I retten: »Han siger, at det er LTF, der bestemmer, hvad der foregår i fængslet«

»Hvis det skal give mening at nedlægge sådan et forbud, kan det ikke nytte noget, at folk kan henvise til, at LTF bestemmer,« siger den kvindelige anklager.

»Og derfor skal man slå hårdt ned.«

I retten i Horsens sidder M på anklagebænken. Han er tidligere medlem af den kriminelle bande Loyal to Familia – den, som anklageren og mange andre kalder ’LTF’. Banden er blevet kendt ulovlig i byretten og for nylig også i landsretten. Og det er derfor, M er for retten i dag.

Det er fredag. Ugens og dagens sidste retsmøde i retslokale E i Horsens. M er en høj, vinterbleg, sorthåret fyr. Lige fyldt 21. For mindre end fire måneder siden blev han løsladt fra det lukkede fængsel Enner Mark kun ti kilometer herfra. Der sad han på afdeling med andre medlemmer af LTF. Og ifølge anklageskriftet har han over for tre fængselsbetjente tilkendegivet, at det var LTF, der bestemte på afdelingen.

Hvis det bliver fundet bevist, kan det give op til 40 dages fængsel. M er også anklaget for overtrædelse af knivloven, fordi politiet fandt to knive i hans bil for en måneds tid siden. Det erkender han. Men det andet forhold nægter han.

Med et smil på læben

Anklageren læser op af anklageskriftet: Den 8. juni i år, mens han afsonede i Enner Mark, kom der en ny indsat, som personalet besluttede skulle sidde på M’s afdeling, hvor der primært sad fanger fra LTF.

Den nye indsatte var ikke fra denne gruppe, og derfor besluttede personalet, at den såkaldte ’gangtid’, som M har ret til, skulle deles mellem ham og den nye indsatte. Det betød, at hans tid uden for cellen blev indskrænket. Det blev M vred over. Han syntes, at personalet burde have spurgt ham. Men de gjorde klart, at det var dem, der bestemte.

Anklageren kigger ned i sine papirer.

»Ifølge anklageskriftet skulle du have sagt, at ’det er LTF, der bestemmer her på afdelingen’,« siger

»Nej. Jeg siger til dem: ’Det er mig, der bestemmer her’. Med et smil på læben,« siger M.

Forsvarer Mette Grith Stage spørger M, hvorfor han bliver irriteret den dag i fængslet. 

»Jeg forstår bare ikke, hvorfor de ikke spørger mig, hvad jeg synes om ham den nye, inden de tager min gangtid. De går bare ud fra, at vi ikke kan sammen. Det er hul i hovedet,« siger M, der også forklarer, at den gang, han sidder på, bliver kaldt ’LTF-gangen’. Også af fængselsbetjentene.

»Men du var ikke medlem af LTF længere?«

»Nej, det var jeg ikke.«

»Opfattede du det, som om du forsøgte at videreføre LTF?«

»Slet ikke, LTF var jo opløst.«

»Og er du medlem af LTF i dag?«

»LTF eksisterer ikke længere, så nej.«

LTF bestemmer i fængslet

Anklagemyndigheden har indkaldt tre vidner: Sara, Jesper og Lukas, som alle er betjente ved Enner Mark Fængsel.

De fortæller nogenlunde samme historie som tiltalte: At en ny indsat skulle ind på afdelingen, og at han ikke kunne få gangtid sammen med M, fordi han ikke tilhørte LTF. Hvilket betød, at M fik mindre gangtid, og det var han vred over.

Men den præcise ordlyd af M’s udtalelse er der ikke helt enighed om.

Den kvindelige fængselsbetjent, Sara, er iklædt sin uniform fra Kriminalforsorgen og har sit lyse hår samlet i en høj hestehale.

»M siger noget i retning af, at det er en LTF-gang, så der skal ikke komme nogen andre ind på den gang. Men jeg kan ikke huske, hvad han sagde helt præcist,« siger Sara.

Det er jo længe siden, bemærker hun.

Lukas mindes noget lignende:

»Han siger, at det er LTF, der bestemmer hvad der foregår i fængslet.«

Kørekort og fast arbejde

Efter afhøringen af betjentene sætter M sig igen i skranken, denne gang for at fortælle om sine personlige forhold. Siden han blev løsladt fra fængslet i august, er det gået rigtig godt: Han er flyttet sammen med sin kæreste. Hun sidder med på tilhørerrækkerne i dag. Han er blevet tilknyttet et vikarbureau, hvor han får vagter stort set hver dag. Og så er han i gang med at tage kørekort. Han skal til køreprøve lillejuleaften.

»Det vil øge mine muligheder for at få et fast job,« siger han.

Det er tid til procedure. Anklageren kalder det »ubestrideligt«, at M var utilfreds, og at han sagde til fængselsbetjentene, at LTF bestemte.

»Må han ikke udtrykke sin utilfredshed? Jo, det må han godt. Men når man siger, at LTF bestemmer på stedet og ikke personalet, tilkendegiver man med al tydelighed, at man ser sig selv som en del af LTF,« siger anklageren.

Og forbuddet mod foreningen omfatter enhver deltagelse. Både direkte og indirekte. Så M skal dømmes for begge forhold, og fordi det ovenikøbet er tredje gang, at M overtræder knivloven, skal han samlet set tildeles 70 dages ubetinget fængsel.

Tatovering gav 40 dages fængsel

Forsvarer Mette Grith Stage mener, at M skal frifindes for sine udtalelser i fængslet. Dels var der uklarhed om, præcis hvad hendes klient sagde. Men fængslet har jo netop placeret ham sammen med andre LTF’ere. Og har ovenikøbet begrænset hans tid uden for cellen med henvisning til, at han tilhører en bestemt gruppering.

»Det er fængslet, der fastholder ham i den her LTF-rolle,« siger hun.

Hvis man dømmer ham for begge forhold, mener hun, at han maksimalt bør tildeles 40 dages

Dommerne trækker sig tilbage. I ventetiden går M ud og ryger en cigaret med sin kæreste.

Imens taler forsvarer og anklager sammen. Der er faldet ganske få domme, siden forbuddet mod LTF blev indført. Men en mand, der havde bogstaverne ’LTF’ tatoveret over øjenbrynet, fik for nylig 40 dages fængsel, fortæller Mette Grith Stage.

Efter 35 minutter er voteringen overstået. M bliver dømt for begge forhold og får 60 dages ubetinget fængsel. Dommerne har troet på fængselsbetjentenes forklaring og mener, at M har videreført LTF med sine udtalelser.

»Du må tage de 60 dage og så tilbage til arbejdsgiveren. Held og lykke med det hele. Og god jul,« siger Mette Grith Stage til M.

Han går ud i vintermørket sammen med kæresten.