Baggrund
Læsetid: 14 min.

Kvittede jobbet for at passe sine børn: Uden coronaen var vi blevet i hamsterhjulet

Under coronakrisen oplevede familien Wienke Valdgaard, at deres børn fik det bedre af at være derhjemme, så Alice Wienke Valdgaard kvittede sit job og blev hjemmepasser. Pandemien og debatten om daginstitutionerne har øget interessen for hjemmepasning, men det kan ende med et tilbageslag for ligestillingen, siger eksperter
Alice Wienke Valdgaard (t.v. mød sønnen Frej) oplevede en tydelig positiv forandring med sine børn, da de under coronanedlukningen var hjemme og hele tiden havde en voksen omkring sig, når de havde brug for det.

Alice Wienke Valdgaard (t.v. mød sønnen Frej) oplevede en tydelig positiv forandring med sine børn, da de under coronanedlukningen var hjemme og hele tiden havde en voksen omkring sig, når de havde brug for det.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
5. december 2020

Frej sjosker over den grønne, mudrede mark i sin mørke flyverdragt. Han har en pind i hånden, som han slår i jorden for at tilkalde de to heste og det ene æsel, der står længere nede på marken og begynder at løbe op mod ham.

»Pas nu på, skat,« råber Alice Wienke Valdgaard, som står lige bag ham med Frejs lillesøster Kaya på armen.

»Prøv at flytte dig, så de kan komme ind,« siger hun og bevæger sig ind i stalden med hurtige skridt og griber fat i en greb.

Hun begynder at læsse hø ind til dyrene, hvilket får duften af stald og hest til at brede sig i det mørke rum. Kaya og Frej står ved siden af oven på blå kridtstreger og ser på.

Det er tirsdag formiddag. Alice Wienke Valdgaard er mor til de to børn og bor sammen med sin mand, Jesper, på et nedlagt landbrug i nærheden af Odder.

Tidligere på året tog familien en beslutning, der ændrede deres hverdag markant. Efter mange overvejelser ringede Alice Wienke Valdgaard og sagde sit job op i maj. Hun ringede også til lederen i børnenes daginstitution og fortalte, at børnene ikke længere ville blive afleveret om morgenen. Hun var nervøs og græd. Familien havde besluttet at hjemmepasse børnene.

»Det var jo hårdt at sige farvel. Man ved ligesom, hvad det er for nogle rammer, man lever i, men man ved ikke, hvad der er på den anden side. Så det var sådan en vild følelse af, at et kapitel lukkede, mens et andet åbnede,« fortæller hun.

Mens børnene trækker ind på en madras i drivhuset, finder Alice Wienke Valdgaard et vaffeljerne frem. Vi giver afkald på en masse, men jeg synes samtidig, at vi køber os til frihed, siger hun.

Mens børnene trækker ind på en madras i drivhuset, finder Alice Wienke Valdgaard et vaffeljerne frem. Vi giver afkald på en masse, men jeg synes samtidig, at vi køber os til frihed, siger hun.

Emilie Lærke Henriksen
Forældreparret tog beslutningen, da de opdagede, hvordan deres børn fik det bedre efter 14 dage under coronanedlukningen, hvor familien ligesom mange andre pludselig skulle få hverdagen til at hænge sammen med hjemmearbejde, børnepasning og rengøring.

»Den der famøse ulvetime om eftermiddagen forsvandt bare fuldstændig,« siger Alice Wienke Valdgaard.

»Før var de totalt overloaded, trætte og irriterede om eftermiddagen, så det var helt tydeligt, at det gjorde en forskel, at der i løbet af dagen var en voksen lige ved siden af dem, hvis de havde brug for det.«

Senere begyndte Frej også at fortælle om situationer fra børnehaven med trusler fra andre børn, hvor der ikke havde været en voksen til at tage sig af konflikten.

»Det kunne vi simpelthen ikke ignorere,« siger Alice Wienke Valdgaard, som er helt overbevist om, at familien ikke havde taget den beslutning, hvis ikke det havde været for coronanedlukningen.

»Jeg tror slet ikke, at den tanke var kommet til os. Så var vi nok bare fortsat i hamsterhjulet.«

Siden har Alice Wienke Valdgaard planlagt aktiviteter med børnene en uge frem ad gangen. De leger med bogstaver og tal, tager på cykelture i naturen eller til gymnastik. Sover i familiens shelter, rider på deres heste eller laver mad. Alt imens familien prøver at få det hele til at hænge sammen med Jesper Wienke Valdgaards indkomst og en svindende opsparing.

En spirende tendens

Antallet af familier ligesom Wienke Valdgaard, der vælger at passe deres børn derhjemme, har de seneste år været stigende. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af hjemmepasserfamilier er vokset fra 806 til 1.222 familier fra 2017 til 2019.

Selv om udviklingen synes lille, og langt de fleste familier stadig bruger de kommunale institutioner, peger eksperter på, at tendensen kan ses som en reaktion på bredere problemer som et stresset familieliv og nedskæringer på daginstitutionsområdet. Flere af dem mener også, at coronanedlukningen har pustet til udviklingen, fordi mange familier har opdaget, at dagligdagen kan indrettes på en anden måde.

Mette Carendi er cand.mag. i psykologi og rådgiver forældre om familielivet. Hun fortæller, at hun oven på nedlukningen har talt med mange forældre, der ligesom familien Wienke Valdgaard opdagede, at deres børn pludselig opførte sig anderledes.

»De fortæller, at mange af de udfordringer, de normalt har haft, er faldet helt til jorden, fordi der har været meget mere ro på,« siger Mette Carendi. 

Hun kalder hjemmepasserfænomenet for en ny strømning, der også gør sig gældende på de sociale medier, hvor flere bloggere er begyndt at dele ud af deres hjemmepasserliv. Og hvor det før »lidt groft sagt var speltmødrene, der overvejede den her mulighed«, oplever Mette Carendi nu langt bredere interesse for ideen.

Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af kommuner, der giver tilskud til forældre, som selv passer deres børn, stiger. 61 kommuner giver i dag tilskud til hjemmepasning af nul- til toårige, mens 45 kommuner giver tilskud til tre- til femårige børn. Nogle af de kommuner, der senest har indført tilskuddet, såsom Horsens og Herning, reagerer ifølge eget udsagn på et ønske fra forældre, berettede Jyllands-Posten for nylig. Og i Skanderborg Kommune har antallet af familier, der har søgt om kommunens nyligt indførte tilskud til hjemmepasning i det seneste halve år, været otte gange større end forventet.

Opgør med den dårlige samvittighed

Inde i huset kører Frej gennem den åbne stue på sit lyserøde løbehjul, mens han balancerer med en toast i hånden. Han kravler op på en sort triptrap-stol ved spisebordet og tager en bid.

»Mor, jeg er tørstig,« siger han og kigger over bordet med sine store blå øjne. Hans lyse bølgende hår er samlet med en elastik på toppen af hovedet.

»Ja, der står en kande med vand nede på bordet, musse. Den kan du lige selv hente,« siger Alice Wienke Valdgaard.

Hun sidder overfor og hjælper sin datter Kaya på to og et halvt med at spise en bolle. Der er lunt i stuen, hvor en gynge hænger ned fra loftet, og julemusikken spiller i baggrunden.

Alice Wienke Valdgaard har hjemmepasset børnene Kaya og Frej, siden hun tidligere på året sagde sit job op. Hun ved godt, at hun mister flere års karriere og pension, men lige nu føles det som det rigtige fortæller hun.

Alice Wienke Valdgaard har hjemmepasset børnene Kaya og Frej, siden hun tidligere på året sagde sit job op. Hun ved godt, at hun mister flere års karriere og pension, men lige nu føles det som det rigtige fortæller hun.

Emilie Lærke Henriksen
Da parret begyndte at tale om muligheden for hjemmepasning, satte de sig ned og lavede små regnestykker over familiens økonomi. Men Jesper Wienke Valdgaard var også bekymret for, om børnene ville blive behandlet anderledes eller have svært ved at få venner. Og om Alice Wienke Valdgaard ville trives med at vinke farvel til sine kolleger og sit job som planlægger og indkøber i en virksomhed.

Alice Wienke Valdgaard havde længe haft følelsen af at være fanget mellem kun at have få, dyrebare timer med børnene om eftermiddagen, men på den anden side ikke rigtig have overskud til det. Hun kunne heller ikke koncentrere sig på arbejdet, når hun havde afleveret sin grædende datter i vuggestuen.

Det er vigtigt for hende at slå fast, at deres beslutning ikke er en kritik af pædagoger og daginstitutionerne. Hun ved, de gør alt, hvad de kan, men hun er træt af oplevelsen af, at de ikke har tilstrækkeligt gode vilkår.

»Jeg kan ikke afvise, at det ville være godt for Frej at gå i børnehave, men som tingene er lige nu, så giver det bare ikke nogen mening for os,« siger Alice Wienke Valdgaard.

»Før havde jeg enten dårlig samvittighed over for arbejdet eller mine børn, fordi jeg ikke rigtig følte mig til stede i nogen af delene. Nu kan jeg få lov til at gøre det her helt og med god samvittighed,« fortæller Alice Wienke Valdgaard, mens hun hjælper Kaya i sin mørkeblå flyverdragt i husets entré.

Bekymring for institutionslivet

Mette Carendi ser hjemmepassertendensen som et udtryk for, at mange forældre føler sig stressede og ikke kan finde balancen mellem familieliv og arbejdsliv.

»Folk er trætte. Folk er virkelig trætte. I dag skal man både være forælder og have en fuldtidsstilling, og mange kvinder kan mærke, at de savner deres barn, de er dybt stressede, de har ikke sex med deres mand, og der er ikke rigtig så meget, der spiller. Og vi ved mere og mere om, hvor vigtigt det er, at barnet har det godt i de tidlige år, så det er nok et opgør med, at man ikke kan finde en mellemvej i sit familieliv.«

Charlotte Ringsmose er professor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet. Hun forsker i børns muligheder for at udvikle sig og betydningen af kvalitet i dagtilbud. Hun mener, at det stigende antal hjemmepasserfamilier hænger sammen med den kritik af daginstitutionerne, som startede allerede for 10-15 år siden.

»Efter en tid med konkurrerende dagsordener og nedskæringer satte flere eksperter spørgsmålstegn ved, om institutionerne var gode nok for børns udvikling og begyndte at udfordre nedskæringerne,« fortæller hun.

»Det har givet anledning til, at forældrene har blandet sig og har demonstreret mod normeringerne og ønsket bedre forhold for deres børn i institutionerne. Senest har det jo rullet med nogle konkrete sager i medierne, som har gjort, at nogen har mistet tilliden til, at de trygt kan aflevere deres barn i så mange timer,« fortæller Charlotte Ringsmose.

Hun forklarer, at der tidligere var udbredt tilfredshed blandt forældrene, når forskerne undersøgte sagen, men at de nu ser i deres undersøgelser, at især de ressourcestærke forældre ikke er tilfredse.

En høj pris

Alice Wienke Valdgaard går gennem haven med favnen fuld af brænde og smider det på bålpladsen mellem trampolinen, drivhuset og den aflange sandkasse med legetøjskøretøjer. Imens gynger børnene sammen med Ane Reese Mikkelsen, der bor i nærheden og også hjemmepasser sine børn, Eske og Asta.

»Frej, vil du hjælpe med at tænde bålet,« råber Alice Wienke Valdgaard, mens hun ligger på knæ over træstykkerne.

Over dem er himlen grå og diset.

Frej løber gennem græsset med små skridt og med sin lyseblå hue dinglende på toppen. Han tager fat i tændstikæsken og forsøger at åbne den. »Kan du huske, at man lige skal passe på tændstikkerne, skat,« siger Alice Wienke Valdgaard.

Jesper Wienke Valdgaard kommer ud i haven og sætter sig på hug ved siden af bålet. Han omfavner Kaya. Han er ansat på Aarhus Universitet, men arbejder hjemmefra for tiden.

»Vi giver afkald på en masse, men jeg synes samtidig, at vi køber os til frihed. Det er en dyr pris at betale, men det er det værd,« siger Alice Wienke Valdgaard.

For at få enderne til at hænge sammen, mens de lever af hans indkomst, går familien Wienke Valdgaard udelukkende i genbrugstøj, klipper deres eget hår og tager ikke på udlandsrejser. Alice Wienke Valdgaard kan især blive bekymret, når der kommer en værkstedsregning på bilen, og hun skal tage penge fra den opsparing, som hun ikke selv bidrager til, og som ikke vokser sig større.

Hun er også klar over, hvad det betyder for hendes egen karriere og økonomi i fremtiden. Derfor tænker hun nogle gange, at den bedste løsning ville være at kombinere et familieliv med en deltidsstilling og et begrænset antal timer i børnehaven. Men det ville hverken hendes arbejdsgiver eller børnehaven være med til.

»Det har da kæmpestore økonomiske konsekvenser for mig, og jeg ved godt, at jeg mister flere års karriere og pension. Der er da også nogle ting, vi går glip af med børnene, men lige nu føles det her bare helt rigtigt,« siger Alice Wienke Valdgaard, som møder mange spørgsmål om, hvorfor hun har lyst til at gå hjemme, og hvornår hun skal starte på arbejde igen.

»Folk tænker, at jeg går på kompromis med mig selv, men jeg har ikke fået børn for at sende dem i institution. Og desuden laver jeg det, jeg har allermest lyst til. Det er jo ikke, fordi man ikke er mor, når man går på arbejde. Man er mor hele tiden i alt, hvad man gør,« siger Alice Wienke Valdgaard.

Emilie Lærke Henriksen
Familien Wienke Valdgaard bor i Odder Kommune, som ikke giver noget tilskud til familier, der hjemmepasser. Det er nemlig op til kommunalbestyrelserne selv at bestemme, om de vil støtte familierne. Kommunerne fastsætter også selv størrelsen på tilskuddet, som maksimalt gives i et år. Forælderen må ikke samtidig modtage overførselsindkomst eller have en arbejdsindtægt, og der er fastsat en grænse for, hvor meget kommunen må give.

Trussel mod ligestillingen?

Mette Verner er professor i økonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE og har lavet analyser på børne- og ungeområdet, familiepolitik og kønsforskelle på arbejdsmarkedet. Hun peger på, at det kommer til at gå ud over kvinderne og ligestillingen på arbejdsmarkedet, hvis flere vælger at hjemmepasse.

»Vi ved i forvejen, at børn har en negativ betydning for kvinders karriere og løn, og undersøgelser viser, at jo længere barsel og orlov, man holder i forbindelse med sit barn, jo større negativ betydning har det for ens fremtidige indtjening og muligheder for at blive forfremmet.«

Hun henviser til et studie fra American Economic Journal, hvor økonomer har undersøgt, hvordan børn påvirker kønsforskelle i indtjening på det danske arbejdsmarked. Det viser blandt andet, at hvert barn i snit koster kvinder ti procent af lønnen, og at det aldrig indhentes igen. Selv ti år efter at kvinderne er vendt tilbage på arbejdsmarkedet, ligger deres arbejdsindkomst stadig i gennemsnit 20 procent under, hvad den ellers ville have været.

Mette Verner er desuden bekymret for, at en øget tendens til hjemmepasning på sigt vil kunne smitte af på andre kvinder på arbejdsmarkedet, fordi det bidrager til billedet af, at en kvinde er en mere usikker arbejdskraft end en mand.

Professor Charlotte Ringsmose fra Aalborg Universitet mener også, at det vil true ligestillingen, hvis flere familier begynder at hjemmepasse:

»For så ved vi jo godt, hvem det er, der bliver hjemme, og hvilke huller det giver i et karriereforløb.«

Politisk er spørgsmålet om tilskud til hjemmepasserfamilier blevet diskuteret ad flere omgange. Senest hen over sommeren i kølvandet på et forslag fra Nye Borgerlige og Liberal Alliance, som ville gøre tilskuddene obligatoriske. Det samme har Dansk Folkeparti tidligere på året foreslået som en del af deres familiepolitik.

Rent økonomisk er det naturligvis ikke en god forretning at betale mennesker i den arbejdsdygtige alder for at gå derhjemme. Dansk Folkepartis børneordfører, Marie Krarup, har dog argumenteret for, at tilskuddene vil være prisen værd for det offentlige, fordi udgiften vil betale sig hjem på andre måder i form af mere stabile familier og færre skilsmisser. Ingen af forslagene har dog kunnet samle støtte i Folketinget, og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har anført, at samfundet ikke skal betale folk for at gå hjemme og passe deres egne børn.

Mødt med fordomme

I haven i nærheden af Odder er børnene trukket ind på en madras i drivhuset, hvor de leger med billedkort og dyr, som Alice Wienke Valdgaard har fundet frem til dem. Selv har hun hentet et vaffeljern, farvede kopper og saftevand, som står på bordet foran de to kvinder.

Alice Wienke Valdgaard fandt hurtigt ud af, at der er et stort netværk for hjemmepasserfamilier, som ses og laver aktiviteter sammen. De går til gymnastik sammen, besøger hinanden, og Alice Wienke Valdgaard har for nylig arrangeret en tur til Tunø for hele hjemmepassergruppen.

Alligevel møder hjemmepassergruppen ofte spørgsmål og modstand fra pædagoger og familiemedlemmer, som mener, at det har negative konsekvenser for børnene at blive passet hjemme.

»De tænker, at børnene aldrig lærer at begå sig i samfundet,« siger Alice Wienke Valdgaard.

»Men jeg tror, det bunder i en forestilling om, at vi går herhjemme alene. Det gør vi slet ikke. Vi er nærmest ude alle dage sammen med de andre i vores hjemmepassergruppe.«

»Ja, og så vil jeg altså også gerne lige anfægte den der holdning om, man kun lærer at begå sig i samfundet gennem jævnaldrende i institutioner,« siger Ane Reese Mikkelsen, som har sat sig i en havestol med sin søn Eske på maven.

»Jeg er ikke i tvivl om, at socialisering foregår lige så fint her, hvor de har tætte venskaber med andre børn. Og så er de jo med i hverdagen til at lave mad og få det hele til at fungere, så det med at lære ansvar og kompromisser, det kommer jo helt naturligt.«

Problemer i daginstitutionerne

Charlotte Ringsmose fra Aalborg Universitet fortæller, at Danmark er det OECD-land, der har flest nul- til treårige i daginstitution i flest timer. Derfor har hun de seneste år været med til at undersøge, om det høje timeantal kan forsvares med henvisning til institutionernes kvalitet.

»Og nej, vi kan altså ikke skrive under på, at der er nok pædagoger til at sikre, at det enkelte barn bliver mødt i sit behov, og at børnene får den kontakt, stimulering og tryghed, de har brug for i løbet af dagen for at skabe gode udviklingsbetingelser for dem,« siger hun.

Forskerne har undersøgt dagtilbud i seks kommuner med 170 deltagende daginstitutioner, og 3.000 fagprofessionelle, 5.000 børn og 7.000 forældre har besvaret tre spørgeskemaundersøgelser.

»Kvaliteten varierer alt for meget fra institution til institution, og det betyder, at nogle børn bliver frataget muligheden for at udvikle sig. Det kan eksempelvis handle om, at alt for mange børn er samlet på for lidt plads. Det betyder, at de bliver forstyrret i deres leg, og at der måske ikke er plads eller legesager nok til alle børn. Det giver ikke den fordybelse i legen, som er vigtig for selve læringen i legen og børnenes mulighed for at udvikle en god og fokuseret opmærksomhed,« fortæller Charlotte Ringsmose.

»Det er godt for børn at gå i daginstitution, hvis kvaliteten er god, men det kan altså få konsekvenser for indlæringsevnen, hvis kvaliteten ikke er. Så vi har helt klart en udfordring,« siger hun.

Ifølge Jan Kampmann, professor med speciale i børn og familieliv på Roskilde Universitet, er der ikke tvivl om, at daginstitutioner er vigtige for børns udvikling – hvis de vel at mærke har god kvalitet.

»Alt andet lige er det bedre for børn at komme i daginstitution og lære spæde demokratiske spilleregler og have mulighed for at spejle sig i hinanden, mens man søger grænser, end det er at holde sine børn hjemme i hver sin familie,« siger han.

Næsten dagligt er familien ude med hjemmepassergruppen, så forestillingen om en familie, der går alene derhjemme, holder ikke, fortæller Alice Wienke Valdgaard.

Næsten dagligt er familien ude med hjemmepassergruppen, så forestillingen om en familie, der går alene derhjemme, holder ikke, fortæller Alice Wienke Valdgaard.

Emilie Lærke Henriksen
Derfor er både han og Charlotte Ringsmose glade for, at der med lovgivning i 2018 blev stillet nye og højere krav om børns trivsel og læring til daginstitutionerne, og at der fra politisk side er blevet lovet minimumsnormeringer. Men der er stadig en udfordring med at sikre, at institutionerne lever op til målene, siger Ringsmose.

En anden slags ligestilling

På terrassen i familien Wienke Valdgaards have hælder Alice Wienke Valdgaard skiftevis den flydende masse i jernet og tager de færdigbagte vafler over på en tallerken. Den sødlige duft blander sig med den kolde luft.

For hende handler frigørelse ikke om at kunne komme på arbejde. Det handler om at kunne gøre op med en stresset hverdag og forventninger til, hvad man burde, og hvad ens barn skal kunne. Hun mener, at hun kæmper for ligestilling, fordi hun selv har valgt, at hun i en periode ikke skal være på arbejdsmarkedet.

»Men jeg havde jo ikke haft noget problem med at være i den kasse, hvis der havde været plads til mig og min familie,« siger hun.

»Det er der bare ikke lige nu.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At træffe et valg som forælder har intet med ligestilling at gøre. Det har noget med personlig frihed at gøre.

Kenneth Krabat, Stine Olsen, olivier goulin, Ninna Maria Slott Andersen, Morten Damborg, Bent Nørgaard, Jens Kofoed, Anker Nielsen, Ib Christensen, kjeld hougaard, Christel Gruner-Olesen, Steen K Petersen, Jens Jensen, Tine B. og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Torben Morten Lund

At splitte småbørn og forældre for at nærme sig ideologiske mål som ligestilling og demokrati, og så spærre ungerne inde bag hegn sammen med få fagprofessionelle, er et humantskadeligt projekt, hvor naturens forældreenergi, som skulle været tilflydt ynglen, frarøves dem af et udbyttende, kapitalistisk arbejdsmarked. God luck til de modige, der sætter livskvalitet og mening over penge og jobstatus. I er rigtige helte.

Kenneth Krabat, John S. Hansen, Steffen Gliese, Ninna Maria Slott Andersen, Kristian Karlsen, Anne Nielsen, Jens Kofoed, Anne Schøtt, Anna Louise Finck-Heidemann, Anker Nielsen, Estermarie Mandelquist, Esben Lykke, Ib Christensen, Christel Gruner-Olesen, Steen K Petersen, Jens Jensen, Tine B. og Ulla Nygaard anbefalede denne kommentar

Der var engang, hvor det gav virkelig god mening, at kvinderne kom "væk fra kødgryderne" og ud på det maskulint indrettede arbejdsmarked, det var simpelthen den måde, hvorpå man kunne "bryde fri".
Men i 2020 giver det ingen som helst mening, at sammenligne bevægelsen mod større omsorg for børnene som et tilbageslag, det er NETOP ligestilling i den form, hvor omsorgsarbejdet pludselig begynder at have værdi i stedet for at være sådan en bi-ting, som kvinderne alligevel har været forventet at tage sig af - ved siden af alt det andet!
Det er et sundhedstegn, og det eneste dårlige, der er at sige om det, er, at det pt kun er ressourcestærke familier med to forældre som reelt har muligheden.
Så måske skulle man fra politisk side bakke markant mere op om, at forældre rent faktisk tager ANSVAR for deres egne børn i stedet for at skyde folk i skoene, at de så ikke er ligestillede. I hvert fald hvis det er kvinder, som bliver hjemme, for er det manden, så får han nærmest en medalje.
Hurra for alle forældre m/k som tager det ansvar på sig, og tillykke til alle de børn, som får en stærk tilknytning og dermed sandsynligvis kommer til at blive velafbalancerede voksne. Og dem vil vi jo gerne have flere af ikke?

Steffen Gliese, olivier goulin, Ninna Maria Slott Andersen, Liselotte Paulsen, Ruth Sørensen, Anne Schøtt og Esben Lykke anbefalede denne kommentar

Tænk hvis man havde en kone, som ville tjene pengene og betale, mens man gik der hjemme og puslede børnene. Hvor er hun hende?

Sådan en er jeg aldrig stødt på.

Kvinderne råber om ligestilling. Men når det kommer til stykket vil de alligevel ikke.

John S. Hansen, Lone Hansen, Niki Dan Berthelsen, Michael Friis, Jens Christian Fogtmann, Jens Christensen, Ib Christensen, ulrik mortensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

@Jeppe Lindholm
det talent har du ikke.

@kjeld hougaard

Mangler han talentet pga. sit køn?

Jeppe, jeg tjener pengene og betaler, min mand går hjemme og pusler. Tak fordi du spurgte!
Maia

Kenneth Krabat, Steffen Gliese, Maiken Guttorm, Jeppe Lindholm, Nanna Kinch, Estermarie Mandelquist, Liselotte Paulsen, Ib Christensen, Nette Skov, Niki Dan Berthelsen, Anne Nielsen, Ruth Sørensen, Thomas Tanghus, Kamma Thomsen og Michael Friis anbefalede denne kommentar

Men hvorfor - hvorfor er det altid kvinderne der skal opgive deres job og blive hjemmepassere?? Fordi vi har et meget koensopdelt arbejdsmarked og mangel paa ligeloen, hvorfor familier ofte ikke kan faa oekonomien til at haenge sammen med kun kvindens loen (det er svaert nok i forvejen at faa det til at haenge sammen med mandens loen). Det er det samme gode gamel spoergsmaal der ofte goer sig gaeldende i spoergsmaalet om, hvorfor faedre tager saa lidt barsel. Fordi man bedre kan undvaere kvindens lavere loen i familiens oekonomi. Men selvfoelgelig vil kvinder gerne tjene penge og betale og lade manden gaa hjemme og pusle boernene. Nu har du moedt hele to kvinder der goer det, Jeppe Lindholm. Maia Nielsen og undertegnede. Det er hele 2 ud af de 4 kvinder der har kommenteret paa denne artikel alene. Forestil dig hvor mange flere der kan og kunne vaere derude - isaer hvis vi gjorde lidt mere ved det koensopdelte arbejdsmarked og ligeloen!

Maiken Guttorm, Kamma Thomsen, Eva Schwanenflügel, Jeppe Lindholm, Estermarie Mandelquist, Tine B. og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

@Sarah Gjerding
Det er det heller ikke, men kønnene er forskellige sådan kvantitativt ikke kvalitativt. Hjemme hos os f.eks. har jeg i flere omgang været den, der gik hjemme i perioder og stod for husholdningen. Det er endda på trods af rent økonomisk var hul i hovedet, fordi jeg kan tjene 2 til 3 gange så meget som hende, fordi det jeg kan er der mangel på. Men hun har ambitionerne, og jeg er en pylrefar så det gjorde os alle lykkeligere. Og det er det vigtigste.

Og det med det kønsopdelte arbejdsmarked, tja. man skal huske at regne det hele med. Det fremstilles tit for simpelt.

// Jesper

Jeg deltog i en glohed debat på Ærø om det samme emne i forbindelse med at Amts Avisen bragte samme historie.

Jeg er imod at en lille "eksklusiv" og ressourcestærk flok kan "lege" far, mor og børn for at fjerne en såkaldt "ulvetime" og for at få bedre sex!

Jeg er imod at de slynger om sig med, halv-videnskabelige artikler for at smadre tilliden til vores pædagoger og skolelærere fordi de risikerer at aflevere "en spand lort" i stedet for en "klump guld", når de (1.222 familer) endelig vover at slippe børnene fri.

Det er jo lidt som om "Vi kan gøre det bedre! og det skal I andre betale". Hvor jeg ville svare "jamen, så tænker i kun på jer selv og I fornedrer jeres omgivelser og I virker meget selvviske og en smule forkælede".

Det er LUXUS sådan at være i stand til at kunne forme sin "egen Verden". Men jeg vil ikke støtte jeres rejse.

Sarah @ Men hvorfor - hvorfor er det altid kvinderne der skal opgive deres job og blive hjemmepassere??@

Er det noget der er politisk bestemt? Er det ikke stadig familierne der indretter sig sådan som de vil?

Ninna Maria Slott Andersen

@ Jeppe Lindholm
-Du nailer den jo præcis der. Måske har sandsynligheden for, at du ikke har mødt sådan en kvinde, netop noget at gøre med den manglende ligestilling i Danmark - for når en mand her i landet tjener 100 kroner, så tjener en kvinde kun 73 kroner ?
-Og uden at jeg i øvrigt ellers vil forholde mig til dig som person og dine evner som hjemmegående ;)

Men i øvrigt Halleluja for det frie valg - og for kvinder og mænd, der vælger, at prioritere et liv som deres børns primære omsorgsgivere, såvel som at søge en dybere meningsfuldhed i deres liv <3

et par forsigtige spørgsmål. Kan man være sikker på, at der ikke forekommer skilsmisser i familierne??
og hvordan vil den hjemmegående klare at komme i arbejde, hvis det overhovedet er muligt, da erfaringerne har været pauseret i længere tid. Derudover finde noget at bo i, de er i stand til at betale.,For det er vel ikke den anden part, der stadig skal betale gildet??

Som Lone Hansen skriver; historien om denne mors valg er ikke skrevet færdig før vi ved, om hun nogensinde får en fod indenfor på arbejdsmarkedet igen. Børn har ikke kun brug for forældres nærvær når de er små; de har også brug for hele livet at kunne bruge deres forældre som rollemodeller for, hvordan man træffer gode livsvalg. Hvis det skal være et "frit valg" at være hjemmepasser er der derfor først og fremmest brug for et arbejdsmarked, hvor man har mulighed for at "komme igen". Det har vi ikke i dag.

@ Nanna Kinch: nu kender jeg naturligvis ikke din definition af hvornår man har en "fod indenfor", og man skal jo generelt afholde sig fra anekdotisk bevisførelse, men jeg har selv hjemmepasset og -undervist mine børn i flere perioder indtil for nylig, og kender derfor ret mange, som har gjort det samme. Jeg har endnu til gode at møde nogen, som IKKE er kommet i job igen, ja, min søster gik endda direkte fra hjemme i 2½ år til en lederstilling, så indtil der foreligger evidens for den påstand må jeg personligt konkludere at det er en and. (Jeg fik i øvrigt selv job uden problemer efter 2½ år hjemme på barsel + "pasning af eget barn" på trods af, at jeg inden da var ret nyuddannet med begrænset erfaringer).
Man mister selvsagt nogle år, og vil derfor rykke "bagud" i forhold til at avancere, men det siger sig selv :)

“ for når en mand her i landet tjener 100 kroner, så tjener en kvinde kun 73 kroner ?”

Det passer ikke. Der er ikke kønsbestemt aflønning i Danmark. Hvad man tjener kommer an på hvad man laver. Én ting kan du dog være sikker på og det er at vi kvinder modtager mere i skattebetalte overførsler end mænd gør.

Øv piger. Jeg har giftet mig med den forkerte. Jeg snupper lige en hurtig digital NemID skildsmisse i aften, når konen er gået i seng.

Så vil jeg i morgen gå ud og lede efter en af Jer nye moderne emanciperede kvinder, som gerne betaler gildet. Naturligvis en med et velpolstret lønniveau. Ellers giver det jo ikke mening.

Dragen må så klare den på kontanthjælp fremadrettet. Se, sådan går det en, når man ikke er omstillingsparat.

Jeppe Lindholm
Jeg stiller gerne op - fantastisk med en hjemmegående mand :-)

Og bare I så selv betaler, for øvrigt...

Men vi skal vel bare ikke acceptere et arbejdsmarked, der ikke indrettes efter det liv, vi vil leve? Det er jo problemet i en nøddeskal. Det er, som det er, fordi nogle bestemmer det og har fordel af det.
Det var sikkert godt engang, men ligestilling og lighed har det jo ikke meget med at gøre, for den går ud på at acceptere en suveræn forskellighed mennesker imellem.

Jeg synes bare, at der introduceres et paradoks i overskriften "Kvittede jobbet for at passe sine børn: Uden coronaen var vi blevet i hamsterhjulet", hvor det bliver italesat som om, at arbejdslivet er noget dårligt. Når man så kvitter sit arbejde for at modtage offentlig understøttelse for at gå hjemme ("hjemmepasser"), accepterer man jo samtidig, at nogle andre skal blive i hamsterhjulet for at betale den offentlige understøttelse. Det handler mere for mig om egoisme. Beklager.

Men, Rikke Nielsen, det er jo blot en diskurs, som vi køber alt for villigt, fordi vi tror, at værdiansættelsen af arbejde og aktivitet har en objektiv realitet. Det har den ikke, det, der har realitet, er det, der bliver gjort, herunder pasning af børn.

Steffen Gliese, men virkeligheden for mig er da, at jeg bliver nødt til at blive i hamsterhjulet for at betale for dem, der ikke gider. Det har jeg ikke lyst til. Jeg gider da heller ikke løbe rundt i hamsterhjulet. Så kan godt være, der findes en diskurs om at arbejdslivet er noget kunstigt og at de virkelige værdier er noget andet, men virkelighedens realiteter fortæller noget andet.

Jeg håber, Rikke Nielsen, at folk om ikke altid at kunne gøre de ting i livet, der giver dem størst tilfredsstillelse, i det mindste finder dér hen, hvor ubehaget og belastningen er mindst.

Steffen Gliese, min pointe er, at alle skal have lov til at gøre, hvad de har lyst til, men de skal selv tage ansvar for det og ikke forvente at andre betaler prisen for det..

Samfundet skal vel kunne rumme hjemmegående fædre og mødre. Vi har en jo en fremtidig ældrebyrde hvor vi mangler hænder. Primært fordi nogle nægter at få børn. Det er vel et eller andet sted også rimeligt at fastslå de familier får børn og gerne passer dem selv faktisk bidrager til samfundet ved at gøre det.

Rikke Nielsen, du betaler vel heller ikke en klink for at artiklens hovedpersoner hjemmepasser:
Først og fremmest er det beskrevet, at de bor i en kommune, der ikke giver tilskud til den slags.
Forholdte det sig anderledes, må man stadig spørge: Hvor mange timer kræver du, at folk arbejder, før du vil omtale dem som andet end egoister?
Eller hvad skal en minimumindtægt lyde på, før du er tilfreds med andre menneskers skattebidrag?
Slutteligt: Som jeg forstår hjemmepasservalget, så er det jo ikke et ønske om at gå derhjemme forevigt, og artiklens hovedperson forsøgte da også at få en aftale i hus om deltidsarbejde (er det ikke noget med, at vores naboer i Sverige har RET til dette, hvis de har børn under 8 år?). Man kan vel argumentere for, at man frigiver en pædagogarm som hjemmepasser, og hvad betyder dog de par års fravær fra arbejdsmarkedet i det lange løb? Ja, man sakker givetvis et par skridt bagud, men siden hvornår handlede det om at være forrest?
Kunne det tænkes, at de der føler, at de kun har overskud til at opfylde forældrerollen og chefens forventninger halvt, alligevel ikke tilhører skaren, der stryger til tops i rekordfart? Måske dette forhold faktisk vil ændre sig, hvis de finder balance i familielivet - det er da ikke utænkeligt, at de efter 2 år derhjemme så vil træde ind på arenaen med fuldt opladte batterier med en usammenlignelig kapacitet ift. deres tidligere jeg.