Et liv er forbi: Knud Aksel Olsen var formet af den landsby, han kom fra, og blev aldrig ensom

I 1946 skulle Knud Aksel Olsen aftjene værnepligt på Østerbro Kaserne. Selv om han ligesom de fleste andre glædede sig over, at besættelsestiden var ovre, var livet i København også langt væk fra de trygge rammer på landet, som den unge soldat var vant til.

Han besluttede derfor at aflægge en ugentlig visit hos nogle af familiens gode venner, som boede i byen. Kvinden i hjemmet havde i sine unge dage luget roer hos Knud Aksel Olsens far, senere havde hun selv fået en datter, som havde været feriebarn på selvsamme gård, og nu tog hun sig altså af landsbybørnene, når de kom til København.

Da Knud Aksel Olsen første gang kom på besøg, så han, hvordan datteren, Rigmor Hansen, pludselig var blevet en ung kvinde. Han inviterede hende med i biografen, og da forestillingen var slut, tog de sammen sporvognen tilbage til forældrene og drak kaffe af det fine porcelæn.

Det blev begyndelsen på en kærlighedshistorie og et 70 år langt ægteskab.

Hvis krigen vender tilbage

Knud Aksel Olsen blev født i 1924 og voksede op på en gård ved navn Askemosegård i landsbyen Toksværd lidt uden for Næstved. Han var den yngste i en søskendeflok på seks. Faren var ud over selvstændig landmand også regnskabsfører i den lokale brugs, og moren var hjemmegående.

Efter Rigmor og Knud Aksel Olsens bryllup, et par børn og nogle år i byen, vendte de i 1955 tilbage til Sydsjælland. De fik en lejlighed i Næstved på Ramsherredsgade – med tilhørende butikslokale i underetagen, som kunne forvandles til en brille- og urmagerbutik, eftersom Knud Aksel Olsen var blevet uddannet optiker.

Da de flyttede ind i lejligheden, overlod de valg af maling og tapet til malermesteren. Loftet i den ene stue blev gult, et andet rødt, tapetet var i forskellige mønstre, og datteren fik lov at vælge et okkergult væg til væg-gulvtæppe. I årenes løb kom der flere og flere ting i hjemmet. Sommetider bad en ven Knud Aksel Olsen om at køre noget på lossepladsen, for eksempel en spisestol, men som regel kom den med hjem i stedet. Og skabet i gangen bugnede med frakker. Da datteren en dag spurgte, hvorfor der var så mange, svarede han, at man aldrig kunne vide, hvornår der kom krig igen.

Festligheder i baglokalet

Urmagerbutikken lå side om side med andre forretninger i byen, som var drevet af mand og kone. Alle kendte alle. Børnene løb fra barberen til møbelforretningen og bageren og tilbage til urmagerbutikken igen. I butikkens baglokale var der et skab med sherry til kvinderne og øl til mændene. Når den festlige stemning gik højt, måtte Rigmor Olsen undskylde over for kunderne, fordi Knud Aksel Olsen ikke havde fået lavet urene eller brillerne til tiden.

Men hvis kunderne var ubehøvlede, kom Knud Aksel Olsens temperament op i ham. »Kan De se døren der,« ville han spørge. »Ja, så kan De vende om og så gå ud ad den. Farvel.«

Parret holdt næsten aldrig fri. Knud Aksel Olsen kunne finde på at springe nattesøvnen over og i stedet tage en lur i en stol. Det betød også, at de sjældent kom uden for landets grænser – bortset fra en cykeltur til Holland, da de var helt unge. Få gange var de på tur med en urmagerforening, de havde meldt sig ind i. Et år pakkede de deres Volvo og et tomandstelt og kørte til Svendborg. Om aftenen skulle de deltage i en fin middag, og mens alle andre kom i kjole og hvidt, troppede Knud Aksel Olsen op i en knaldrød skjorte med hvidt slips. Børnene kaldte ham ’cirkusdirektøren’, fordi det farverige tøj mere var reglen end undtagelsen.

Efter 28 år med forretningen kom revisoren på besøg. Han fortalte, at regnskabet så skidt ud. Og urmagerbutikken endte – sammen med mange af de andre butikker i gaden – med at dreje nøglen om.

Holdt i hånden til det sidste

Selv om Knud Aksel Olsen gik på pension, fortsatte han med at komme i den skakklub, hans egen far tidligere havde taget ham med i. På et tidspunkt fik klubben nye lokaler, som var helt tomme og manglede møbler. Man havde derfor brug for nogen til at kautionere, da det nye møblement skulle anskaffes, og det gjorde Knud Aksel Olsen med den største selvfølgelighed.

Selv om teorien bag skakspillet ikke sagde ham det store, dukkede han altid op til de planlagte turneringer og spillede intuitivt og stærkt. Når de spillede i hold, kom han med sportslige tilråb som »kom så, nu tager vi den«, og det var altid ham, der meldte sig som chauffør ved turneringerne. På et tidspunkt fik han et par blodpropper, som gjorde, at han kun så verden i grå nuancer. Det afholdt ham dog ikke fra at besøge klubben.

Først da han var blevet stort set blind, holdt han sig mest hjemme. Men han var aldrig ensom. De mange familiemedlemmer, venner og bekendte, som han havde besøgt og passet på i årevis, kom nu forbi og holdt ham med selskab.

Efter en kort indlæggelse blev han placeret i en sygeseng i stuen. Rigmor Olsen havde trukket en lænestol over ved siden af ham, så hun kunne holde ham i hånden. Sådan blev hun siddende de fleste nætter. Efter tre uger vågnede han ikke op igen.