Marcus Rashford var lyspunktet på en gabende tom fodboldscene i 2020

2020 er antigaven, der bliver ved med at give. Lige indtil det lige om lidt er 2021, og der kommer en COVID-19-vaccine, Joe Biden er præsident, Maradona bliver helgenkåret, og Marcus Rashford bliver ved med at skaffe mad til fattige børn. Ingen synes at være kørt igennem 2020 gnidningsfrit, heller ikke i fodbold: Ronaldo fik corona to gange, Messi ramte en personlig krise, alle store turneringer måtte på standby eller aflyses, og Maradona er som bekendt død. Eneste store lyspunkt er Manchester Uniteds unge Marcus Rashford, der træder frem som sympatisk rollemodel på en ellers gabende tom fodboldscene. Og så er vi om ikke andet blevet bekræftet i, at fodboldens største kliché er sand: Bolden ruller ALTID videre, så længe den er rund.

Herunder er mindeværdige highlights fra det herrens fodboldår 2020:

CORONAPAUSE

COVID-19 satte alle ligaerne på hold i foråret lige midt i slutspillet. Det var en sen reaktion. Og en højst besynderlig oplevelse den 11. marts først at høre statsministeren lukke hele Danmark ned for derefter at skifte kanal og se tusindvis af tætstående, skrigende fans på Anfield, da Liverpool havde besøg af Atlético Madrid i Champions League. The show must go on. Det viste sig at være en lige så dårlig idé som et hesteshow i Herning, når det kommer til smittespredning.

I begyndelsen af sommeren gik de alle sammen i gang igen med at spille turneringerne færdig, bare uden tilskuere. Jeg tror, vi er mange, der er blevet overrasket over, hvor tamt det pludselig er – det er et et eksempel på, at »man ved ikke, hvad man har, før det er væk« – eller med andre ord: man ved aldrig, hvor meget et engageret publikum egentlig betyder, før folk ikke er på stadion længere. Man anede vitterligt ikke, hvor meget en topkamp kan lyde som hyggetræning i Sundby Idrætspark, så de dygtigste og dyreste fodboldspillere i verden nu lyder som … almindelige mennesker. Det har aldrig været meningen, at vi skulle høre, hvad de drenge råber til hinanden. Aldrig.

Det vurderes, at ligaen med de fleste penge, nemlig Premier League, i år mister op mod en milliard pund (cirka 8 mia. kroner) i indtjening på grund af COVID-19. På sommerens transfermarked blev der kun handlet for halvdelen af beløbet året forinden, det vil sige sølle 2,8 milliarder euro. Men bare rolig, nogle holdt sig ikke tilbage; Chelseas ejer, Roman Abramovich, havde sendt manager Frank Lampard i byen med det store oliekort for at købe ind til Chelsea, der stod for hele ti procent af den samlede transfersum. Jeg kan sagtens se det både problematiske og tragiske i, at det sikkert er ham, der sælger hotdogs eller hende, der sælger kopitrøjer uden for stadion, det her går værst ud over. Men jeg synes, det er unødvendigt at tale om en katastrofal pengekrise i fodbold og en lønnedgang til Messi & Co. som noget, vi skal have ondt af eller synes er særligt storsindet. Bobler brister, vi kunne bruge chancen til at overveje en fornuftig omfordeling.

INGEN EM

Hvad med at overveje at aflyse VM i Qatar i 2022, nu vi er i gang?

MESSI

Apropos Lionel Messi, så annoncerede han i slutningen af august, at han ville væk fra Barcelona. Efter næsten 20 år i klubben, der ’opfandt’ ham som 13-årig, var han done; træt af ledelsen og træneren og måske også de andre spillere. Der lød ramaskrig fra fans over hele verden, og min medskribent og medelsker af spansk fodbold Bo Kampmann Walther og jeg sad i Deadline og talte om, hvor chokerende og stort det var, at Messi og FC Barcelona skulle skilles.

Spekulationerne gik på højtryk: Hvilke klubber havde råd til at betale hans frikøbsklausul på 5,2 milliarder kroner? Manchester City? Inter? Ingen, viste det sig. Heldigvis for Barcelona, der var i hidtil uset panik. I årevis har det været en del af det gemene managementlingo, at det gælder om at gøre sig ’uundværlig’ på arbejdspladsen, mens de fleste af os efter et par unge år på arbejdsmarkedet opdagede, at det er ingen. Præmissen om uundværlighed er en måde at få os alle sammen til at give mere af os selv og arbejde hårdere og tjekke e-mails på vores telefon om aftenen og om morgenen, når vi står op. Men måske Messi virkelig er uundværlig i Barca? De aner tydeligvis intet om, hvad de skal stille op uden ham. Messi siger selv, at det var en overraskelse for ham, at Barcelona ikke ville løse ham fra kontrakten. Det var derfor, han alligevel endte med at blive. Og så fordi hans kone og børn var begyndt at græde, da han kom hjem og fortalte, at de skulle flytte (vi må antage, at det er kønsrollemønstre af den gamle skole, der regerer hjemme hos Messi, eftersom han ikke har diskuteret beslutningen med sin kone på forhånd).

Hele affæren blev lidt af en 2020-fuser, og om det virkelig var en strategisk udmelding, som blandt andet resulterede i en ny træner i klubben eller faktisk en personlig krise udspillet for åbnet tæppe, bliver vi nok aldrig helt kloge på. Jeg vælger at tro på det sidste.

Når alt det er sagt, kunne FC Barcelona måske med fordel begynde at meditere lidt over det ufravigelige faktum, at Messi ikke lever evigt.

RONALDO OG ZLATAN MED CORONA

I efteråret dukkede nyheden op om, at både Zlatan Ibrahimovic og Cristiano Ronaldo var COVID-19-smittet op inden for de samme uger. Zlatan tog det i ophøjet Zlatan-stil (eller Don Trump-stil, om du vil) og udtalte: »Corona har haft mod nok til at udfordre mig. Dårlig idé.« Den engelske fodboldlegende Gary Lineker tweetede humoristisk: »Vores tanker går til virussen i denne svære tid.« Jeg tænkte en del over, om nogen prøvede at understrege en mørk pointe ved at gå efter vores ypperligste, fysiske eksemplarer. Da Ronaldo blev testet positiv for anden gang, var det helt klart, som om universet råbte: »I kan ligge i isbadekar og eksperimentere med cellefornyelse og spise proteinpulver, alt det I vil, men jeg ved, hvor I bor.«

Pointen kunne også bare være, at alle er lige for virussen.

DIEGO ER DØD

Jeg skylder argentinerne en del af min fodboldglæde. Det var i Buenos Aires, at jeg ad flere omgange var ude at se stadionfodbold, og det begyndte at dæmre for mig, at fodbold for nogle mennesker i verden ikke blot er til lyst, men selve livet. (Inden I synes, jeg lyder for selvfed, så lad mig lige understrege, at jeg siden jeg fik barn for nogle år siden ikke har været længere væk end den nordlige del af Tyskland).

I Argentina er sikkerhedsreglerne på de forholdsvis faldefærdige stadioner nogle lidt andre end de europæiske, det vil sige, at der er mange flere ukontrollerede ståpladser, i det hele taget er alt noget mere ukontrolleret, også fodboldfølelserne. Jeg har hørt historier om strategisk urinkastning mod modstanderfans med tis samlet sammen i dagevis i poser til formålet. Jeg har hørt historier om kampe, der først blev fløjtet i gang timer senere, fordi Maradona var på besøg, og folk ikke kunne holde op med at græde og synge. Alt sammen på La Bombonera, Boca Juniors’ hjemmestadion og altså Diegos ungdomsklub, der lader intet tilbage, når vi snakker arbejdercharme og jesuskomplekser.

Nu er Diego Maradona død, 60 år gammel, givetvis slidt af tilværelsen som (muligvis) den bedste fodboldspiller nogensinde og den slyngelmentalitet, som på den ene og den anden måde har bragt ham i uføre – med coke, mafiaforbindelser, pistoler, hvad har vi. Derudover er det nok mange år siden, han har lignet en, der var i nærheden af i form, lad os bare sige det sådan.

Argentina var i landesorg. Ikke metaforisk, helt officielt i tre dage. Og selv om jeg syntes, vi nordboere har en del at misunde dem, når det kommer til eksponeret lidenskab, så får jeg lidt den samme utrygge crazy-feeling ved reportagerne derfra, som da Trumps tilhængere stod uden for valgstederne med høtyve og fakler og skreg »SNYD!« Det er voksne mænd, der kaster sig grædende i bunker på gaden eller skriger til himlen. Det er tatoveringer af Maradona, som fylder HELE ryggen og/eller brystet. Af Maradona på skødet af jomfru Maria. I Buenos Aires findes der en Maradona-kirke, hvor fodbolden tilbedes med tornekrans på. Maradona var af en anden verden, længe inden han tog herfra.

Herhjemme har reaktionerne selvsagt været mere afdæmpede, men stadig til at tage at føle på. Jeg vil sige, at mit facebookfeed sjældent har været så domineret af mine mandlige venner i alderen 35 til 45, som da nyheden om Maradonas død kom ud. Det er den generation, der som drenge lige nøjagtig husker El Diez fra 80’erne. Du hverken kan eller skal fucke med fodboldens ungdomshelte, viser det sig altid (hvorfor du af nøjagtig samme årsag altid i enhver sammenhæng herhjemme skal afstå fra at sige noget skeptisk om Michael Laudrup, selv om kritikpunkterne kan synes lige så åbenlyse som Qatar-eventyrerne).

Men den maskuline og drømmende fascination af Maradona beror tilsyneladende ikke udelukkende på dennes enestående og ypperlige fodboldevner. Den må også bero på hans umiskendelige evne til at snyde. Snyde velvalgt, rigtigt og smart. Lidt a la Olsen-Banden. Bortset fra at Gud måske aldrig decideret har været involveret i Olsen-Bandens kup, og det er måske lige præcis derfor, de lykkes for sjældent.

MARCUS RASHFORD

I den mere positive ende af fodboldskalaen har vi den unge Marcus Rashford, der beviser for alle os, der ikke lavede andet end at tyre Tequilashots ned, da vi var 22, at du sagtens kan bruge både din tid og din stemme til noget mere fornuftigt. Rashford har i et stykke tid haft hurtige fødder helt fremme for Manchester United, men i efteråret er han også blevet tildelt en æresmedalje af dronning Elizabeth for sit arbejde med at sikre mad til fattige børn i Storbritannien. I sommer startede han med at indsamle millioner til velgørenhed. Derefter skrev han i The Times et åbent brev til regeringen og opfordrede den til at ændre beslutningen om at sløjfe de gratis måltider, som ellers var indført på de lukkede skoler, så sårbare børn var sikret mad over sommeren. Nu arbejder han på at få regeringen til at forpligte sig på, at ingen børn i Storbritannien skal være uden adgang til mad. Marcus Rashford har selv prøvet at være sulten.

Det bemærkelsesværdige ved det hele er også, hvor få andre store stjerner, der føler sig kaldet til at bruge ikke bare pengene, men også magten til at gøre verden til et bedre sted, end da de kom – jævnfør alle de andre fodboldspillere nævnt i denne artikel. Nogle af dem har også prøvet at være sultne. Det bemærkelsesværdige er også, hvor lidt vi egentlig kræver af dem for at gøre dem til vores helte.

Marcus Rashford er det eneste, vi behøver i et 2020 i en form for forfald. 2021, here we go.