Analyse
Læsetid: 8 min.

EU bør værne om retsstatsprincippet, men ikke være værdipolitisk overdommer

EU gør ret i at stå vagt om retsstatsprincippet, der er under pres i Polen og Ungarn. Men det gavner ikke EU-samarbejdet, hvis man gør værdipolitiske uenigheder om abort og LGBT-rettigheder til spørgsmål, som Kommissionen skal løse
Striden om retsstatsmekanismen er seneste stridspunkt i en lang række konfrontationer vedrørende demokratiets tilstand i Ungarn og Polen. Her protesterer polakker imod stramninger i abortlovgivningen.

Striden om retsstatsmekanismen er seneste stridspunkt i en lang række konfrontationer vedrørende demokratiets tilstand i Ungarn og Polen. Her protesterer polakker imod stramninger i abortlovgivningen.

Agata Grzybowska

Moderne Tider
19. december 2020

I sidste uge kunne Europas ledere endelig annoncere, at EU’s budgetramme og genopretningsplan var faldet på plads. I ugerne op til havde Polens og Ungarns regeringer holdt budgettet som gidsel i protest mod en ny mekanisme, der gør det muligt at tilbageholde EU-midler til medlemsstater, der ikke overholder retsstatsprincippet.

Men striden om retsstatsmekanismen stikker dybere end frygt for korruption og dårlig forvaltning af fælles penge – den handler om, hvor store forskelligheder mellem landene EU-samarbejdet kan rumme.

Retsstatsmekanismen er det seneste tiltag i kassen med de værktøjer, som EU har til rådighed, når det kommer til at sikre, at medlemsstaterne overholder Unionens værdier og principper. Til det formål har EU en lang række mekanismer, der spænder fra monitorering og vidensdeling i den bløde ende over retssager ved EU-Domstolen til fratagelse af stemmeret i Ministerrådet (artikel 7) i den hårde ende.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Selvfølgelig skal EU værne om retsstatsprincippet, der er en ganske vital del af demokrati og folkestyre. Og det skal EU gøre meget stramt og konsekvent.

Men om EU skal udgøre en værdipolitisk dommer, må da, efter min opfattelse, komme an på, hvad man forstår ved værdipolitik, og hvilke værdipolitik der er tale om.

For mig er det soleklart, at ingen land skal kunne unddrage sig ansvar og pligter omkring EU-landenes fælles ansvar overfor egne og andre borgere.

Det er heller ikke acceptabelt, hvis et politisk flertalsparti i et medlemsland laver egne standarter omkring demokrati, pressefrihed og udelukkelser af andre borgere fra demokratiet, som vi ser i i hvert fald et medlemsland, og som tilsyneladende også er på vej i Tjekkiet og Slovenien.

Og stats-diskrimination af andre religioner, andre seksuelle præferencer og andre grupper af borgere - herunder etniske, skal, efter min mening, heller ikke accepteres.

Hvis det ikke er muligt at opnå den ensrettede politik, der er gældende i relation til medlemskabet af EU, bør alle acceptere, at man har et EU i flere hastigheder.

Ja – lad os isolerer alle etniske grupper, stammefolk, kulturer og deres samfund fra nærmere samarbejde – så længe de ikke er som vi er. Vi kommer at stå ganske alene i verden – men ak så prægtige.

Med Assange og catalonske politiske fanger, er retsprincippet allerede ret betændt, inden snakken falder på vores fæller i øst.

Jonas Jørgensen

Wow , jeg er uenig her. Troede vi havde pejlemærker for menneskerettigheder i form af historiske begivenheder der har medført menneskelig lidelse og undertrykkelse. Er det ikke ret så konkrete rammer for acceptabel værdipolitik? Dette nok mest ift. spørgsmålet om LGBTQ+ personer, da abort-debatten er en noget større etisk diskussion.