Kommentar
Læsetid: 3 min.

Pornhub anklages for at »tjene penge på børnevoldtægt«. Måske er ansvarsfrihedens dage talte for techgiganterne

Det har med rette bragt internetmastodonten Pornhub i problemer, at websiden har gjort alt for lidt for at fjerne videoer af overgreb. Men den dybere skandale er, at en svag regulering af techbranchen har muliggjort den form for uansvarlighed
De onde reaktionære driver klapjagt på frigørelsens frontkæmpere hos Pornhub, må vi forstå. Virkeligheden fremstår mindre flatterende for pornosiden.

De onde reaktionære driver klapjagt på frigørelsens frontkæmpere hos Pornhub, må vi forstå. Virkeligheden fremstår mindre flatterende for pornosiden.

Tim de Waele

Moderne Tider
19. december 2020

Alle ved, at Facebooks chef hedder Mark Zuckerberg, mange ved, at Twitters hedder Jack Dorsey, men hvem ved, hvem Bernard Bergemar er?

Kun de allerfærreste, i hvert fald indtil Financial Times forleden kunne afsløre, at den obskure forretningsmand er hovedejer af selskabet bag Pornhub; en af internettets mastodonter, der tiltrækker flere månedlige besøgende end Amazon eller Netflix.

Alligevel har pornohjemmesiden – der har reklameret på Times Square og slået sig op som en socialt ansvarlig virksomhed, der donerer til forskning i brystkræft – påkaldt sig forbløffende lidt af den kritiske opmærksomhed, som er blevet techbranchen til del i de seneste år.

Det ændrede sig tidligere på måneden, da The New York Times-skribenten Nicholas Kristof karakteriserede Pornhub som en side, der »tjener penge på børnevoldtægt, hævnpornografi« og andre uhyrligheder.

I sin tekst beskrev han, hvor let det er at finde videoer med mindreårige på siden. Og han portrætterede en ung kvinde, hvis liv kørte af sporet, efter at den nøgenvideo, hun som 14-årig havde sendt til en dreng, blev ved med at dukke op på Pornhub.

Ret beset har det længe været kendt, at der findes grufulde videoer blandt de enorme mængder af materiale, som folk uploader til hjemmesiden, der i høj grad har baseret sig på brugergenereret indhold.

Sidste år blev en mand i Florida for eksempel tiltalt for et seksuelt overgreb på en 15-årig, som blev filmet og delt på Pornhub. Siden fjernede videoen, »så snart vi blev gjort opmærksomme på den«, sagde man til BBC.

Men Kristofs tekst gav genlyd på en måde, som tidligere anklager om, at sitet tager alt for let på indholdsmodereringen, ikke har gjort. Mastercard trak sig som udbyder af betalingsydelser for Pornhub, og snart fjernede siden alt brugeruploadet indhold i et febrilsk forsøg på damage control.

Nu arbejder man på et system, som skal identificere alle brugere i fremtiden, men angeren har været til at overse: Tværtimod mener Pornhub sig angrebet af »de samme kræfter, som har brugt 50 år på at dæmonisere Playboy, Den Nationale Kunstfond, seksualundervisning, LGBTQ-rettigheder, kvinderettigheder« – og velsagtens alt andet, der er smukt og godt i verden.

Beskyttet af loven

De onde reaktionære driver klapjagt på frigørelsens frontkæmpere, må vi forstå. Virkeligheden fremstår mindre flatterende for Pornhub: Man undlod givet at regulere sit indhold tilstrækkeligt, fordi det kunne betale sig – mere indhold betyder mere trafik og flere annonceindtægter, og en stor stab af moderatorer er dyr – og man skiftede først kurs, da den økonomiske risiko blev for stor.

Men problemet stikker dybere end ét firmas betændte forretningspraksis. Når det overhovedet har været muligt at slippe af sted med så uforsvarlig en indholdsmoderering, skyldes det lovgivning, der i vid udstrækning fritager sider som Pornhub og YouTube for ansvar for det, brugere uploader.

Bizart nok blev den amerikanske lov, der blandt andet beskytter Pornhub, i høj grad skabt for at anspore sider til at fjerne problematisk pornografisk indhold. Tilbage i 1990’erne sagsøgte et investeringsselskab firmaet bag et internetforum, hvor en bruger havde beskyldt selskabet for svindel. New Yorks højesteret gav sagsøgeren medhold, fordi firmaet modererede indholdet på forummet, og dermed pådrog man sig i rettens optik et redaktionelt ansvar.

Som netmediet Quartz har beskrevet, skabte afgørelsen et incitament til slet ikke at moderere indhold på hjemmesider, og derfor satte kongresmedlem Ron Wyden og en kollega sig for at udstyre internetfirmaer med »et skjold og sværd«: En ny lov, sektion 230 i the Communications Decency Act, sikrede, at de ikke pådrog sig ansvar for brugeruploadet indhold, men dermed blev de altså også sat fri til at moderere det.

Bøder til techvirksomheder

I dag må man konstatere, at skjoldet viste sig enormt, og sværdet helt utilstrækkeligt. Derfor er det opmuntrende, at stærke kræfter i USA – herunder Joe Biden – har talt for et opgør med sektion 230 i dens nuværende form.

Og det er opmuntrende, at EU-Kommissionen i denne uge fremlagde et udspil, som lægger op til, at techvirksomheder skal kunne pålægges en bøde på op til seks procent af deres årlige omsætning, hvis de for eksempel ikke gør nok for at fjerne ulovligt indhold.

Måske er ansvarsfrihedens dage endelig talte – og måske vil flere i fremtiden vide, hvem Bernard Bergemar er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ingen privat virksomhed har moral og etik nok til at kunne regulere sig selv. Her tæller kun et mål. Maksimal profit. Det må alle da efterhånden have fattet.

Dermed ikke sagt der ikke kan forekomme undtagelser. Men de er netop kun undtagelser.