Baggrund
Læsetid: 18 min.

Myndighederne har optrappet indsatsen mod banderne. Alligevel vokser antallet af bandedrab

For nylig blev to mænd dræbt i et skyderi i Kalundborg, som føjede sig til en blodig statistik: Trods flere bandepakker, en stor politiindsats og hårdere straffe er antallet af bandedrab steget til det højeste niveau i over ti år. Hvad fortæller det om myndighedernes strategi?
Fra han var 13, til han var 24 år gammel, var Abdelrahman Mustafa del af banden Brothas på Nørrebro. I dag har han familie og arbejde – men slås stadig med følgerne af en hverdag med rå vold og kriminalitet.

Fra han var 13, til han var 24 år gammel, var Abdelrahman Mustafa del af banden Brothas på Nørrebro. I dag har han familie og arbejde – men slås stadig med følgerne af en hverdag med rå vold og kriminalitet.

Emilie Lærke Henriksen

Moderne Tider
12. december 2020

Jakob Erhardt Pedersen havde lige skovlet bacon og pølser oven på kartoffelmosen på tallerkenen, da telefonen ringede. Det var tirsdag hen under aftenen den 17. november, og lokalredaktøren fra Kalundborgredaktionen på Sjællandske Medier havde for længst fyraften.

Men over mobiltelefonen kunne en af avisens kontordamer fortælle om en stor udrykning med ambulancer og politibiler midt i Kalundborg.

Sammen med sin kone, pressefotograf Mie Neel, lod Jakob Erhardt Pedersen mosen blive kold, han tog blokken, og hun kameraet, og så satte de sig ud i bilen med kurs mod byen. Få timer efter havde han fodret webredaktionen med informationer, så de kunne breake den første artikel:

»En dræbt af skud og to alvorligt såret«.

Ukendte gerningsmænd havde skudt og ramt tre unge mænd lige omkring klokken 18 på parkeringspladsen uden for Meny, mens hr. og fru Kalundborg var på indkøb efter dekorationer og pastaskruer. I løbet af natten døde en af de sårede. Sagen var nu et dobbeltdrab. Og meget hurtigt blev det klart, at der var tale om et bandeopgør.

Selv om der indimellem har været skyderier, fylder bandekriminalitet ikke ret meget i Kalundborg, fortæller Jakob Erhardt Pedersen, som har været lokaljournalist i området siden 1992.

»Så det her adskiller sig fra andet, jeg har set i min tid. Ikke fordi skudepisoder er sjældne nu om dage. Men et dobbeltdrab er voldsomt.«

Siden har politiet slået fast, at både gerningsmænd og ofre kom fra Københavnsområdet. Og at der var tale om en planlagt nedskydning.

»Det var temmelig koldblodigt. Vi kan godt kalde det en likvidering,« siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi og fortsætter:

»At tre bliver ramt, og to mennesker dør ved en enkelt skudepisode, er spektakulært og ikke hverdagskost i Kalundborg – ja, eller noget som helst andet sted i Danmark for den sags skyld.«

Markant stigning i drabstallene

Bandedrab fylder generelt mere i mediedækningen, end de gør i drabsstatistikken. Kun otte procent af alle drab i Danmark er banderelaterede ifølge afhandlingen ’Drab i Danmark 1992-2016’ fra Aarhus Universitet af retsmediciner og ph.d. Asser Hedegård Thomsen.

I de seneste mange år har antallet af drab ifølge Nationalt Efterforskningscenter, NEC, svinget mellem to og fem om året. Altså indtil sidste år, hvor det pludselig steg til otte. Og da NEC opgjorde tallet efter tredje kvartal 2020, var det steget til 13 drab. Med de to døde i Kalundborg er vi altså foreløbig oppe på 15 banderelaterede drab i år.

Selv om der er tale om nogle udsving på grund af opgørelsesmetoder, og de endelige tal for 2020 endnu ikke foreligger, er der tale om en markant stigning. Det medgiver politiinspektør Henrik Sønderby fra NEC:

»Hvorfor er svært at sige. Det kan være, at bandemedlemmerne er blevet bedre til at håndtere våben, at de planlægger det bedre, eller det kan skyldes tilfældigheder, om man bliver hårdt såret eller dør af et skud,« siger han.

Ifølge Henrik Sønderby findes der groft sagt to typer skudepisoder i det offentlige rum. Den ene opstår, når bandemedlemmer mødes tilfældigt og går i gang med at skyde. Ofte fra en bil.

»Den slags sager så vi mange af i 2017, hvor det virkelig tog fart med skyderierne blandt andet på Nørrebro,« siger Henrik Sønderby.

Og så er der den anden type, som ikke har tilfældighedernes præg.

»Det er skudepisoder, hvor man har planlagt, at nu skal vi slå ham her ihjel på præcis denne her måde,« siger han.

»Den slags sager har der været flere af i år.«

Blandt andet sagen om dobbeltdrabet i Kalundborg, hvor gerningsmændene øjensynlig lå på lur og ventede på deres ofre.

Henrik Sønderby vurderer ellers, at det går godt med bekæmpelsen af bander i Danmark. Antallet af grupperinger og medlemmer er lavt i forhold til vores indbyggertal. Og en tredjedel af bandemedlemmerne er netop nu i fængsel.

»Og det er der ikke mange andre lande, der kan matche os på,« siger Henrik Sønderby.

»Det er klart, at stod det til os, havde vi dem ikke overhovedet. Men det er jo utopi.«

At banderne skyder på hinanden, er umuligt at forhindre, siger han.

»Men det er heldigvis yderst sjældent at civile bliver ramt. De her skyderier er et internt anliggende mellem grupperne, men der er jo altid en risiko for, at de rammer nogen utilsigtet,« siger Sønderby, der generelt er tilfreds med de muligheder, politiet har for at ramme den organiserede kriminalitet.

Blandt andet roser han de tre bandepakker, som siden 2009 er blevet vedtaget i Danmark.

»Jeg tør ikke tænke på, hvor vi var uden bandepakkerne,« siger han.

Det vender vi tilbage til lidt senere.

Lærenemme forbrydere

Det er ikke kun blandt efterforskere og journalister, at der er blevet lagt mærke til stigningen i antallet af bandedrab. Også forskere har lagt mærke til bevægelserne. Ikke mindst den overordnede oplevelse af forråelsen i bandekriminaliteten.

David Sausdal, ph.d. i kriminologi ved Institut for Antropologi ved Københavns Universitet, forsker i politiets indsatser inden for organiseret kriminalitet. Vores nabolande har set en lignende eskalering i bandekriminaliteten med øget brug af våben og flere drab og drabsforsøg, fortæller han.

For mens kriminaliteten i den vestlige verden generelt er faldet, er den tilbageværende blevet grovere. Det registrerer forskere blandt andet i et såkaldt ’crime harm index’, hvor man frem for omfanget måler på, hvor skadelig kriminaliteten er.

»Og der kan man se en stigning, som tilskrives, at der er tale om grovere former for kriminalitet – for eksempel skyderier,« siger han.

Han vurderer, at årsagen til forråelsen i Danmark blandt andet er en øget kamp om det lukrative hashmarked. Men den hænger også sammen med det, man inden for kriminologien kalder ’smitteteorien’, hvor kriminelle lærer af hinanden globalt. En bølge af sager, hvor terrorister kører ind i fodgængere med lastbiler, er ikke tilfældig, men udtryk for, at vi lever i en verden, hvor kriminelle metoder spredes hastigt – også inden for den organiserede kriminalitet.

»Bandekriminelle får ikke ideen om at skyde på hinanden eller kaste med håndgranater ud af det blå. Bandekriminalitet er noget, der udvikler sig ved, at man ser på, hvad de andre gør. Og i og med at kriminaliteten samtidig i stadig højere grad bevæger sig over grænserne, kommer metoder fra andre lande også hertil,« siger David Sausdal.

Mere afstumpede metoder

Ikke så langt fra hans forskerkontor, på en vandpibecafé på Frederiksberg, sidder to mænd, som også er eksperter i bandekriminalitet: Abdelrahman Mustafa på 30 år og Rhassan Muhareb på 39 år har begge været involveret i organiseret kriminalitet og siddet i fængsel i længere tid.

De har i dag begge forladt miljøet, men vil gerne give deres bud på, hvordan de ser på udviklingen, hvad den skyldes, og hvad samfundet bør gøre for at bremse den. De har også lagt mærke til, at der er sket en markant stigning i antallet af drab.

»Man kunne tro, at det var, fordi banderne er blevet bedre til at ramme,« siger Abdelrahman Mustafa.

»Men det er det ikke,« siger Rhassan Muhareb.

»Nej, folk er blevet mere afstumpede og kyniske. De har en intention om at ramme,« siger Abdelrahman Mustafa.

»Det er jo logisk, når man tager udgangspunkt i historiske begivenheder i andre lande. Gangster- og bandekulturen kom hertil fra USA og Latinamerika, og hvor var de for 50 år siden? Før eller siden ville vi også få den slags skyderier her,« siger Abdelrahman Mustafa.

Abdelrahman Mustafa bor i Heimdalsgade på Nørrebro i København sammen sin hustru og sin søn på to år. I opgangen ved siden af bor hans ekskone og deres to fælles piger – og alle er på god fod, fortæller han.

Abdelrahman Mustafa bor i Heimdalsgade på Nørrebro i København sammen sin hustru og sin søn på to år. I opgangen ved siden af bor hans ekskone og deres to fælles piger – og alle er på god fod, fortæller han.

Emilie Lærke Henriksen

Han er dansk statsborger med kurdisk baggrund, men er født og opvokset i Danmark. Først på Amager og siden i Nordvest. Som 13-årig begyndte han at hænge ud med andre unge og begå kriminalitet. For ti år siden var han med til at starte banden Brothas på Nørrebro, og han har siddet fængslet for blandt andet drabsforsøg.

»Jeg talte forleden: Syv gange har jeg stået i nærheden af noget, der pludselig udviklede sig til et drabsforsøg. Jeg er helt i chok, når jeg tænker på det i dag.«

Siden er brutaliteten kun taget til, siger han.

Rhassan Muhareb nikker.

»Volden i dag er så brutal, at jeg får gåsehud af det,« siger han.

Rhassan Muhareb har palæstinensisk baggrund, men er vokset op i Kalundborg, og tre af hans fem søskende bor der stadig. Han var otte år, da han kom til Danmark med sine forældre. Han har fået en »fantastisk opdragelse med pligtopfyldende forældre«, siger han.

Som den eneste af sine søskende røg han ud i kriminalitet. Blandt andet fordi han ikke slog til i skolen, men til gengæld var god til at slås.

»Jeg var en idiot og traf nogle dårlige valg i mit liv,« opsummerer han.

Selv om de to mænd kalder hinanden for ’min bror’ og indimellem færdiggør hinandens sætninger, er de ikke nødvendigvis enige om alting, understreger Abdelrahman Mustafa.

Men én ting siger de nærmest i kor: Straffen for drab skal være hård. Også gerne hårdere end i dag.

»Hvis man kan garantere, at to bandemedlemmer har skudt efter hinanden i en konflikt, og den ene dør,« siger Abdelrahman Mustafa – »så er det ud af landet,« siger Rhassan Muhareb.

»Ikke bare ud. Livstid,« siger Abdelrahman Mustafa.

»Ærligt mand! Folk skal forstå, at det ikke er en leg at tage en andens liv.«

»De tænker ikke over, at der er en mor, der mister sit barn. De tænker bare, at ham her har gjort noget, som kan retfærdiggøre det her, og så har de fingeren på aftrækkeren. Længere er der ikke tænkt,« siger Rhassan Muhareb.

Når det er sagt, mener de også begge, at der skal gøres meget mere for at forhindre, at det kommer dertil.

»Der er jo ikke en modsætning mellem at straffe hårdt og arbejde præventivt,« siger Abdelrahman Mustafa.

Rhassan Muharab.

Rhassan Muharab.

Emilie Lærke Henriksen

Hårdere straffe, ringe effekter

Dødsfald i det danske bandemiljø er ikke noget nyt. Mellem 1977 og 1988 – under den første rockerkrig mellem Hells Angels og Bullshit – blev 12 mennesker dræbt. Og den såkaldte Store Nordiske Rockerkrig fra 1994 til 1997 kostede 11 mennesker livet, da de to rockergrupper Hells Angels og Bandidos bekæmpede hinanden.

De senere år har en række skiftende bandegrupperinger med medlemmer af anden etnisk baggrund kæmpet om magten i miljøet, med navne som Black Army, Blågårds Plads Gruppen, Værebros Hårde Kerne, Black Cobras, Brothas og ikke mindst LTF – Loyal to Familia. Det har gennem de senere år ført til mange skyderier – ikke mindst i 2017 på Nørrebro – og enkelte drab.

Politikerne har i flere omgange forsøgt at slå igen imod bandekriminaliteten med lovgivning, blandt andet de to rockerlove fra 1996 og 2003.

»Og siden har man bare strammet skruen mere og mere med stadigt strengene lovgivning,« siger forsvarsadvokat Peter Trudsø, som tidligere har arbejdet i anklagemyndigheden og hos NEC.

I 2009, 2014 og 2017 vedtog Folketinget tre bandepakker med blandt andet mulighed for dobbelt straf i sager om bandekriminalitet og skærpet straf for skyderier i det offentlige rum, og dertil kom ekstra lovgivning med højere straffe for besiddelse af våben. Men ifølge Peter Trudsø er det stigende antal drab er et bevis på, at de højere straffe ikke virker præventivt.

»Mens straffen for skyderi er gået opad og opad, er der kun blevet flere skyderier. De mennesker, der bliver ramt af den her lovgivning, er ret uimodtagelige for hårde straffe,« siger Peter Trudsø og tilføjer:

»Det kan man jo også se i USA, hvor de giver 300 års fængsel og stadig har bandeproblemer. Den eneste effekt er, at folk kommer længere tid i fængsel. Så kan de komme ind og blive endnu mere forråede.«

Han lægger vægt på, at han »bestemt ikke er nogen hippie«, når det kommer til straffesystemet. De hårdere straffe er bare ikke vejen til at bremse bandekriminaliteten, mener han.

»Det handler i meget højere grad om at stoppe fødekæden og få de her folk på bedre tanker.«

»En falsk tryghed«

For en måned siden afsagde Østre Landsret en dom om Loyal to Familia, LTF: Banden er en forening med et ulovligt formål, der skal opløses. De facto har gruppen dog været forbudt siden efteråret 2018, da sagen blev indledt. Håbet hos politikere og myndigheder er, at det bliver sværere at rekruttere medlemmer, når banden ikke kan samle sig til fester og vise sig i deres trøjer, og at det generelt bliver sværere for LTF at operere.

Men ifølge Abdelrahman Mustafa og Rhassan Muhareb betyder forbuddet ingenting.

»Det hjælper ikke en skid,« siger Abdelrahman Mustafa.

»LTF lever i bedste velgående.«

Rhassan Muhareb nikker.

»Det er en falsk tryghed. Det er bare for, at hr. og fru. Jensen kan sidde i sofaen og tænke, at politikerne har gjort noget. Men det er kun overflade. De kriminelle tager bare trøjen af, men de laver det samme. Længere er den ikke,« siger han.

Faktisk bliver netop LTF sat i forbindelse med dobbeltdrabet i Kalundborg. Ifølge Ekstra Bladet tilhører skudofrene to nyere bandegrupperinger, som er i væbnet konflikt med LTF. Ingen af dem kommer fra Kalundborg, og hvorfor de mødtes på parkeringspladsen foran Meny er endnu uklart.

Midt i forretningstiden

Flugtbilen fra drabet, en hvid VW Transporter, var stjålet i København, og politiet har de seneste uger efterlyst vidner, der har set bilen i dagene op til drabet. Kort efter skudepisoden blev bilen efterladt brændende på en grusvej ud for herregården Birkendegård, otte kilometer uden for Kalundborg.

Det var Jørgen Faye, ejer af herregården, der fandt den brændende bil. Han havde lige været til middag hos nogle naboer, da han og hustruen opdagede, at »der var ild i skidtet«, som han siger.

Jørgen Faye.

Jørgen Faye.

Emilie Lærke Henriksen

Da Information kommer forbi, er der kun en afsvedet plet og nogle glasskår at se for enden af herregårdens græsplæne, hvor bilen udbrændte.

Jørgen Faye er i gang med at klippe hæk i den nedadgående sol. Han er født og opvokset på egnen.

»Det er et dejligt sted at bo, her kender alle hinanden,« siger Jørgen Faye.

»Og det er da en kedelig måde for os at komme på landkortet på.«

Han kalder skuddrabene for »helt utilstedeligt« og tilføjer: »Og så ovenikøbet midt i forretningstiden.«

Uden for Meny kan man hverken se eller mærke, at to mennesker for nylig blev skudt og dræbt få meter fra opstillingerne med pyntegran og hyacinter. Flere handlende fortæller, at de ikke er det mindste bekymrede:

»Skyderier er der jo efterhånden alle steder,« siger en ældre dame, der står og udser sig en god granbuket.

Hun vil dog ikke vil have sit navn i avisen.

En anden ældre dame, Heddi Andersen, der er ude at lufte sin hund, er også uberørt af situationen.

»I må endelig skrive, at jeg er helt tryg ved at bo her,« siger hun som det sidste, inden hun traver over parkeringspladsen.

Heddi Andersen.

Heddi Andersen.

Emilie Lærke Henriksen

Det afspejler den generelle holdning i byen, mener lokalredaktøren. På nettet blev historierne om skyderiet hurtigt overhalet i popularitet af rygterne om en ulv set i området og en kvindelig lokalpolitiker, der var blevet krænket på rådhuset.

»Så snart det gik op for folk, at det ikke handlede om nogen herfra, faldt interessen,« siger Jakob Erhardt Pedersen.

»Et langt spor af utryghed«

Og måske har de fleste det på samme måde. Selv om politikerne ofte bruger borgernes tryghed som argument for en øget indsats mod bandekriminalitet, virker danskerne faktisk ikke synderligt bekymrede.

Ifølge den såkaldte Tryghedsmåling, som Trygfonden gennemfører hvert andet år, mener danskerne, at medierne overdriver problemerne med bandekriminalitet. Vi er langt mere optagede af vores helbred, vores økonomi, og af om sundhedsvæsnet fungerer.

Alligevel varslede statsminister Mette Frederiksen (S) i sin åbningstale i Folketinget en række hårde tiltag mod det, hun kalder utryghedsskabende adfærd. Fokus var særligt rettet imod »unge mænd med ikkevestlig baggrund«, der »efterlader et langt spor af utryghed«, som hun formulerede det.

Politiet skal ifølge regeringens udspil kunne udstede opholdsforbud på parkeringspladser og togstationer, og hvis de møder unge, der har gæld til det offentlige, skal de kunne konfiskere »dyre jakker, ure og mobiltelefoner på stedet«.

Den melding fik kort efter en gruppe på 21 forskere til at trykke en fælles kronik i Politiken, hvor de beskrev regeringens kurs som ude af proportioner og udtryk for en forskelsbehandling, der skaber en »modborgerskabsfølelse« og risikerer at føre til flere problemer.

Kriminologen David Sausdal fra Københavns Universitet skrev under på kritikken. Han mener, at en væsentlig årsag til den forråelse, vi ser i de kriminelle miljøer, er den tough on crime-linje, som danske politikere har anlagt gennem efterhånden mange år:

»Vi ved fra studier i både ind- og udland, at når man lægger mere pres på de kriminelle, kan det have en kontraproduktiv effekt. Trusler, hårdere og strengere straffe får visse grupper til at føle sig sat længere uden for samfundet. Det skaber en modkultur, og det er der et radikaliseringspotentiale i,« siger David Sausdal.

Han understreger, at han ikke er blødsøden, når det kommer til hårdkogte kriminelle.

»Jeg er bestemt ikke typen, der mener, at det hele er samfundet skyld. Men de seneste ti års tid har vi set en tendens til i den vestlige verden at bruge den hårde næve mere end de præventive, sociale indsatser, og vi ved fra forskningen, at det kan have den modsatte effekt af det, man egentlig ønsker,« siger Sausdal.

Han påpeger, at selv om politikerne også taler om forebyggelse, bliver der postet langt flere penge i straffemodeller end sociale indsatser.

Abdel Mustafa er inde på noget af det samme på cafeen på Frederiksberg, hvor han er nået til bunden af sin anden Red Bull Energy. Han kalder statsministeren åbningstale for »benzin på bålet«.

»Hun tegner jo et billede af, at alle indvandrere, der går med dynejakker eller dyre ure, er kriminelle. Jeg har så ondt af de unge, der skal opleve den retorik. Det er 100 procent med til at skubbe de unge ud. Og det har altså en kæmpe betydning i forhold til, at nogle vælger at blive bandekriminelle,« siger Abdelrahman Mustafa.

Han har haft mange samtaler med unge, der føler sig hadet af danskerne. Og det er ærgerligt, mener han, at man hele tiden kobler problemerne med etnicitet, for ifølge ham har de intet med det at gøre:

»Bandekulturen opstår, uanset hvor i verden du befinder dig, hvis der er sociale og økonomiske problemer.«

Abdelrahman Mustafa.

Abdelrahman Mustafa.

Emilie Lærke Henriksen

Hvad er alternativet?

En af de politikere, der har talt allermest for en hård linje mod bandekriminaliteten, er formand for De Konservative og tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen.

Han betragter bandepakkerne og forbuddet mod LTF som store politiske sejre.

»Vi har fået banderne nedkæmpet til en vis grad, men jeg er ikke så naiv, at jeg tror, man kan afskaffe dem,« siger han og sammenligner banderne med »ukrudt, der pibler frem, hvis ikke det bliver holdt nede«.

De hårde domme, især for at bære våben, og fordoblinger af straffe, hvis man begår forbrydelser med relation til bandekriminalitet, har sendt mange bag tremmer.

»Og så længe, de sidder der, gør de ikke ondt på andre,« siger han.

Kritikken fra forskerne om, at tryk avler modtryk, kalder han »klassisk«.

»Jeg forstår jo godt synspunktet, men jeg har lyst til at spørge: Hvad er alternativet? Det er jo meget voldsparate mennesker, som skal mærke en hård konsekvens af det, de gør,« siger Søren Pape Poulsen, der understreger, at han også går ind for kriminalpræventivt arbejde.

»Straf løser det ikke alene. Og vi skal have de unge til at interessere sig for at passe skolen og gå til fritidsaktiviteter, så vi tager grundlaget væk fra banderne. Derfor er der også skruet op for det forebyggende arbejde.«

– Men er der skruet lige så meget op for det som for straffen?

»Det kan jeg ikke påstå. Men lige nu forhandler vi jo om et nyt politiforlig, hvor et af målene er, at politiet skal være mere til stede blandt andet i de udsatte boligområder,« siger Søren Pape Poulsen.

Præsenteret for Abdelrahman Mustafas synspunkt om, at mange af de unge føler sig forskelsbehandlet, og at de derfor vender sig mod banderne, siger han:

»Jeg anerkender fuldt og helt, at det er en udfordring, at mange har den der udenforhedsfølelse. Men vi skal jo også passe på, at det ikke bliver en undskyldning. Jeg er personligt farve- og navneblind, og der er jo ikke nogen, der taler dårligt om dig, hvis du opfører dig ordentligt,« siger Søren Pape Poulsen.

Den svære vej ud

På vandpibecafeen dufter der af jordbærtobak, og det bobler i piberne ved mange af bordene.

Rhassan Muhareb mener, at manglen på anerkendelse i skolen gør bandemiljøerne attraktive for de unge, forklarer han.

»Det her med, at alle mennesker har behov for at være somebody, du ved. Bandelivet, det er cool, der er penge i det, og der er anerkendelse,« siger Rhassan Muhareb.

Han fortæller, hvordan han som dreng blev smidt uden for døren, fordi han lavede ballade. Og derude fandt sammen med andre drenge, der også var blevet smidt ud. De begyndte at stjæle fra skoleboden, købte hash af alkoholikerne i parken, som de røg ovre i solariet, og langsomt gled han ud af skolens fællesskab og ind i kriminalitet.

Egentlig var hans drengedrøm at blive en god mand, der var gift, gik pænt klædt og havde et godt job. Efter nogle år med kriminalitet og en lang fængselsdom så han sig selv i spejlet:

»Og jeg tænkte: Hold kæft mand, du er fucked up

Han lovede sig selv, at det skulle være slut. Han brød med det kriminelle miljø, og efter sin seneste afsoning blev han tilbudt et job af en mand i et smedefirma i Kalundborg.

»Han gav mig troen på, at jeg kunne, og han havde tillid til mig. Jeg knoklede, og pludselig stod jeg med en bunke penge, jeg havde tjent ærligt.«

Muharab betyder kriger på arabisk. Rhassan dyrker MMA og thaiboksning og vandt VM i Super 8-turneringen i Hong Kong i 2012.

Muharab betyder kriger på arabisk. Rhassan dyrker MMA og thaiboksning og vandt VM i Super 8-turneringen i Hong Kong i 2012.

Emilie Lærke Henriksen

Rhassan Muhareb er siden blevet uddannet socialpædagog og har de seneste ni år arbejdet på en døgninstitution, hvor han i dag er teamkoordinator – ved siden af arbejder han med familiebehandling og er ved at tage en lederuddannelse.

Også Abdelrahman Mustafa valgte at forlade miljøet. Det er seks år siden nu. Det var religionen, der fik ham til at vende kriminaliteten ryggen. I dag arbejder han i byggebranchen.

De mener begge, at der altid er noget at arbejde med, selv hos de hårdeste kriminelle – en betegnelse, man kunne hæfte på dem begge i en ikke så fjern fortid.

»Det er aldrig for sent,« siger Abdelrahman Mustafa.

De har begge fået kone og børn. Den ene tre børn. Den anden fire.

»Og i dag er vi sådan nogle, der følger med på Aula,« som Rhassan Muhareb siger.

Vi har talt i næsten tre timer. Om forældrenes ansvar for at holde mere øje med deres børn. Om skolens ansvar for at give de unge nogle sejre. Om politikernes retorik, men også om den enkeltes ansvar for at vælge den rigtige vej.

Det sidste er meget sværere, end det lyder, når man hører de to mænds historier.

»Jeg vil ikke have, at det fremstår, som om ham der Rhassan lavede en masse lort, men nu har han fået en god karriere. Det skal ikke glorificeres, at jeg har været kriminel,« siger Rhassan Muhareb.

»Nej,« siger Abdelrahman Mustafa, »det er ikke bare noget, man trækker sig ud af.«

I forbindelse med en flugt fra politiet hoppede han ud fra anden sal og brækkede begge sine ben. Han er også fysisk skadet efter knivstik, tager dagligt flere slags medicin og kan ikke arbejde fuld tid. Og så er der de psykiske omkostninger. Ofte holder mareridt ham vågen til den lyse morgen.

»Det har en vanvittig høj pris at have været involveret i så mange voldsomme sager. Også bagefter.«

Lige så nemt det er at ende i kriminalitet, lige så svært er det at komme ud. Hvis man vel at mærke overlever. Det er der indtil videre 15 unge mænd, som ikke gjorde i 2020.

Rhassan Muharab træner i kampsportsklubben Mikenta i Albertslund. Han er i gang med at starte sin egen klub, der også skal tiltrække utilpassede unge. Lokalerne har han fundet – nu mangler kun tilladelsen fra kommunen.

Rhassan Muharab træner i kampsportsklubben Mikenta i Albertslund. Han er i gang med at starte sin egen klub, der også skal tiltrække utilpassede unge. Lokalerne har han fundet – nu mangler kun tilladelsen fra kommunen.

Emilie Lærke Henriksen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

I følge artiklen er 8% af alle drab i Danmark banderelateret. Tak for de oplysninger.

Andre steder kan ses at omkring halvdelen af drab i Danmark sker i hjemmet. Hvorfor udstilles hjemmet ikke som et farligt sted og hvad skal der gøres for at det bliver mere trygt. Skal/bør der indføres prøver i sameksistens før en sammenflytning eller hvordan skal det problem takles - er hårde straf osv også det "bedste" middel i den situation.
Mon ikke forebyggelse osv. var bedre midler i begge tilfælde.

Alvin Jensen, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Jeppe Bundgaard, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Ib Christensen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Hvad havde politikerne da egentligt tænkt sig at udbrede "nultolerance" som ide, skulle være et eksempel på.

Man må da sige banderne har taget ideen til sig.

Alvin Jensen, David Zennaro, Søren Dahl og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Dorte Sørensen og andre.

Da politikerne skulle vise de tænkte på børnene og gøre noget for voldsramte børn, forbød de bare problemet ved at fjerne revsersletten og skyndte sig så hen til håndvasken, så de kunne holde deres lange ferier uden at blive forstyrret.
Som om de der øger vold mod børn skulle gå mere op i love og regler end børn.

Da der under VKO var snak om "dovne hunde der ikke gider vise rettidig omhu" var det hvis noget de kendte fra egne rækker, men tillagde alle os andre.

@Jeppe Lindholm

Ja Hollywood har da slet ingen indflydelse.

Det kan jo være et udtryk for at politiken virker og at de er så pressede på deres “levebrød” at de begynder en udrydningskrig mod hinanden. Ikke at det er positivt at der er flere dræbte men måske det bliver værre inden det bliver bedre. Mange konflikter er mest blodige i perioden inden de kommer til afslutning.

@Ulla

Sådan opstår mange diktature. Når modstanden/kritikken er enten udryddet eller undertrykt går det nemmere. Det gør ikke hvad der er tilbage bedre.

Er det korrekt, eller forkert, at påstå at banderne idag, hovedsageligt består af personer af mellemøstlig og afrikansk oprindelse? Altså at det er den medbragte klan-kultur der skaber fundamentet for, de her primært unge mænd, ønsker at tilhøre noget større, med en hierakisk opbygning, og som giver dem en betydning og status de ikke ellers kan få i samfundet, pga. deres mangel på kompetencer, uddannelse mv.

Vil gerne høre om det er ramt plet eller helt ved siden af skiven?

John S. Hansen, Henrik Salling og kjeld hougaard anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

@Jacob Nielsen: har du hørt om f eks Bandidos og Hell's Angels? Bander. Voldelig & kriminelle. Aldeles vestlige.

Alvin Jensen, Ruth Sørensen, Torben Ethelfeld, Eva Schwanenflügel og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Hvis man kigger på Sverige, så har en mere passiv strategi overfor bandekriminalitet bestemt heller ikke været en succes, så man kan næppe hævde, at en stigning i antallet af drab er et udtryk for, at den danske strategi ikke virker. Personligt vil jeg mene, at der sker alt for få udvisninger, hvilket er en af de eneste effektive måder at forhindre ny kriminalitet

Finn Thøgersen, Jacob Nielsen og Henrik Andersen anbefalede denne kommentar

@Troels, ja det har jeg, eftersom Bandidos og HA fyldte Ekstrabladets forside lang tid før, jeg fik høje tindinger. Men idag vækker rockerbanderne kun opmærksomhed når Jønke på 60+ år ikke længere kan få lov til at drikke sin fredags-Tuborg i klubhuset. Og det er han naturligvis forarget over.

Det nytter sgu da ikke noget at stikke hovedet i busken, blot fordi en flok forhærdede kriminelle har en anden etnisk baggrund end dansk. Der er jo et helt åbenlyst problem med bander, som overvejende består af unge mænd af mellemøstlig og nordafrikansk afstamning. Skal vi ikke gøre noget ved det? Skal det ties ihjel af ren og skær skræk for at 'stigmatisere' en bestemt befolkningsgruppe?

Der er uden tvivl mange gode forklaringer på at det forholder sig som det gør. Men forudsætningen for at løse problemet må først og fremmest være at erkende, at det eksisterer. Og det er vel det, der er Tesfayes ærinde.

John S. Hansen, Finn Thøgersen, Henrik Andersen, Henrik Salling og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar

Og det er ikke kun i Danmark de her grupperinger skaber problemer. Prøv bare at ringe rundt til bl.a. Macron, Merkel, Rutte eller Löfven. De her mennesker står derhjemme foran spejlet og griner af alle os andre - For de ved godt vi ikke tør gøre noget for ikke at "skubbe" til et tabu.

Det er på tide der gribes til handling fra retsstaten i mod uret.

@ Indvandring fra Kina, Filippinerne, Thailand og Brasilien, samt Vietnam. Disse mennesker skal være mere end velkommen i Danmark.@

SKAL vi nu have indvandring? Er det ikke muligt at forstille sig en fremtid hvor kineserne bor i Kina og brasilianerne i Brasilien? Hvorfor SKAL de til Danmark?