår abortspørgsmålet retten til at bestemme over egen krop, men den konkrete udformning af denne ret har meget forskellige fortolkninger på tværs af medlemsstater.

Problemet med at påkalde sig EU’s værdier i ønsket om at ændre den politiske udvikling i medlemsstater som Polen og Ungarn er, at Unionens værdier godt nok er oplistet i traktaten, men ikke tildelt en konkret mening. Det er derfor uklart, hvad man præcis påkalder sig, når man påkalder sig EU’s værdier, særligt på politiske områder, hvor medlemsstaterne ikke har overdraget kompetence til Unionen.

Medlemsstaterne fortolker ikke værdierne ens, og det er derfor vigtigt at huske, at hvis man tillader EU’s institutioner, og særligt Kommissionen, at arbejde aktivt på at fremme (og definere) EU’s værdier i medlemsstaterne, er det ikke sikkert, det bliver en fortolkning, der afspejler ens eget perspektiv – og det er heller ikke sikkert, at det er en linje, der vil samle medlemsstaterne.

I en situation, hvor der ikke er enighed om, hvad der udgør henholdsvis fremskridt og tilbagegang i fortolkningen af de fælles værdier, gør Kommissionen klogt i at cementere retsstatsprincippet som grundlæggende blandt EU’s værdier, og derved forsøge på bedste vis at beskytte de demokratiske nationale strukturer, der er nødvendige for konstruktivt at udfordre den politiske udvikling i stater som Polen og Ungarn.

Men hvis Kommissionen ønsker at arbejde aktivt for at fremme Unionens fulde værdisæt, skal værdierne først konkretiseres, og dette vil kræve politisk debat, hvor både medlemsstater og Europa-Parlamentet inddrages – en debat, hvor det kan vise sig svært at blive enige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Selvfølgelig skal EU værne om retsstatsprincippet, der er en ganske vital del af demokrati og folkestyre. Og det skal EU gøre meget stramt og konsekvent.

Men om EU skal udgøre en værdipolitisk dommer, må da, efter min opfattelse, komme an på, hvad man forstår ved værdipolitik, og hvilke værdipolitik der er tale om.

For mig er det soleklart, at ingen land skal kunne unddrage sig ansvar og pligter omkring EU-landenes fælles ansvar overfor egne og andre borgere.

Det er heller ikke acceptabelt, hvis et politisk flertalsparti i et medlemsland laver egne standarter omkring demokrati, pressefrihed og udelukkelser af andre borgere fra demokratiet, som vi ser i i hvert fald et medlemsland, og som tilsyneladende også er på vej i Tjekkiet og Slovenien.

Og stats-diskrimination af andre religioner, andre seksuelle præferencer og andre grupper af borgere - herunder etniske, skal, efter min mening, heller ikke accepteres.

Hvis det ikke er muligt at opnå den ensrettede politik, der er gældende i relation til medlemskabet af EU, bør alle acceptere, at man har et EU i flere hastigheder.

Ja – lad os isolerer alle etniske grupper, stammefolk, kulturer og deres samfund fra nærmere samarbejde – så længe de ikke er som vi er. Vi kommer at stå ganske alene i verden – men ak så prægtige.

Med Assange og catalonske politiske fanger, er retsprincippet allerede ret betændt, inden snakken falder på vores fæller i øst.

Jonas Jørgensen

Wow , jeg er uenig her. Troede vi havde pejlemærker for menneskerettigheder i form af historiske begivenheder der har medført menneskelig lidelse og undertrykkelse. Er det ikke ret så konkrete rammer for acceptabel værdipolitik? Dette nok mest ift. spørgsmålet om LGBTQ+ personer, da abort-debatten er en noget større etisk diskussion.