Læsetid: 14 min.

Kvittede jobbet for at passe sine børn: Uden coronaen var vi blevet i hamsterhjulet

Under coronakrisen oplevede familien Wienke Valdgaard, at deres børn fik det bedre af at være derhjemme, så Alice Wienke Valdgaard kvittede sit job og blev hjemmepasser. Pandemien og debatten om daginstitutionerne har øget interessen for hjemmepasning, men det kan ende med et tilbageslag for ligestillingen, siger eksperter
Alice Wienke Valdgaard (t.v. mød sønnen Frej) oplevede en tydelig positiv forandring med sine børn, da de under coronanedlukningen var hjemme og hele tiden havde en voksen omkring sig, når de havde brug for det.

Alice Wienke Valdgaard (t.v. mød sønnen Frej) oplevede en tydelig positiv forandring med sine børn, da de under coronanedlukningen var hjemme og hele tiden havde en voksen omkring sig, når de havde brug for det.

Emilie Lærke Henriksen

5. december 2020

Frej sjosker over den grønne, mudrede mark i sin mørke flyverdragt. Han har en pind i hånden, som han slår i jorden for at tilkalde de to heste og det ene æsel, der står længere nede på marken og begynder at løbe op mod ham.

»Pas nu på, skat,« råber Alice Wienke Valdgaard, som står lige bag ham med Frejs lillesøster Kaya på armen.

»Prøv at flytte dig, så de kan komme ind,« siger hun og bevæger sig ind i stalden med hurtige skridt og griber fat i en greb.

Hun begynder at læsse hø ind til dyrene, hvilket får duften af stald og hest til at brede sig i det mørke rum. Kaya og Frej står ved siden af oven på blå kridtstreger og ser på.

Det er tirsdag formiddag. Alice Wienke Valdgaard er mor til de to børn og bor sammen med sin mand, Jesper, på et nedlagt landbrug i nærheden af Odder.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • John Scheibelein
  • David Zennaro
Anne Schøtt, John Scheibelein og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

At træffe et valg som forælder har intet med ligestilling at gøre. Det har noget med personlig frihed at gøre.

Kenneth Krabat, Stine Olsen, olivier goulin, Ninna Maria Slott Andersen, Morten Damborg, Bent Nørgaard, Henrik Peter Bentzen, Jens Kofoed, Anker Nielsen, Ib Christensen, kjeld hougaard, Christel Gruner-Olesen, Steen K Petersen, Jens Jensen, Tine Bernth og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Torben Morten Lund

At splitte småbørn og forældre for at nærme sig ideologiske mål som ligestilling og demokrati, og så spærre ungerne inde bag hegn sammen med få fagprofessionelle, er et humantskadeligt projekt, hvor naturens forældreenergi, som skulle været tilflydt ynglen, frarøves dem af et udbyttende, kapitalistisk arbejdsmarked. God luck til de modige, der sætter livskvalitet og mening over penge og jobstatus. I er rigtige helte.

Kenneth Krabat, John S. Hansen, Steffen Gliese, Ninna Maria Slott Andersen, Kristian Karlsen, Henrik Peter Bentzen, Anne Nielsen, Jens Kofoed, Anne Schøtt, Anna Louise Finck-Heidemann, Anker Nielsen, Estermarie Mandelquist, Esben Lykke, Ib Christensen, Christel Gruner-Olesen, Steen K Petersen, Jens Jensen, Tine Bernth og Ulla Nygaard anbefalede denne kommentar

Der var engang, hvor det gav virkelig god mening, at kvinderne kom "væk fra kødgryderne" og ud på det maskulint indrettede arbejdsmarked, det var simpelthen den måde, hvorpå man kunne "bryde fri".
Men i 2020 giver det ingen som helst mening, at sammenligne bevægelsen mod større omsorg for børnene som et tilbageslag, det er NETOP ligestilling i den form, hvor omsorgsarbejdet pludselig begynder at have værdi i stedet for at være sådan en bi-ting, som kvinderne alligevel har været forventet at tage sig af - ved siden af alt det andet!
Det er et sundhedstegn, og det eneste dårlige, der er at sige om det, er, at det pt kun er ressourcestærke familier med to forældre som reelt har muligheden.
Så måske skulle man fra politisk side bakke markant mere op om, at forældre rent faktisk tager ANSVAR for deres egne børn i stedet for at skyde folk i skoene, at de så ikke er ligestillede. I hvert fald hvis det er kvinder, som bliver hjemme, for er det manden, så får han nærmest en medalje.
Hurra for alle forældre m/k som tager det ansvar på sig, og tillykke til alle de børn, som får en stærk tilknytning og dermed sandsynligvis kommer til at blive velafbalancerede voksne. Og dem vil vi jo gerne have flere af ikke?

Steffen Gliese, olivier goulin, Ninna Maria Slott Andersen, Liselotte Paulsen, Henrik Peter Bentzen, Ruth Sørensen, Anne Schøtt og Esben Lykke anbefalede denne kommentar

Tænk hvis man havde en kone, som ville tjene pengene og betale, mens man gik der hjemme og puslede børnene. Hvor er hun hende?

Sådan en er jeg aldrig stødt på.

Kvinderne råber om ligestilling. Men når det kommer til stykket vil de alligevel ikke.

John S. Hansen, Lone Hansen, Henrik Peter Bentzen, Niki Dan Berthelsen, Michael Friis, Jens Christian Fogtmann, Jens Christensen, Ib Christensen, ulrik mortensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Jeppe, jeg tjener pengene og betaler, min mand går hjemme og pusler. Tak fordi du spurgte!
Maia

Kenneth Krabat, Steffen Gliese, Rikke Nielsen, Maiken Guttorm, Jeppe Lindholm, Nanna Kinch, Estermarie Mandelquist, Liselotte Paulsen, Ib Christensen, Nette Skov, Henrik Peter Bentzen, Niki Dan Berthelsen, Anne Nielsen, Ruth Sørensen, Thomas Tanghus, Kamma Thomsen og Michael Friis anbefalede denne kommentar

Men hvorfor - hvorfor er det altid kvinderne der skal opgive deres job og blive hjemmepassere?? Fordi vi har et meget koensopdelt arbejdsmarked og mangel paa ligeloen, hvorfor familier ofte ikke kan faa oekonomien til at haenge sammen med kun kvindens loen (det er svaert nok i forvejen at faa det til at haenge sammen med mandens loen). Det er det samme gode gamel spoergsmaal der ofte goer sig gaeldende i spoergsmaalet om, hvorfor faedre tager saa lidt barsel. Fordi man bedre kan undvaere kvindens lavere loen i familiens oekonomi. Men selvfoelgelig vil kvinder gerne tjene penge og betale og lade manden gaa hjemme og pusle boernene. Nu har du moedt hele to kvinder der goer det, Jeppe Lindholm. Maia Nielsen og undertegnede. Det er hele 2 ud af de 4 kvinder der har kommenteret paa denne artikel alene. Forestil dig hvor mange flere der kan og kunne vaere derude - isaer hvis vi gjorde lidt mere ved det koensopdelte arbejdsmarked og ligeloen!

Rikke Nielsen, Maiken Guttorm, Kamma Thomsen, Eva Schwanenflügel, Jeppe Lindholm, Estermarie Mandelquist, Tine Bernth og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

@Sarah Gjerding
Det er det heller ikke, men kønnene er forskellige sådan kvantitativt ikke kvalitativt. Hjemme hos os f.eks. har jeg i flere omgang været den, der gik hjemme i perioder og stod for husholdningen. Det er endda på trods af rent økonomisk var hul i hovedet, fordi jeg kan tjene 2 til 3 gange så meget som hende, fordi det jeg kan er der mangel på. Men hun har ambitionerne, og jeg er en pylrefar så det gjorde os alle lykkeligere. Og det er det vigtigste.

Og det med det kønsopdelte arbejdsmarked, tja. man skal huske at regne det hele med. Det fremstilles tit for simpelt.

// Jesper

Flemming Berger, Bent Nørgaard og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar

Jeg deltog i en glohed debat på Ærø om det samme emne i forbindelse med at Amts Avisen bragte samme historie.

Jeg er imod at en lille "eksklusiv" og ressourcestærk flok kan "lege" far, mor og børn for at fjerne en såkaldt "ulvetime" og for at få bedre sex!

Jeg er imod at de slynger om sig med, halv-videnskabelige artikler for at smadre tilliden til vores pædagoger og skolelærere fordi de risikerer at aflevere "en spand lort" i stedet for en "klump guld", når de (1.222 familer) endelig vover at slippe børnene fri.

Det er jo lidt som om "Vi kan gøre det bedre! og det skal I andre betale". Hvor jeg ville svare "jamen, så tænker i kun på jer selv og I fornedrer jeres omgivelser og I virker meget selvviske og en smule forkælede".

Det er LUXUS sådan at være i stand til at kunne forme sin "egen Verden". Men jeg vil ikke støtte jeres rejse.

Sarah @ Men hvorfor - hvorfor er det altid kvinderne der skal opgive deres job og blive hjemmepassere??@

Er det noget der er politisk bestemt? Er det ikke stadig familierne der indretter sig sådan som de vil?

Ninna Maria Slott Andersen

@ Jeppe Lindholm
-Du nailer den jo præcis der. Måske har sandsynligheden for, at du ikke har mødt sådan en kvinde, netop noget at gøre med den manglende ligestilling i Danmark - for når en mand her i landet tjener 100 kroner, så tjener en kvinde kun 73 kroner ?
-Og uden at jeg i øvrigt ellers vil forholde mig til dig som person og dine evner som hjemmegående ;)

Men i øvrigt Halleluja for det frie valg - og for kvinder og mænd, der vælger, at prioritere et liv som deres børns primære omsorgsgivere, såvel som at søge en dybere meningsfuldhed i deres liv <3

et par forsigtige spørgsmål. Kan man være sikker på, at der ikke forekommer skilsmisser i familierne??
og hvordan vil den hjemmegående klare at komme i arbejde, hvis det overhovedet er muligt, da erfaringerne har været pauseret i længere tid. Derudover finde noget at bo i, de er i stand til at betale.,For det er vel ikke den anden part, der stadig skal betale gildet??

Som Lone Hansen skriver; historien om denne mors valg er ikke skrevet færdig før vi ved, om hun nogensinde får en fod indenfor på arbejdsmarkedet igen. Børn har ikke kun brug for forældres nærvær når de er små; de har også brug for hele livet at kunne bruge deres forældre som rollemodeller for, hvordan man træffer gode livsvalg. Hvis det skal være et "frit valg" at være hjemmepasser er der derfor først og fremmest brug for et arbejdsmarked, hvor man har mulighed for at "komme igen". Det har vi ikke i dag.

@ Nanna Kinch: nu kender jeg naturligvis ikke din definition af hvornår man har en "fod indenfor", og man skal jo generelt afholde sig fra anekdotisk bevisførelse, men jeg har selv hjemmepasset og -undervist mine børn i flere perioder indtil for nylig, og kender derfor ret mange, som har gjort det samme. Jeg har endnu til gode at møde nogen, som IKKE er kommet i job igen, ja, min søster gik endda direkte fra hjemme i 2½ år til en lederstilling, så indtil der foreligger evidens for den påstand må jeg personligt konkludere at det er en and. (Jeg fik i øvrigt selv job uden problemer efter 2½ år hjemme på barsel + "pasning af eget barn" på trods af, at jeg inden da var ret nyuddannet med begrænset erfaringer).
Man mister selvsagt nogle år, og vil derfor rykke "bagud" i forhold til at avancere, men det siger sig selv :)

“ for når en mand her i landet tjener 100 kroner, så tjener en kvinde kun 73 kroner ?”

Det passer ikke. Der er ikke kønsbestemt aflønning i Danmark. Hvad man tjener kommer an på hvad man laver. Én ting kan du dog være sikker på og det er at vi kvinder modtager mere i skattebetalte overførsler end mænd gør.

Øv piger. Jeg har giftet mig med den forkerte. Jeg snupper lige en hurtig digital NemID skildsmisse i aften, når konen er gået i seng.

Så vil jeg i morgen gå ud og lede efter en af Jer nye moderne emanciperede kvinder, som gerne betaler gildet. Naturligvis en med et velpolstret lønniveau. Ellers giver det jo ikke mening.

Dragen må så klare den på kontanthjælp fremadrettet. Se, sådan går det en, når man ikke er omstillingsparat.

Men vi skal vel bare ikke acceptere et arbejdsmarked, der ikke indrettes efter det liv, vi vil leve? Det er jo problemet i en nøddeskal. Det er, som det er, fordi nogle bestemmer det og har fordel af det.
Det var sikkert godt engang, men ligestilling og lighed har det jo ikke meget med at gøre, for den går ud på at acceptere en suveræn forskellighed mennesker imellem.

Jeg synes bare, at der introduceres et paradoks i overskriften "Kvittede jobbet for at passe sine børn: Uden coronaen var vi blevet i hamsterhjulet", hvor det bliver italesat som om, at arbejdslivet er noget dårligt. Når man så kvitter sit arbejde for at modtage offentlig understøttelse for at gå hjemme ("hjemmepasser"), accepterer man jo samtidig, at nogle andre skal blive i hamsterhjulet for at betale den offentlige understøttelse. Det handler mere for mig om egoisme. Beklager.

Men, Rikke Nielsen, det er jo blot en diskurs, som vi køber alt for villigt, fordi vi tror, at værdiansættelsen af arbejde og aktivitet har en objektiv realitet. Det har den ikke, det, der har realitet, er det, der bliver gjort, herunder pasning af børn.

Steffen Gliese, men virkeligheden for mig er da, at jeg bliver nødt til at blive i hamsterhjulet for at betale for dem, der ikke gider. Det har jeg ikke lyst til. Jeg gider da heller ikke løbe rundt i hamsterhjulet. Så kan godt være, der findes en diskurs om at arbejdslivet er noget kunstigt og at de virkelige værdier er noget andet, men virkelighedens realiteter fortæller noget andet.

Jeg håber, Rikke Nielsen, at folk om ikke altid at kunne gøre de ting i livet, der giver dem størst tilfredsstillelse, i det mindste finder dér hen, hvor ubehaget og belastningen er mindst.

Steffen Gliese, min pointe er, at alle skal have lov til at gøre, hvad de har lyst til, men de skal selv tage ansvar for det og ikke forvente at andre betaler prisen for det..

Samfundet skal vel kunne rumme hjemmegående fædre og mødre. Vi har en jo en fremtidig ældrebyrde hvor vi mangler hænder. Primært fordi nogle nægter at få børn. Det er vel et eller andet sted også rimeligt at fastslå de familier får børn og gerne passer dem selv faktisk bidrager til samfundet ved at gøre det.

Rikke Nielsen, du betaler vel heller ikke en klink for at artiklens hovedpersoner hjemmepasser:
Først og fremmest er det beskrevet, at de bor i en kommune, der ikke giver tilskud til den slags.
Forholdte det sig anderledes, må man stadig spørge: Hvor mange timer kræver du, at folk arbejder, før du vil omtale dem som andet end egoister?
Eller hvad skal en minimumindtægt lyde på, før du er tilfreds med andre menneskers skattebidrag?
Slutteligt: Som jeg forstår hjemmepasservalget, så er det jo ikke et ønske om at gå derhjemme forevigt, og artiklens hovedperson forsøgte da også at få en aftale i hus om deltidsarbejde (er det ikke noget med, at vores naboer i Sverige har RET til dette, hvis de har børn under 8 år?). Man kan vel argumentere for, at man frigiver en pædagogarm som hjemmepasser, og hvad betyder dog de par års fravær fra arbejdsmarkedet i det lange løb? Ja, man sakker givetvis et par skridt bagud, men siden hvornår handlede det om at være forrest?
Kunne det tænkes, at de der føler, at de kun har overskud til at opfylde forældrerollen og chefens forventninger halvt, alligevel ikke tilhører skaren, der stryger til tops i rekordfart? Måske dette forhold faktisk vil ændre sig, hvis de finder balance i familielivet - det er da ikke utænkeligt, at de efter 2 år derhjemme så vil træde ind på arenaen med fuldt opladte batterier med en usammenlignelig kapacitet ift. deres tidligere jeg.