Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Lis Hjernøe tog sine handicappede elever med til Usbekistan og drak vodka med værterne

Gennem mere end 20 år viste højskolelærer Lis Hjernøe sine fysisk handicappede elever, at de kunne meget mere, end de troede
Moderne Tider
19. december 2020
Gennem mere end 20 år viste højskolelærer Lis Hjernøe sine fysisk handicappede elever, at de kunne meget mere, end de troede

Privatfoto

Det var nok et særsyn for de lokale.

Da Usbekistan stadig var en del af Sovjetunionen, rejste en gruppe fysisk handicappede højskoleelever til byen Samarkand. De besøgte fabrikker og institutioner og boede på et hotel, der ikke ligefrem var indrettet til gangbesværede.

I front for det hele var Lis Hjernøe, der havde været med til at arrangere rejsen for højskoleeleverne. Hun ville give dem store oplevelser i andre lande og kulturer og vise dem, at begrænsninger er til for at blive besejret.

Hun var uddannet socialrådgiver og startede sin karriere i Mødrehjælpen i Aarhus, men det var, da hun i 1976 blev ansat som højskolelærer på Egmont Højskolen i Hou, at hun fandt sit egentlige kald.

På højskolen, der har et særligt ansvar for fysisk handicappede, underviste Lis Hjernøe eleverne i, hvordan de kunne klare sig i eget hjem, og hun mødte dem med et empatisk blik, der lod dem forstå, at de var noget særligt, hver og en.

De var ofte ulykkelige, når de startede på højskolen, fordi de havde forladt trygge hjem eller institutioner og følte sig alene på fremmed grund. Men når de græd, trøstede Lis Hjernøe dem og garanterede, at de ville komme til at fælde tårer igen, når de om mange måneder skulle forlade højskolen. Men til den tid ville det være, fordi de havde været så lykkelige for at gå der.

Hun plejede at få ret.

Når der var fester på skolen, tog hun eleverne med ud på dansegulvet og svang dem rundt, uanset om de sad i kørestol eller ej.

Hun tog dem med til usandsynlige destinationer, fra Usbekistan til Tunesien, og hun var i stand til at nedbryde fordomme og barrierer, hvor end hun gik. For eksempel drak hun vodka med sine sovjetiske værter.

Hendes nærmeste beskriver hende gerne med et jysk udtryk: Hun gik i folk med træsko på.

Luksusvagabonder

Hendes mand, Leif, som hun mødte på et studenterkursus i 1961, var på mange måder hendes modsætning, mere velovervejet, mindre impulsiv. Måske derfor gik de så godt i spænd.

Da de blev gift i 1963, tog de på bryllupsrejse til Paris i en måned uden ret mange skillinger på lommen. De levede fra hånden til munden og fik prædikatet luksusvagabonder af et par venner, der boede i byen.

De forelskede sig i den franske hovedstad, og de vendte tilbage til den næsten hvert år i et halvt århundrede. Leif studerede fransk og fik et stort ordforråd, men når parret talte med de lokale, var det Lis, der førte ordet, for modsat sin mand så hun stort på, om hun bøjede verberne rigtigt.

Sammen fik de to børn og fire børnebørn, og de hed alle sammen »lille skat«, når de var sammen med Lis Hjernøe, de voksne som de små.

Lis Hjernøe

  • Født den 4. marts 1941
  • Socialrådgiver og højskolelærer
  • Død den 13. september 2020
  • Efterlader sig mand, to børn og fire børnebørn

Forenet med kystlandskabet

Det var ikke tilfældigt, at Lis Hjernøe underviste i et fag, der hed: ’Jeg vil være min egen’.

Hun rejste alene til Island, Norge og Færøerne, hvor hun ivrigt studerede det dyre- og planteliv, som hun havde en glødende interesse for. Hun vendte altid hjem til sin mand med et væld af indtryk, og hun genfortalte sine oplevelser i naturen med indlevelse, selv de helt små, som da en labrador fulgte efter hende på øen Hestur på Færøerne.

»Det var, som om vi altid havde kendt hinanden,« skrev hun bagefter.

»Det var, som om jeg var sejlet over til et stævnemøde, der længe havde været aftalt og på forunderlig og dog naturlig måde fandt sin glade indledning og slutning.«

I 1998, da Lis Hjernøe stoppede som lærer på Egmont Højskolen, tog hun og hendes mand nogle nødder med fra højskolens mægtige valnøddetræ og fik et af dem til at spire foran deres nye hjem i Gylling.

Mens træet voksede, begyndte Lis Hjernøes krop at skrante. Hun blev opereret for kræft i 2002 og fik en kemokur, og selv om hun overlevede, tog det hårdt på hende. Hun sang stadig i flere kor, blandt andet på plejehjem og i den lokale kirke, og hun rejste også til Paris, men nu måtte hun støtte sig til en rollator.

Hun blev flere gange indlagt på hospitalet i Horsens for at få blodtransfusioner, og hun var som regel væk i en uge, inden hun vendte hjem til sin mand. Men i september 2020 kom hun aldrig hjem. I en alder af 79 år døde hun i sin søvn.

Hendes mand fik ikke muligheden for at sige farvel til sin livsledsager, men for Lis Hjernøe, der frygtede at skulle passes og plejes i sine sidste år, var det et skånsomt punktum.

Til hendes begravelse sagde Leif Hjernøe, at han fandt trøst i, at hans kone ville blive forenet med jorden i det østjyske kystlandskab, som hun havde betrådt og beundret hele sit liv. Og når han i dag kigger på valnøddetræet, som nu står seks meter højt foran hans hjem, tænker han tilbage på det rige liv, de levede sammen.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her